↩ Først naar vi saaledes skarpt adskille det Uforligelige, som det i Følelsens Tid adskildte sig selv, og atter samle det Eensartede, som det ligeledes i Forestillingen om 👤Christus-Riget samlede sig selv, først da faae vi en rigtig Forestilling om ►Slægtens Middel-Alder, og lære at vurdere Følelsens Forhold til det Øvrige i Mennesket, hverken blot efter dens Himmelske Fylde i den ældste Christenhed, eller efter dens aandige Kraftløshed og dyriske Nedrighed i det ►udartede ►Pavedom, men efter hele sin store Virksomhed giennem femten Aarhundreder. Fra dette Stade indsee vi ogsaa let, at den Papistiske Grille at ville vedligeholde Middel-Alderen eller ►føre den tilbage, og det Rationalistiske Uvæsen, som protesterer mod Middel-Alderen, vilde om det var mueligt, udslette den af ►Slægtens Levnets-Løb, og fnyser over enhver Begeistring for den, at de er lige aandløse, skiøndt ingenlunde lige oprørende. De forholde sig nemlig til hinanden, som Jøderne efter ►📌Jerusalems Forstyrrelse til Tyrannerne paa 📌Roms Throne: thi af en naturlig, skiøndt sygelig Følsomhed holdt Hine fast paa Skyggen af den forsvundne Phantasi-Verden, medens disse i unaturlig Hovmod stræbde at udslette hvert levende Spor af den og giøre sig selv til de eneste Guder. Uagtet vi derfor ligesaa alvorlig maae protestere imod virkelig at gaae tilbage til Middel-Alderen, som ►mod at gaae i vor Moder igien, da ►Livet, som er os kiærest, derved nødvendig ►gik i Løbet, saa er dog den historisk-poetiske Tilbage-Gang til Middel-Alderen, med virkelig Begeistring for den, os endnu mere uundværlig end det levende Minde af vor kiødelige Moder; thi det gaaer med 549 (US6) alt Aandeligt, som med Guddommen, der maa elskes for at kiendes og forstaaes, og det er den videnskabelige Menne11ske-Slægt ligesaa nødvendigt at kiende og forstaae sin Middel-Alder, som det er Enhver af os nødvendigt at være sig sit forrige Liv bevidst, naar vi sømmelig skal fortsætte og fuldende det.