↩ Hvad nu Tydskerne angaaer, da prøvede jeg paa at ►parre dem med Italienerne, som var det Selskab, de i Middel-Alderen ►syndes selv at vælge, men jeg fandt ►deres Kongers Forhold til 📌Italien saa aldeles personligt, at jeg hverken kunde afvinde dette Forhold ⓘ noget folkeligt Præg eller turde paatvinge det mindste Skin deraf. Skulde altsaa 📌Tydskland, efter 👤Otto den Stores Dage, tiltrække sig vor ►særdeles Opmærksomhed, maatte det være ved sine indvortes Anliggender, men disse var for mine Øine saa ►udstykkede, at Man ikke ved nogen ►Konst kunde faae Samling paa dem, og Kiven, som de 536 (US6) Tydske Konger yppede med fremmede Fyrster om “Rang og Titler”, ►syndes mig kun ►en Trætte om Keiserens Skiæg. ►Vist nok forberedtes der i Tydskland noget Stort giennem Middel-Alderen, men hverken var det af statshistorisk Natur, ikke heller skulde Man vel selv i Kirkens eller ►Skolens Historie have let ved at finde en Række af Kiends-Gierninger, der viiste Udviklingen, saa hvad vi derom veed, staaer udentvivl bedst i Indledningen til 📌Tydsklands Historie i ►Nyaars-Tiden. Da jeg nu tillige fandt, at end ikke 👤Albert Kranz havde vovet sig til en Tydsklands-Krønike i Middel-Alderen, opgav jeg ogsaa at giøre Forslag dertil, og maa nu lade den kyndige og upartiske Læser dømme, om min Tvivl-Raadighed desuagtet har reist sig af en ond Samvittighed i Grunden, eller blot af den historiske Frygt, vi Danskere har for at rage i Strid med saa strænge Herrer, som de Tydske Recensenter har været. Glipper imidlertid alt Andet, faaer jeg trøste mig med, at større Uret kan jeg umuelig have gjort Tydskland, end alle ►Ny-Tydske Historie-Skrivere har gjort mit Fæderne-Land.