↩ I dette ►Nid-Skrift giøres det blandt Andet ►👤Justinian til Forbrydelse at have afskaffet den Romerske Konsul-Værdighed og nedlagt de Offenlige Skoler, men Sagen var dog kun, at i hans Dage Lysten ophørde til den tomme Konsul-Værdighed, der var forbundet med store Omkostninger, og at han lukkede den Hedenske ►Høi-Skole i 📌Athenen, der, siden den under ►Antoninerne fik stærkt besoldede Lærere, ei synes at have gjort synderlig Nytte. Den Synd vilde da være nemt afsonet, dersom ikke 👤Justinian, som vi veed fra andre Kilder, baade havde berøvet de sidste Atheniensiske Professorer, der dog gjaldt for store Philosopher, deres Leve-Brød, og forbudt dem at beholde deres Tro*👤Malalas ►Keiser-Krønike XVIII. 187. ►Gibbon XL., men det viser rigtig nok, at han var en ⓘ livløs Tyran, der, foragtede baade Mennesket og Videnskaberne, og misbrugde Christendommen, som han aldrig selv rettede sig efter, til Paaskud for en Volds-Gierning. Saa ►aabenbar stridende mod Christendommens Aand er nemlig 643 (US6) Samvittigheds-Tvang, at i 📌Østen, hvor Man virkelig var skriftklog, havde Man under alle Feiderne om Kirken, eller rettere om Kirke-Gaarden, dog lige til 👤Justinians Dage taalt Jøder og Hedninger i alle verdslige Bestillinger, og først nu, da der mellem de mange udmærkede Mænd ikke var een Biskop, lukkede Man Adgangen til alle Embeder for dem og 134undte dem knap det usleste Liv. Kun naar Man, som det nu var Skik, lover sig selv Salighed for en Troes-Bekiendelse, der kun er et tomt Munds-Veir, da er det i sin Orden, at Man af “Christen Kiærlighed” aftvinger Alle et Saadant. De syv Atheniensiske Professorer, med Stoikeren 👤Simplicius i Spidsen, maae imidlertid have hørt til de ærligste Folk paa den Tid; thi de lod sig ikke Munds-Veiret aftvinge, men gik heller i Land-Flygtighed til 📌Persien, hvor de havde hørt, Kongen var en heel Philosoph, der kunde baade 👤Plato og 👤Aristoteles paa sine Fingre, og hvor de da ikke tvivlede om, der ►jo endnu herskede de samme rene ►Sæder og alskens høie Dyder, som 👤Plato, i en af sine Samtaler, lader 👤Sokrates tillægge Perserne. Vel ►fandt de sig, som Man nok kan vide, aldeles skuffede i disse Forhaabninger, men dog modtog Perser-Kongen dem meget artig, og da de ikke vilde blive hos ham, gjorde han det til et Vilkaar i Fred-Slutningen med den Byzantinske Keiser, at Philosopherne skulde til deres Død hæderlig ►opholdes paa offenlig Bekostning og have Lov til at beholde deres Tro*►Agathias II. 28–31..