↩ Ved ►min ►Optrædelse i den Nordiske Læse-Verden, for tredive Aar siden►, viiste min Skrift en afgjort Forkiærlighed til 📌Nordens Oltid og, efter den almindelige Mening, saavel en usædvanlig Fortroelighed med dens Aand, som et Gran af dens Kæmpe-Styrke; men i den Latinske Forkvakling og i hele det mageløse Tanke-Virvar, hvoraf vi Alle udsprang, laae der Grund Nok til at det seent eller aldrig skulde ►klare sig enten for mine Samtidige eller mig selv, hvad jeg i denne min afgjort Nordiske Aands-Retning egenlig vilde, kunde og skulde. Mit Sværmerie for Oltiden, som om Man virkelig kunde og skulde opmane de Hedenfarne, eller omskabe hinanden ►efter deres Lignelse, var ►vist nok meget naturligt, men derfor ikke desrimeligere; ►Sammenblandingen af to, vist nok meget forenelige, men dog yderst forskiellige Ting, nemlig Christendom og Nordiskhed , som derpaa fulgde, var slet ikke klogere, og ►de politiske Forandringer i 📌Norden betragtede jeg saa ganske med Middel-Alderens Øine, at der umuelig kunde være noget Hensyn til Nutidens Tarv. Det havde derfor ►vist nok sine gode Grunde, at jeg længe saa godt som Intet udrettede til det i Øvrigt priselige Øiemed, 2som unægtelig var 📌Nordens Gienfødelse i sin kæmpemæssige og ædle Eiendommelighed, men hvorfor Man endnu seer faa eller ingen Tegn til en Saadan, kan ingenlunde blot være min Skyld, da Sagen ►i senere Tid ►mærkelig har klaret sig for mig, deels ved Tidens naturlige Virksomhed, deels ved folkehistorisk Granskning, og ei mindst ved ►mine Besøg hos det store Øfolk, hvor Man vel aldrig møder 📌Nordens Aand, men sporer ham, saa at sige, ved hvert Skridt, i gavnlige Kræfters Frihed og kæmpemæssig Virksomhed. Denne Nordiskhedens ►Borgerlige Side lærde jeg nemlig først 187 (VU) ved 📌Thæmsen at kjende og skatte, og at betragte som 64 (Gskv) det hjemlige 📌Nordens store Savn, uden hvis ►Afhjelp al 📌Nordens saakaldte Gienfødelse var i det Høieste en kæmpemæssig ►Ligbegængelse. Uagtet jeg derfor endnu er lige langt fra at misunde ► Angel-Saxers og ► Normanners Børn den Deel af deres Livs-Anskuelse, de ei førde med sig fra 📌Norden men laande i 📌Vesten af Romere og Galler, fandt jeg dog, at 📌Norden vilde være reddet af ►det almindelige Skibbrud, der truer 📌Europas Folk, og stige til den Glands, Dets Oltid spaaede, naar de gavnlige Kræfter paa Fredens Vei kunde naae den samme Grad af ► Frihed, som de i 📌England har taget med Staalhandsker, og benytte derfor tildeels som et Rov. Dette skulde Man vel synes var ogsaa en let Sag, især ►nu, da alle 📌Nordens Folk har gienvundet deres offenlige Stemme, og det vilde sikkert være let, naar 3Folkene selv vidste, hvad de feilede og forstod at oplyse Regieringerne om, hvor nødvendig en saadan Kræfternes Frihed er til alt Storværk og ret egenlig til Opnaaelsen af det eneste ædle Stats-Øiemed, som unægtelig er fælles Bedste; men hvad der slaaer ►Knuden og synes at gjøre Sagen fortvivlet, er Folkenes Mangel paa sand menneskelig og ►borgerlig Oplysning, en Mangel, der egenlig hverken kan lægges dem eller Regieringerne til Last, men er derfor lige sørgelig og nu, da kun en saadan Oplysning kan redde fra ►Borgerlig Fortvivlelse, en dødelig Sygdom. Den ►Borgerlige Fortvivlelse findes nemlig ikke blot der, hvor den bryder ud i Oprør og uhyre, urime 65 (Gskv) lige Misgierninger, men ligesaafuldt, hvor den ligesom skjuler sig i Lede til gavnlig Anstrængelse, i luftige Speculationer og i voxende Lyst til ►Udvandring eller til ►visse Levebrød, selv om de maatte søges i Tugthuset, og hvem kan da tvivle om, at vi ogsaa i 📌Norden staae paa Randen af den bundløse Afgrund. Ingensteds har det vel saalænge og saadybt været følt, at det er Oplysning, ►almindelig Oplysning, der fattes og kunde frelse, men der hører ogsaa Oplysning til at kjende den sande og gavnlige Oplysning fra den Falske og Tomme, saa det er intet Under, Man hidtil bestandig ►greb feil ad de rette Oplysnings-Midler, men det maa drive hver Nordbo, som seer det, til at prøve selv det Urimelige, for, om mueligt, at bringe Folkene paa bedre Spor. Selv maa jeg saaledes vel finde det høist 4urimeligt, at min Pen skulde kunne bortvifte det Mindste af Taagen for Folkenes Øine eller formaae Noget mod tusinde Munde, som tilforladelig forsikkre Folkene, at det levende Ord har ingenlunde hjemme i Folke-Munde men i lærde Mænds Penne, og at Moders-Maalet til aandeligt Brug er ikke værdt at nævne ved Siden ad Latinen, og at det 188 (VU) endelig ingenlunde er ved Betragtningen af det virkelige Menneske-Liv hos sig selv og Andre, men ved Læsning, især i Latinske Bøger, man samler den rette Menneske-Kundskab og Verdens-Klogskab, lige anvendelig under alle Himmel-Egne. Ja, det er høistmærkeligt, at netop fordi Pennes og Bøgers Forgudere har aabenbar Uret, derfor netop maa jeg finde det urimeligt, at Pennen kan udrette saa store Ting eller udrette det Mindste mod Munde, der ikke blot kan beraabe sig paa hundredetusinde Penne og Aarhundreders Hævd, men har i Livet, det være nok saa daarligt, et Fortrin for alle Penne selv i ►Engle-Hænder, kun Almagten kan berøve dem. Imidlertid: alt Mueligt er ikke Rimeligt og alt urimeligt ei heller umueligt, og da den høist urimelige Muelighed, at Munden kunde tage Pennen til sin Sprog-Mester og et Folks Moders-Maal taalmodig lade sig tyrannisere i Fædrenelandet af et dødt Sprog, fordum ►den store Folke-Fiendes og almindelige Mand-Drabers Moders-Maal; da en saa urimelig Muelighed, desværre, er blevet til en Virkelighed, hvor5for skulde Man da ikke, til Forsynets Ære og Menneske-Aandens Frelse, turde haabe den Urimelighed, at en Pen, der dog har den i Grunden store Lykke, at staae i Pagt med den stærkeste Mund i alle Lande, som den levende Folke-Mund unægtelig er, kan blive saa længe ved at pege paa den ene Folke-Mund efter den Anden, til den omsider træffer paa en Folke-Mund, som har baade Lyst og Held til at ►indtale sine og Moders-Maalets naturlige og i Grunden utabelige Rettigheder! Idet jeg derfor herved peger paa den Norske Folke-Mund og ►rister Gaade-Runer paa Væggen ligeover for Lyse-Stagen, da nægter jeg 66 (Gskv) ingenlunde, det er ganske rimeligt, de Runer blive hverken læste eller forstaaede, da de mange lignende, jeg har ristet for den Danske Folke-Mund og brugde min Mund, om ikke det Bedste, jeg kunde, saa dog temmelig til at forklare, enten er forblevet ulæste eller uforstaaede, eller dog, som det synes, aldeles uvirksomme; men deels paastaaer jeg endnu, som altid, at i 📌Danmark ►bedrager Skinnet paa alle muelige Maader, og dernæst paastaaer jeg, at, rimeligt eller urimeligt, er det dog immer mueligt, at Man i 📌 Norge , saasnart Man blot fæster Øie paa de Runer, vil paa Timen see, der staaer skrevet: Norske Folke-Mund, luk dig op og siig os, hvad ingen Romer vidste og ingen Latiner kan stave sig til: hvad det Norske Folk tænker og hvordan Det formaaer at udtrykke sig frit paa sit ►eget Maal om sine egne Fornødenheder og Tilbøielig6heder, Byrder og Savn, Ønsker og Forhaabninger til Folkets Held og Landets Flor! Norske Folke-Mund! vær den Første, der viser, at et Folk endnu har Mod til at ligne sig selv, det har 189 (VU) du baade Gavn og Ære af! Det er meget mueligt, siger jeg, og derfor peger jeg, og hjalp det ikke, da vilde jeg pege paa den Svenske Folke-Mund, og var det forgjæves, paa den Engelske, og, naar endelig galt skulde vare, selv i Fortvivlelse paa den Franske, der ei behøver at lukkes op, men kun fra den rette Side at sættes i Gang, for at vise Verden, hvad selv den sladderagtigste Folke-Mund i Verden, naar den bruges fornuftig, kan udrette til at afvende Folke-Døden og forskjønne Menneske-Livet. Ingen Spaadom kan derfor klinge saa rimelig og advarende, at den maatte afholde mig fra hvad jeg her gjør, thi da mine egne Landsmænd enten slet ikke har Mod til at ligne sig selv eller synes dog først at ville have efterlignet alle andre Folk, selv ►Chineserne, saa ligge Nordmændene unægtelig min Pen nærmest, ikke blot fordi den mellem Dem har været ligesaa længe bekiendt, som mellem mine Nærmeste, men især fordi Historien vidner, at intet Nordisk Folk har havt saameget Mod til at ligne sig selv eller saamegen Ære af Følgerne. Uden her at tale om ► Normannernes Storværk, vil jeg kun ihukomme at 67 (Gskv) Nordmændene paa 📌Island var de Første herhjemme, som i Middel-Alderen vovede at kaste Vrag paa Latin og Romerskhed, ved ikke blot at 7giøre deres Moders-Maal til Skrift-Sprog, men ved at bruge Pennen saavelsom Munden ikke efter Romerske Forskrifter eller til Oversættelse af Latinen, men til Aabenbarelse, Udvikling og Ophøjelse af den Nordiske ►Kæmpe-Natur, de fandt hos sig selv, og betænkde sig intet Øieblik paa at løslade ogsaa aandelig til Kamp mod ► Ulve-Naturen fra 📌 Rom , hvor smukt den saa end indhyllede sig i Faare-Klæder! Vel maa det ikke glemmes, at Nordmændene herved tildeels havde ►Angel-Sachserne , det gamle 📌Nordens ►Mærkes-Mænd, til Forbilleder, men det maa ligesaalidt glemmes, at ►Angel-Sachserne, skiøndt de gjorde et Kæmpe-Skridt, vel ingen Andre ►var mægtige, da de først satte deres Moders-Maal i Latinens Sted, saa forfulgde de dog ikke Seieren, men ►underkastede sig, kun med lidt Forbeholdenhed, Romerskheden, medens de Islandske Nordmænd var de Eneste, som skabde en af 📌 Rom aldeles uafhængig Dannelse og Bogskat, som Man, fordi de er 📌Norden aldeles eiendommelige, maa kalde Nordiske. Nordmændene var det altsaa, som gyldig beviiste, hvad nu kun afmægtig Trods kan nægte, at 📌Nordens Folk har af Naturen Kald til aandelig Selvstændighed, saa det er kun Spørgsmaalet, om de endnu har Mod og Kraft til at hævde den mod 📌Roms Tyran, der nu vel kun er et Gienfærd uden Kiød og Been, aldeles dødt og magtesløst, men har dog forstaaet ►den sorte Konst at kyse Livet (det naturlige 190 (VU) Aandsliv) af alle 8Folkefærd og paa en Maade besætte Ligene, saa de maae sige og gjøre Alt hvad han peger paa, og hvi skulde jeg da ikke tiltroe Nordmændene Mod til at ligne sig selv, da de vilde have dobbelt Skam af at mangle det; hvorfor ikke tiltroe Nutidens Nordmænd Mod til at hævde hvad Middel-Alderens Nordmænd skabde, ja Mod til at følge deres egne priselige Fodspor, fordi en Flok Latinere stiller sig i Veien og raaber af fuld Hals: alle Nordmænd er af Naturen Barbarer, og kan kun af den Latinske Grammatik lære at tale Aandens Sprog, og kun ved Romersk Trælle-Tugt 68 (Gskv) afrettes til ordenlige og dannede Mennesker! Ligesom ►Angel-Sachserne i Middel-Alderen, saaledes har Engelsk-Mændene i ►Nyaars-Tiden brudt Isen, tilkæmpet sig en fri Folke-Stemme og Moders-Maalet ►Enevoldsmagten, men sluttede saa under ►denne Forbeholdenhed, et ►farligt Forbund med Latin og Romerskhed, som de selv maae tilstaae, har, lige fra 👤Elisabeths til vore Dage, udklækket en frygtelig Undertrykkelse af de Ringe og en skammelig Forkvakling af det Boglige Moders-Maal, og som, skiøndt de endnu ikke see det, sætter dem i Fare for igjen at miste den Kræfternes Frihed, der umuelig kan ordnes paa Romersk uden derved at gaae ►aldeles forloren. Vil derfor noget andet Folk sikkre sig 📌Englands Fortrin men undgaae Dets Plager og truende Fare, da maa de ingenlunde, som Engelsk-Mændene nøies med at paastaae den fri Folke-Stemme og 9Moders-Maalets ►Enevoldsmagt mod Regieringen, men fremfor Alt hævde begge Dele mod Romer-Tyranniet og Latinen, som ellers ►i Løn deels fortære og deels lamme de ædleste Folke-Kræfter og smedde usynlige Lænker til Folke-Naturen, ►som Dværgene til ►Fenris-Ulven . Det eneste Forsvars-Middel mod en unaturlig og tyrannisk Skole er imidlertid en naturlig og fri Skole, og den eneste Maade, hvorpaa et Folk kan hævde sin aandelige Selvstændighed mod en falsk Oplysning, der hviler paa Bøger og døde Sprog, er at stræbe efter en sand Oplysning, der udspringer af Livet og Moders-Maalets levende Skole-Brug, hvad kun tilgavns kan skee, ved at reise en ►Folkelig ►Høiskole, hvor der slet ikke er Spørgsmaal om, enten hvad der staaer i Grækers eller Romeres Bøger, eller hvad nogle Enkelte kunde føle Lyst eller Trang til at vide, men kun om Folkets og Landets og Moders-Maalets Natur og Beskaffenhed, nærværende Tilstand og naturlige Forbedring og Fremgang, og hvor disse enhver Borger magtpaaliggende Ting ei behandles som Gjenstande for en død og ufrugtbar Kundskab, men lægges for Dagen i levende Vexel-Virkning!