↩ Sætte vi os imidlertid tilbage i den Tid, vi tale om, i Midten af det Femtende Aarhundrede, da aabner sig kun liden Udsigt til en saadan Oplysning, i Pagt med den Christne Tro og Folkenes Moders-Maal; thi vel har der i Aarhundredets Begyndelse lydt en ►mærkelig Røst for begge Dele, mod Pave og Tigger-Munke, Røsten af 👤Johan Huss, som blev brændt paa Kirke-Stævnet i 📌Costniz (1415), men han havde hjemme i 📌Bøhmen, et ellers i Verdens-Historien ubekiendt Land, hans Moders-Maal (Slavonisk) laae langt baade fra de ►Gothiske og Romanske, og det Sværd, hans Tilhængere førde, drog de vel med Rette for deres Samvittigheds-Frihed, men kunde dog 370 (US7) umuelig overbevise Nogen med om Ægtheden af deres Oplysning. Og giæste vi nu Sædet for den herskende Oplysning, som ►Pari682ser-Høiskolen► var i stræng videnskabelig, men 📌Italien baade i poetisk og borgerlig, og derved i en Alt giennemgribende Retning, da aabner det kun bedrøvelige Udsigter; thi medens Man i 📌Paris sædvanlig ►trættes om Keiserens Skiæg og altid om Rangen i Spidsfindighed, er Tanke-Gangen i 📌Italien saa aandløs Romersk, vantro og tyrannisk, at ►Skolen der kun synes skikket til at ►giøre Ondt værre. I det Fjortende Aarhundrede har 📌Toskana vel havt Digtere og Historie-Skrivere paa Moders-Maalet, som den lærde Verden endnu beundrer, og saadanne splinternye Classiske Skribenter, som 👤Dante, 👤Petrark, 👤Boccaz og Brødrene 👤Villani, er tilvisse Sær-Syn i den sene Middel-Alder, men om deres Retning end havde været den allerfortræffeligste, vilde det dog ikke trøste os, da ►Latinen efter deres Tid selv i 📌Florens fortrængde Moders-Maalet. Naar Man imidlertid veed, det var ingenlunde af Spydighed men af dyb Beundring 👤Dante valgde 👤Virgil til sin Veileder giennem Helvede og Skiærs-Ilden, og veed at 👤Petrark ventede Udødelighed ingenlunde af sine italienske Smaa-Digte, men af sit Latinske Helte-Digt over Romeren 👤Scipio, da følger det af sig selv, at de Italienske Classikere var saa Latinske og Romerske som mueligt, og at 👤Boccaz tillige var en stor Velynder af ►det Græske, giør ingen Forskiel, da det kun var ►Græsken betragtet med Romerske Øine og forklaret af Byzantinere. Den Italienske Oplysning var da ganske den os kun alt for vel bekiendte fra 👤Augusti “gyldne Dage”, at ►Menneske-Livet er et Skue-Spil, hvor Slumpe-Lykke uddeler Rollerne, saa ►Konsten er kun den at spille med Smag især til eget Morskab; at Religion er et Foster af Præste-Bedrag og i oplyste Tider kun en Pøbel-Klemme, ►Vidskab er Klogskab paa sin egen Fordeel, Poesi 683og Konster Stads for de Rige, den største Uret behøver blot ordenlig at giøres til Lov for med det Samme at blive Ret, og den største Tyran behøver blot at smigre for Pøbelen, besolde de Lærde og beskiæftige ►Konstnerne, for at blive en “Lands-Fader”, Forgudelsen værdig. Lægger Man nu hertil, at ►Latinen ei engang i 📌Italien var Folke-Sprog, at derfor Over-Troen paa “Bøger og Penne”, som langt bedre Oplysnings-Midler end Munde og levende Røster, tog daglig til, og 371 (US7) at de Byzantinske Drenge-Skoler havde ynglet saaledes, at blot i 📌Florens regner Man 10000 Børn lærde aarlig at læse; da har Man Forestillingen om den sletteste og dødeste Oplysning, der lader sig tænke, en Oplysning, der bestandig gjorde Bedragerne snuere, Tyrannerne dristigere, Lærdommen dødere og Folket dummere, forværrede, med et Ord, Alt hvad den berørde. De lærde Byzantinere, som under Tyrkernes Fremgang og ved 📌Konstantinopels Fald flygtede til 📌Italien og 📌Frankrig, bidrog ►vist nok til at udbrede lidt Græsk Sprog-Kundskab i en videre Kreds, men Græsk var endnu mindre end Latin de nye Folks Moders-Maal, og Flygtningerne fra de Dødes Rige bragde naturligviis ikke Livet med sig, de Indfødte i Tyranniets tusindaarige Hjemstavn duede kun slet til at være Rettens og Frihedens Tals-Mænd.