↩ For nu imidlertid at komme til Russen og Tyrken igjen, saa var det naturligvis ingenlunde Kejserindens Mening, at 📌Krim virkelig skulde være uafhængig; dertil laa denne frugtbare Halvø, de berømte Goters Lejr i fordum Tid, alt for bekvemt ved 📌det sorte Hav; og saa snart hun derfor saa’ Lejlighed (1783), da 👤Fredrik den eneste gik paa Gravens Bred, og 📌Prøjsen og 📌Østerrig havde nok at gjøre med at passe paa hinanden, besatte hun ►uden Omstændigheder 📌Krim og nødte Tyrken til at finde sig deri. Dernæst vendte Kejserinden sin Opmærksomhed paa Landene mellem 📌det sorte og 📌det kaspiske Hav, hvor 📌Georgien havde en egen Fyrste under tyrkisk Højhed, som Russen nu tog under sine Vinger; men skjønt Tyrken naturligvis knurrede, ►havde han dog maaské sovet ind, naar ikke paa den ene Side 📌Frankrig og 📌England, som slet ikke ►hugede Russen i 📌Middelhavet, havde bestandig pirret til ham, og dersom ikke [paa den anden Side] Kejserinden paa Trods, med Pragt som en Sultaninde og med uhyre Opsigt, havde berejst sit nye Rige ved 📌det sorte Hav, hvor Staden 📌Kherson som ved et Trylleslag havde rejst sig, og hvor man over en Æreport læste den Indskrift: “Her igjennem gaar Vejen til 📌Konstantinopel.” Det var for drøjt, og saa snart den russiske ►Minister, som havde opvartet sin Herskerinde i 📌Kherson, kom tilbage til 📌Stambul, blev han sendt i 📌de syv Taarne, som var Tyrkens gamle Maade at gjøre Krigserklæringer paa; og vel havde han i Freden med Kejserinden lovet, aldrig mer at be26handle hendes ►Minister saa hundsk, men da han blev mindet derom, svarede han spydig nok, at da Kejserinden havde brudt alle Fredsbetingelserne paa sin Side, og Storherren derimod paa hans kun denne ene, var det aabenbar ikke værdt at tale om. Lidt uventet kom maaské denne raske Krigserklæring Kejserinden, men ubehagelig var den hende dog paa ingen Maade, da den sparede hende den Ubehagelighed selv at erklære Krig, uden anden Grund, end at hun vilde være “►semper augusta”, saaledes som Tyskerne ganske naivt oversætte denne Romertitel: “altid Rigets Formerer”; thi nu, da Tyrkerne fordrede 📌Krim tilbage, kunde hun dog svare, som hun ogsaa virkelig gjorde: [at] det var hendes Pligt at forsvare et Landskab, hun med saa megen Blodsudgydelse havde erhvervet. Ogsaa havde hun de mest glimrende Udsigter til i denne Krig at naa sine Ønskers Maal, for saa vidt det fandtes i 📌det evropæiske Tyrki; thi havde hun alt i forrige Krig været sin Fjende overlegen baade til Lands og Vands, hvad ikke da i denne, nu da hun havde en Flaade i 📌det sorte Hav og et fast Forbund med Tyrkens anden store Nabo, Kongen af 📌Ungarn og 📌Bømen, de tyskes Kejser, den berømte 👤Josef den anden. Med ham havde 👤Katrine nemlig haft et personligt Møde i 📌Kherson, som hele 📌Evropa betragtede med store Øjne, og hvor formodentlig ogsaa et Udkast var gjort til paa én eller to Gange at dele 📌Tyrkiet, ligesom man havde begyndt at dele 📌Polen, til bedste for Ligevægten i 📌Evropa.