↩ Genueserne, hvis Herredømme i 📌Konstantinopel naturligviis steeg i samme Forhold, som Keiserens derudenfor tilintetgjordes af Tyrkerne, havde ved et Keiser-Skifte, som ganske var deres Værk (1376), ladt sig afstaae Øen Tenedos, for at kunne spærre Indløbet til 📌det Sorte Hav, men Befalings-Manden der, langt fra at lystre, overgav Øen til Venetianerne, og det blev Løsenet til en Krig, hvori mange Fyrster tog Deel og deriblandt Herren af 📌Padua, Fransesco Carrara, hvem Venetianerne nys havde nødt til at giøre Afbigt. Ved hans Hjelp agtede Genueserne aldeles at ødelægge 📌Venedig, og efter en stor Seier over den fiendtlige Flaade under Vettor Pisani, 671lykkedes det dem ogsaa virkelig (1379) at indtage 📌Chioza, hvorover Venetianerne blev saa forskrækkede at de bad om Fred, og lovede at indgaae alle Vilkaar, naar Staden kun beholdt sin Frihed, men den overmodige Genueser 👤Peter Doria erklærede, der blev ingen Fred af, før han paa St. Markus-Pladsen havde lagt sit Bidsel i de vælige Hestes Mund, og nu fortsattes da Kampen, til Genueserne ikke blot mistede 📌Chioza, men Kiernen af deres Sø-Magt og Lysten til at holde den vedlige*Fortsættelsen af ►Dandolos Aarbog og ►Chioza-Krigens Historie hos ►Muratori XII. 442–68. XV. 699–804. ►Sismondi VII. 188–236.. Det var de gamle Adels-Slægter, 👤Spinola og Doria, 362 (US7) Grimaldi og Fieschi, under hvis Vimpler 📌Genuas Sø-Magt havde glimret, men disse havde alt oftere været fordrevne, indkaldtes kun et Øieblik, for, om mueligt, at knuse 📌Venedig, og maatte strax derpaa rømme Pladsen for rige, storagtige Kiøbmænd, der reves saaledes om Rangen, at Staden, for at faae Ro, overgav sig til den vanvittige Konge af 📌Frankrig (1396) og siden (1419) til den sidste Visconti i 📌Mailand. Vel rev den sig løs igien, men fik kun Frihedens Uro, aldrig dens Kraft og Glands tilbage, og 📌Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, hvorpaa snart fulgde Kaffas Ødelæggelse, udslettede Genua af Magternes Tal*►Sismondi VII. 237–41. 366–75. X. 50–78. XI. 37–43..