Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

↩ 325 (US7)

📌Italien og 📌Konstantinopel.

✂ 📌Italien har altid været et Land, der aad Mennesker, som Brød, det see vi ikke blot paa Romernes men ogsaa paa ►Gothers, Longobarders og Normanners Historie, saa der skal Man kun reise hen, naar Man er kied ad Livet og vil see Døden i al sin Kraft og Glands; derfor maatte vi opsætte Betragtningen af de Italienske Fri-Stæder, hvor tidlig de end reise sig, til vi med det Samme kan sige Middel-Alderen Farvel. Denne Nødvendighed giver sig da ogsaa udvortes tilkiende, i det vi har nemt ved at komme fra 📌Frankrig til 📌Italien, med Provencaler saavelsom med Normanner, men ondt ved at komme tilbage over 📌Alperne, og det giælder nu kun om at kunne samle de Italienske Begivenheder under een Syns-Punkt, hvad der paa denne som paa alle Kirke-Gaarde vel maa falde vanskeligt, men kan dog ikke være umueligt, hvis de har havt nogen kiendelig Indflydelse paa Folke-Livet i den øvrige Verden. Naar derfor selv 📌Italiens bedste Historie-Skriver, 👤Sismondi, finder sig nødt til at opgive al Sammenhæng, da er det kun fordi han krymper sig ved at udstrække til det Hele hvad han dog er klarøiet nok til at see hardtad i alt det 622Enkelte, Mord og ►Mand-Slæt, nemlig, Død og Forraadnelse. Denne Krympelse er nu vel saa sædvanlig hos de Bog-Lærde allevegne, at den i 📌Genf maa synes uundgaaelig, men uden derfor at laste en god Historie-Skriver, som selv har havt værst af Vilde-Redet, maae vi dog see, vi faae Mod til at bekiende, at Bogstaver, Skilderier og Billed-Støtter er ligesaavel døde Ting, som Penne-Fier, Lærred og Steen, og at Bogstaverne, der ei engang er Billeder eller Skygger, men kun meget tvetydige Tegn, ligge allerlængst fra Livet, saa den Videnskabelighed, der har Pennen til Fader og Blæk-Hornet til Moder er ikke blot død, men dræbende. Først naar dette staaer levende for os, kan vi see, at den saakaldte “Videnskabernes Gienfødelse” i det Trettende og Fjortende Aarhundrede hænger nøie sammen med alle Dødens italienske Mester-Stykker, og er ret egenlig “den sorte Død” i Aandens Verden, der heller ikke mindre end dens legemlige Frænde udstrakde sine dræbende Virkninger lige op til det høie 📌Norden.

✂ Det hedenske 📌Roms Gienfødelse, eller rettere Opvækkelse fra de Døde, det var ►aabenbar Drive-Hjulet i hele den Italienske Virksomhed, baade med Hensyn paa Kirken, paa ►Skolen 326 (US7) og paa det ►Borgerlige Selskab, og Følgerne blev naturligviis derefter: i Kirken et tomt Ceremoni-Væsen; i ►Skolen en grammatikalsk Classiskhed og i det ►Borgerlige Selskab Hof-Holdning, Politi og staaende Hære, som opslugde Alt, hvor ikke den Tydsk-Nordiske Reformation dog i en vis Grad hævdede Livets og Menneske-Aandens umistelige Rettigheder. Dette var, hvad det Italienske Verdens-Aars store Prophet og første Classiker, 👤Dante, spaaede, da han i Drømme giennemvandrede Helvede og Skiærs-Ilden med 👤Virgils Gienfærd, men vi vil trøste os ved, at Digteren dog under bedre Ledsagelse endte i 📌Paradis, thi det hentyder paa den bedre Nyaars-623Tid, da Menneske-Aanden nedmaner det Romerske Gjenfærd og beklæder selv den Throne, ►Uvætten anmassede sig.

✂ Hvad nu i Særdeleshed den Italienske Frihed angaaer, som er hvad der i Stats-Historien tildrager sig vor Opmærksomhed, da maatte den vel nødvendig udvikle Tyranni, fordi det Italienske Friheds-Begreb var aldeles Romersk, altsaa tyrannisk og grundfalsk, men saalænge der var Livs-Kraft, fandt den dog i Fri-Stæderne Leilighed til at yttre sig og gjorde i Alt hvad Man kan kalde Konst og Handværk forbausende Frem-Skridt, uden hvilke ►den ny Folke-Verden hverken kunde forstaae den Gamle eller blive Dens Arving. Derfor samler 📌Italiens Stats-Historie sig selv, naar vi følge Stædernes Frihed til Graven og ei fordybe os i denne, begynde med 📌Pisa og slutte med 📌Venedig. Kun fordi Man ikke har ændset dette: ei fæstet Øie paa Kræfternes levende Virksomhed, og kastet Jord paa Ligene istedenfor som Bog-Orme at opgnave dem, kun derfor blev 📌Italiens Stats-Historie fra det Tolvte til det Femtende Aarhundrede hidtil saa forvirret og trættende, at end ikke Skriveren og langt mindre Læseren vidste ►enten Begyndelse eller Ende derpaa. Kilderne er ►vistnok baade for mange og hidtil for slet adskildte og benyttede, til at det første Forsøg kan blive meer end Fuskeri, men det er i Grunden med Nødvendighed alle første Forsøg i ►Konstens og ►Vidskabens Rige, uden derfor at være mindre ønskelige. 📌Venedig maa da nu være hvor gammel, den vil, saa er 📌Pisa dog den ældste Sømagt i det ny 📌Italien og tager anderledes Deel i dets Skæbne end 📌Venedig, der ►seiler sin egen Sø, og lader 📌Italien skiøtte sig selv, til dens Time kommer med de andre Rov-Dyrs, og 📌Toskana er desuden ►aabenbar Hoved-Sædet 327 (US7) for Aands-Kraften, saa det maa baade først og sidst tages i Betragtning.

✂ Ved Old-Tidens Slutning siger 👤Strabo om 📌Pisa, 624at det engang har været en blomstrende Handel-Stad og er endnu bekiendt af Egnens Frugtbarhed, sine skiønne Steen-Brudd og sit gode Skibs-Tømmer, fordum berømt i Orlogs-Færd*👤Strabo B. V. S. 222. 25., og naar Man læser det, faaer Man dobbelt Yndest for en Stad, Man igien ved Middel-Alderens Slutning maa give samme Skuds-Maal. Vi see nemlig heraf, at 📌Pisa har været den gamle ►Etruriske Hav-Dronning, styrtet fra Thronen af 📌Karthago og bragt i Trældom af Romerne, men dog ei dybere nedbøiet, end at den efter halvandet Aar-Tusindes Forløb kæmper som en ►Skjold-Mø for sin gamle Høihed og vinder i det Mindste ny Berømmelse. Noget Blænd-Værk er her vel i, da det sikkert er med splinternye Indbyggere, ventelig af ►Gothisk Blod, det ny 📌Pisa hæver sig, men naar en Stad to Gange udmærker sig eens, er Aanden dog den samme, og skulde 📌Livorno i ►Nyaars-Tiden vinde en ligedan Rang, vilde dens Historie ogsaa falde sammen med 📌Pisas, thi 📌Livorno var 📌Pisas Havn fra Arilds-Tid*►Pisas Krønike hos ►Muratori XV. 1047. 71., som de Lærde kun, fordi de ikke læste rigtig efter, har søgt i Arnos sandige Munding.

✂ Hvordan nu det ny 📌Pisas Opkomst var, skal vi lade være usagt, da dets Krøniker for det Meste endnu ligge utrykte og gaae neppe heller saa langt tilbage, men vi skimte den dog ligefra 👤Otto den Stores Tid, og den stod tidlig op med Ridderne til Christenhedens Værn; thi ►alt i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede tog den 📌Sardinien fra Saracenerne*Aarbøgerne hos ►Muratori VI. 107–8. 167. Udtog af 📌Pisas Beskrivelse (►Compendio di Pisa illustrata) i Indledningen S. XXXVI og XLIII..

✂ ►Den Pisanske Flaade paa hundrede og tyve Skibe 625er da ogsaa den Første, der efter 📌Jerusalems Indtagelse (1100) giør Opsigt i ►de Tyriske Farvande, Admiralen, Biskop Dagverd (Daibertus), bliver den første Latinske Patriark ved 📌den hellige Grav, og endnu beundrer Man de skiønt bemalede Bue-Gange om Kirke-Gaarden (Campo Santo) i 📌Pisa, bedækket med Jord fra 📌det hellige Land *Aarbøgerne hos ►Muratori VI. 1008–9. ►Folker hos ►Bongars 401. Udtoget af 📌Pisas Beskrivelse 46–54..

✂ Herpaa følger nu det, desværre, kun paa Latin besungne Kors-Tog til de Baleariske Øer (1114–16), som Pisanerne i Forbindelse med Katalonierne fravristede ►Musel-Mændene *►Cassino-Krøniken VI. 59. Helte-Digtet og Aarbøgerne hos ►Muratori VI. 101–5. 111–62., 328 (US7) og nu havde 📌Pisa naaet sin høieste Glands, som Den ei længe bevarede uplettet, thi i Krigen med den Normanniske Kong 👤Roger overfaldt og udplyndrede Pisanerne paa Sørøver-Viis den berømte Handel-Stad Almalfi (1136 og 38), istedenfor, om mueligt, at hjelpe den igien til sin af samme Kong 👤Roger berøvede Frihed*Aarbøgerne hos ►Muratori VI. 110. 70. ►Sismondi I. 307–18..

✂ Uagtet vi nemlig ingen nærmere Beskeed kan give om 📌Amalfi, skimte vi den dog ►alt i det Tiende Aarhundrede, som et Fri-Sted for Handel og Søfart og dermed for al borgerlig Virksomhed, og maae ikke have glemt, at det store Kors-Tog frelste den fra at indtages af 👤Robert Viskards Broder og Sønner, i det baade 👤Boemund og alle Kierne-Tropperne greb Korset og ophævede Beleiringen, for herefter kun at slaaes med de Vantroe*Foran S. 243 og 424.. Nylig havde den imidlertid maattet bukke under for Kong 👤Roger, og at Pisanerne fra forrige Tider kunde have et Horn i Siden paa denne Medbeilerske er begribeligt nok, men det var dog lavt, 626under Skin af at skade Tyrannen, ►helst at knuse den undertrykte Fri-Stad. Det er derfor et ►mærkeligt Sagn, at mellem Byttet fra 📌Amalfi fandtes den Haand-Skrift af “Romer-Retten”, der blev Kilden til al vor “Latinske 📌Jura”, thi billedlig udtrykker det i alt Fald godt den historiske Sandhed, at naar Fri-Stæder ødelægge hinanden, da vinde de Intet ►vissere end Tyranni. Sagen er nemlig den, at hvem der ikke under Næsten sin Frihed, er i Grunden selv en Tyran, hvor nødig han end vil tyranniseres, saa, kan de herskesyge Fri-Stæder undgaae fremmede Tyranner, undgaae de dog aldrig dem, de selv opklække, men kan de vinde Frist til de hjemfødte Tyranner blive voxne, da skeer der Endeel imidlertid, thi Virksomheden under Kræfternes Frihed forholder sig til den Ypperste i Slaveriet, som Hestens Løb under Sporen til Æselets Trav under Stokken.

✂ Hvorledes nu 📌Italiens Fri-Stæder fik Lov til at oppebie deres egne Tyranner, lærer det Tolvte og Trettende Aarhundredes Historie, og vi kan desværre ikke tilskrive 📌Pisa det Mindste af Æren derfor; thi skiøndt dens Borgere synes at have hørt til de mindst herskesyge, var den dog, ikke blot som Hohenstaufernes Vaaben-Plads en Skræk for de andre Stæder, men som deres ►Bundsforvandt med sjelden Troskab et farligt Vaaben i 329 (US7) de fremmede Tyranners Haand. Hvad der bevægede en Stad, der saa godt som 📌Pisa kiendte Frihedens Fordele og skattede dem saa høit, til at spille saa uværdig en Rolle og med store Opoffrelser grave sin egen Grav, vilde derimod være aldeles ubegribeligt, naar Man ikke paa den ene Side vidste, hvordan Italienere kan tyranniseres af Misundelse og Hevngierrighed, og paa den Anden saae, hvilken Forvirring der stadig herskede i de nye Italieners Begreber om det gamle 📌Rom, hvis republikanske og keiserlige Storhed de slet ikke kunde adskille. Vil Man 627ret klarlig see denne Forvirring, da skal Man læse det nybagte “Romerske Raads” Sende-Brev til Keiser Conrad af 📌Schwaben og samme Raads Tale til 👤Barbarossa ved hans første Besøg, hvori Raadets Ret til at beherske Keiser, Pave og hele Verden paa den latterligste Maade er forbundet med Indbydelse af hans Keiserlige Majestæt til at reise 👤Constantins og 👤Justinians Throne paa 📌de syv Høie *►Otto Freisinger hos ►Muratori VI. 662–64. 720–21.. Med det Samme kommer Man da ogsaa midt ind i Begivenheden og seer, at det ingenlunde var en stolt og mægtig Pave, 👤Barbarossa, i Frihedens og Oplysningens Navn, kom til Italien for at bekæmpe; men at det tvertimod var Romernes Opstand mod Paven der kaldte ham did, som ►det Apostoliske Sædes Beskytter imod hvad Paven kaldte Kiætteri og Ugudelighed, men Italienerne Frihed og Oplysning.

✂ Der var nemlig opstaaet en Italiensk Reformator, ved Navn 👤Arnold fra 📌Brescia, hvis Christendom vi saameget bedre kan lade staae ved sit Værd, som hverken han selv eller hans samtidige Lands-Mænd lagde synderlig Vægt paa den, men hvis Torden mod alt Præste-Herskab og Lovtale over Demokratiet gjorde dybt Indtryk allevegne og bragte blandt Andet Romerne til at jage Paven paa Porten og skabe et nyt Senat ikke blot til Byens men til hele Verdens Dronning. Denne Kiætter lod 👤Barbarossa høitidelig brænde paa 📌St. Angelo (1155) og da vi veed, det var ingenlunde af Sværmeri for Pavedømmet, maa det vel have været af Ømhed over Tyranniet i alle Skikkelser, og lærde i alt Fald, tilligemed hans Keiserlige Svar til det Romerske Raad og den grusomme Ødelæggelse af det uskyldige 📌Tortona, Italienerne, at de kun havde Valget mellem at trædes paa Nakken eller vende 628Kløer mod denne baade stolte og snilde, strænge og nærige Herre*►Otto Freisinger hos ►Muratori VI. 662. 719. 25. De Italienske Republikers Historie af 👤Sismondi II. 30–33. 41. 59–67..

✂ 330 (US7) See vi nu Øvre- og 📌Mellem-Italien deelt i hardtad ligesaamange ►borgerlige Selskaber, som der var Kiøbstæder, og see dem uenige med Kirken og for det Meste med hinanden, see især 📌Lombardiets Hoved-Stæder, 📌Mailand og 📌Pavia, i en evig Feide, og 📌Pavia saavelsom 📌Italiens største Sø-Magt 📌Pisa paa 👤Barbarossas Side, da synes det umuelig Andet end at 👤Frederik med hele 📌Tydsklands Magt maatte snart være istand til at undertvinge Landet, og naar derfor, efter et heelt Aarhundredes Kamp, Hohenstauferne gaae til Grunde og de Tydske Konger opgive 📌Italiens Erobring, er det unægtelig en stor Triumf for Menneske-Aanden og det ►borgerlige Selskab, der ligner Hin i 📌Hellas over Perserne, og forbittres kun endnu meer end den ved Italienernes gruelige Romerskhed.

✂ ►Vist nok var Kongerne i 📌Tydskland langt fra at herske saa vidt eller saa vældig som 👤Kserxes og 👤Hystaspis, men ved at dele Bytte med 📌Sachsens og 📌Baierns tappre og mægtige Hertug, 👤Henrik Løve, vandt dog 👤Frederik Barbarossa langt større Magt end Nogen af hans Formænd siden 👤Otto den Store, og saavel i de Italienske Riddere, tildeels af Tydsk Herkomst, som i 📌Pisa og 📌Pavia havde han anderledes mægtige Bundsforvante, end 👤Kserxes i Thessaler og Thebaner. Saalidet ogsaa, som de Tydske Hertuger, Grever og Baroner havde Lyst til at opoffre sig for den Konge, de selv kun skabde til en Freds-Mægler, saa havde de dog slet intet imod at beriges ved 📌Italiens Bytte og underkue de stolte Fri-Stæder, men det smigrede dem endog at see deres Konge paa Verdens-629Thronen, uden at de saae, hvad Følgen maatte blevet for dem selv.

✂ Vel var de befæstede Stæder i hine Dage langt lettere at forsvare end at indtage, især af Tydskere, som endnu stod langt tilbage i ►Beleirings-Konsten, men i denne var netop Pisanerne Mestre, og længe kunde dog ingen Land-Stad trodse en Krigshær, der hærgede By-Marken, afskar Tilførselen og spærrede alle ►de Borgerlige Nærings-Veie. Derfor see vi ogsaa at 📌Mailand og 📌Tortona, de eneste Lombardiske Stæder, som vovede at trodse, maatte bukke, saasnart de alvorlig beleiredes, og det udbredte ►aabenbar langt mere Skræk og Modløshed end brændende Harme, at 👤Barbarossa mishandlede disse Stæder med barbarisk Grusomhed. Da nemlig 📌Mailand, Dronning-Staden i 📌Lombardiet, efter at have underkastet sig al mulig Ydmygelse, blev sløifet (1162) og hele Befolkningen, saavidt den ei lagdes i ►Bolt og Jern, blev husvild og landflygtig, 331 (US7) da skedte der ingen almindelig Opstand, men en almindelig Underkastelse, og selv Genueserne, der bedst kunde trodset, kyssede Riset og stødte i Trompet for den almægtige Romerske Keiser*►Caffara, ►Borkard og ►Morena hos ►Muratori VI. 278–79. 915–18. 1097–1105. ►Sismondi II. 129–39.. Havde derfor 👤Barbarossa kun nu holdt gode Miner med Paven og ►Sø-Stæderne og skaanet de fra Trældom afvante Borgere en lille Smule, da havde sikkert 📌Ankona og 📌Venedig, der endnu holdt sig fremmede, fulgt Strømmen og understøttet Verdens-Thronen; men det gik med Hohenstauferne som i det Hele med Minne-Sangerne, de hørde til, at vel gjorde de deres Bedste for at blive Følelsen kvit og klogelig tilegne sig det gyldne Skin, men ►Naturen gik dog over Optugtelsen, saa enten fordærvede de, som 👤Barbarossa, i Hidsighed Legen, eller de satte, som 👤Frederik Sultan, Kræfterne til før de naaede Maalet. Det var 630desuden kun den mindst formaaende Tydske Stamme, nemlig ►Frankerne, der var flak og flygtig nok til allerede nu at vende Middel-Alderen Ryggen og arbeide paa et Romersk-Keiserligt ►Gylden-Aar, thi saavidt kom Sachserne og de ►egenlige Schwaber først trehundrede Aar senere, og var selv da for dybe til at nøies med saa ►overfladelig og for inderlige til at kunne ret tilegne sig saa ugudelig en Oplysning, som den Italienske.

✂ Anledningen til det siden saa berømte Lombardiske Forbund, siger En af 👤Barbarossas egne Skabninger og ►Lovtalere, 👤Acerbi Morena, var nu den, at de Keiserlige Embeds-Mænd flaaede Folket og at Barbarossa vel, da der kom Klage derover, først ►syndes at blive meget rørt, men endte dog med at lee ad det Hele, hvorved Blod-Iglerne naturligviis blev endnu værre*►Morena hos ►Muratori VI. 1125–31. ►Sismondi II. 147–50.. I deres Fortvivlelse sluttede da Borgerne i 📌Bergamo og 📌Brescia, 📌Mantua og 📌Ferrara Forbund med de fordrevne Mailændere, hjalp dem i en Hast til ei blot at faae Huus over Hovedet men Vold og Værn mod Tyrannen*►Morena hos ►Muratori VI. 1133–35., og med 📌Mailands ►Opreisning (1167) vendte Bladet sig ret ►aabenbar, thi fra nu af sammensvor Alt sig imod Barbarossa, og selv Pisanerne, som han skammelig narrede ved at sælge 📌Sardinien snart til dem og snart til deres Arve-Fiender, Genueserne, fornyede nu deres Venskab med hans Fiende, Keiseren i 📌Konstantinopel, og lod Tydskerne hytte sig selv*►Pisa-Krøniken hos ►Muratori VI. 186. Raumers Hohenstaufer B. IV. K. 6..

✂ 332 (US7) Toskaneren 👤Roland, som under Navn af 👤Alexander den Tredie beklædte Pave-Stolen og gjorde fælles Sag med Normanner og Lombarder, havde 👤Barbarossa 631stræbt at fortrænge og nødt til at rømme 📌Italien, men han var nu vendt tilbage til 📌Rom, og samme Aar, som 📌Mailand reiste sig af sit Gruus, mistede Keiseren under 📌Roms Beleiring sine bedste Hjelpere og saagodtsom hele sin Krigshær af Pest, saa han som en Flygtning maatte snige sig hjem til 📌Tydskland. *►Sismondi II. 163–78. Det satte naturligviis Mod i Lombarderne, som nu hardtad Alle gjorde Eet og ►bygde en ny Stad til Bolværk mod Keiseren, som de ret paa Trods kaldte op efter Paven, hans Hoved-Fiende, og de havde Lykken med sig; thi denne Stad (Allessandria), som det var 👤Barbarossa baade en Æres og Velfærds Sag at ►forstyrre, maatte han, efterat have udtømt baade List og Magt for dens Mure, gaae fra med Skamme*►Sismondi II. 204–7. Raumer B. IV. K. 7.. Ærke-Biskop 👤Christian af 📌Mainz, hans Høire-Haand, havde imidlertid drukket samme Skaal for 📌Ankona, dengang en prægtig Fri-Stad, under Byzantinsk Beskyttelse, som vel bragtes til det Yderste, da Venetianerne, skiøndt de hørde til det Lombardiske Forbund, leiede 👤Christian deres Flaade, men som dog stod sig med Ære*►Ankonas Leir-Krands hos ►Muratori VI. 917–46., og nu fattedes der da ikke mere, ⓘ endend] GV, eud A at Keiseren ogsaa skulde rømme Marken for den Frihed, han saa længe havde beleiret. Dette skedte ved 📌Legnano (1176), hvor Mailænderne saagodtsom alene gjorde Sagen klar og adsplittede Keiser-Hæren ►som Avner for Vinden, saa man i flere Dage slet ikke vidste hvor 👤Barbarossa var støiet eller fløiet*►Sismondi II. 214–18. Raumer B. IV. K. 7..

✂ Efter tyve Aars ►aaben Feide mod Kirkens og det ►Borgerlige Selskabs Frihed, maatte Keiseren nu opgive Haabet om med Magt at naae sit Maal, som, efter hans egen Forklaring var, at Pavens ►Ban-Straale kun skulde ramme hvem Kei632seren pegede paa og Borgerne aldrig drømme om anden Lov end hans Villie. Om Pave 👤Alexander virkelig ved Mødet i 📌Venedig, hvor Freden sluttedes (1178), traadte ham paa Nakken med de Ord “paa Løver og Hugorme skal du gaae”, maae vi lade staae ved sit Værd, skiøndt den samtidige 👤Saxo sikkert allerede havde hørt ymte om det*👤Saxos ►Danmarks Krønike ved 👤Stephanius S. 360. ►Malaspini og ►Villani hos ►Muratori VIII. 937. XIII. 132., men Nok er det, at Keiseren ►krøb til Korset og fandt under det, som vi har seet, kun en sørgelig ►Helsot.

✂ 333 (US7) 👤Barbarossa havde imidlertid ikke sovet de tolv Aar fra han bukkede i 📌Venedig til han druknede i 📌Natolien, men fulgt ►Amlets Raad “at oversee og gaae fuldsagt, hvor Man kan ei komme frem med Magt”, og det lykkedes ham virkelig ad en Omvei at berede 📌Italiens Frihed en langt mere overhængende Fare end den, hvori Samme under ham havde svævet. Han giftede nemlig sin Søn, 👤Henrik den Sjette, med den Normanniske Prindsesse 👤Constance, indsat til Arving af 📌Neapel og 📌Sicilien, Brylluppet stod i 📌Mailand, til stor Glæde for de nærsynede Borgermænd, og kunde det ret lykkedes at forbinde “det Arabiske Guld med det Tydske Staal”, da havde ►aabenbar baade 📌Kirke-Staten, 📌Lombardiet og 📌Toskana været om en Hals; men det skulde nu ikke saa være, og den unaturlige Forbindelse tjende kun til at skille Jern-Spiret fra Haanden, der havde sjeldne Gaver og glimrende Udsigter til at udstrække det over hele 📌Vester-Leden.

✂ Efter det Skuds-Maal Man eenstemmig har givet 👤Richard Løve-Hjertes Taarn-Giemmer, 👤Henrik den Sjette, for oprørende Grusomhed og ►aabenbar Falskhed, skulde Man vel ikke troe, han var farlig for Verdens Frihed, efterat Hohenstauferne med hans Fader og Broder havde tabt deres hundredetusinde Følge-Svende i 📌Asien; men Penge giør 633Meget i denne Verden, hvad Haand de saa end findes i, og da 👤Henrik, som vilde gjort 📌Tydsklands Krone arvelig i sin Æt, ►alt tidlig havde to og halvtredsindstyve Fyrster i sin Lomme*Raumers Hohenstaufer B. VI. K. 3., skal Man aldrig sige, hvad der kunde blevet af, hvis han ikke var bortrykket i sin Ungdom (1197), med et spædt Barn til sin Arving, som i Pave 👤Innocens den Tredie fik en klog Formynder med langt anderledes Planer.

✂ Dette Kirkens Skiøde-Barn blev imidlertid intet Hænge-Hoved, men den verdenshistorisk berømte Fri-Tænker 👤Frederik den Anden, og en mere afsagt Fiende kunde hverken Kirken eller Fri-Stæderne lettelig faae, saa Lykken var kun den, at han slægtede sit Mødrene-Folk formeget paa, til ►enten ret at kunne behage Tydskerne eller finde sig i dem, thi derved indskrænkedes hans Tyranniske Midler til List og Penge, som hverken Paver eller Fri-Stæder fattedes, og til en Hob Saracenske Trælle, der vel kunde kudske Neapolitanerne og gjøre Ulykker Nok i 📌Kirke-Staten, men dog aldrig undertvinge 📌Italien. Man har derfor ikke blot gjort meget Uret i at fremstille 334 (US7) denne 👤Frederik Roger som en Kæmpe og Martyr for Frihed og Sandhed, men ogsaa gjort meget formeget Væsen af hans Kamp, der i 📌Neapel udførtes af Bødlerne og derudenfor mest kun var Penne-Feider og Rov-Jagter, medens de Neapolitanske og Sicilianske Fruer-Bure, Dyre-Haver, Fugle-Gaarde, og Alt hvad der ellers hører til en Sultans paradisiske Lyksalighed, ►aabenbar var Hoved-Skuepladsen for hans Bedrifter.

✂ Dette er i det Mindste Forestillingen, Man faaer om denne forroste Keiser, naar Man opmærksom gjennemgaaer hans Bedrifters Aar-Bog af den samtidige Byskriver (notarius) 👤Rikard i 📌St. Germano, der, langt fra at ville sværte 634Keiseren, roser ham det bedste han kan, men har det Uheld at modsiges af alle de Kiends-Gierninger, han opregner*►Rikard af St. Germano hos ►Muratori VII. 996. 97. 99. 1001. 5. 14. 18. 24. 26. 27. 29. 30. 32–33. 1035. 39. 44. 46–48.. Hvor smukt nemlig end 👤Frederiks Love kan tage sig ud paa Papiret, seer Man dog strax, det var kun ►Spydstage-Retten, der gjaldt i hans Arve-Lande, thi Alt hvad Indbyggerne havde, lige indtil Kirke-Kar og Prydelser, tog han saa frit til, som det var hans Eget, Ene-Handel drev han med Salt, Jern, Kobber og selv med Svine-Børster, Korn-Priserne maatte rette sig efter ham, Farverierne lod han drive for sin Regning, sin Mynt fornyede han hveranden Dag og gjorde gangbar med Eftertryk, Stædernes Mure rev han ned og ►bygde Trælle-Borge af Stenene, Folk flyttede han som Fæ fra den ene Ende af Riget til den Anden, og af Saracener fra 📌Sicilien skabde han en Soldater-Koloni i Lucera, som med Fynd og Klem gjendrev alle Indvendinger.

✂ Alt Dette, Keiserens udstrakte Handels-Forbindelser med de Saracenske Fyrster, hans idelige Kvaklerier med Paverne om de Kors-Tog, han bragde til at gaae overstyr og det Modbydelige, han omsider foretog sig, og endelig ►vist nok Mangel paa Mod, afholdt ham i sine første tyve Regierings-Aar (1215–35) fra at bryde løs mod Fri-Stæderne, men nu synes han paa een Gang at have opdaget, han i Nord-Italien havde saa sjelden godt et Krigs-Redskab som nogen Sultan kunde ønske sig, og nu see vi ham da rykke ►i Marken med den frygtelige Ezelin di Romano, med hvem han skal have formælet En af sine uægte Døttre.

✂ Denne Ezelin, Stamherre til 📌Bassano (ved 📌Padua) var den Tredie af sit Døbe-Navn, men ene om sit ►Kiendings-Navn “den Grumme”, og ham var det, som i 635Slaget med Mailænderne 335 (US7) ved Corte Nuova (1237), da alt Saracenerne veeg, foer ind og gjorde Beskeed, saa Borgerne maatte tilsidst endog lade deres Helligdom, Banner-Vognen (Caroccio), i Stikken, hvorover Keiseren ei blev lidet kry, men skikkede den med en pralende Indskrift til 📌Rom at opstilles paa 📌Kapitolet og forevige hans Triumf*►Sismondi III. 1–27. Raumer B. VII. K. 11..

✂ Nederlaget ved 📌Corte Nuova (ei langt fra 📌Oglio) ►syndes ogsaa virkelig at være ligesaadant et ►Dommedags-Slag for den Italienske Frihed, som Det ved 📌Legnano, 60 Aar tilbage, var for Tyranniet; thi Paven selv fandt det nu raadeligst at holde gode Miner, og saavel 📌Mailand som 📌Brescia, 📌Piacenza og 📌Bologna, de eneste Stæder, der endnu holdt deres Porte lukte, stod paa Nippet at overgive sig, saa de hindredes kun deri ved 👤Frederiks Overmod, som slet Intet vilde høre om Vilkaar. Da tænkde Borgerne naturligviis: galere end at vælte kan det ikke gaae, og nu lærde tre ►mærkværdige Beleiringer Keiseren, at kunde end hans Kantslers og andre Godt-Folks Penne stukket alle Paver af Sadlen, saa gjorde de dog ei mindste Gab paa 📌Brescias, 📌Faenzas eller 📌Parmas Mure, og allerede den Førstes tappre Forsvar (1238) gav baade 📌Genua og 📌Venedig Mod til at bryde med Keiseren*►Sismondi III. 27–28. Raumer B. VII. K.12..

✂ 📌Faenzas Beleiring havde vel ikke saa glimrende et Udfald, thi efter henved otte Maaneders heltemodig Kamp maatte den overgive sig paa Naade og Unaade (1241), men hvad Indtryk det maatte giøre, deels at saadan en Smule By kunde saalænge holde den Stormægtige varm, og deels at den Romerske Keiser, Christenhedens Skjold og Kirkens Værge, havde saa travlt med at beleire Byer i 📌Kirke-Staten, at han slet ikke fik Stunder til at ændse de frygtelige ►Mogoler, der paa samme Tid nedsablede det Schlesiske 636Lande-Værn med Hertug 👤Henrik af 📌Liegniz (1241) og truede med at lægge 📌Tydskland til 📌Rusland; det er dog ►uberegneligt, og det Sidste skulde i det Mindste lært de Tydske Historie-Skrivere ei at løfte denne “►Rigets Formerer” til Skyerne*►Rikard af St. Germano hos ►Muratori VII. 1045–48. Raumer B. VII. K. 13..

✂ Det var imidlertid 📌Parmas Beleiring, der gjorde Udslaget og trykde saa at sige Seiglet paa den store Ban-Bulle fra 📌Lyon, hvormed Keiserens utro Ven, 👤Sinibald Fieschi, som Pave 👤Innocens den Fjerde, (1244) høitidelig havde fradømt ham Kronen.

✂ 336 (US7) 📌Parma havde enstund været i Keiserens Hænder, og pleiede desuden af Nag til 📌Piacenza sjelden at gjøre fælles Sag med Nabo-Stæderne, og derfor var det vel at 👤Frederik opbød hele sin Magt for i en Hast at udrydde Dens Ihukommelse af Jorden; men i alt Fald var dette hans Forsæt, som han kun alt for klart kundgjorde, ved, et Par Bøsse-Skud derfra, at anlægge en ny Stad, som skulde afløse 📌Parma og under Navn af Seiers-Staden (📌Vittoria) forevige hans Stor-Værk. Andet stod imidlertid skrevet i Stjernerne, thi mens Sultanen en Dag i Beleiringens sjette Maaned var paa Jagt (1248), gjorde Parmesanerne et almindeligt Udfald, tog hans Seiers-Stad med Storm og lod den gaae op i Luer, saa han saae aldrig siden meer end Røgen af den og savnede, tilligemed sin Krone og sine Ædel-Stene, udentvivl Modet til at fortsætte Kampen*►Rolandini og ►den Parmesanske Aarbog hos ►Muratori VIII. 248–50. IX. 770–75. ►Sismondi III. 84–93. Raumer B. VII. K. 20.. Han overlod i det Mindste fra nu af Æren til sin Slegfred-Søn 👤Henze, den saakaldte Konge af 📌Sardinien, og da 👤Henze Aaret efter faldt i Bolognesernes Hænder, stræbde 👤Frederik 637kun forgiæves at redde ham fra evigt Fængsel; thi Borgerne besvarede hans Trudsler saavelsom hans Bønner med den grove Spas, at Ulven faaer ikke alle de Faar han løber efter og Man har før seet en lille Hund slaae Tand i en stor ►Vild-Basse *Raumer B. VII. K. 21. ►Sismondi III. 103–8..

✂ Snart (1250) blev nu ogsaa 👤Fredriks Død den store Dagens Nyhed, og de to sidste ►Mærkværdigheder, Man læser om ham, var langt fra at giøre Alting godt, thi den Ene er, at han nær havde knækket Halsen paa En af sine Blod-Igler (►justitiarius) fordi han kun havde bragt ham ►700 Unzer Guld og kaldte Landet forarmet; og den Anden, at han virkelig lod Øinene stikke ud paa sin berømte Kantsler, 👤Peter Vingaard (👤de Vinea), som havde forfattet hans Lov-Bog og alle hans Forsvars-Skrifter*►Spinelli hos ►Muratori VII. 1067. ►Sismondi III. 76–81. Raumer B. VII. K. 21.. At den Sidste, som Anekdot-Jægeren 👤Mathæus Pariser nok ene melder, vilde forgivet Keiseren, kan Man troe, om Man vil, men det var i det Mindste ikke 👤Dantes Mening, der kun giver 👤Peter en Plads i sit Helvede, fordi han, trods al sin Retfærdighed, dog i Fortvivlelse tog sig selv af Dage. For Resten priste 👤Frederik 📌Østerledens Herskere lykkelige, som kunde nyde Livet, uskriftede af herskesyge Præster og uforstyrrede af den pestilentialske Borger-Frihed, men vi prise naturligviis 📌Vester-Ledens Folk lykkelige, fordi saadanne Sultaner 337 (US7) ei kunde trives iblandt dem, og vil Man finde Kilden til det stolte Efter-Mæle, mange Penne omsonst har stræbt at give Tyrannen, da maa Man læse ►Lovtalerne af ham selv og hans Redskaber, eller det korte Udtog deraf, hvormed en Navnløs har indledt 👤Manfreds Berømmelse og hidtil virkelig paa Papiret vedligeholdt 👤Frederik Rogers *Den saakaldte ►Nicolaus de Jamsilla hos ►Muratori VIII. 491–96..

✂ Hvordan nu Ezelin den Grumme stræbde at ►høste for 638sig selv, hvad han havde saaet i Keiserens Tjeneste, men gik til Grunde, det falder her for smaaligt at fortælle, og vi kan ikke engang opholde os ved, hvordan 👤Manfred, en Slegfred-Søn af Keiseren, som fik Skyld for at have befordret baade ham og hans ægte Søn, 👤Konrad, ud af Verden, ved Saracenernes Hjelp i Lucera, kom i Besiddelse af 📌Neapel og 📌Sicilien, først som ►Vezir for sin umyndige Broder-Søn, 👤Konradin, og siden som Sultan paa egen Regning, men nævnes maa dog denne “Sultan i 📌Nocera”, fordi hans Trods mod den hellige Stol bragde Provencalerne til 📌Neapel, hvor de blev Normannernes rette Hoved-Arvinger.

✂ Det vilde nemlig slet ikke batte med det Kors-Tog, Paven lod præke i 📌Italien mod denne unge og smukke, tappre og lystige Lykke-Ridder, saa hans Hellighed (Fransk-Manden Urban den Fjerde) maatte raabe om Hjelp over 📌Alperne, men selv der var Man i 👤Ludvig den Helliges Dage ei synderlig opsat paa at fægte blot for Kors og ►Afløsning, saa 👤Carl Konge-Broder, Greven af 📌Provence, forlangde 📌Neapels og 📌Siciliens Kroner i Tilgift, naar han for sine Synders Skyld skulde bestride 👤Manfred. Saaledes blev da Kiøbet sluttet, 👤Carl af 📌Anjou (som han sædvanlig kaldtes) reiste Kors-Banneret, Neapolitanerne var det ligegyldigt, hvad deres Sultan hedd, og Rigets Skiæbne afgjordes da paa een Dag i Slaget ved 📌Benevent (1266), hvor 👤Manfred tilsidst i Fortvivlelse styrtede sig i Fiendernes Sværd og faldt uændset. To Aar efter gjorde vel den unge 👤Conradin, ved Pisanernes Hjelp, et dristigt ►Indbrud og havde Grund til at ansee Hoved-Slaget ved Tagliacoza (i Abruzo) for vundet, men han lod sig dog Seieren rive af Hænderne, faldt i Fangenskab og blev offenlig henrettet som en Oprører imod Gud og Kongen*►Malaspini og ►Villani hos ►Muratori VIII. 997–1004. 14–15. XIII. 225–35. 46–54. ►Sismondi III. 340–67. Raumers Hohenstaufer. B. VIII. K. 9–10..

✂ 639👤Konradin var den sidste Ætmand af 👤Barbarossa, saa det tog ret en bedrøvelig Ende med den Hohenstaufiske ►Herre-Stamme, 338 (US7) der over hundrede Aar (1138–1250) havde glimret paa 📌Tydsklands Throne og havt Udsigt til at grunde et Verdens-Rige langt større og varigere end 👤Carl den Stores, men hvor lumpent end alle ►Ædlinger i det Trettende Aarhundrede saavelsom i det Nittende har fundet 👤Carls Mord paa sin Medbeiler, saa bliver dog Hohenstauferen aldrig Menneske-Aandens Helt i det Trettende Aarhundredes store Sørge-Spil; thi han havde ►aabenbar (som ►Gunther i ►Niflunge-Kvadet) kun Ridder-Gebærden, mens han stræbde at nedbryde Alt hvad der virkelig udgjorde Ridder-Tidens Ære. Middel-Alderen har overalt ingen egenlige Helte men kun, som ►“Vor Frues Tid”, Heltinder, og skiøndt den Italienske Frihed og den Pavelige Hellighed var Ingen af de Ædleste, saa ►deres Død med Rette kaldes “Syndens Sold”, saa var de dog Begge af ædel Byrd og kæmpede mod de nybagte Romerske Keisere saa djærvt paa Menneske-Aandens Side, at deres Seier er Dens Triumf og Deres Undergang Dens Kvide.

✂ Provencalernes Indtog i 📌Neapel taaler nu ►vist nok ligesaalidt at sammenlignes med Normannernes, som den prægtigste Lig-Begængelse med Aabningen af et mageløst Ridder-Spil, men dog er det vigtigt nok til, at vi et Øieblik maa dvæle ved det; thi Provencalerne var dengang Smagens Lov-Givere og 👤Carl af 📌Anjou, som havde fulgt sin Broder til 📌Ægypten, var en diærv, høihjertet Herre, der kun betragtede Indtoget i 📌Neapel som For-Spil til et anderledes Glimrende i 📌Konstantinopel. 👤Carl var Svoger til Kongen i 📌Ungern, hvor hans Æt skulde throne, og Provencalerne fik Genueserne til Tje640neste, hardtad som Hohenstauferne havde havt Pisanerne, saa den Italienske Frihed, med Alt hvad dertil hørte, kunde snart ►kommet af Asken i Ilden; thi giennem det Trettende Aarhundrede var Genueserne steget paa Pisanernes Bekostning og deelde i 📌Konstantinopel Herredømmet med Palæologerne, og hvad Man kunde vente af 👤Carls Ædelmodighed, lærde hans Venner omtrent ligesaa godt at kiende paa det Tunesiske Kors-Tog, som hans Fiender ved 👤Konradins Henrettelse. 👤Carl fulgde nemlig kun sin Broder, 👤Ludvig den Hellige, til 📌Tunis (1270) som Ravne og Krager de faldende ►Kæmper, thi han kom først bagefter, tog strax Penge for sin Part og holdt sig, da Guldet i en Storm gik til Bunds, skadesløs ved at plyndre de Kors-Dragere i hans Følge, der havde det Uheld at strande paa 📌Sicilien *►Sismondi III. 410–25..

✂ 339 (US7) Det var altsaa ret tilpas, at 👤Carls store Erobrings-Planer ogsaa strandede paa 📌Sicilien, og Følelsen heraf har ophøiet ►den “Sicilianske Aftensang” til Rang med de store Verdens-Begivenheder, da den ellers vilde tabt sig i det forvirrede Bulder og Brag, Man bestandig var vant til at høre, uden at ændse, fra ►Kyklopernes det gamle Værk-Sted.

✂ 👤Peter den Tredie i Aragon, Søn af Kong 👤Jakob Seiersæl, havde tvertimod Pavens faderlige Advarsel ►besvogret sig med “Sultanen i 📌Nocera”, og Man har nu en heel lang Historie om en vis Neapolitaner, 👤Johan af Procida, der af sværmerisk Hengivenhed til 👤Frederik den Anden og hans Slegfred-Søn, skal have begivet sig i Udlændighed til 👤Manfreds ►Daatter, 👤Constance, og hendes Aragoniske Gemal, begeistret dem for Hohenstauferne, reist til 📌Rom og 📌Konstantinopel for at skaffe Penge og vinde Bistand, og saa endelig med al Snildhed 641forberedt Sicilianernes Opstand*►Sismondi III. 475–88., men det falder ikke saa lidt mistænkeligt, og det gjorde i alt Fald for os hverken fra eller til, da denne hemmelige Haand slet ikke sees at have havt nogen Deel i Begivenheden, som den ligger for vore Øine. Det hændte sig nemlig, som uden alle Forberedelser let kunde skee, en Anden Paaske-Dag (1282), da Palermitanerne efter gammel Skik valfartede til Montreal, for at høre Aften-Sang og med det Samme forlyste sig i det Grønne, at en kaad Franskmand fornærmede en smuk Pige, der som Brud blev ledt til Kirke, hendes nærmeste Paarørende slog ham ihjel ►paa Timen og dermed begyndte et almindeligt Blodbad paa alle Franskmænd, der ligesaavel ved Haardhed og Udsuelse, som ved deres Forfængelighed og Kaadhed havde giort sig yderlig forhadte*►Malaspini og ►Sicilianeren hos ►Muratori VIII. 1029. XIII. 1027–28..

✂ Denne Palermitanske Retter-Gang fandt Efterligning i de andre Stæder paa 📌Sicilien, og stækkede Vingerne paa 👤Carl af 📌Anjou, som ►alt havde sendt en Deel af sin Flaade over 📌det Adriatiske Hav, for at aabne hvad hans gode Ven Paven (👤Martin den Fjerde) med ham kaldte et Kors-Tog, men hvad dog kun gjaldt 📌Byzants, hvor 👤Carl vilde sat sin Sviger-Søn, den fordrevne Latin-Keisers Arving paa Thronen. Vel ►syndes Uveiret ikke saa farligt, at det skulde standse ham paa saa vigtig en Reise; thi Sicilianerne ►krøb strax til Korset og bad 340 (US7) om Naade, men det Ord synes 👤Carl slet ikke at have forstaaet og bad dem forsvare sig, om de kunde*►Sismondi III. 474. IV. 3–4..

✂ 📌Messina havde nu vel forbrudt mindst, men den laae næst for Haanden og var kun slet befæstet, derfor blev 642den først beleiret baade til Lands og Vands, og da 👤Carl ei ved gientagne Bønner var at bevæge til ►billigt Forlig, svor ikke blot alle Borgerne at holde ud til sidste Blods-Draabe, men de fornemste Fruer tog selv Haand i med, for at faae Muren bødt, som det hedder i Visen:

✂ Fruer til 📌Messinas Gavn
Lokkerne lod flagre,
Kalk og Steen de tog i Favn,
Tykdes dobbelt fagre*►Malespini hos ►Muratori VIII. 1030–32.!

✂ 👤Carl stolede imidlertid paa, at Hunger er et haardt Sværd, og han havde ventelig faaet den Triumf at see de Tappre, baade Mænd og Kvinder, falde for det, hvis ikke Staden efter ti Ugers Trængsel var blevet undsat af den Aragoniske Admiral 👤Roger Loria, hvem Genueseren, som 👤Carl havde leiet, ei turde maale sig med.

✂ Fornævnte Kong 👤Peter af 📌Aragon havde nemlig hele Tiden ligget under 📌Afrika med sin Flaade og smaahuggedes med Maurerne, og laae han virkelig paa Lur, da spilde han sin Rolle fiint, thi han lod sig længe bede og vente, før han endelig kastede Anker ved 📌Trapani, modtog Kronen i 📌Palermo og sendte saa Hjelpen til 📌Messina, der ►alt underveis havde den ►vidunderlige Virkning at kyse 👤Carl og hele hans Krigs-Hær, saa de foer tilbage over Sundet, og havde der baade den Sorg og Skam at see 👤Roger Loria tage alle de tomme Galeier og brænde Skuderne*►Malespini og ►Villani hos ►Muratori VIII. 1032–34. XIII. 284–87..

✂ Saaledes blev da 📌Sicilien skildt fra 📌Neapel, til Provencalerne havde ►udspilt deres Rolle, thi vel varede Krigen endnu en Snees Aar, og 👤Peters ældste Søn 👤Jakob gav engang aldeles Afkald paa 📌Sicilien, men hans Broder 👤Frederik, som ikke vilde give Slip, beholdt dog 643Byttet ved den endelige Fred-Slutning (1302), og for at have ►Rygstyd nødtes nu Kongerne i 📌Neapel til at holde gode Miner med Fri-Stæderne, opgive Over-Magten og arbeide paa en Lige-Vægt, som tjende Alle bedst. Denne Veierbod-Klogskab, som skaffede 👤Carls 341 (US7) Sønne-Søn, 👤Robert (1309–43), Navn af den Italienske Kong 👤Salomon, var nemlig nu i sin Orden, da begge de store Magter, som giennem Aarhundreder havde stridtes om det Hele: den Romerske Keiser og den Romerske Pave, var saa godt som tilintetgjorte; thi vel blev 📌Tydskland lige til 👤Napoleons og vore Dage ved at bære Navn af 📌det “Hellige Romerske Rige”, og vel seer Man endnu Mange bøie Knæ for ►det “Apostoliske Sæde” i 📌Rom, men lige siden Hohenstaufernes Undergang og 👤Bonifas den Ottendes Død var begge Dele dog kun magtesløse Skygger af sig selv. Det var nemlig ikke blot en Snees Aar i Træk (1252–72) Tydskerne nærede sig uden Konge og Verden stod uden Keiser, men alle de Tydske ►Adel-Stammer: Franker, Sachser og ►Schwaber, havde nu ►aabenbar enten udtømt deres Kræfter eller dog styret deres Lyst til med Staal-Handsker at tage Verdens-Kronen, og stræbde nu kun at bevare Lige-Vægten, saa om end senere en Bairer eller Luxemburger vilde flyve tilveirs, var det dog kiendeligt nok at den Keiserlige Ørn, de førde i Skjoldet, havde hverken Vinger, Neb eller Kløer. Ei bedre gik det Paverne, naar Man seer paa den verdslige Virkning af ►Himmel-Nøglerne og ►det Geistlige Sværd, hvortil vi i Stats-Historien maae holde os; thi ►Bansættelsen af 👤Frederik den Anden virkede allerede kun saare svagt og den af 👤Philip den Smukke i 📌Frankrig, hvormed 👤Bonifas den Ottende fristede Lykken, faldt ►aabenbar tilbage paa ham selv og knuste sit Redskab; saa de 644Ban-Buller mod Konger og Fyrster, enkelte Paver, som Værktøi i den Herres Hænder under hvis Vinger de sad, siden udstædte, var dem kun til Skam og Verden til Latter.

✂ Det er ogsaa ►mærkeligt at see, hvordan Verden selv følde, at Bladet havde vendt sig, at Stor-Værkets Dag var forbi og Natten kommet, da Man ei kan arbeide, men maa enten hvile sig i Graven eller spøge paa Kirke-Gaarden; thi hvad enten Man betragter det store Jubel-Aar, 👤Bonifas den Ottende (1300) lod udraabe, eller 👤Dantes guddommelige Lyst-Spil (►Divina Commedia), da seer Man at Slægten, som jublede over begge Dele, i Følelse af sin dybe aandelige Afmagt gjorde Pagt med Døden og Helvede. Jubel-Aaret, hvormed fuld ►Afløsning og ►Brev paa Himlen skiænkedes alle dem, der knælede femten Dage i Træk ved Apostel-Gravene, var nemlig ►aabenbar ligesaalidt i 📌Nordens som i Christendommens Aand, men et Gienfærd af de gamle Romeres Jubel-Fester (ludi seculares), og naar 👤Dante 342 (US7) i dette Gylden-Aar lader sig ledsage giennem Helvede og Skiærs-Ilden af 👤Virgils Gienfærd, da er dette Sværmeri ogsaa unægtelig baade saa spøgelseagtig og saa Romersk som muligt. Vilde Man imidlertid ikke ændse disse Varsler for daadløs Fromhed og ►dødfødt Vidskab, som dog siden kun alt for virkelig har spøget i Kirke og Skole, saa nødes Man dog til at see et virkeligt Gienfærd af det gamle 📌Rom i de “staaende Hære”, der, ligesom i Kraft af den ubetingede ►Afløsning, under 👤Dantes Sang opsteg fra Helvede, for trindt i Christenheden at udmatte og udmarve det ►Borgerlige Selskab.

✂ Dog, før vi verdenshistorisk kan betragte de Italienske Stats-Begivenheder, enten fra Land-Siden, som er den Florentinske, eller fra Sø-Siden, som er den Venetianske, maae vi fremfor Alt see at stifte lidt nøiere Bekiendtskab med 📌Florens og 📌Venedig, de eneste betydelige Fri-Stæder 645i denne Egn, der nogenlunde holdt Pinen ud, til det ny Lys oprandt i 📌England, 📌Tydskland og 📌Norden.

✂ Hvad nu først 📌Florens angaaer, dette saakaldte ny 📌Athenen: Frihedens, Poesiens og alle skiønne ►Konsters Helligdom, da udgives den af sine ældste Historie-Skrivere for et Romersk Anlæg fra 👤Julius Cæsars Dage, sønderknust af de Hunniske og ►Gothiske Barbarer, og først helbredt under Keiser 👤Carl den Store *►Malespini og ►Villani hos ►Muratori VIII. 899. 908. XIII. 39. 59. 82–87., men 👤Strabo nævner ikke Byen, og vi kan saameget mindre ændse hine hemmelige Efterretninger fra det Trettende og Fjortende Aarhundrede, som det ►aabenbar først er paa denne Tid Staden indtræder i Historien. Saalidt vi derfor end vil nægte, at 📌Florens ofte minder os om de Romerske Plebeier, ligesom 📌Venedig om Patricierne, saa er 📌Toskana dog ►aabenbar det mindst Romerske Landskab i Middel-Alderens 📌Italien, der sikkert skylder Blod-Blandingen mellem ►Gother og Etrusker sin Navnkundighed.

✂ Det Første, Florentinerne for Resten veed af dem selv at sige, er at de blev hjemme og passede paa Huset, mens Pisanerne gjorde deres berømte ►Tog til Majorca (1114–16), og at Pisanerne desaarsag forærede dem nogle smukke Marmor-Støtter af Byttet*Sammest. VIII. 933–34. XIII. 123–24., et ►mærkeligt Sagn, fordi det tydelig peger paa det oprindelige Forhold mellem Med-Beilerinderne til ►Dronning-Stolen. Vel ymte nu Florentinerne om at Pisanerne dog kanskee nok narrede dem med de samme Støtter, 343 (US7) men det er ►aabenbar kun en Undskyldning, Ternen hitter paa, for Studsheden mod sin gamle Frue, og Malespini tilstaaer selv, der havde 646aldrig været et ondt Ord mellem 📌Pisa og 📌Florens førend i Keiser 👤Frederik den Andens Tid.

✂ Grunden til den Kiv, som nu yppedes og egenlig aldrig endtes, men dæmpedes kun slet i det Femtende Aarhundrede ved 📌Pisas Undertvingelse, har naturligviis ligget deels i ►den Enes Ny og den Andens ►Næde og deels i den naturlige Modsætning, der maatte opstaae, da Gibellinerne eller den gamle Adel, som vedblev at herske i Pisa, undertrykdes i 📌Florens; men Anledningen, paastaaer Malespini, var en kiøn lille Hunde-Hvalp, som En af Cardinalerne ved 👤Frederik den Andens Kroning af Glemsomhed forærede begge Stæders Gesandter. Derover, siger Man, kom nemlig Gesandterne ordenlig i Totterne paa hinanden, og da Florentinerne, ved at kalde endeel Byes-Børn, som var i 📌Rom (ventelig Gaards-Karle), til Hjelp, løb af med Seieren, see, da blev Pisanerne saa forbittrede, at de lagde Beslag paa alle de Vahre, Florentinerne havde liggende hos dem paa Told-Boden*►Malespini og ►Villani hos ►Muratori VIII. 953–54. XIII. 156–58..

✂ Dette faaer nu staae ved sit Værd, men vist er det, at vi i Midten af det Trettende Aarhundrede see Fiendskabet mellem Stæderne i lys Lue og 📌Florens i Livs-Fare, og dertil gav Keiseren Anledning, thi mens han laae for 📌Parma æggede han Gibellinerne i 📌Florens til at fordrive deres Guelfiske Modstandere, og efter Flugten fra 📌Parma samlede han sine sidste Laurbær ved at udhungre de ypperste Guelfer i Capraia, som han derpaa tog med sig til 📌Apulien og lod drukne, paa en Buondelmonti nær, der ved sin mandige Skiønhed rørde hans Hjerte, saa han slap med at miste Øinene og sættes i Kloster*►Malespini hos ►Muratori VIII. 945. 67–71. Siamondi II. 339–45. III. 96–101..

✂ 647Denne grove Spas førde nemlig til Giengiæld, saa strax efter 👤Frederiks Død blev Gibellinerne fordrevne, men de fik Hjelp fra 📌Pisa og fra 👤Manfred og lokkede deres ►Bymænd i en opstillet Fælde ved Arbia og Monte Aperto (1260), hvor de leed saa gruelig et Nederlag, at Fienden kunde gjort ved 📌Florens Alt hvad han vilde. I det overordenlige Stats-Raad, der i den Anledning blev holdt, var de fleste Stemmer paa Pisanernes Side, som forklarede, at 📌Toskana fik aldrig Fred, med mindre den urolige By, saa stolt at den lugtede, blev 344 (US7) aldeles sløifet og tilintetgiort; men da reiste sig Hoved-Manden for de uddrevne Gibelliner, Farinata Uberti, slog i en Hast to Ord-Sprog sammen og holdt saa paa staaende Fod en fyndig Tale over den Text:

✂ Om ogsaa Asenet veed,
Hvor der gaaer en lam Geed,
Kan den for Ulven sig vare,
Har det dog ingen Fare,

✂ thi, sagde han til Beslutning, jeg skal i alt Fald forsvare 📌Florens til sidste Blods-Draabe*►Malespini hos ►Muratori VIII. 971. 84. 87–94. ►Sismondi III. 174–79. 227–49.. Det var et Ord i rette Tid, som frelste Byen i sin Barndom, og skiøndt dette Træk af gammel Adel hverken reddede Farinata fra 👤Dantes Helvede eller hans Slægt, efter 👤Manfreds Nederlag (1266), fra evig Forviisning, saa bør det dog nok, tilligemed hans aldeles uromerske Binavn (Hubert ►ͻ: Hugverd) rense ham fra den for Resten classisk velmeente Beskyldning at være nedstammet fra 👤Catilina *►Sismondi III. 249–53. ►Malespini hos ►Muratori VIII. 897–900..

✂ Ved 👤Manfreds Undergang antog nu 📌Florens sin demokratiske Skikkelse, hvorunder den i to Aarhundreder 648udviklede store Kræfter, spillede en Italiensk Hoved-Rolle og vandt 📌Europas Beundring, men ved idelig at fordrive flere Adels-Mænd, naturligviis dens bedste Krigs-Folk, kom Staden i mange Farer, og undgik kun ved en ►særdeles Lykke det Uveir, der i Begyndelsen af det Fjortende Aarhundrede ogsaa trak op over 📌Toskanas Fri-Stæder.

✂ Paa samme Tid nemlig, som 👤Matteo Visconti fra 📌Mailand og Can della Scala fra 📌Verona opkastede sig til Enevolds-Herrer i 📌Lombardiet og Treviso-Marken, da prøvede ogsaa et Par Aands-Frænder, Uguccio Faggivola og Castruccio Castracani, deres Lykke i 📌Toskana, hjalp de Tydske Keisere til at give 📌Pisa Naade-Stødet og bragde selv 📌Florens i stor Forlegenhed.

✂ Det er rigtig nok kiedsommeligt at læse om 👤Henrik Luxemburger og 👤Ludvig Bairers Italienske ►Tog (1310 og 27) uden Hoved og Hale, men da det især skal have været af deres Følge-Svende, det første ►Friskytter-Lag eller Soldater-Selskab 345 (US7) paa Halv-Øen dannede sig, nødes vi dog til at nævne dem og bør vel ogsaa vide, hvad Løn 📌Pisa fik for al sin Tydskhed.

✂ Denne ulykkelige Stad havde i Slutningen af det Trettende Aarhundrede, under sin gamle Vædde-Strid med 📌Genua, lidt to store Nederlag til Søes, hvoraf det Sidste ved 📌Livorno, sædvanlig kaldt Slaget ved Meloria (1284), var saa afgiørende, at det med Rette blev til et Mundheld: Man maatte reise til 📌Genua for at see 📌Pisa; thi efter dette Skib-Brudd opgav den gamle Sø-Magt Havet, og maatte da nødvendig døe af Sult, ligesom Grev Ugolino, der fik Skyld for Nederlaget, og blev 📌Pisas Fuldmægtig i 👤Dantes Helvede*►De Genuesiske Aarbøger og ►Pisaner-Krøniken hos ►Muratori VI. 580–88. XV. 979–80. ►Sismondi IV. 22–42.. ►Vist nok ventede Staden Bod, da 👤Henrik 649👤Luxemburger kom og plantede sit Keiser-Banner hvor hans Støv endnu hviler, men Krøniken melder, at der var aldrig i 📌Pisa seet Mage til Sorgen og Graaden ved Keiserens Baare, som havde kostet Byen to Millioner Gylden og ikke gjort den Gavn for en halv Skilling*►Pisaner-Krøniken hos ►Muratori XV. 986.. Raget i Krig for hans Skyld baade med 📌Florens og Kongen af 📌Neapel, leiede imidlertid 📌Pisa Saamange af 👤Henriks Tydskere, som var fal, og i Spidsen for dem var det Faggivola opkastede sig til Herre baade i 📌Pisa og Lukka, og slog Florentinerne saa aldeles ved Montecatini (1315), at han, berømt som sin Tids bedste ►Hugaf, havde Udsigter til at blive Herre over hele 📌Toskana *►Villani og ⓘ ►KrønikenKrøniken] GV, Krønikeu A hos ►Muratori XIII. 470. 75–78. XV. 987–96. ►Sismondi IV. 372–84.. Dette forpurrede nu vel snart den snu og djærve Lukkenser Castruccio, som Aaret efter nødte Faggivola til at søge Naadsens-Brød i 📌Verona hos Can della Scala, 👤Dantes og alt det Glimrendes store Velynder, men Castruccio, som slog Florentinerne ved Altopascio (1325), trak Rus med 👤Ludvig Bairer og bemægtigede sig baade 📌Pisa og 📌Pistoia, blev endnu meget frygteligere, saa Toskanerne maatte (ⓘ 13281328] GV, 1318 A) nok takke Gud for hans tidlige Død*►Villani og ►Pisaner-Krøniken hos ►Muratori XIII. 484. 94. 570–79. 648–55. XV. 996. 999–1000. ►Sismondi IV. 384–87. V. 74–118. 144–63..

✂ Samme Castruccio, siger den samtidige 👤Villani, var en stolt og vældig Tyran, klog og listig, kiæk og forsigtig, og han havde Lykken med sig, saa han gjorde mange skiønne og ►mærkelige 346 (US7) Ting i sine Dage, men Man maatte skiælve og bæve for ham, thi i de femten Aar han beherskede Lucca, var han et stort ►Riis for sine Medborgere, for Pisaner og Florentiner og for hele 📌Toskana. Slem var 650han baade til at myrde og til at pine Folk, utaknemmelig mod hvem der havde hjulpet ham i hans Nød og Trang, immer kiær ad nye Koste og saa opblæst af sin Magt og Vælde, at han i sine egne Tanker var allerede Herre over 📌Florens og Konge i 📌Toskana.

✂ Saavidt Florentineren, som ►vist nok end ikke selv forlangde at kaldes upartisk i denne Sag, men er dog et gyldigt Vidne, fordi han sikkert ikke paadigtede Fienden hvad Storhed han fattedes, og Resten følger af sig selv hos hvem der kun kiæmper for at herske og glimre. Det skal imidlertid have ahnet Castruccio, at med hans Død var Hersker-Timen i denne Egn udrundet, og han spaaede sandt, thi Børnene af 📌Pisas, Luccas og 📌Pistoias Herre blev tiggefærdige og 📌Toskana fik efter hans Dage ingen navnkundige Tyranner, før Mediceerne i 📌Florens omsider nemmede den ►Konst at slynge Lænker og selv at svinge Øxer med Smag. ►Vist nok maa dette langt mere tilskrives Lykken end Florentinernes Anstrængelser, som for det Meste kun kiæmpede med forlorne Hænder, og maatte i Faggivolas og Castruccios Dage to Gange kaste sig i Armene paa Kongen af 📌Neapel, men hvor Tyranniet saa almindelig som i 📌Italien har Lykken med sig, giør Forsynet dog ►aabenbar kun en Undtagelse med dem, der forholdsviis er Friheden værd, og det viiste Florentinerne sig iblandt Andet derved, at de, giennem et heelt Aarhundrede, stundum med betydelige Udgifter, trindt i 📌Italien stræbde at opholde Fri-Stæder og at fornedre dem, der sig selv ophøiede.

✂ Blandt de Sidste har vi ►alt i Forbigaaende bemærket de to Fremragende: 👤Matteo Visconti i 📌Mailand og Can della Scala i 📌Verona, og skiøndt vi ikke kan indlade os paa den indvortes Forfatning i de stygge Stam-Huse, det lykkedes dem at oprette, maae vi dog lægge Mærke til dem, for Fri-Stædernes Skyld, som de 651truede, og for Soldaternes, som de holdt i Virksomhed og skulde arves af.

✂ Begge Patriarcherne forbandt sig (1318) med Castruccio og alle 📌Italiens Gibelliner mod 📌Genua, som dengang vel var udvortes mægtig men indvortes sønderrevet af Splid, og i dette farlige Øieblik var det Kong 👤Robert i 📌Neapel, der endnu klarere frelste 📌Genua end 📌Florens, men siden, da Mastino Scala, en Broder-Søn af Can, begyndte at udvide sig ei blot i 347 (US7) 📌Lombardiet, men selv i 📌Toskana, var det ligesaa ►aabenbar 📌Florens og 📌Venedig, der tugtede ham (1336–39), og fra nu af stod 📌Florens bestandig med Vægt-Skaalen i den ene Haand og Pungen i den Anden, for at bevare en Slags Lige-Vægt, saavel mellem Tyranniet og Friheden, som mellem 📌Italiens Magter i det Hele. Hvor nu Lige-Vægten med det Værste er det Bedste, Man veed, og det Høieste, Man tragter efter, der er det naturligviis kun smaat hvad Nyt Man spørger, saa Verdens-Historien faaer ikke Stort at fortælle, men forholdsviis spillede dog 📌Florens virkelig en stor Rolle i den sorte Døds og den gyldne Bulles, i Colas Rienzis og Tigger-Munkenes aandløse Dage.

✂ Den Romerske Old-Grandsker 👤Colas Rienzi (👤Niels Larsen), som med sine Negle vilde gravet hele den Ciceronianske Tid skinbarlig op igien, skulde vi her neppe have nævnet, hvis ikke de Lærde havde sat ham paa Helgen-Listen, som en Martyr for den Classiske Frihed, men dog hører hans Abe-Spil paa 📌Kapitolet i Midten af det Fjortende Aarhundrede (1347) unægtelig til Tidens Skilderi, og viser iblandt Andet paa det Klareste Pavernes verdslige Afmagt. Under den saakaldte “►Babyloniske Udlændighed” i 📌Avignon gik det nemlig hulter til bulter i 📌Kirke-Staten, Landet vrimlede af Smaa-Tyranner og hvad 📌Rom i Grunden altid var, det var den nu ret ►aabenbar: en Røver-Kule, hvor især de 652to høiadelige Slægter, Orsini og Colonna, beskyttede Handteringen og sloges om Byttet. Da reiste Colas sig, smækfuld af Romerske Borger-Dyder og Ciceroniansk Veltalenhed, skildrede med levende Farver paa den ene Side Røver-Kulen, som den var nu, og paa den Anden de gyldne Dage, da Keiser Vespasianus gav Borgerskabet Sort paa Hvidt for, at han ene skyldte deres Gunst alle sine Hæders-Navne, sin Krone og sin Vælde, og see, sagde Colas, denne gyldne Tid er jeg Mand for at føre tilbage. Det gad den Romerske Pøbel for Løiers Skyld ogsaa nok seet og udraabde Colas, under Navn af Tribun, til Stadens og hele Verdens Herre, hvorpaa han i en Hast uden Lov og Dom lod de meest berygtede Røvere og Sti-Mænd henrette, jog Adelen paa Porten og meldte saa al Verden sin Thron-Bestigelse og sine Helte-Gierninger, i Sende-Breve med den majestætiske Over-Skrift: Niklas den Strænge og Milde, Frihedens, Fredens og Retfærdighedens Tribun, den hellige Romerske Republiks berømmelige Frelser. Langt fra herved at vække almindelig Latter, fik han varme Lyk-Ønskninger ei blot fra sin gode 348 (US7) Ven 👤Petrark, men fra det halve 📌Italien og fra mange kronede Hoveder, hvoriblandt Kongen i 📌Ungern og Dronningen i 📌Neapel valgde ham til Voldgifts-Mand i deres Trætte, saa, kunde Colas blot nogenlunde skikket sig i Tøiet og i Tiden, da skal Ingen sige hvad der kunde blevet af ham. Han var imidlertid en umaadelig opblæst og blodtørstig Bog-Orm, som indstævnede baade Keiser og Pave for sin Dom-Stoel, vilde ladt Hovedet hugge af hele den Romerske Adel, fordi den gamle 👤Steffen Colonna sagde en lille Spydighed om hans guldbroderede Kappe, og nedlagde som en Kryster Regieringen efter syv Maaneders Forløb, da Pøbelen var kied ad hans Abespil*►Sismondi V. 406–42.. Vel gik han siden engang (1354) igien paa samme Skue-Plads, men kun som Pavelig 👤Harlekin, og den 653Rolle kom han endnu værre fra, thi i et Opløb tog Pøbelen og hængde ham paa en Knag i Slagter-Boderne*►Sismondi VI. 201–15., og havde Man ikke i de følgende Aarhundreder under Ferle og Riis tilbedende knælet for hver Skygge af det classisk vederstyggelige 📌Rom, da vilde saa topmaalt og dog saa kraftløs en Nar naturligviis strax været glemt med sine utallige Brødre, men nu har “►Latinerne” naragtig nok gjort Colas Rienzi udødelig.

✂ En anderledes dygtig og driftig Mand var 👤Johan Visconti, Ærke-Bisp i 📌Mailand, som paa denne Tid (1349) tillige blev Fyrste over sexten Stæder og kiøbde den Syttende af to Herrer i 📌Bologna, hvad i det Mindste for saavidt er ►mærkeligt, som 📌Bologna, ►alt siden tidlig i det Tolvte Aarhundrede de “Latinske Juristers” Moder-Skiød, dog var Den af alle Land-Stæderne uden for 📌Toskana, der længst undgik og tiest afrystede Aaget. Dens første Tyran var Taddeo Pepoli, en Søn af ►Crassus den Anden, 📌Italiens største Aager-Karl, og at ►Æblet ei faldt langt fra Stammen, saae Bologneserne med afmægtig Fnysen, da nu Taddeos Sønner solgde hele Republiken til 👤Visconti for 200000 Gylden*Sammest. V. 97–102. 35. 231. 70–77. VI. 44–60.. Ærke-Bispen vilde imidlertid endnu ikke nøies med de sytten Stæder, men rakde efter hele 📌Toskana, og for denne store Begiærligheds Skyld er det egenlig vi, i Mangel af anden Storhed, nævne ham, hvad vi dog giør saameget desheller, som det var Alt hvad han fik for den. 📌Florens, som fandt sig meget ilde 349 (US7) stædt, da talrige Tropper uden foregaaende Krigs-Erklæring gik over 📌Apenninerne og ingen ►Hyre-Kaptein (Condottiere) turde lade sig leie mod 👤Visconti, vilde gierne afgjort Sagen i Mindelighed og forlangde derfor af Generalen, 👤Visconti-Oleggio, som Man sagde, var Ærke-Bispens egen Søn, at vide Aar654sagen til den uventede Fiendtlighed, men her hjalp hverken Løn eller Bøn, thi Oleggio svarede, det var paa ingen Maade i fiendtlig Hensigt, han kom, men kun for at indføre og befæste den mageløse Retfærdighed, Fred og Enighed, som udbredte sig overalt, hvor den gode Hyrde udstrakde sin ►Stav til ►Spir, og som især det splidagtige 📌Florens kunde høilig behøve. Det geraader imidlertid Pisanerne til Ære, at de standhaftig vægrede sig ved at giøre fælles Sag med Tyrannen mod deres farlige Medbeilerske, og Oleggio kom ikke engang til at skyde en Piil ind i 📌Florens, men maatte med Skamme ophæve Beleiringen for den lille Borg Scarperia, der heltemodig trodsede hele hans Magt i tresindstyve Dage. Derved var det nu vel ikke blevet, hvis Ærke-Bispen havde faaet gode Stunder, men i Mangel deraf sluttede han Fred for det Første, trøstede sig med at 📌Genua, under en ulykkelig Krig med 📌Venedig, selv kastede sig i hans Arme og døde saa ganske ►uformodenlig (1354) til Bedste for Lige-Vægten*►Sismondi VI. 60–80. 137–40. 86–92. 216–21.. Hans Høiærværdigheds Broder-Sønner, 👤Barnabas og 👤Galeazo, havde jo nok Villien til at træde i hans Fod-Spor, men Evnen fattedes, deels fordi der endnu mindre i Tyranni end i Kort-Spil er noget Broderskab, og deels fordi Oleggio løb af med 📌Bologna, 📌Genua rev sig løs, og saavel Mark-Greven af 📌Montferrat, som Pavens Statholder, den Spanske Cardinal Albornas var meget urolige Naboer*Sammest. VI. 221–22. 68–74. 90–317. 74–84. 415–17. 29–31.. Først i næste Slægt blev der da igien en Visconti, der ordenlig kunde tænke paa at udvide sig, og det var 👤Johan Galeazo, navnkundig som 📌Mailands første Hertug, dertil ophøiet af Keiser 👤Venceslav, og som en Skræk for hele Italien, men han fik ikke frie Hænder før han blev sin slemme Farbroder, 👤Barnabas, 655kvit (1385), saa 📌Florens i en heel Menneske-Alder ei fra denne Side havde stort at frygte.

✂ Et saadant Puste-Rum var ogsaa ►aabenbar Stor-Staden i 📌Toskana nødvendigt, thi den havde endda ondt nok ved at staae 350 (US7) sig mod 📌Pisa, Keiser 👤Carl den Fjerde, og, hvad der endda var det allerværste, sine egne Indbyggere.

✂ Det er nemlig Fri-Stædernes gamle Ulykke, at naar de fornemme Slægter enstund har gjort hinanden Indflydelsen og Rangen stridig, da faaer Bærmen af Folket ogsaa Lyst til at flyde ovenpaa, og finder gierne de Fornemme saa forkiælede og magtesløse, at de med Lethed bemægtige sig det Herredømme, de hverken forstaae at bruge eller bevare. Jo bedre Exempler imidlertid de Fornemme har givet, og jo mere gradviis Indflydelsen synker, des snarere vil der selv mellem de Ringeste findes baade Hoved og Hjerte for ordenlig Frihed, og forholdsviis har derfor baade 📌Florens og 📌Athenen samme Ære af deres Pøbel, som af deres Adel og Borgerskab.

✂ Med det store Oprør af ►“Knoldene” (Ciompi) 1378 hængde det nu kortelig saaledes sammen, at vel havde Adelen i et heelt Aarhundrede været udelukt fra ►Bestyrelsen, uden forsaavidt en Enkelt kunde ►vinde Borgerskab, men med den fuldkomne Lighed vilde det dog heller ikke flaske sig i Florens, saa endeel Handteringer gialdt for saa grove eller trælbundne, at Ingen af deres Drivere kunde komme i Vælgten. Det maatte nu vel Barberere, Skræddere og Haarskiærere finde sig i, men Slagterne var udentvivl ogsaa udelukte fra Æres-Posterne, og det var i alt Fald baade Uldkæmmere, Overskiærere, Farvere og alle de, der havde Sliddet ved ►Klæde-Virkningen, som udgjorde En af Stadens bedste Nærings-Veie, men hvoraf da Klæde-Kræmmerne tog baade Æren og Profiten. Nu havde der for en Menneske-Alder siden været en lille Tyran i Florens, som vel kun blev en Aars-Unge 656(1342–43), men havde dog plantet den treskaftede Fane og oplyst Slagtere, Værtshusmænd, Uldkæmmere og de andre Smaamænd, med hvem han, meget nedladende, helst søgde Selskab, om den store Uret der skedte dem af de Storagtige*Johan Villani hos Muratori XIII. 872–94. Sismondi V. 338–63., og skiøndt disse Bestræbelser for Almeen-Oplysningen og den strænge Retfærdighed ikke frelste Tyrannen, som, besynderlig nok, traf til at hedde “Hertug af Athenen”, fra at jages paa Porten, saa groede det dog i Knoldene hvad han havde saaet, og opæggede af en “Mediceer”, som kom for tidlig, gjorde de et frygteligt Oprør, der kun blev værre ved det Øvrigheden tilstod dem Alt hvad de forlangde. Da de imidlertid havde gjort Raad-Stuen ryddelig og udnævnt deres barbenede 351 (US7) Mærkes-Mand, Uld-Kæmmeren Michel Lando, til Alt i Alt, da traf det sig saa vel, at han var baade en kiæk og rimelig Mand, som kun narrede dem, der baade hemmelig og ►aabenbar vilde ►fisket i rørte Vande. I lidt over 24 Timer dæmpede nemlig Michel Oprøret og bragde Sagerne i deres gamle Orden, kun med den Forskiel, at de ringeagtede Handteringer fik ogsaa en Finger i ►Bestyrelsen, hvad han ved sin Helte-Gierning klarlig havde viist var ikke mere end ►billigt *Gino Capponi hos Muratori XVIII. 1103–26. Sismondi VII. 130–58.. Vel mistede de den nu snart igien, et tusind Stykker af Knoldene blev jaget paa Porten og selv Michel Lando maatte snart gaae samme Vei, for at de Kalkunske Borgere igien kunde brede sig i Sædet, men det var dog ligefuldt den ædle Uldkæmmer, der frelste Staden og forsinkede Tyranniet et Par Menneske-Aldere*Sismondi VII. 158–59. 164–69. 177–84..

✂ Galeazo Visconti døde netop samme Aar som Knol657dene gjorde Oprør i 📌Florens, men hans navnkundige Søn, 👤Johan Galeazo, til hvem han havde kiøbt en Fransk Prindsesse og Greve-Titel af 👤Carl den Vise for 500000 Gylden*►Sismondi VI. 384–85., fik, som sagt, først nogle Aar senere (1385) frie Hænder, og han havde dem enstund begge fulde ved Sammen-Styrtningen af Scala-Huset, da det for nærige Naboer gjaldt om at gribe Øieblikket. Uden nu at kunne værdige dette Tugt-Huus i Treviso-Marken, hvortil Ezelin den Grumme lagde Grund-Stenen, synderlig Opmærksomhed, har vi dog i Forbigaaende nævnet Byg-Mesteren, 👤Dantes Velynder, 👤Can della Scala, som Italienerne kalde “den Store” og maae her tilføie, at hans berømte Helte-Gierning var Indtagelsen af 📌Padua, som haardnakket forsvarede sin Frihed*Sammest. IV. 394–417. 428–29. V. 200–1.. Efterat have fuldendt Markens Erobring (1311–29), som var hans Ønskers Maal, døde han pludselig under Seiers-Gildet*►Villani hos ►Muratori XIII. 665–87., og hans Broder-Søn, Mastino, som gjorde sine Fingre for brede, fik saadan en Rap over dem af 📌Florens og 📌Venedig (1336–39), at han ikke blot tabde hvad han havde taget men ogsaa Hælvten af sit Arve-Gods: 📌Padua og 📌Treviso, saa han beholdt kun 📌Verona og Vicenza *►Sismondi V. 260–63. 266.. Derimod lykkedes det nu 👤Johan Galeazo at lægge det Hele til 📌Lombardiet, 📌Venedig hjalp ham selv dertil, og 352 (US7) 📌Florens, den eneste Magt som holdt ham Stangen, kom tilsidst i den yderste Forlegenhed, da han, som Herre over 📌Bologna, 📌Perugia, Siena og 📌Pisa, afskar den blomstrende Handel-Stad aldeles fra Havet*Sammest. VII. 260–64. 267–78. 344–48. 395–401. 409. 444–57.. Lykkeligviis bortrev Pesten 👤Johan 658Galeazo fra al hans Herlighed (1402), og nu var der Nok, der vilde skifte og dele efter saa hovedriig en Mand, som kun efterlod umyndige Børn, og ved denne Leilighed var det 📌Florens bemægtigede sig 📌Pisa, og 📌Venedig Treviso-Marken, som de siden i en Række af Krige maatte forsvare mod 👤Philip Marie, den sidste Visconti, som vel i Grunden var en stor Stymper, men havde dog arvet Endeel af sin Faders Lykke og Verdens-Klogskab.

✂ Her staae vi paa Kors-Veien, hvor vi maae tage Afsked med den Italienske Borger-Frihed, thi vel havde den aldrig havt andet i 📌Venedig end Galeier og Pine-Bænke, men i 📌Toskana havde den ►aabenbar giennem hele det Fjortende Aarhundrede havt sin eneste Hjem-Stavn, urolig nok, men dog frugtbar paa megen Nytte og Fornøielse, Man andensteds forgiæves søger. Ved at tilhandle og voldsom bemægtige sig 📌Pisa, traadte derimod 📌Florens ►aabenbar over paa Tyranniets Side, hvoraf vi ret strax skal see Følgerne, naar vi har skiænket den gamle navnkundige ►Sø-Stads Undergang et Øiebliks Opmærksomhed.

✂ Efter Dommedags-Slaget ved 📌Livorno (1284) forsvandt egenlig 📌Pisa af Sø-Magternes Tal, og anstrængede sig ►aabenbar over Evne ved endnu i Begyndelsen af det Fjortende Aarhundrede at ville forsvare sit gamle Herredømme paa 📌Sardinien mod Kongerne af 📌Aragon *►Pisa-Krøniken hos ►Muratori XV. 998. ►Sismondi V. 119–28.. Paa samme Tid forsvandt den indvortes Enighed, der havde udmærket 📌Pisa fra alle 📌Italiens Stæder, i det Familien Gherardesca, hvortil ogsaa den ulykkelige Grev Ugolino hørde, ved Mængdens Gunst havde hævet sig over de gamle Adels-Slægter, som, med Aarhundreders gyldige Hævd paa ►Bestyrelsen, umuelig kunde vige uden Kamp. I den første Halv-Deel af det Fjortende Aarhundrede havde Gherardescas Parti, Raspanti kaldet, Overhaand og skaffede ei blot 📌Pisa en 659Enevolds-Herre i den selvgjorte Doge 👤Johan Agnello, men udtømde Stadens Hielpe-Kilder, blandt Andet for at bemægtige sig Lucca*►Pisa-Krøniken hos ►Muratori XV. 1003–47. ►Sismondi V. 326–38. VI. 26–28. 225–54. 408–44.. Da det imidlertid traf sig saa 353 (US7) vel, at Agnello, just som han stod paa et Stillads i Lucca og gjorde Stads ad Keiser 👤Carl den Fjerde, faldt ned og brækkede Laaret (1368), see, da greb 📌Pisa Leiligheden til at afkaste hans og ►Raspanternes (Snydernes) Aag og tilbagekaldte det fordrevne Parti, Bergolini kaldet, hvis Hoved-Mand, 👤Peter Gambacorta, saa i en heel Menneske-Alder stod for Styret og vandt almindelig Høiagtelse. Omsider (1392) blev han imidlertid forraadt og myrdet af et gammelt Skarn, Cantsleren 👤Jakob Appiano, som gjaldt for hans bedste Ven, men havde af 👤Johan Galeazo Visconti faaet Løfte paa Tyranniet i 📌Pisa *►Pisa-Krøniken hos ►Muratori XV. 1048–87. ►Sismondi VII. 24–44. 292–96. 341–48. VIII. 47–53.. 👤Johan Galeazo vilde jo rigtig nok narret ham for det, men han blev selv narret og maatte siden (1399) kiøbe Sønnen ud med 200000 Gylden og et lille Fyrsten-Dømme, bestaaende af 📌Elba og Pjombino. Da nu 👤Johan Galeazo døde, kunde hans Slegfred-Søn, Gabriel-Marie, som skulde arve 📌Pisa, ikke hytte sig der, og solgde derfor (1406) den ulykkelige Stad til Florentinerne, hvorover Pisanerne vel blev reent fortvivlede, indkaldte en Broder-Søn ad Gambacorta, og værgede sig haardnakket, men bragdes dog ved Udhungring snart til det Yderste, og blev saa endda forraadt af Hans Gambacorta, hvem Florentinerne gav et Par Skilling for at giøre Pinen kort*►Pisa-Krøniken og ►Gino Capponi hos ►Muratori XV. 1088. XVIII. 1127–48. ►Sismondi VII. 395–402..

✂ 660Hvor opsatte Florentinerne var paa denne skidne Handel, har “Mægleren”, Gino Capponi, selv betroet os, thi efterat have fortalt, hvordan 📌Pisas Gesandter gjorde Indsigelse mod Kiøbet og tilbød at erstatte Florentinerne deres udlagte Penge, lægger han til, at ved at høre paa al den “kiedsommelige” Snak, besluttede hans Bymænd just, at 📌Pisa vilde de have, om saa deres sidste Trøie skulde springe*Gino Capponi hos Auratori XVIII. 1131..

✂ Saaledes indførde da ogsaa Florentinerne “►Spydstage-Retten” i deres Lov-Bog og frakiendte sig derved selv al Anden, saa nu har vi kun alt for gode Stunder til at betragte, hvordan det ny 📌Rom, efter Tidens Leilighed, opkom og udviklede sig til et ►Tugtens Riis for alle Folkene, der ei vilde forstaae, at det er med Friheden, som med alt Himmelsk, der ei vil holdes for et Rov men æres og elskes hvor Det skal dvæle.

✂ 354 (US7) At de “staaende Hære” er en egen Stat i alle Stater, der truer det ►Borgerlige Selskab med en sørgelig ►Helsot, det har 📌Europa giennem Aarhundreder saa godt lært at føle, at den Sætning ►alt enstund har hørt til vor Børne-Lærdom; men Man har dog hidtil taget det meget for løselig baade med deres Historie og med deres Farlighed, saa det er den høie Tid, vi lære at kiende Spiren til en Stamme, der har saa dybe Rødder, at Jorden neppe taaler, den ryddes, men kun at den kappes og podes til at bære lidt bedre Frugt.

✂ Ligesom nemlig ►Pavedommet var en kiødelig Opfattelse af “den hellige, almindelige Kirke”, saaledes er ►Nyaars-Tidens Krigs-Væsen en aandelig Opfattelse af “det Romerske Verdens-Rige”, som løber derpaa ud, at giøre sig hele Menneske-Livet underdanig, saa alle fredelige Sysler kun blive en Trældom i Krigens Tjeneste, for at vedligeholde og belønne den. Saaledes ►syndes jo virkelig fordum hele den dannede Verden kun at være til og virke for at vedligeholde og belønne 661den Romerske Krigs-Hær, og hvor sværmerisk det nu end maa synes med ►Konst at ville fremtrylle noget Lignende i hele Christenheden, saa er det dog til en forbausende Grad lykkedes; thi vi veed, at i hvormange udvortes selvstændige Selskaber end vor dannede Verden er deelt, finde de sig dog Alle i den sørgelige Nødvendighed at staae paa Krigs-Fod i Freds-Tid og anvende Saameget paa Landets Forsvar, at Man tilsidst neppe veed, hvad der er at forsvare.

✂ Imidlertid, hvor ►urimeligt end dette maa synes og hvor utaaleligt det end i Længden virkelig maa findes, saa har det dog været et nødvendigt Onde, saalænge hele vor Dannelse var Latinsk og hele vor ►Vidskab boglig ►Konst, ikke blot fordi det ene Romerske drager det Andet efter sig, men ogsaa fordi det kun var ved en overlegen Krigs-Tugt og ►Krigs-Konst, Christenheden i aandløse Dage kunde forsvare sig mod Tyrkerne, det naturlige Krigs-Folk, der i det Femtende Aarhundrede oversvømmede 📌Øster-Leden og indjog hele 📌Vester-Leden en Skræk, der først nys er forvundet. Havde nu Aanden været uddød i Christenheden, da vilde en Nødhjelp, der kun ved ►Konst forsinkede Barbariets Seier, været alt for kostbar, men slumrede kun Aanden og vaagner nu igien i betimelig Tid, til at vise sin Overlegenhed og fortsætte sin Virksomhed, da kiøbdes den uundværlige Frist ingenlunde for dyrt.

✂ Angaaende nu de staaende Hæres Opkomst, da har vi ►alt i Forbigaaende bemærket, at Hundredaars-Krigen i 📌Frankrig 355 (US7) førdes mest med Leie-Tropper, som, naar de ►aftakkedes, tit trak om i store Flokke og brandskattede Landet, men endnu tidligere havde Man seet et langt mere glimrende Exempel paa, hvorledes Krigs-Standen kan leve paa sin egen Haand og høste Fredens Frugter. Da nemlig 👤Fredrik af 📌Aragon var blevet 📌Sicilien vis og ►aftakkede sine Spanske Leie-Tropper, traadte en stor Hob af dem, under Anførsel af 662Lykke-Ridderen 👤Roger Flor, i Byzantinsk Tjeneste, men ►blev snart usaattes med Keiseren, erklærede ham ►aaben Feide, ►satte sig fast i 📌Gallipoli og førde i tretten Aar, paa Trakiens og 📌Makedoniens Bekostning, et regelmæssigt Røver-Liv, som kronedes (1317) med Besiddelsen af 📌Athenen og 📌Theben *►Gibbon K. 63. Moncados Fortælling om Cataloniernes ►Tog mod Tyrker og Græker, i Spaziers tydske Oversættelse.. Denne Helte-Gierning af de saakaldte Almogavarer og Catalonier gjorde især i 📌Italien overordenlig Opsigt, og kunde ingensteds friste meer til Efterligning end i et saa veldyrket, rigt og frugtbart Land, hvor hardtad hver Stad udgjorde en egen lille Stat, og hvor Borgerne fra det Fjortende Aarhundredes Begyndelse helst overlod Krigen til Leie-Tropper. Det varede heller ikke længe, før Man her saae et saadant Fribytter-Lag, der (1339) vilde tjent sine Sporer ved at plyndre 📌Mailand *►Villani hos ►Muratori XIII. 830–31. 👤Sismondis Italienske Historie V. 278–84., og skiøndt det var en ulykkelig Prøve, hvorved det brækkede Halsen, saa afskrækkedes Soldater-Standen i sin Helte-Tid dog ei af Sligt, men det ene “Store Compagni” efter det Andet enten dannede sig i 📌Italien eller indvandrede over 📌Alperne, som Karavaner, der, hvor de kom, ►kiøbde Guld for Staal og havde kun hjemme i Leiren. Mellem disse Helte udmærkede sig især Engelsk-Manden Sir 👤John Hawkwood fra 📌Essex, som, efterat være bleven udlært i 📌Frankrig, drev Haandværket i det Store i en heel Menneske-Alder (1360–94) med saamegen Alvor og Æresfølelse, at Man i 📌Florens, hvor han indslumrede paa sine Laurbær, gav ham en fyrstelig Begravelse*Sismondi VI. 388. 417–27. 33–35. VII. 59. 71–73. 97. 311. 327–36. 56., men han blev dog ►alt før sin Død afløst af Italieneren 👤Alberik Barbiano, som op663rettede et Fribytter-Lag af lutter Indfødte, og slog dermed (1379) ►det saakaldte Bretske Kompagni, der ved sin Styrke og Grusomhed havde gjort sig ►almindelig frygtet*Sismondi VIII. 64–70. 91.. Hermed begynder et nyt Tids-Rum i Krigs-Standens Udvikling, thi 356 (US7) da det mest oplyste og dannede Folk i 📌Europa fik et Fri-Corps af sine egne Børn, traadte Soldaterne nødvendig det ►Borgerlige Selskab nærmere, og Leiren blev, hvad Italienerne ogsaa kaldte den, “en Skole”, ikke blot for Krigs-Tugt og ►Krigs-Konst, men i det Hele for den ►Konst at udsue et Land, uden at udtømme sine Hjelpe-Kilder, og at sætte alle Kræfter og Kundskaber i Krigs-Magtens og Krigens Tjeneste.

✂ Allerede 👤Johan Galeazo var nu saa klog at trække 👤Barbiano og alle hans udmærkede Discipler til sig, og, naar han for Øieblikket ingen Krig førde, da at afskedige dem med ►Vart-Penge og med Anviisning for Resten paa sine Medbeilere; men han var ⓘ ingenlundeingenlunde] GV, ingerlunde A klog nok til at passe Krigs-Standen ind i Stats-Forfatningen, thi det var, som sagt, hvad selv de bedste Hoveder maatte gaae Skolen igiennem for at lære*Sammest. VIII. 72–74.. Saalænge der desuden var saadant et Røre ligefra 📌Alperne til 📌Sundet ved Messina, som i Slutningen af det Fjortende og Begyndelsen af det Femtende Aarhundrede, maatte Man nødvendig have to forskiellige ►Kameradskaber at sætte mod hinanden, saa det var til sin egen Tarv i alle Maader, at den Italienske Krigs-Skole deelte sig i to udvortes modsatte Partier, der gjorde hinanden Rangen stridig og kappedes om, saavidt mueligt uden at skade hinanden, at vinde glimrende Seire paa Andres Bekostning.

✂ Saaledes opkom i Begyndelsen af det Femtende Aarhundrede de to berømte Krigs-Skoler under aaben Himmel, som førde Navn efter 👤Braccio og 👤Sforza, og gjorde 664Kæmpe-Skridt til det store Maal. 👤Braccio, en Fordreven fra 📌Perugia, vandt sig snart et bekvemt ►Borge-Leie i sin Føde-By, men han var en Vild-Basse, som intet Varigt kunde stifte, saa 👤Sforza Attendolo fra 📌Cotignola (en Landsby i 📌Kirke-Staten) har efter Døden aldeles ►fordunklet sin ellers ►i aaben Mark mere glimrende Medbeiler*►Sismondi VIII. 20. 192. 267–70. 74–87. 300–6. 340–63.. Denne Sforza, som ►alt ved 📌Pisas Indtagelse stod i Florentinernes Tjeneste, ►nedsatte sig vel ingensteds, men ►grundede et Fyrstendømme i Leiren, som gik i Arv til hans Søn, 👤Frants Sforza (1424), og denne Skolens Første-Fødte forstod sin ►Konst saa godt, at han i Republikernes Tjeneste blev Sviger-Søn til Hertugen i 📌Mailand, og ved Florentinernes Hjelp (1450) Tyrannens Hoved-Arving*Sammest. VIII. 151. 353. 420. IX. 86–89. 116. 157–63. 199–364..

✂ Hermed slutter Krigs-Standens Helte-Tid i 📌Italien, thi 357 (US7) da Hoved-Manden havde skaffet den Borgerskab, betragtede og behandlede han naturligviis alle Fribytterne som urolige Hoveder, der maatte springe til Ære for Krigs-Tugten, saa det var egenlig kun i 📌Tydskland, Krigs-Standen endnu bevarede et Efter-Skin af Glandsen til 👤Vallensteins Fald. Siden gik det naturligviis med Soldaterne som med Tigger-Munkene, der udsuede alle Folk, mens kun deres Generaler blev fede, men Udviklingen heraf hører ganske til ►Nyaars-Tidens Historie.

✂ Hvad Knolde-Oprøret spaaede og 📌Pisas Undertrykkelse fortjende, det viiste Indsættelsen af Sforza til Tyran i 📌Lombardiet, nemlig at 📌Florens nu ogsaa havde faaet et Herskab, som kun forbeholdt sig Tyranniet i 📌Toskana og saae helst at de andre italienske ►Landskaber havde en Forfatning, Florentinerne umuelig kunde 665misunde dem, og dette Herskab var 👤Frants Sforzas Hjertens-Ven, Mediceeren Cosmo.

✂ Naar Man nu veed, og hvem veed ikke det, hvilke Konge-Speile Mediceerne er udraabt for, og i hvilken blændende Straale-Glands især “Lands-Faderen” Cosmo snart i fire Aarhundreder har staaet, see, da maa vel Haanden skiælve ved at indskrive ham iblandt Tyrannerne; men det er dog lige vist, at ►Krage søger Mage, og at 👤Frants Sforzas berømte Hjertens-Ven og Raad-Giver umuelig kan have yndet og fremmet virkelig Borger-Frihed, saa, kan hans mangfoldige ►Lov-Talere ikke rive ham ud af Sforzas Arme, da nødes de til at lade ham hvile i Tyrannernes Favn. Mellem dem var han imidlertid virkelig en ►Phønix, en lille 👤August, altsaa en fyrstelig 👤Mæcenas, klog nok til at ►læmpe sig efter Omstændighederne, menneskelig nok til at sætte sin Ære i bedre Ting end Pragt, Udsuelse og Blod-Bad, og lykkelig nok til at leve paa en Tid, da hans ►Bymænd vel ei kunde fare bedre end lyde hans Vink*►Sismondi IX. 367–76.. Efter Knolde-Oprøret, som Salvestro Medici var En af Hoved-Mændene for, havde Familien Albizi været næsten enevældig og var kun udenfor 📌Toskana Friheden gunstig, saa hvem der blot med Varme talde de Ringes Sag, var saa godt som forloren, Cosmo selv havde kun ved Bestikkelse reddet sit Liv, og den strænge Republikaner Albizi havde ikke været mindre igaaet med 👤Braccio end Cosmo var med Sforza*Sammest. VII. 159. 65–69. 78–86. 351–52. 78–82. 94–95. 424–25. VIII. 290–97. 302–5. 26–29. 410–27. IX. 34–41.. Det var derfor slet ikke at fortænke Cosmo i, at han greb Leiligheden til 358 (US7) at ende sin Forviisning og afløse Albizi (1434), ja, selv at han fra nu af betragtede Republiken som sit Stam-Gods og sin Families Flor som det “almindelige Bedste”, var 666paa hans Tid i sin Orden*►Sismondi IX. 41–45. 78–82. 367–76. 84–89., men ►Lovtalerne over ham er ingenlunde saa paa Vores, og derfor skal de ophøre. At han var en hovedrig og driftig Handels-Mand, havde Smag for Læsning og de skiønne ►Konster, kiøbde mange Bøger og Billeder, madede endeel Bog-Orme og opmuntrede alle gode Hoveder, som ikke var ham eller hans Familie iveien, det er nemlig deels hans Fyrstelige Rolle uvedkommende, og deels hvad 📌Florens ikke skulde takke ham men han takke 📌Florens for; thi kun hvad han høstede var værdt at saae, og han skabde ikke sin Føde-Byes Berømmelse men tog den snarere med sig i Graven, hvori han nedsteg (1464) kort før sin gode Ven Sforza, efterladende sig kun en Søn, som sin Skygge, og 📌Florens beredt til et Skygge-Rige for ham*Sammest. IX. 369–74. X. 160–74. 276–94.. At saavel 👤Dante, 👤Petrark og 👤Boccaz, som Frænderne 👤Villani, tilhøre det Fjortende Aarhundrede, og har, selv efter Italienernes Dom, aldrig siden fundet deres Lige-Mænd end sige deres Mestere paa Halv-Øen, det skulde dog de Lærde have lært os at glemme, før de ►stødte i Basun for Mediceernes Dage; thi nu kan det godt være sandt, at ►Konsters og Videnskabers Op-Blomstring er Folks og Fyrsters Ære, uden at dog Mediceerne, der høitideligholdt deres Af-Blomstring i 📌Florens, faae af Historien Andet end Skam til Takke derfor. Gialdt det kun Mediceernes Efter-Mæle, da var det i Verdens-Historien ei værdt at opholde sig ved, men det giælder den aldeles bagvendte Syns-Maade, som deres lærde ►Lov-Talere har gjort giældende, at naar Man kun heier paa Bøger og Billeder, og holder en Flok tamme Bog-Orme i sin Gaard, som Man føder af Haanden og roser, for de krybe saa kiønt, da er Man en guddommelig Lands-Fader (pater patriæ), om Man end af Egen-Kiærlighed og Herske-Syge hader, undergraver og, saavidt muligt, tilintetgiør den “Kræfternes 667Frihed”, som dog er den eneste Kilde til alt virkeligt Stor-Værk, altsaa ogsaa til en Videnskabelighed og boglig ►Konst, som er Menneske-Livet og Lov-Talen værd. Den Italienske Reformation, Poesi og Videnskabelighed, kom hardtad dødfødte til Verden, og selv de bedste Læger kunde neppe holdt Liv i dem, men de der, som Mediceerne, i alle Maader satte Døden over Livet, Gravens Ro over Livets Røre og de døde 359 (US7) Sprog over Moders-Maalet, ja, forraadte og snigmyrdede alt det Fri, Naturlige og Folkelige, til hvis ►Mærkes-Mænd de opkastede sig, de har unægtelig optaget deres Løn og maae ikke vente større Naade af Historien end at kastes i Dens Helvede, som Glemselen er.

✂ Dette er da ogsaa det Bedste vi kan giøre ved den Italienske ►Konst, ►Vidskab og ►Borgerlige Lyksalighed fra Mediceernes Tid, som vi kun har lært alt for godt at kiende, og vi vil derfor vende os til 📌Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, som netop fandt Sted i Cosmos og Sforzas Dage, tre Aar efter Fribytternes Indtog i den Lombardiske Kaserne. At nu disse Stats-Mænd betragtede 📌Konstantinopels Fald med Ligegyldighed, uagtet det spaaede deres nye Fyrste-Huse meget ilde, beviser nu vel, at med al deres Verdens-Klogskab stak de dog ikke dybt, men da de ikke kunde sat en Alen til deres Vext, om de end havde bekymret sig derfor, maatte naturligviis Genueser og Venetianer blive de eneste Italienere, vi kunde gaae irette med om 📌Konstantinopels og 📌Grækenlands Ulykke, som de ►aabenbar tog sig alt for let. Der vindes imidlertid Lidt nok ved Retter-Gang med de Levende end sige med de Døde, saa naar vi forbinde 📌det Byzantinske Riges Historie i sine sidste halvtredie Aarhundrede med 📌Venedigs og 📌Genuas, da er det blot fordi Sammenhængen kræver det, saa Man kun har forvirret det Hele ved at skille dem ad.

✂ 668Spørge vi nu om 📌Venedigs Ophav og Tilvæxt, da hviler derover ikke blot samme naturlige Dunkelhed, som over 📌Pisas og 📌Genuas, men ogsaa det konstige Slør, som denne Stads Raads-Herrer var Mestere i at væve, udbrede og folde, saa at skiøndt 📌Venedigs udbredte Handel og betydelige Sø-Magt gjorde langt tidligere Opsigt og bragde Staden i nær Forbindelse med 📌Konstantinopel, saa begynde dog dens egne Optegnelser langt senere og er langt magrere end 📌Genuas og 📌Pisas. Uden nemlig engang at regne det Brev af 👤Cassiodor fra den ►Gothiske Tid, hvorigiennem vi ►alt synes at skimte Skibe og Søfolk mylre som Fiske omkring Lagunerne, saa sætter dog 👤Lodbrand i det Tiende Aarhundrede ►aabenbar Venedig ved Siden ad 📌Amalfi, og 👤Anna Comnen lærer os, at hendes Fader i det Ellevte leiede den Venetianske Sø-Magt til at møde Normannen og belønnede dens Tjeneste med Handels-Frihed i hele 📌det Byzantinske Rige; men desuagtet er den ældste Venetianske Historie en Aarbog fra Midten 360 (US7) af det Fjortende Aarhundrede, og saa tørt et Navne-Register paa Latin af Dogens egen Haand, at vi ei engang der finde nær saamegen Oplysning om Venetianernes Kamp med 👤Robert Viskard, som hos den Byzantinske Prindsesse. Ja, skiøndt den skrivende Doge (👤Andreas Dandolo) var af samme Slægt som ►den blinde Veileder paa det bagvendte Kors-Tog, er det dog langt fra, han giver saa god Beskeed derom som Ville-Harduin, saa vi maae tage Venedig, som vi finde den ved Begyndelsen af det Trettende Aarhundrede, da Den, ved ⓘ 📌KonstantinopelsKonstantinopels] GV, Konstantinopels A; delvist fremhævet i A Indtagelse, blev navnkundig over hele Christenheden, var rig af sin Smug-Handel med de Vantroe og mægtig i Mørket paa 📌Dalmatiens og Kroatiens Kyster.

✂ Fra denne Dag af skrev 📌Venedigs Doge (Hertug) sig blandt Andet “Herre over tre Ottende-Dele” af 📌det By669📌zantinske Rige og 👤Henrik Dandolo lagde selv sine Been i 📌Konstantinopel, hvoraf ogsaa de tre Ottende-Dele tilhørde Venetianerne, men det var Synd at sige, Republiken anstrængede sig over Evne for at vedligeholde det Latinske ►Keiserdom i 📌Østen, thi selv da en Haand-Fuld Græker uden Skibe ved Overrumpling havde bemestret sig Staden, gjorde den Venetianske Flaade, der i samme Øieblik ankom, ei mindste Forsøg paa at vinde den tilbage, men nøiedes med at beholde sit Kræmmer-Leie.

✂ Det var, som bekiendt, 👤Michael Palæologos, der havde opkastet sig til Keiser i 📌Is-Nik (📌Nikæa), som (1261) reiste den Græske Throne paa Ny i 📌Konstantinopel, og om han ►alt dertil havde nogen Hjelp af Genueserne, er vel uvist, men dog høist ►rimeligt *►Villani hos ►Muratori XIII. 202–3. ►Gibbon K. LXI., og i alt Fald var det naturligt, at han begunstigede Venetianernes mægtige Medbeilere, som fra nu af ►grundede en Coloni i Pera, der lige til Stadens Indtagelse af Tyrkerne var de Byzantinske Keiseres bedste Støtte, men naturligviis ogsaa deres Kors og tit deres Skræk. Hele Handelen paa 📌det sorte Hav faldt herved i Genuesernes Hænder, som gjorde Kaffa (paa 📌Krim) til en berømt Handels-Stad, og langt mindre behøvedes der for at vække Venetianernes Misundelse, der allerede i 📌Tyrus og 📌Akre havde fundet Grund nok til at harmes over Genuesernes tiltagende Magt*Sammest. ►Dandolo hos ►Muratori XII. 365–67..

✂ Det var imidlertid dog først i Midten af det Fjortende Aarhundrede, at Undergangs-Krigen mellem de nye Sø-Magter udbrød, saa 📌Venedigs Glands begynder netop med den Sorte 361 (US7) Død, som i Venetianernes Helte-Tid udbredte en Ødelæggelse over hele 📌Europa, Man ei, siden Ju670stinian og 👤Gregor den Stores Dage havde hørt Mage til*►Sismondi VI. 1–23..

✂ Den første store Tørning, i Anledning af Handelen paa 📌det Sorte Hav, ►syndes omtrent lige uheldig for begge Parter, thi i det store Sø-Slag ved 📌Konstantinopel (1352), hvor Genueseren Paganino Doria og Venetianeren Nicolo Pisani gjorde deres Bedste for at ødelægge hinanden, overvandt Stormen dem Begge, og siden tabde hver af dem en Flaade, men 📌Genua tabde saaledes Modet, at den satte sig under den Mailandske Tyrans (Ærke-Biskop Viscontis) Vinger, og skulde da ei rose sig af de Smaa-Offere, 📌Venedig maatte giøre*Fortsættelsen af ►Dandolos Aarbog hos ►Muratori XII. 420–24. ►Sismondi VI. 88–146.. Vel fattede Genueserne snart Mod igien, rev sig løs fra 📌Mailand (1356), og bragde i den saakaldte 📌Chioza-Krig 📌Venedig til det Yderste, men kun for dermed at forlade den store Skue-Plads og glemmes over sin lykkelige Medbeilerske, der i det Femtende Aarhundrede blev, i høiere Grad end siden 📌Carthagos Fald Nogen havde været, Dronning paa Havet.

✂ Genueserne, hvis Herredømme i 📌Konstantinopel naturligviis steeg i samme Forhold, som Keiserens derudenfor tilintetgjordes af Tyrkerne, havde ved et Keiser-Skifte, som ganske var deres Værk (1376), ladt sig afstaae Øen Tenedos, for at kunne spærre Indløbet til 📌det Sorte Hav, men Befalings-Manden der, langt fra at lystre, overgav Øen til Venetianerne, og det blev Løsenet til en Krig, hvori mange Fyrster tog Deel og deriblandt Herren af 📌Padua, Fransesco Carrara, hvem Venetianerne nys havde nødt til at giøre Afbigt. Ved hans Hjelp agtede Genueserne aldeles at ødelægge 📌Venedig, og efter en stor Seier over den fiendtlige Flaade under Vettor Pisani, 671lykkedes det dem ogsaa virkelig (1379) at indtage 📌Chioza, hvorover Venetianerne blev saa forskrækkede at de bad om Fred, og lovede at indgaae alle Vilkaar, naar Staden kun beholdt sin Frihed, men den overmodige Genueser 👤Peter Doria erklærede, der blev ingen Fred af, før han paa St. Markus-Pladsen havde lagt sit Bidsel i de vælige Hestes Mund, og nu fortsattes da Kampen, til Genueserne ikke blot mistede 📌Chioza, men Kiernen af deres Sø-Magt og Lysten til at holde den vedlige*Fortsættelsen af ►Dandolos Aarbog og ►Chioza-Krigens Historie hos ►Muratori XII. 442–68. XV. 699–804. ►Sismondi VII. 188–236.. Det var de gamle Adels-Slægter, 👤Spinola og Doria, 362 (US7) Grimaldi og Fieschi, under hvis Vimpler 📌Genuas Sø-Magt havde glimret, men disse havde alt oftere været fordrevne, indkaldtes kun et Øieblik, for, om mueligt, at knuse 📌Venedig, og maatte strax derpaa rømme Pladsen for rige, storagtige Kiøbmænd, der reves saaledes om Rangen, at Staden, for at faae Ro, overgav sig til den vanvittige Konge af 📌Frankrig (1396) og siden (1419) til den sidste Visconti i 📌Mailand. Vel rev den sig løs igien, men fik kun Frihedens Uro, aldrig dens Kraft og Glands tilbage, og 📌Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, hvorpaa snart fulgde Kaffas Ødelæggelse, udslettede Genua af Magternes Tal*►Sismondi VII. 237–41. 366–75. X. 50–78. XI. 37–43..

✂ 📌Venedig derimod, som maatte rømme Tenedos og mistede alle sine Besiddelser paa Kysten af 📌det Adriatiske Hav, begyndte netop fra nu af sin glimrende Løbe-Bane, vel ikke med synderlig Kraft eller Ære, men med de store Midler, Verdens-Handelen skiænkede, med Romersk Udholdenhed og sjelden Lykke. Lykken spillede saaledes snart Venetianerne Durazo, Endeel af 📌Morea og Øen 📌Corfu i Hænderne, og saavel ved Scala-Husets Fald som ved Forvirringen 672efter 👤Johan Galeazos Død, aabnede der sig den bedste Leilighed for dem, ei blot til gruelig at styre deres Hevn paa Huset Carrara, men ogsaa til at bemægtige sig 📌Padua og 📌Verona (1406), hvorved de ►grundede deres Magt paa Fast-Landet*►Sismondi VII. 259–79. 297–316. VIII. 99–134.. For rede Penge fik de 📌Zara og deres andre Dalmatiske Besiddelser igien (1409), og ved Leie-Tropper udvidede de i Forbund med 📌Florens deres Italienske Landskab i Strid med den sidste 👤Visconti, som 👤Sforza dog hindrede dem fra ret at arve*►Sismondi VIII. 166–67. 371–83. 403. 428–38. IX. 92. 106–63. 243–365..

✂ Medens nu Verdens største Sø-Magt satte Himmel og Jord i Bevægelse for at lægge 📌Brescia til 📌Padua, 📌Bergamo til 📌Brescia, og, om mueligt, hele 📌Lombardiet til en Stump deraf, da var det, 📌den Ottomanniske Port, der ikke viiste mindste Anlæg til at blive en Sø-Magt, stormede frem i 📌Europa, kom tidlig til Portene af 📌Konstantinopel og tidsnok derind, og Venetianerne, der saa godt som slet Intet gjorde for at hindre det, var da ►aabenbar slaaede med Blindhed, eller rettere: de som var blevet rige ved Smug-Handel med de Vantroe, ventede formodenlig at vinde ved Tyrkernes Frem-Skridt.

✂ 363 (US7) Dog, hvilket Dommedags-Slag end 📌Konstantinopels Indtagelse var, og hvilken Pestilens der end med Tyrken ►nedsatte sig i det deilige 📌Grækenland, saa kan vi dog ►sagtens betragte det med Rolighed, vi som slet ikke bryde os om, at Venetianernes store Planer strandede, da vi veed, hvilke nye Veie og Kæmpe-Skridt der var baade ►Vidskab og Verdens-Handel beredte, ja vi, for hvis Øine 📌Tyrkiet hensmuldrer og 📌Grækenland dukker op, vel tangklædt endnu, men dog med den bedste Leilighed til at vise, om det var Hav-673Fruen med Sølver-Fod eller kun hendes Skygge, Stor-Herren over tre Aarhundreder holdt indspærret i sit fule Harem.

✂ Ved at omtale 📌Konstantinopels Indtagelse af ►Latinerne (1204), bemærkede vi, at Grækerne endnu en Gang samlede deres Kræfter for at afstryge den store Skam og afryste det utaalelige Aag, men naar vi see Thronen, 👤Theodor Lascari reiste i 📌Nikæa, daglig styrkes, mens den Latinske i Konstantinopel vakler, ja see 👤Michael Palæologos seierrig holde sit Indtog i den tilbagevundne Hoved-Stad (1261), da overskatte vi let Grækernes Kraft og Anstrængelser, fordi de glimre ved Siden ad de Flamske Lykke-Riddere, der, overladte til sig selv, omringede af Fiender og forhadte af deres Undersaatter, nødvendig maatte spille en elendig Rolle. At fordrive dem var nemlig hele Grækernes Helte-Gierning, saa med 📌Konstantinopels Indtagelse ende deres Seire, og langt fra at kunne rense 📌Grækenland og Øerne fra de mange Smaa-Herrer, som der havde sat sig fast, kunde Palæologerne hverken i 📌Europa eller 📌Asien forsvare hvad de havde. Allerede under 👤Michaels Søn 👤Andronikos oversvømmede nemlig de Osmanniske Tyrker 📌Lille-Asien, og da Keiseren leiede Almogavarerne til at fordrive dem, saae Man ikke blot disse ►sætte sig fast i 📌Gallipoli og trodse hele Rigets Styrke, men en Klat Tyrker, som forbandt sig med dem, spillede siden paa egen Haand hele to Aar Mester i Trakien, og deres Anfører Kalil prøvede som et ulykkeligt Forvarsel endog Keiser-Kronen paa sit Hoved, da den ved et vundet Slag faldt ham i Hænderne. Det er da kun Tyrkernes Raahed, og navnlig deres Ukyndighed i ►Beleirings-Konsten, der kan forklare os det Særsyn, at Konstantinopel først 150 Aar senere faldt i deres Hænder, og naar Grækerne paa ingen Maade længer kunde forsvare sig selv, var det bedre de kom under Tyrkernes Aag, der 674dog kun plagede Kroppen, end i ►Latinernes Vold, der vilde slaae Sjælen ihjel. Sagen var da kun, at Undergangen forsinkedes, til 📌Vester-Leden kunde 364 (US7) modtage den Græske Pebling-Skole, der for Frem-Tidens Skyld maatte holdes vedlige, og til Tyrkerne ved 📌Donau og 📌det Adriatiske Hav kunde finde deres Skranker. Hvorledes disse Skranker reistes i de staaende Hære med Krigs-Tugt og ►Krigs-Konst og i 📌Venedig, har vi seet, og maae kun tilføie, at Krudtets Anvendelse, som først i det Femtende Aarhundrede begyndte at spille sin Hoved-Rolle, staaer hermed i nøieste Forbindelse. Uagtet nemlig 👤Edvard den Tredie, efter Samtidiges gyldige Vidnesbyrd, betjende sig af Krudtet baade i Slaget ved Cressy og paa de Skotske Grændser*►Villani hos ►Muratori XIII. 947. 👤Barbours Riim-Krønike om ►Bruce, Sang XVII. 250–52. XIX. 394–401., saa var det dog først 👤Frands Sforza i 📌Italien og Brødrene Bureau i 📌Frankrig, der ved Midten af det Femtende Aarhundrede ►tilgavns lod Kanonerne spille saa Murene sprang*👤Sismondis Italienske Historie IX. 293. Sammes Franske Historie XIII. 495.. Denne ►Konst blev nu vel ingenlunde Tyrkerne forborgen, da de meget mere ved 📌Konstantinopels Indtagelse med forbausende Held betjende sig af den, men den stod dog for dem som en fremmed Trolddom, de hverken havde Lyst eller Hoved til selv at bemestre sig.

✂ Uden nu her videre at indlade os med 📌den Ottomanniske Port, maae vi erindre, at allerede i Midten af det Fiortende Aarhundrede havde Osmannerne ►sat sig fast i 📌Europa og stod i Slutningen deraf, under den frygtelige 👤Bajazet Lynild (👤Ilderim), paa Nippet at bemægtige sig 📌Konstantinopel. Kun forgiæves drog en Fransk Ridder-Skare, og deriblandt 👤Johan Bravkarl af 📌Burgund, med stort ►Bram og endnu større Indbildninger den Tydske Keiser og 675Ungarske Konge, 👤Sigismund af 📌Luxemburg, til Hjelp mod 👤Bajazeth; Nederlaget ved Nicopolis i 📌Bulgarien (1396) blev en af Tyrkernes største Triumpher, og kun Mogolen 👤Tamerlan frelste 📌Konstantinopel ved (1400) at slaae og fange 👤Bajazet *

👤Thurocz ►Ungerske Krønike

S. 125–26. Froissart IV. 67–69. 72–74. 79–80. 👤Sismondis ►Franske Historie XII. 72–78. 86–91.. I den følgende Menneske-Alder hindrede Slagsmaal mellem 👤Bajazets Arvinger Tyrkerne fra at giøre Pinen kort, og selv den seierrige Amurad den Anden (1421–51) fandt haardnakkede Modstandere i Albaneseren 👤Georg Castriota eller 👤Scander-Beg og Ungaren 👤Johan Huniad, men efter den berømte Tyrke-Seier 365 (US7) ved 📌Varna (1444), og den endnu større paa 📌Drossel-Marken eller Rigomzrye, blev det et almindeligt Sagn, at de Christnes Lykke-Stjerne ei kunde meer oprinde, før ►Heste-Halerne hængde ud over 📌Konstantinopels Mure*►Thurocz S. 150–56. ►Gibbon K. LXVII. Nygrækeren 👤Koumas ►Menneske-Historie V. 524–26..

✂ Disse Fryndser vævede, som bekiendt, Amurads Søn 👤Mahomed den Anden, og hans Helte-Gierning er beskrevet af flere samtidige Byzantinere, og deriblandt af et Øien-Vidne, den sidste 👤Palæologs Garderobe-Mester (Protovestiarius) og gode Ven 👤Georg Phranze, saa endnu i Graven fortsatte Grækeren sin Historie og varslede dermed om sin Opstandelse fra de Døde. ►Vist nok beskrev 👤Phranze Undergangen hverken som en 👤Herodot eller som en 👤Polyb, men som en gammel Byzantinsk Hof-Mand, paa hvem det mærkes mindre, at han er gaaet i Kloster end at han gaaer lidt i Barndom, men desbedre passer Pennen til Materien, thi fra det Trettende Aarhundredes Begyndelse var 📌Kon676📌stantinopel slet ikke meer nogen Hoved-Stad i Christenheden, men kun en Hof-Stad, der opholdtes af Venetianer og Genueser, som gamle Hof-Mænd saa tit af rige Kiøbmænd, der dog gierne see at Døden ►skiller dem ved deres høibaarne men afmægtige Velyndere.

✂ Det Første nu 👤Mahomed den Anden gjorde, da han (1451) arvede Sultanatet, var at bygge en Fæstning paa den Europæiske Side af Strædet, der tilligemed hans Faders paa den Asiatiske ei blot skaffede ham en god Sund-Told af alle de Skibe, der foer paa 📌det Sorte Hav, men sikkrede Samkvemmet mellem de to Verdens-Parter, som en Italiensk Flaade ellers let kunde ►forstyrret. Derpaa skreed han ufortøvet til Beleiringen af 📌Konstantinopel, som tilligemed 📌Morea og nogle Smaa-Byer ved 📌det Sorte Hav nu udgjorde hele 📌det Byzantinske Rige, og 👤Phranze forsikkrer, at medens 👤Mahomed omringede Staden med 250000 Mand, havde den i Alt kun Syvtusinde til Forsvar. Beleiringen varede ikke fuldt to Maaneder (fra anden April til 29de Mai 1453), og skiøndt især de 2000 Venetianer, Genueser og Catalonier, under Anførsel af Keiseren selv og Genueseren 👤Johan Justiniani, skal have gjort Under-Værker af Tapperhed, var det dog ikke af dem, der enten frelse betrængte Stæder eller engang fæste sig i Hukommelsen. Den eneste Helte-Gierning paa de Christnes Side var 366 (US7) da den, at tre Genuesiske og et Byzantinsk Skib, ladte med Levnets-Midler, kom for en strygende Vind fra 📌Chios og 📌Sicilien og trodsede hele den Tyrkiske Flaade, der vel talde Seil i hundrede Viis, men duede kun til at stadfæste den Tyrkiske Bemærkning, at vor Herre gav ►Musel-Mændene Landet men de Christne Søen. Om Tyrkerne virkelig, som 👤Phranze siger, han har hørt af dem selv, ved denne Leilighed tabde 12000 Mand, maae vi lade staae ved sit Værd, da Ingen kan beregne hvad “Søen 677tærer”, men paa hans Ord kan vi godt troe, at Sultanen, som holdt til Hest kun et Steen-Kast fra Val-Pladsen, havde i sin rasende Forbittrelse nær ridt ud og druknet sig, for ei at see paa Korsets glimrende Seier over Halv-Maanen. Hvad nu fremdeles 👤Phranze fortæller om de Tyrkiske Galeier, som førdes over Land bagom Genueser-Byen 📌Galata ind i Havnen, for ogsaa fra denne Side at angribe og beskyde Staden, er vel Noget, hverken han eller hans Efterfølgere har forklaret os; men ►Tingen har dog upaatvivlelig sin Rigtighed og maa forklares deels af Genuesernes Frygt for at bryde med Ny-Maanen, og deels af de store Kanoner, 👤Mahomed plantede paa 📌Theodors-Høien, saa de bestrøg det Inderste af Havnen.

✂ Dette var den første Tyrkiske Helte-Gierning under Beleiringen, vi læse om, og den Anden var Stormen, som begyndte en Tirsdag ved Hane-Gal, og hvorved ►Janitskaren 👤Chazan, saa høi som et Huus, var Første-Mand paa Muren, men fandt dog med mange Andre sin Død i Graven. Allerede tidlig blev 👤Justiniani saaret af en Piil i det høire Been og forlod da strax, trods Keiserens indstændige Bønner, sin Post for at finde en Saar-Læge i 📌Galata, hvor han dog snart fandt Døden og tabde, skiøndt dog maaskee uforskyldt, det priselige Efter-Mæle, der havde været ham vist ved at falde med Keiseren og Staden. Alt enstund før Middag var nu Begges Skæbne afgjort, Tyrkerne brød ind ved 📌St. Romani-Porten, hvor deres uhyre Kanon havde skudt Gab paa Muren, og i tre Dage gaves Alt til Priis for de Grumme. 👤Phranze og hele hans Huus var selv mellem Fangerne, som solgdes til de Høist-Bydende, og hans fjortenaars Søn, som ei vilde føie Sultanens skændige Lyster, maatte løskiøbe sig med Livet, men den Gamle slap dog snart fri, besøgde Apostlernes Grave i 📌Rom og samledes omsider med sin Hustru i et Kloster paa 📌Corfu, hvor han 678(1477) skrev op 367 (US7) hvad han bedst kom ihu om sin Medgang og Modgang i den meer end tusindaarige Keiser-Stad, hvis store ►Bede-Huus, 📌Sophie-Kirken, som Byzantinerne kaldte Engle-Skibet og Jordens Himmel med Ærens Throne, blev nu forvandlet til en Røver-Kule *►Phranze (i Pontans Latinske Omskrivning) Tredie Bog. ►Gibbon K. LXVIII. ►Kouma V. 526–31..

✂ Efter nu at have hørt Øien-Vidnet, er det ingenlunde afveien at see, hvad den samtidige Franske Krønike-Skriver 👤Monstrelet siger om 📌Konstantinopels Indtagelse; thi vel kan Man derefter hverken rette eller øge Fortællingen, men deels lærer Man dog strax deraf, hvad efter 👤Phranze kunde synes tvivlsomt, at Krudtet, hvoraf der daglig brugdes tusind Pund, spillede en vigtig Rolle ved Beleiringen, og deels er det nok værdt at vide, hvordan Man i 📌Vesten betragtede det Tyrkiske Indtog i Keiser-Staden. Studse maa Man vel ved at see et ►aabenbar falsk Brev fra Sultanen til Paven indrykket som en Troes-Artikel, men dette Stymper-Værk, hvori Muselmanden truer med sine Guder “►Pallas og ►Jupiter”, er sikkert indsmuglet i Bogen, hvor Man ellers sporer ganske ordenlig Beskeed om Tyrken og 📌Konstantinopel, med Forslag til snart igien at skille dem ad*👤Monstrelets ►Franske Krønike III. 59–62..

✂ At Christenhedens Folke-Færd imidlertid slet intet Forsøg gjorde herpaa, medens den saakaldte “👤hvide Ridder” (👤Johan Huniad) og ►den lille 👤Alexander (👤Skanderbeg) endnu levede og kæmpede, er et slaaende Beviis paa, at Middel-Alderen uddøde med dem, men kunde vi endnu tvivle, da maatte vi dog overbevises, ved at see Paven for ramme Alvor og dog aldeles omsonst arbeide paa saa rimeligt et Kors-Tog.

✂ Det var Toskaneren 👤Thomas Sarzani, som, under Navn af 👤Nikolai den Femte, beklædte det Aposto679liske Sæde, da 📌Konstantinopel blev taget, og han har et stort Navn blandt de Lærde, baade som ►Grunderen af det Vatikanske Bibliothek og som en udmærket Kiender og Velynder af Grækernes Skrifter, men Romernes Balstyrighed gav ham netop da Andet at tænke paa end fjerne Kors-Tog*👤Sismondis Italienske Historie X. 1–27.. Hans Landsmand derimod, 👤Æneas Sylvius Piccolomini, ogsaa berømt blandt de Lærde, besteg den hellige Stol, under Navn af 👤Pius den Anden, med det faste Forsæt, om mueligt, at bringe hele 📌Vester-Leden i Harnisk mod de Vantroe, og han holdt til den Ende 368 (US7) (1459) en stor Herre-Dag i 📌Mantua, hvor Man saae mange italienske Fyrster, Sende-Bud snart fra alle Riger, og ydmyge Bønfaldere fra 📌Albanien og 📌Illyrien, fra 📌Kypern og 📌Rhodos, fra 📌Lesbos og 📌Morea. Det fattedes ogsaa her hverken paa Latinske Taler, efter Tilhørernes Dom en 👤Cicero værdige, paa Taarer eller Løfter, og Man blev enig om at Hæren skulde være Tydsk, Solden Franske, Spanske og Italienske Penge, og Høvdingen Hertug 👤Philip af Burgund; men det var Altsammen kun et Skue-Spil, Man opførde til Ære for den hellige Fader og havde glemt næste Morgen. Da 👤Pius mærkede det, og fik Puste-Rum efter de Italienske Krige, der fulgde paa Mødet i 📌Mantua, besluttede han vel selv at stille sig i Spidsen for et Kors-Tog, men Ingen ændsede det, undtagen Ungarer og Venetianer, som alligevel laae i Krig med Tyrken, og da han desuagtet stod i Begreb med at indskibe sig paa en Venetiansk Flaade, døde han pludselig (1464) i 📌Ancona *Sammest. X. 95–97. 109–13. 213–25..

✂ Saa udslukt var da nu Følelsen af Troens Fællesskab, saa dybt var Kirkens Aflad sunket i Prisen, saa ubetydelig en Person var Paven blevet, og saa ligegyldig var Man nu baade 680for Stor-Værk og Frem-Tid, at Ingen meer vilde røre sig til Christenhedens Værn, Ingen heller blot for Ridder-Ærens Skyld bryde skarpe Landser, saa det maa vel forundre os, at Tyrken ikke opfyldte sin Trudsel at stalde sine Heste i 📌Peters-Kirken. Det var da ogsaa ligesaalidt hans, som Italienernes Skyld, det ikke skedte, thi endnu i 👤Mahomed den Andens Dage indtog En af hans ►Basser 📌Otranto, og Sultanens Død i det Samme (1481) var for vore Øine det Eneste, der drev Bassen ud og frelste 📌Italien fra Tyrke-Aaget.

✂ Dog, paa Navne kommer det kun Lidet an, og vi har seet, det gik i Grunden omtrent ligesaa tyrkisk til i 📌Rom som i 📌Konstantinopel, saa Middel-Alderens Historie ender slet ikke fornøieligere end Old-Tidens, men, som det synes, endnu bedrøveligere, da den ny Livs-Kraft, der kom med Christendommen, synes udtømt, de nye Folk, der kom fra 📌Norden, udtærede, og dermed al Udsigt til bedre Tider afskaaret. Uagtet nemlig 📌Konstantinopels Fald, ligesaalidt som ►📌Jerusalems Forstyrrelse, i sig selv er nogen Ulykke for Menneske-Slægten, afbilder det dog kun alt for træffende hele Christenhedens 369 (US7) Tilstand i Midten af det Femtende Aarhundrede. Under ►📌Jerusalems Forstyrrelse var der ►alt kommet Nyt til Jorden, langt bedre end det Gamle, en Kraft, hvis mindste ►Konst det var at vinke sjunkne Stæder op af Gruset og reise alle Propheter bedre Mindes-Mærker, end Grav-Stederne af deres Børn, som slog dem ihjel; men Christendommens Skæbne synes at have været som 📌Konstantinopels, der hævede sig til Christenhedens Hoved-Stad, og forsvarede sig, ved ►Gothers og Væringers Hjelp, mod Barbarer, Hedninger og ►Musel-Mænd, til det Trettende Aarhundrede, men overvældedes saa af bandsatte Latinere og opslugtes omsider af Tyrker. Saaledes har vi nemlig seet 681Christenheden, ved Hjelp af de fra 📌Norden udvandrede Folk, i det Store forsvare sig kiækt mod ►Islamisme, Barbari og Hedenskab, til det Trettende Aarhundrede, men da at underkues med Latin og Romer-Ret, og omsider forvandles til en heel Hob Sultanater, hvor ►Retten sidder i Spyd-Stagen og hvor Hof-Mænd og Krigs-Folk, som ►Pharaos svange Ax og magre Kiør, opsluge Landenes Fedme. Gaae vi til Kirken at søge Trøst, da finde vi ogsaa der først og fremmerst et Hof og en staaende Hær: Pave-Hoffet og Tigger-Munkene, der netop har været de andre Hoffers og Hæres Forbilleder, og for Resten findes Vantro mod alt Aandeligt, Overtro paa det Haandgribelige, og Latin som fortrænger alle Folkenes Moders-Maal, bandlyser hver levende Røst. Skal der altsaa være nogen Hjelp, maa den vel komme fra Skolen, og det er ►vist nok klart, at kan derfra udgaae en kraftig Oplysning om hvad der hindrer Christendommen fra at fortsætte sine velgiørende Virkninger paa Jorden, da vil de Folk, der end har noget Hjerte for den, rimeligviis være hjulpne.

✂ Sætte vi os imidlertid tilbage i den Tid, vi tale om, i Midten af det Femtende Aarhundrede, da aabner sig kun liden Udsigt til en saadan Oplysning, i Pagt med den Christne Tro og Folkenes Moders-Maal; thi vel har der i Aarhundredets Begyndelse lydt en ►mærkelig Røst for begge Dele, mod Pave og Tigger-Munke, Røsten af 👤Johan Huss, som blev brændt paa Kirke-Stævnet i 📌Costniz (1415), men han havde hjemme i 📌Bøhmen, et ellers i Verdens-Historien ubekiendt Land, hans Moders-Maal (Slavonisk) laae langt baade fra de ►Gothiske og Romanske, og det Sværd, hans Tilhængere førde, drog de vel med Rette for deres Samvittigheds-Frihed, men kunde dog 370 (US7) umuelig overbevise Nogen med om Ægtheden af deres Oplysning. Og giæste vi nu Sædet for den herskende Oplysning, som ►Pari682ser-Høiskolen► var i stræng videnskabelig, men 📌Italien baade i poetisk og borgerlig, og derved i en Alt giennemgribende Retning, da aabner det kun bedrøvelige Udsigter; thi medens Man i 📌Paris sædvanlig ►trættes om Keiserens Skiæg og altid om Rangen i Spidsfindighed, er Tanke-Gangen i 📌Italien saa aandløs Romersk, vantro og tyrannisk, at ►Skolen der kun synes skikket til at ►giøre Ondt værre. I det Fjortende Aarhundrede har 📌Toskana vel havt Digtere og Historie-Skrivere paa Moders-Maalet, som den lærde Verden endnu beundrer, og saadanne splinternye Classiske Skribenter, som 👤Dante, 👤Petrark, 👤Boccaz og Brødrene 👤Villani, er tilvisse Sær-Syn i den sene Middel-Alder, men om deres Retning end havde været den allerfortræffeligste, vilde det dog ikke trøste os, da ►Latinen efter deres Tid selv i 📌Florens fortrængde Moders-Maalet. Naar Man imidlertid veed, det var ingenlunde af Spydighed men af dyb Beundring 👤Dante valgde 👤Virgil til sin Veileder giennem Helvede og Skiærs-Ilden, og veed at 👤Petrark ventede Udødelighed ingenlunde af sine italienske Smaa-Digte, men af sit Latinske Helte-Digt over Romeren 👤Scipio, da følger det af sig selv, at de Italienske Classikere var saa Latinske og Romerske som mueligt, og at 👤Boccaz tillige var en stor Velynder af ►det Græske, giør ingen Forskiel, da det kun var ►Græsken betragtet med Romerske Øine og forklaret af Byzantinere. Den Italienske Oplysning var da ganske den os kun alt for vel bekiendte fra 👤Augusti “gyldne Dage”, at ►Menneske-Livet er et Skue-Spil, hvor Slumpe-Lykke uddeler Rollerne, saa ►Konsten er kun den at spille med Smag især til eget Morskab; at Religion er et Foster af Præste-Bedrag og i oplyste Tider kun en Pøbel-Klemme, ►Vidskab er Klogskab paa sin egen Fordeel, Poesi 683og Konster Stads for de Rige, den største Uret behøver blot ordenlig at giøres til Lov for med det Samme at blive Ret, og den største Tyran behøver blot at smigre for Pøbelen, besolde de Lærde og beskiæftige ►Konstnerne, for at blive en “Lands-Fader”, Forgudelsen værdig. Lægger Man nu hertil, at ►Latinen ei engang i 📌Italien var Folke-Sprog, at derfor Over-Troen paa “Bøger og Penne”, som langt bedre Oplysnings-Midler end Munde og levende Røster, tog daglig til, og 371 (US7) at de Byzantinske Drenge-Skoler havde ynglet saaledes, at blot i 📌Florens regner Man 10000 Børn lærde aarlig at læse; da har Man Forestillingen om den sletteste og dødeste Oplysning, der lader sig tænke, en Oplysning, der bestandig gjorde Bedragerne snuere, Tyrannerne dristigere, Lærdommen dødere og Folket dummere, forværrede, med et Ord, Alt hvad den berørde. De lærde Byzantinere, som under Tyrkernes Fremgang og ved 📌Konstantinopels Fald flygtede til 📌Italien og 📌Frankrig, bidrog ►vist nok til at udbrede lidt Græsk Sprog-Kundskab i en videre Kreds, men Græsk var endnu mindre end Latin de nye Folks Moders-Maal, og Flygtningerne fra de Dødes Rige bragde naturligviis ikke Livet med sig, de Indfødte i Tyranniets tusindaarige Hjemstavn duede kun slet til at være Rettens og Frihedens Tals-Mænd.

✂ Saa sort saae det ud baade paa de Christnes og paa hele Menneskehedens Side, og at Faren var ægte, det veed vi godt, som kan huske den Tid, da hin Italienske Oplysning var herskende hardtad over hele den nye Christenhed, og som drages endnu med en Lærdom, efter hvilken den Latinske Grammatik er al ►Vidskabs Kilde, den Romerske Bogsamling alle Dyders Moder, Bog-Læsning ►Livets Krone og 📌Drenge-Skolen Oplysningens ►Palladium!

✂ Trods alt dette var dog Faren i det Femtende Aar684hundrede ei nær saa stor, som den ►syndes, fordi Menneske-Slægtens Oplysnings-Tid og ►Vidskabs-Alder virkelig var kommet, og saavel 📌Tydskland som 📌England og 📌Norden for en stor Deel beboet af fribaarne, kraftige Stammer, der elskede deres Moders-Maal for høit til at lade det ustraffet fortrænge og forhaane, og havde følt for dybt baade hvad Gud og Menneske er, til ►enten at forgude Tyranner eller hjertelig tilegne sig en halvdyrisk, halvdjævelsk Oplysning.

✂ Disse to Hoved-Grunde, baade til Reformationen i det Sextende og ►Vidskaben i det Nittende Aarhundrede, har Man vel sædvanlig overseet og aldrig hidtil noksom ændset, men de er dog ►aabenbar Kilden til al den Forskiel, der i de sidste tre Aarhundreder fandtes mellem de Romanske og de ►Gothiske Folk, baade i Kirken, Staten og ►Skolen; thi at Alting hos Protestanterne gestaltede sig mere aandelig, frit og levende end hos Papisterne, og at vi nu endelig 372 (US7) forkynde Dyriskheden, Døden og Trældommen under alle Skikkelser ►aaben Feide, det kan dog umuelig komme deraf, at vi i ►Latinen og Vantroen, i Selv-Klogskab og Selv-Raadighed, i Bog-Forgudelse og Drenge-Lærdom, overgik de gamle Italienere, som tvertimod i alt Dette var vore Mestere og uopnaaelige Mønstre.

✂ At nu ogsaa den rette Oplysnings-Tid var en Tvilling-Broder til ►Bogtrykker-Konsten, hvis Opfindelse falder ved Midten af det Femtende Aarhundrede, det burde vel de Bog-Lærde, der slet ikke kan begribe, hvordan Grækere og Romere kunde undvære den ►Konst, allermindst overseet, men de var dog nødvendig blinde for denne Sandhed som for enhver, der udsprang af Livets umiddelbare Betragtning; thi naar Man anseer Bøger for Kilden til Oplysning, uden engang at tænke paa, hvad han havde læst 685som skrev den første Bog, da mener Man naturligviis, at Folk til alle Tider kunde blive lige kloge, naar de blot gik i Skole og læste flittig, især Latin. Ja, at Menneske-Slægten skulde blive gammel, før den egenlig duede til Videnskabelighed, maatte synes de Bog-Lærde aldeles bagvendt, der indbildte sig, Man vidste Alt hvad Man kunde udenad, men heller intet Andet; thi at Drenge baade havde en stærkere Hukommelse og lod sig lettere drive til at lære udenad end Oldinger, antog de med Rette for en afgjort Sag.

✂ Saasnart vi imidlertid har fattet, at den Lærdom der skal være ►Vidskab for andre end for Papegøier, maa være Forstand paa de Ting den angaaer, og menneskelig ►Vidskab altsaa først og sidst være Forstand paa Menneske-Naturen og Menneske-Livet i deres mangfoldige Retninger, da finde vi det ligesaa naturligt, at Slægten som at Enkelt-Manden først ved Aar og Erfaring samler Forstand, og maa desuden, ligesom vi Alle, vinde en vis Koldsindighed og Lige-Vægt, før Den er istand til upartisk at veie Grundene for og imod sin Børne-Lærdom, sine Yndlings-Tanker og sine stærke Tilbøieligheder, hvad dog unægtelig er Viisdoms Betingelse. Forholdet mellem Aarsag og Virkning giælder nemlig ei mindre i det Store end i det Smaa, og Menneske-Livet maa nødvendig ligne sig selv i det Hele som i alt det Enkelte, saa vel kan et Folk i Old-Tiden have været klogere end Mange nutildags, men kun ved bedre Anlæg eller større 373 (US7) Anstrængelse, ligesom en Ung derved kan giøre mange Gamle tilskamme, men forstaaer dog aldrig meer af Livet, end han af Erfaring kiender, og kiender saare lidt dertil, hvis han ►alt som Yngling blev koldsindig og upartisk!

✂ Vi finde det derfor aldeles i sin Orden, baade at Old-Tidens ►Vidskab var i alle Henseender meget for stakket 686til at slaae Bund i Menneske-Naturen, og var hos Romerne, som det koldsindigste Folk, netop mest ►overfladelig, og at de Oldtids-Folk, der vilde udgrunde Livet, blev, som tidlig kloge Børn, ikke gamle derved, men nedsank, naar det gik bedst, som Jøder og Græker, i borgerlig Død og aandelig Dvale.

✂ Endnu mindre forundrer det os, at ►Vidskab i Middel-Alderen slet ikke vilde trives, thi hvad der i den var aandeligt, var ligesom hos Kvinden en dyb men dunkel Følelse, saa da maatte Lærdom nødvendig blive Udenads-Kram og ►Vidskab tom Spidsfindighed, der kun tækkedes dem, som fattedes det Bedste.

✂ Dette var nu ogsaa, som vi veed, den Byzantinske Lærdom og ►Vidskab, saavelsom 📌Vester-Ledens Skolastik, og hvad den Italienske Oplysning var Andet og Mere, var kun det Dyriske og Lave, der med Romersk Tanke-Gang og Borger-Ret laae Italienerne nærmest. Var nemlig 📌Italien ikke blevet hærget og tildeels ny befolket af ►Gother og Longobarder, da vilde ►Latinen med Alt hvad dertil hører holdt sig der, omtrent som ►Græsken i 📌Byzants, hvad vi tydelig kan spore hos Paverne og den Italienske Geistlighed, men nu forstyrredes Skole-Gangen og ►fordunkledes Romer-Retten en Tidlang af de stridbare, stærke, hidsige og bogskye Tydskere og Nordboer, og først da de begyndte at sammensmelte med Landets gamle Indbyggere, kunde den Latinske Dannelse igien reise Hovedet, men fandt sig da ogsaa istand til med de friske Kræfter, den i de Fremmede havde vundet, snart at fordunkle den Byzantinske.

✂ Men fordi de fra 📌Tydskland og 📌Norden udvandrede Folk, der lod sig romanisere, ogsaa tilsatte deres Kræfter paa at opmane 📌Roms Gienfærd og nøiedes med det til Aand i deres ubetimelige Tragten efter ►Vidskab, derfor kunde det Samme ingenlunde være Tilfældet enten med 687de Tydskere og Nordboer, som blev ved Hjem-Stavnen, eller med dem der i 📌Bretland dog bestandig kæmpede for at beholde deres Moders-Maal, den gode Kong 👤Edvards Love og Angel-Sachsernes 374 (US7) Tanke-Gang, saa om de end for en Deel og til en Tid lod sig mestre af Italienere og Franskmænd og forkue med ►Latinen, maatte Disse dog nødvendig giøre Opstand og have Magt til at afkaste Aaget.

✂ Hoved og Hjerte er nemlig saa langt fra oprindelig eller naturlig at staae i Modsætning til hinanden hos Mennesket, at Hovedet i Grunden altid udspringer af Hjertet, ligesom Træets og Blomstens Krone af Roden, saa naar de ligge i Strid, er det kun en slem Uorden, sædvanlig frembragt ved sorte ►Konster, og ligesom de hjertelige Mødre gierne føde kloge Sønner, kan Man være sikker paa, at ethvert Folk, som lever sin Alder ud, faaer en Nyaars-Tid, der svarer til dets Middel-Alder, eller at ligesaa dyb, som Følelsen var, ligesaa høit vil Forstanden stige. Hvor derfor Christendommen i Middel-Alderen saa godt som indførde sig selv, og hvor Folke-Livet, som i 📌England, 📌Tydskland og 📌Norden, med Kraft udbrød i Kæmpe-Viser og mindedes sig selv i fortløbende Sagn, der maatte nødvendig, naar ►Vidskabs-Timen slog, baade Troen findes rimelig og Livet giøre Paastand paa Forklaring. Og hvad nu især os Nord-Boer angaaer, hvis Arilds-Riger gik ufortærede giennem Skiærs-Ilden, hvis Arilds-Love trodsede ►Romer-Retten, den hellige saavelsom den søgne, og hvis ►►Brage-Maal og Old-Sagn endelig har gjort sig giældende i Middel-Alderen ei blot paa Nordisk men selv paa Latin, da maatte Nord-Stjernen synke i Havet, før vi kunde ombytte ►Fædrenes Aand med det Romerske Gienfærd, eller vort levende, dybe og deilige Moders-Maal med den to Gange døde, iiskolde, dræbende Latin. Et godt 688Exempel gav vore Fædre os i Kirken, da de lod ►Latinen gaae Pokker i Vold tilbage til 👤Christi selvgjorte Stat-Holder i 📌Rom, men istemde en Lov-Sang for Herren selv paa Moders-Maalet, og alle ►Mærker maatte da slaae feil, om vi ei følge Exemplet i ►Skolen, smide en af Dagene den Latinske Grammatik og Romer-Retten overbord, synge den ny Vise “►Kong Christjan stod ved høien Mast”, ►tone Flag for Christendommens Aand og ►seile vor egen Sø.

✂ Forudsat nu, det skeer, hvad egenlig slet ikke kan glippe, at vi, med alle dem, der giennem Middel-Alderen beholdt deres Moders-Maal og havde i det Sextende Aarhundrede baade Mod og Magt til at knække det Romerske Aag, i det 375 (US7) Nittende aldeles afkaste det, og stræbe under Fortsættelsen af Folke-Livet, at vinde Forstand saavel paa det, som paa Menneske-Livet i alle Henseender, da er det klart, at medens de gamle Børn legede og de Unge plagedes med de døde Sprogs Gloser og Regler, da havde Forsynet et Kæmpe-Maal i Sigte, selv Det maatte tjene.

✂ Skal nemlig vi og vore Børn lære at kiende Menneske-Livet heelt, da maae vi kunne overskue ►Slægtens Levnets-Løb og sætte os levende ind i alt det Forbigangne som vor egen Fortid, thi var Indbildnings-Kraften Old-Tidens Konge og var Følelsen Middel-Alderens Dronning, da maa den tredie Alder blive en virkelig Nyaars-Tid, da Aand og Hjerte leve op igien i Forstanden, saa den kan bevise sin Odels-Ret til Riget. Derfor maatte Old-Tidens Hoved-Sprog giennem Middel-Alderen bevares hos Jøder, Græker og Latinske Munke, og derfor maatte vi og vore Fædre trælle under Skole-Aaget, fordi Oldtidens Ihukommelse vilde ellers i den aandløse Tid gaaet uigienkaldelig tabt, istedenfor at den nu ►øiensynlig opstaaer lyslevende af Skole-Graven og kaster den kun til, fordi den er afbrugt, og passede kun til de Bog-Orme, der 689vel i Aandens Fraværelse var uundværlige, men er nu aldeles overflødige. Det var ►vist nok en latterlig Over-Tro, vi havde paa ►de Gamles ►skriftlige Efterladenskab (Reliqvier), paa Skole-Graven, hvori det var lagt, og paa de Mirakler, der skedte med alle de aandelige Krøblinger, der lod sig pidske i Graven og pilfingrede Been-Raden, men det gik med denne Levning af Middel-Alderens Over-Tro ligesom med hele Oplaget, at den var bygt paa Sandheds Tro, saa det gjaldt kun om, naar Man forkastede Æventyret, at beholde Historien som laae til Grund, og ei lade den herlige Spaadom undgiælde, hvad dens usle Fortolkere havde forbrudt. Saaledes sprang Luthher ud af ►Munke-Buret med den Tro, der ►bygde det, og overvandt netop med den al den Over-Tro, hvoraf det var fuldt, og saaledes bryde vi ud af Latin-Skolen med ►Vidskabs-Aanden, som der havde hvilet sine Been, og skal netop med den overvinde alle de tomme Indbildninger, Skolen har udklækket. Alle levende Folk vil i et Øieblik fatte, det er langt bedre at fornøie og forædle Ungdommen med Old-Tidens lyseste Anskuelse og ypperste Værker paa Moders-Maalet, ⓘ endend] GV, enb A at plage og dræbe den med Grammatik og 376 (US7) døde Sprog, der aldrig kan gavne Andre end hvem der besjæles af Aanden, gienkiender den i Gaade-Skriften, og har paa naturlig Maade vundet baade Koldsindighed og Livs-Erfaring Nok til at forstaae de Gamle, og sammenligne saavel deres Tanke-Gang som deres Tunge-Maal med sit Eget. Den Boglige ►Konst, hvorpaa Man hidtil i Tusind-Tal har fusket, vil da blive øvet af faa men virkelige Mestere, medens Old-Tiden, for nogle tusinde Trælle vinder Millioner fribaarne Velyndere, og skiænker Christenheden, istedet for Latinske Disputatser, sine store For-Billeder til folkelig Anvendelse paa alle Menneske-Livets Forhold!

---