↩ Menneske-Slægtens Levnets-Løb, som ved Over-Gangen til Middel-Alderen kræver en egen Opmærksomhed, ansees af Mange for et tomt Hjerne-Spind, og forudsætter en os saa ubegribelig Forbindelse og Sammenhæng mellem vore Forfædre og Efterkommere, igiennem os, at selv hvor Troen derpaa har vedligeholdt sig, finder den sig dog for det Meste saa beleiret af Tvivl, at den trænger til hurtig Undsætning. Ingen Støtte kan nu vel være kraftigere end ►Universal-Historien selv, der bevidner dette Levnets-Løb, men vi giøre dog vel i at afvæbne en heel Hær af Indvendinger med den simple Bemærkning, at “Menneske-Slægtens Levnets-Løb” er kun et ►uegenligt, billedligt Udtryk for hvad Man ellers maatte kalde Menneske-Naturens gradvise Udvikling til Klarhed over sig selv; thi vel forudsætter en Saadan samme, os endnu ubegribelige, Forbindelse mellem de hinanden afløsende ►Slægter, men Udtrykket behager os, og det er en langt større Understøttelse for en vaklende Tro, end Man sædvanlig beregner. Herved mindes vi desuden om, at det os Ubegribelige hænger paa det Nøieste sammen med alle Menneske-Naturens Fortrin for Dyrene, som det ikke blot er en vanskelig Sag at nægte, men for Mennesket en betænkelig Sag at fraskrive sig, og endelig er det en stor Trøst ved alle ubegribelige Ting kun at tænke sig dem 2saaledes indtil videre, da vi ikke blot kan finde os i, men føle en egen Fornøielse ved, at noget Stort, tilsyneladende Ubegribeligt, en Tidlang spænder vor 542 (US6) Nysgierrighed til det Høieste, naar vi kun tør haabe at faae den tilfredsstillet, uden at Storheden derved formindskes. Nu er det unægtelig en stor Idee, at tænke sig Menneske-Naturen giennem Aar-Tusinder i uafbrudt Virksomhed, ikke blot for, som Dyre-Naturen, med Guddommens Hjelp, trods Døden i det Enkelte, at vedligeholde Livet i det Hele, men for tillige at naae et tilsvarende stort Maal, hvortil enhver Tids-Alder og enhver ►Slægt har bidraget Sit, og hvorved alle Tiders Mennesker, som have havt det i Sigte, kan og skal forenede glæde sig, hvad jo vil være Tilfældet, dersom Menneske-Naturen engang bliver klar over sig selv i alle sine Forhold, og bliver sig derved Guddoms-Kraft bevidst til at opvække sine Døde, og i alle sine Skikkelser føre et evigt, saligt Liv. Tanken er nu ►vist nok dristig, men at der dog er en Menneske-Aand, som kan fatte den og arbeide paa dens Udførelse, det er en Kiends-Gierning, som jeg allerede tilstrækkelig beviser ved at skrive derom, og Læseren ved at fatte min Mening; thi begge Dele forudsætte ►aabenbar ikke alene at der har været saadan en Menneske-Aand til, men at der er saa endnu, siden vi staae i levende Forbindelse med den.