↩ Heraf blev da Væddeløbs-Engen (Runnymead i 📌Surrey) ei langt fra Windsor, hvor Kong 👤John underskrev Magle-Brevet, et Classisk Sted i ►den ny Verden, og Man maa ingenlunde troe, at dette Brev var stilet paa at binde Kongens Hænder, 303 (US7) som i 📌England er en meget senere Opfindelse, thi hvad det forbyder, er kun saa grove Misbrug af Magten, som ingen skikkelig Konge vilde fristes til, og den Frihed i Huus og Hjem, Handel og Vandel, det lovede, var saa ►aabenbar til Landets Gavn, at den umuelig kunde være til Nogens Skade, som saae paa det. Dette var imidlertid ikke Kong 👤Johns Anskuelse, og da han ikke blot bestred Magle-Brevet med Pave-Buller, men Baronerne med Leie-Tropper, lærde de snart, hvad det nytter at have “Sort paa Hvidt” for Friheden og kaldte tilsidst i Fortvivlelse 👤Philip August til Hjelp, som ogsaa med stor Fornøielse sendte dem sin Søn 👤Ludvig til en Konge efter deres Hjerte. Den Franske Thron-Følger holdt nu virkelig Indtog i 📌London, men da lagde baade Kong 👤John og Pave 👤Inno592👤cens dem meget beleiligt til at døe (1216), thi da saavel den ny Pave som 👤Henrik Konge-Søns Formyndere var kloge nok til at bekræfte Magle-Brevet, blev 👤Ludvig snart tilovers og maatte være glad, han slap heelskindet hjem*👤Robert af Glocesters ►Rim-Krønike. ►Mathæus af Westminster ►A. 14–17. 👤Lingards ►Engelske Historie II. 261–82. 👤Sismondis Franske VI. 444–73.. Rigtignok stod Friheden allermest Fare under den følgende Regiering, da den herskesyge Grev 👤Simon af Montfort, selv en Franskmand og Søn af Albigensernes Skarp-Retter, opkastede sig til Borger-Frihedens og de Indfødtes Beskytter mod Kongens Franske Yndlinger, thi af saadanne Folke-Ledere blive de ægte Tyranner; men ogsaa med 👤Simon legede Lykken, saa hvad han vandt ved Lewes (i 📌Sussex), hvor han fangede hele Konge-Huset, var Intet imod hvad han Aaret efter (1265) tabde ved Evesham (i Worcestershire), hvor han faldt*👤Robert af Glocesters ►Rim-Krønike. ►Mathæus af Westminster ►A. 1258–65. 👤Lingards ►Engelske Historie II. 322–58., og tog naturligviis hverken Engelsk-Mændenes fri Folke-Stemme eller Moders-Maal med sig i Graven. Disse to gode Ting, som Gud ►aabenbar har sammenføiet og Mennesker aldrig maatte adskille, er det imidlertid vi fæste Øie paa, thi havde end Baronerne Lyst til at beherske baade Kongen og Folket, kan vi dog ei beklage, at det mislykkedes, saa det Engelske Under-Huus (The House of commons), som ligefra 👤Edvard Langbeens til vore Dage har givet alt det Folkelige Mund og Mæle, staaer nødvendig for os som Frihedens virkelige i det Trettende Aarhundrede vundne ►Palladium. Dette Under-Parlament af Smaa-Herremænd og Kiøbstæd-Borgere sammenkaldtes ►vist nok hverken dengang eller i de første tre Aarhundreder, 304 (US7) som nu, for at give Riget og tildeels 📌Europa 593Love, thi Meningen var kun at tale med dem om Byrderne, de skulde bære, og at høre, om de havde Noget at klage, men et lovgivende Under-Huus (regierende Undersaatter) er ogsaa langt fra at være nogen Herlighed, det var kun, under Frihedens Kamp med herskesyge Konger og en ►rovgierrig Adel af fremmed Herkomst, et nødvendigt Onde.