↩ Ved at omtale 📌Konstantinopels Indtagelse af ►Latinerne (1204), bemærkede vi, at Grækerne endnu en Gang samlede deres Kræfter for at afstryge den store Skam og afryste det utaalelige Aag, men naar vi see Thronen, 👤Theodor Lascari reiste i 📌Nikæa, daglig styrkes, mens den Latinske i Konstantinopel vakler, ja see 👤Michael Palæologos seierrig holde sit Indtog i den tilbagevundne Hoved-Stad (1261), da overskatte vi let Grækernes Kraft og Anstrængelser, fordi de glimre ved Siden ad de Flamske Lykke-Riddere, der, overladte til sig selv, omringede af Fiender og forhadte af deres Undersaatter, nødvendig maatte spille en elendig Rolle. At fordrive dem var nemlig hele Grækernes Helte-Gierning, saa med 📌Konstantinopels Indtagelse ende deres Seire, og langt fra at kunne rense 📌Grækenland og Øerne fra de mange Smaa-Herrer, som der havde sat sig fast, kunde Palæologerne hverken i 📌Europa eller 📌Asien forsvare hvad de havde. Allerede under 👤Michaels Søn 👤Andronikos oversvømmede nemlig de Osmanniske Tyrker 📌Lille-Asien, og da Keiseren leiede Almogavarerne til at fordrive dem, saae Man ikke blot disse ►sætte sig fast i 📌Gallipoli og trodse hele Rigets Styrke, men en Klat Tyrker, som forbandt sig med dem, spillede siden paa egen Haand hele to Aar Mester i Trakien, og deres Anfører Kalil prøvede som et ulykkeligt Forvarsel endog Keiser-Kronen paa sit Hoved, da den ved et vundet Slag faldt ham i Hænderne. Det er da kun Tyrkernes Raahed, og navnlig deres Ukyndighed i ►Beleirings-Konsten, der kan forklare os det Særsyn, at Konstantinopel først 150 Aar senere faldt i deres Hænder, og naar Grækerne paa ingen Maade længer kunde forsvare sig selv, var det bedre de kom under Tyrkernes Aag, der 674dog kun plagede Kroppen, end i ►Latinernes Vold, der vilde slaae Sjælen ihjel. Sagen var da kun, at Undergangen forsinkedes, til 📌Vester-Leden kunde 364 (US7) modtage den Græske Pebling-Skole, der for Frem-Tidens Skyld maatte holdes vedlige, og til Tyrkerne ved 📌Donau og 📌det Adriatiske Hav kunde finde deres Skranker. Hvorledes disse Skranker reistes i de staaende Hære med Krigs-Tugt og ►Krigs-Konst og i 📌Venedig, har vi seet, og maae kun tilføie, at Krudtets Anvendelse, som først i det Femtende Aarhundrede begyndte at spille sin Hoved-Rolle, staaer hermed i nøieste Forbindelse. Uagtet nemlig 👤Edvard den Tredie, efter Samtidiges gyldige Vidnesbyrd, betjende sig af Krudtet baade i Slaget ved Cressy og paa de Skotske Grændser*►Villani hos ►Muratori XIII. 947. 👤Barbours Riim-Krønike om ►Bruce, Sang XVII. 250–52. XIX. 394–401., saa var det dog først 👤Frands Sforza i 📌Italien og Brødrene Bureau i 📌Frankrig, der ved Midten af det Femtende Aarhundrede ►tilgavns lod Kanonerne spille saa Murene sprang*👤Sismondis Italienske Historie IX. 293. Sammes Franske Historie XIII. 495.. Denne ►Konst blev nu vel ingenlunde Tyrkerne forborgen, da de meget mere ved 📌Konstantinopels Indtagelse med forbausende Held betjende sig af den, men den stod dog for dem som en fremmed Trolddom, de hverken havde Lyst eller Hoved til selv at bemestre sig.