↩ I det Ottende Aarhundrede (717–97) stod ►den Isauriske Æsel-Driver 👤Leo og hans Æt for Styret, og med dem pleie de Protestantiske Historie-Skrivere at giøre en Undtagelse, naar de sværte Byzantinerne; men at de er ene om det, viser strax, det maa være Partiskhed, og saa naturlig den for Øieblikket er os alle, giør vi os dog kun latterlige ved at vise den i Historien. Sagen er nemlig, at de Isauriske Keisere, og især den Midterste, 👤Konstantin►Møgtold (👤Kopronymos), som rasede hele tredive Aar, var svorne Fiender ad Kirke-Billeder, Helgen-Levninger, Munke og Alt hvad vi pleie at kalde Papisteri, og skiøndt vi nu ikke kan nævne noget Godt, 666 (US6) de var Venner ad, eller vise, at Papisteri bedre end andet 164aandeligt ►Ukrud lader sig udrydde med “►Ild og Sværd,” som var de Isauriske Reformatorers eneste Vaaben, saa synes vi dog, de var nidkiære Sandheds-Vidner, som Man maa rose og, saavidt mueligt, holde deres afskyelige Tyranni tilgode. Denne Tanke-Gang behøver imidlertid kun at blive klar, for at dømme sig selv, og vi skulde derfor lade Isaurerne ligge hos de nysnævnte ►Heraklider uændsede, dersom deres Billed-Storm ikke havde gjort Opsigt over hele Christenheden og fundet saa almindelig Modstand, at den ved første Øiekast maa synes uforklarlig. Kun derfor maae vi giøre opmærksom paa dens Sammenhæng med ►Islamismen, som en dødfødt Reformation, der havde sit kirke-historiske Moder-Skiød i et dunkelt Kiætteri fra det Syvende Aarhundrede, meget omtalt under Navn af ►Paulicianismen. Den samme drengeagtige Selv-Klogskab, der indbildte 👤Mahomed, han havde slugt al Viisdom, yttrede sig ogsaa hos disse Kiættere i 📌Armenien, 📌Syrien og 📌Lille-Asien, men var dog alt for svag til paa een Gang at trodse alle Levninger af aandelig Følelse og Middel-Alderens naturlige Drift til at forvexle det Synlige med det Usynlige, saa her vilde Man neppe lagt Mærke til det ►urimelige Indfald, naar det ikke i de Isauriske Keisere og deres haandfaste Landsmænd havde faaet saa frygtelige Apostler. Den sidste Isaurers Moder, Keiserinde 👤Irene fra 📌Athenen, samtidig med 👤Karl den Store, ►stillede endelig saa nogenlunde Billed-Stormen, som saa ganske havde sin Tids Aandelighed imod sig, at baade det Ottende Aarhundredes Lys: 👤Johannes fra 📌Damask og alle de Byzantinske Skribenter forsvare Billederne og fordømme Isaurerne, som ►Muselmænd i Hjertet og langt værre end de i umenneskelig Grusomhed. ►Vist nok paastod især den første 👤Leo, at han havde dyb Ærbødighed for de Personer, hvis Billeder han beskiæmmede; men da en berømt Munk, efter samme Tanke-Gang, traadte paa Keiserens Bryst-165Billede, blev 👤Leo saa rasende forbittret, at det er klart, han vilde i det Mindste siden vist have skaanet Billederne af hvem han virkelig ærede!