↩ I Spidsen for de Skriftlige Mindes-Mærker staae Brud-Stykkerne af ►den Gothiske Bibel, forsaavidt de klarlig vise at ►Gothe-Sproget, (efter 👤Prokops Forsikkring det Samme som Vandalers, ►Gepiders og ►Alaners) var, ligesom det Angel-Sachsiske, en Blanding af Tydsk og Nordisk, men med den Forskiel at Tydsken, som hist laae under, var her overlegen. I alle andre Henseender er derimod den Latinske ►►Gothe-Krønike af ►Alaneren 👤Jornandes, og den “Byzantinske 👤Herodot” 👤Prokops Beskrivelse af ►den Gothiske 599 (US6) Undergangs-Krig i 📌Italien de Ypperste, da de lære os baade hvad Rolle Folket spillede paa den store Skue-Plads, hvad de troede om sig selv og 76hvad deres klogeste Samtidige dømde om dem, men derfor maae vi dog ingenlunde oversee de Tydske og Nordiske Sagn og Sange, der dreie sig deels om ►Gothernes gamle Helte, ►Volsunger og ►Niflunger, og deels om deres berømteste Konger i det Fjerde og Femte Aarhundrede: ►Ermanrik (►Jormunrik, ►Jarmerik) og ►Didrik (👤Theodorik, 👤Thjodrik) af 📌Bern (📌Verona); thi de kan aldrig være saa æventyrlige, at de ►jo give os en paalidelig historisk Efterretning om det Indtryk, ►Gothernes ►Kæmpe-Færd gjorde paa Nordboer og Tydske i den fjerne Middel-Alder. At saadan et begeistrende Indtryk paa Efter-Slægten giennem Aarhundreder ikke blot er Kiends-Gierninger men store Helte-Gierninger, der aldrig lykkes Smaa-Sjæle, om de end herske over al Verden og paa Skrømt forgudes af feige Millioner, det maa dog vel 📌Grækenlands og 📌Roms Historie have lært os, og var det end ikke hidtil Skik i Skolen at anvende det paa Middel-Alderen, maa det dog nødvendig ►føres i Skik, naar den ei skal beskrives i Mørke, men stilles i sit rette Lys.