Billedsprog
✂ Det universalhistoriske perspektiv underbygges af digtets rige og mangetydige billedbrug. I det overordnede billedsprog sammenvæves forestillinger fra forskellige sfærer som naturen, den nordiske mytologi og kristendommen. Årets og døgnets skiften fra julenat til nytårsdag, fra mørke til det første, svage dagslys, ses som begyndelsen på noget nyt. På samme måde som den mørke ►Nat i den nordiske mytologi føder ►Dag, der som solen lyser på himlen, føder den jordiske og dødelige 👤Maria 👤Jesus, der både er menneske og gud. Det bliver en ny begyndelse for mennesker.
✂ Det universelle er eksempelvis fremtrædende i den billedbrug, som 👤Maria er skildret med. I fremstillingen af 👤Jesu mor trækkes der i digtet på den righoldige, kristne ikonografi, som fra middelalderen var knyttet til 👤Jomfru Maria. Hun blev traditionelt sammenholdt med morgenrøden (jf. strofe 11; ►Dahlby 1965, s. 51) og blev ofte afbildet som himmeldronning med lange stråler, der udgik fra hjertet (jf. strofe 12-13; Dahlby 1965, s. 51 f.).
✂ Det historiske er blandt andet angivet gennem de billedsproglige henvisninger til perioden før 👤Jesu fødsel og kristendommen. Hvad angår middelhavsområdet, peges der i digtet på det romerske imperium og jødedommen (strofe 8-10). Vedrørende Norden kan digtet indeholde en opfattelse af, at der i nordisk religion lå en forventning eller forberedelse til den efterfølgende kristne mission og kristendommen (strofe 1-2). En sådan forventning kom til udtryk i 👤Snorris fortale til hans ►Edda, hvor de nordiske hedningers tro blev opfattet som et forstadium til kristendommen (se Snorri 2012, s. 12; jf. også ►Bugge 2001, s. 136).