↩ Hvorledes nu 📌Italiens Fri-Stæder fik Lov til at oppebie deres egne Tyranner, lærer det Tolvte og Trettende Aarhundredes Historie, og vi kan desværre ikke tilskrive 📌Pisa det Mindste af Æren derfor; thi skiøndt dens Borgere synes at have hørt til de mindst herskesyge, var den dog, ikke blot som Hohenstaufernes Vaaben-Plads en Skræk for de andre Stæder, men som deres ►Bundsforvandt med sjelden Troskab et farligt Vaaben i 329 (US7) de fremmede Tyranners Haand. Hvad der bevægede en Stad, der saa godt som 📌Pisa kiendte Frihedens Fordele og skattede dem saa høit, til at spille saa uværdig en Rolle og med store Opoffrelser grave sin egen Grav, vilde derimod være aldeles ubegribeligt, naar Man ikke paa den ene Side vidste, hvordan Italienere kan tyranniseres af Misundelse og Hevngierrighed, og paa den Anden saae, hvilken Forvirring der stadig herskede i de nye Italieners Begreber om det gamle 📌Rom, hvis republikanske og keiserlige Storhed de slet ikke kunde adskille. Vil Man 627ret klarlig see denne Forvirring, da skal Man læse det nybagte “Romerske Raads” Sende-Brev til Keiser Conrad af 📌Schwaben og samme Raads Tale til 👤Barbarossa ved hans første Besøg, hvori Raadets Ret til at beherske Keiser, Pave og hele Verden paa den latterligste Maade er forbundet med Indbydelse af hans Keiserlige Majestæt til at reise 👤Constantins og 👤Justinians Throne paa 📌de syv Høie *►Otto Freisinger hos ►Muratori VI. 662–64. 720–21.. Med det Samme kommer Man da ogsaa midt ind i Begivenheden og seer, at det ingenlunde var en stolt og mægtig Pave, 👤Barbarossa, i Frihedens og Oplysningens Navn, kom til Italien for at bekæmpe; men at det tvertimod var Romernes Opstand mod Paven der kaldte ham did, som ►det Apostoliske Sædes Beskytter imod hvad Paven kaldte Kiætteri og Ugudelighed, men Italienerne Frihed og Oplysning.