↩ 👤Odger mødte vel nu de selvbudne Giæster paa Grændsen med en talrig Hær, men Kampen ved 📌Isonzo, hvor han vilde gjort 👤Thjodrik Over-Gangen stridig, synes dog ei at have været ret alvorlig, saa det var først ved 📌Verona 👤Thjodrik tilkæmpede sig Hæders-Navnet “►Didrik af Bern”. Han synes den Dag at være kommet lidt silde op (ligesom 👤Alexander den Store ved ►Kameel-Gaarden); thi efterat Slaget ►alt har varet en Stund, staaer han endnu i sin Telt, spænder sin Rustning paa og trøster sin Moder, som, tilligemed hans ►Syster, gaaer ham tilhaande, lidt bleg ved Tanken om Lykkens Ustadighed. Min Moder! sagde ►Gothe-Kæmpen, betænk dog, at hvad der idag skal kiendes paa Valen, det er ikke Andet, end hvad I saalænge har vidst: at det nem103lig var en Mand, I bragde til Verden, da jeg blev født, og jeg maa jo ikke have Andet for Øie end mine ►Fædres Bedrifter, thi ►vanslægte vi, da er Ætten uddød! Og hvad Lykkens Ustadighed angaaer, da var det Noget, min Fader aldrig ændsede men ►beilede kiækt til dens Gunst og fandt sig aldrig skuffet! Med disse Ord svang 👤Thjodrik sig paa sin Strids-Hest, der ►alt længe, urolig ved ►Lurens Drøn, havde stampet og vrinsket, og skiøndt ►Gotherne havde begyndt at trække sig tilbage, da Kongen kom, tjende det dog kun til at giøre Fremgangen mere kiendelig og Seieren fuldstændig. Kun med Nød og Neppe undkom 👤Odger selv til 📌Ravenna, thi hvad der ellers ikke faldt i Slaget, overgav sig med Høvdingen 👤Tue, eller omkom paa Flugten over 📌Etsch, som de havde i Ryggen, og ved denne Leilighed kan Heltens samtidige ►Lov-Taler i sin høitravende Stil ei noksom berømme 620 (US6) Floden, der saa kraftig bidrog til at aftvætte 📌Italiens Uhumskhed*👤Ennods ►Lovtale 8. Udtoget bag ►Ammian. ►Jornandes 57..