Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd.
✂ Det var egenlig først en halvsnees Aar før det store Kors-Tog (1087), da 👤Villum Erobrer døde, vi forlod 📌England, for at følge den anden Normanniske Erobrer 👤Robert Viskard til sin Grav (1184), og derpaa, ligesom deres drabelige Sønner, 👤Robert og 👤Boemund, giøre Franskmændene 👤Gotfred og 👤Raimund Selskab til 📌den hellige Grav, saa naar den er taget og tabt igien, maatte vi i alle Tilfælde tye tilbage til Franker og Normanner og see til at finde en Traad, der førde videre. For at det imidlertid ei skulde skee alt for hovedkulds, førde Skæbnen Træ-Brødrene 👤Richard Løve-Hjerte og 👤Philip Stærblind, eller, som hans Lov-Taler har omdøbt ham, 👤Philip August, til os ved 📌Akre, hvor det daadfulde Kors-Tog, ligesom Iliaden, endtes med glimrende Ridder-Spil. Naar vi nu vende tilbage med dem, kan det vel ved første Øiekast synes, som vi maatte begynde med de Franske Kongers og Ridderes Bedrifter i Hjemmet, da det unægtelig var blandt dem Kors-Toget fødtes og fandt mest Deeltagelse, men naar vi opdage at i Hjemmet har de ingen Historie, da forbyder det sig selv, og da slaaer det os, at før Normannerne kom, havde de heller ingen, saa Normannerne har rimeligviis taget den med dem til 📌England. Gaae vi nu over 📌Kanalen, da stadfæster Formodningen sig ogsaa ganske rigtig, thi der giver 👤Villum af Malmsbury, 👤Roger af Howden og andre Flere os god Beskeed baade om 📌England og dets Forhold til 📌Frankrig, saa Fransk-Mændene maae tilskrive sig det selv, at vi baade betragte deres Forhold til 📌Normandiet 585 298 (US7) og 📌England som Hoved-Sagen og betragte det med Engelske og Normanniske Øine.
✂ Tage vi nu vort Stade paa den ►mærkværdige Øe, hvor Christendom og ►Boglig Konst med det Syvende Aarhundredes Begyndelse, i Araber- og Longobarder-Tiden, ei blot fandt et Fristed men en frugtbar Jord-Bund, saa de nye Skud udbredte sig over 📌Tydskland og 📌Norden; da see vi den ved den Normanniske Erobring i alle Maader lænket til 📌Frankrig, men dog ingenlunde let at rokke, saa stærke Drag var uundgaaelige og Udfaldet saare tvivlsomt. Dette blev den lange Trætte mellem 📌London og 📌Paris, som vel egenlig begyndte med Slaget ved 📌Hastings (1066), men antog dog først i Vinter-Leiet paa 📌Sicilien, i Leiren ved 📌Akre og i Ridder-Spillet paa Kysten af 📌det hellige Land (1190–92), sin rette Skikkelse, som en Kamp paa Liv og Død mellem to stridbare Blandings-Folk, paa begge Sider af Gallisk, Tydsk og Nordisk Rod, men i et saare forskjelligt Forhold, som Sprogene vise, saa i 📌Frankrig havde det Galliske opslugt alt Andet men i 📌England gjorde det undertrykte Nordiske Opstand og tilkæmpede sig Over-Vægten. Kun fra denne folkelige Syns-Punkt kan vi lære at forstaae den ellers ubegribelige Haardnakkenhed, hvormed Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd i sex Aarhundreder har bekæmpet hinanden, som det synes, blot af Lune, men ►aabenbar af den Følelse, at de med Grund-Lighed tog en modsat Retning, som det var dem en Slags Saligheds-Sag at giøre seirende paa begge Sider af 📌Kanalen. Vel synes det i Slutningen af Middel-Alderen (1200–1450) egenlig kun at være Engelsk-Mændene, der ei vil lade Fransk-Mændene have Fred, men det synes dog kun saa, naar Man glemmer, at Fransk-Mændene i det Ellevte Aarhundrede har indtaget 📌England, udryddet dets gamle 586Adel, paatvunget det Fransk Herskab og, saavidt mueligt, Fransk Tunge-Maal og Tanke-Gang, hvoraf hele Kampen udvikler sig, ikke fordi Engelsk-Mændene vil indtage 📌Frankrig, men fordi de vil afkaste og sønderbryde det Franske Aag, medens deres Franske Herskab vil forevige det ved at blive enevældigt paa begge Sider af 📌Kanalen. Engelsk-Mændene, som Angel-Sachsernes Børn, bekæmpe i Hjemmet det Franske Herskab, fordi de hade det, men de saakaldte Engelske Konger og Baroner stride i 📌Frankrig, fordi de elske det, og haabe ved Hjelp derfra at faae Bugt med det trodsige Engelske Væsen, hvorpaa det var langt lettere at knække 299 (US7) Halsen end at bøie Nakken. I den lange Strid mellem Kapetinger og Plantageneter, først om 📌Normandiet og 📌Guienne og siden om den Franske Krone, er der da slet intet andet ægte Engelsk end Pengene, den koster, og det er Engelsk-Mændenes Triumph, at Kapetingerne vinde Spillet, skiøndt de endda, med et Vælsk Konge-Huus, en Fransk-Normannisk Adel og Latinsk Videnskabelighed, har ondt nok ved at beholde deres Moders-Maal og forsvare deres Frihed.
✂ Betænke vi nu, hvad dette Moders-Maal og denne Frihed i ►Nyaars-Tiden har været og virket, ja, er og virker endnu i denne Time, da seer vi let at Kampen mellem Engelsk og Fransk i Middel-Alderen vilde være En af de største Stats-Begivenheder, om end ►Mærkværdigheden var aldeles eensidig, men nu opvoxde 📌Frankrig ogsaa under Striden til en Stor-Magt, hvis verdenshistoriske Indflydelse er lige vis, hvordan Man end bedømmer den, og hvis Uundværlighed til 📌Europas Lige-Vægt Tiden klarlig har viist, saa vi maatte være aldeles ligegyldige ved den Verden, hvori vi leve, hvis Oprindelsen til Alt hvad der ligger i Ordet “London og 📌Paris”, var os ubetydelig. Ligger nem587lig end ikke, som Engelsk-Mænd og Fransk-Mænd sædvanlig mene, hele den nyskabte Verden deri, saa opvoxde dog virkelig 📌London og 📌Paris i det Trettende Aarhundrede til Verdens Hoved-Stæder og holdt aldrig op at være det, skiøndt Man med Rette i den Ene savner Øiet for det Store og i den Anden Smagen for det Skiønne. At 📌Paris, uagtet sin store Mangel, ei blot af Romanske Folk agtes for en fuldkommen Hoved-Stad, men har selv for de ►Gothiske hidtil vundet Prisen fra 📌London, ligger nu vel tildeels deri, at Man kun hos sig selv finder det Stygge smukt og det Smagløse nydeligt, medens Man hos Andre let tilgiver det Smaalige, men Hoved-Grunden er dog den Aandløshed, der altid hersker, hvor ►Latinen seirer.
✂ Denne Latin-Seier i hele sin gruelige Udstrækning var det nu 👤Villum Erobrer, efter Slaget ved 📌Hastings, vilde bevirket i 📌England, ved at dele Landet mellem sine Franske Baroner, udelukke alle Angel-Sachser fra geistlig og verdslig Hæder og afskaffe deres Sprog baade i Kirken, i Skolen og for Retten, og det er frygteligt at see, hvor vidt det lykkedes, thi ikke blot ►syndes snart al Frihed og folkelig Dannelse 300 (US7) forsvundet, men endnu bærer Sproget og Alt i Kirken, i ►Skolen og for Retten dybe Spor af det Fransk-Latinske Tyranni. Tiden viiste imidlertid, at det var ikke 👤Villums Magt men de dannede Angel-Sachsers (Adelens og Geistlighedens) Afmagt, der fremmede den sørgelige Forvandling, som ►alt var begyndt, før han kom, thi da der ved Kors-Togene igien kom Ild i hvad der var brændbart, reiste den Angel-Sachsiske Almue ⓘ strax Hovedet i Veiret, og vandt sin første Triumph, da Borgermands-Sønnen fra 📌London, 👤Thomas Becket (1162) blev Ærke-Biskop i 📌Canterbury. Vel var denne fordum saagodtsom regjerende Ypperste-Præst under de 588Normanniske Volds-Mænd nedsunket til en underdanig Hof-Præst, og da 👤Henrik ►Lyngstilk (👤Plantagenet)► gav 👤Thomas, sin Kantsler, den høie Titel, var det netop hans Haab at han ikke vilde misbruge den til at forsvare hvad Man kaldte Kirkens Friheder, men han tog ►mærkelig Feil, og skiøndt han derfor lod 👤Thomas slaae ihjel for Alteret (1170), saa ►gjorde han dog derved kun Ondt værre, thi Engelsk-Mændene fik nu i ham en folkelig Martyr og Skyts-Helgen, ved hvis Grav selv Kong 👤Henrik maatte lade sig hudflette. Endnu i hans Dronning 👤Eleonores Dage gjorde 👤Layamon, eller hvad han egenlig hedd, Over-Gangen til det Ny-Engelske Skrift-Sprog i en stor Riim-Krønike, der vel endnu er utrykt, men desuagtet lige ►mærkelig, og kun en Menneske-Alder senere (1208) fik 📌London sin første ►Lord-Major i 👤Alvins (👤Ælfvins) Søn 👤Henrik *👤Fabyan Klæde-Kræmmers ►Engelske og Franske Krønike (i Optrykket) S. 318., hvoraf de rimelige Følger ingenlunde udeblev.
✂ Hvad nu Forholdet til 📌Frankrig angaaer, da maae vi huske, at 👤Villum Erobrers yngste Søn, 👤Henrik Præste-Lærd, skildte sin fra det Store Kors-Tog navnkundige Broder saavel ved 📌Normandiet som ved Kronen og Friheden, og da 👤Erobrerens Mands-Linie uddøde med denne første 👤Henrik (1135), blev snart hele det vestlige 📌Frankrig, fra 📌Kanalen til 📌Pyrenæerne, forbundet med den Engelske Throne. 👤Henrik Præstelærds ►Daatter-Søn og ►Navner, 👤Richard Løve-Hjertes Fader, var nemlig en Greve-Søn af 📌Anjou og giftede sig syv andre Grevskaber til ved at ægte Dronning 👤Eleonore, som 👤Philip Augusts Fader, Kapetingen 👤Ludvig den Syvende, efter det daadløse Kors-Tog forskiød.
✂ 301 (US7) Veed vi nu fremdeles, at det sydlige og østlige 📌Frankrig for en stor Deel regnedes til Keiserdommet og 589at Greven af 📌Flandern viiste sig langt mere selvstændig end underdanig, da see vi strax at Kapetingerne i deres første to Aarhundreder (987–1180) var egenlig kun ►Nisse-Konger i 📌Isle de France, men under 👤Philip August (1180–1223) vendte Bladet sig pludselig, saa Kapetingerne snart fik hele 📌Frankrig til deres Stam-Gods. Selv 👤Richard kunde ikke meer end netop holde 👤Philip Stangen, og under hans elendige Broder, 👤John uden Land, bemægtigede 👤Philip sig ikke blot 📌Normandiet og hele Resten, paa 📌Guienne nær, men greb endogsaa med gode Udsigter efter den Engelske Krone. Dette beviser nu vel ikke, at 👤Philip var nogen stor Mand, men dog at han var “►Rigets Formerer”, og at han var født i en lykkelig Tid, da ikke blot alle de, der talde Fransk begyndte at ansee sig for eet Folk, men da Universitetet i 📌Paris, som et nyt Verdens Under-Værk, ►alt gjorde Opsigt over hele 📌Vester-Leden, saa hans Lov-Taler, Mester Rigord, forsikkrer paa sin Ære, at Mage til Søgning havde hverken 📌Ægypten eller 📌Athenen havt*Rigord hos ►Duchesne V. 58.. For at giøre 👤Philips Lykke fuldstændig, mistede 📌Flandern i hans Dage sin sidste 👤Baldvin, der til sin Ulykke blev Keiser i 📌Konstantinopel, medens gamle Grev 👤Raimunds Ætmænd i 📌Toulouse fik deres Rest ved det Albigensiske Kors-Tog, og Kapetingen vandt den berømte Seier ved Bovines (1214) saavel over sine kryeste Lehns-Mænd som over Keiseren selv i 📌det hellige Romerske Rige *Sammest. 58–65. 👤Sismondis ►Franske Historie VI. 356–66..
✂ Herved blev da 👤Philip August udødelig i Verdens-Historien, med den Franske Throne og Universitetet i 📌Paris, medens 👤John uden Land (1199–1216) kun blev slemt berygtet for 📌Normandiets Tab, for Hyldings-Eden, han svor den hellige Fader, og for Magle-590Brevet (Magna Charta), han gav sine studse Baroner, men alle disse Ting er dog, som Betingelserne for den Engelske Frihed, langt fornøieligere end 👤Philips og Pariser-Universitetets Storhed, der kun avlede det Franske Tyranni. De Normanniske Baroner i 📌England maatte nemlig afskiæres fra deres Franske Hjem-Stavn, før de lærde at tale Engelsk og nærmede sig Folket, og Ærke-Bispen i 📌Canterbury maatte have et Ryg-Styd i Paven istedenfor 302 (US7) en Svøbe i Kongen, naar Borger-Friheden i ham skulde faae en Tals-Mand, den ei kunde undvære, saa 📌Normandiets Tab og Pavens Lehns-Høihed, som de Engelske Historie-Skrivere sædvanlig ømme sig ved, var i Grunden langt større Vinding end Magle-Brevet, som de juble over, men maae dog selv bekiende, trængde i tohundrede Aar til at fornyes fem og tredive Gange og skreves derpaa under Tudor-Slægten reent i Glemme-Bogen*👤Lingards ►Engelske Historie II. 259.. Naar Man ogsaa i 📌det Brittiske Museum betragter dette den Engelske Friheds saakaldte ►Palladium, og seer, det er kun et Stykke Papir, der ikke engang har kunnet forsvare sig selv mod alskens Ulæmpe, da begriber Man let, det er kun vigtigt, som et Vidnedsbyrd om, at der i det Trettende Aarhundrede var levende Folk til, som havde Friheden kiær og Kraft til at hævde den, og at deres Æt, hvortit den saa daanede, dog aldrig uddøde.
✂ Det gik for Resten kortelig saaledes til, at under en Strid om Ærkebispe-Valget (1205) tog Pave 👤Innocens den Tredie sig den Frihed selv at udnævne Engelsk-Manden Steeven Langton, en god Bekiendter ad ham og berømt ved Pariser-Universitetet, til den høie Værdighed, hvad Kong 👤John tog meget ilde op og ►stampede enstund imod Brodden, men da Paven tilsidst erklærede 591ham for afsat og udnævnede 👤Philip August til sin verdslige Arm ved denne Leilighed, saa ►krøb 👤John til Korset► (1213) og blev, hvad han vel agtede for en stor Skam, men hvad de gamle Angel-Sachsiske Konger havde anseet for en Ære, den hellige Faders Lehns-Mand*👤Lingards ►Engelske Historie II. 219–38.. Hermed var nu Paven fornøiet, men Steeven Langton stillede sig i Spidsen for Baronerne, som forlangde “Kong 👤Edvards gode Lov” istedenfor det Franske Tyranni, og da 👤Johns ►Bunds-Forvandte havde tabt Slaget ved Bovines, saae han sig (1215) nødt til at love Alt hvad Ærke-Bispen, Baronerne og 📌Londons Borgerskab forlangde, skiøndt han selv kaldte det at gaae i Slaveriet*►Radulf Coggeshall hos ►Martene og Durand V. 872–82. 👤Humes ►Engelske Historie II. 77–91. ►Lingards II. 240–60..
✂ Heraf blev da Væddeløbs-Engen (Runnymead i 📌Surrey) ei langt fra Windsor, hvor Kong 👤John underskrev Magle-Brevet, et Classisk Sted i ►den ny Verden, og Man maa ingenlunde troe, at dette Brev var stilet paa at binde Kongens Hænder, 303 (US7) som i 📌England er en meget senere Opfindelse, thi hvad det forbyder, er kun saa grove Misbrug af Magten, som ingen skikkelig Konge vilde fristes til, og den Frihed i Huus og Hjem, Handel og Vandel, det lovede, var saa ►aabenbar til Landets Gavn, at den umuelig kunde være til Nogens Skade, som saae paa det. Dette var imidlertid ikke Kong 👤Johns Anskuelse, og da han ikke blot bestred Magle-Brevet med Pave-Buller, men Baronerne med Leie-Tropper, lærde de snart, hvad det nytter at have “Sort paa Hvidt” for Friheden og kaldte tilsidst i Fortvivlelse 👤Philip August til Hjelp, som ogsaa med stor Fornøielse sendte dem sin Søn 👤Ludvig til en Konge efter deres Hjerte. Den Franske Thron-Følger holdt nu virkelig Indtog i 📌London, men da lagde baade Kong 👤John og Pave 👤Inno592👤cens dem meget beleiligt til at døe (1216), thi da saavel den ny Pave som 👤Henrik Konge-Søns Formyndere var kloge nok til at bekræfte Magle-Brevet, blev 👤Ludvig snart tilovers og maatte være glad, han slap heelskindet hjem*👤Robert af Glocesters ►Rim-Krønike. ►Mathæus af Westminster ►A. 14–17. 👤Lingards ►Engelske Historie II. 261–82. 👤Sismondis Franske VI. 444–73.. Rigtignok stod Friheden allermest Fare under den følgende Regiering, da den herskesyge Grev 👤Simon af Montfort, selv en Franskmand og Søn af Albigensernes Skarp-Retter, opkastede sig til Borger-Frihedens og de Indfødtes Beskytter mod Kongens Franske Yndlinger, thi af saadanne Folke-Ledere blive de ægte Tyranner; men ogsaa med 👤Simon legede Lykken, saa hvad han vandt ved Lewes (i 📌Sussex), hvor han fangede hele Konge-Huset, var Intet imod hvad han Aaret efter (1265) tabde ved Evesham (i Worcestershire), hvor han faldt*👤Robert af Glocesters ►Rim-Krønike. ►Mathæus af Westminster ►A. 1258–65. 👤Lingards ►Engelske Historie II. 322–58., og tog naturligviis hverken Engelsk-Mændenes fri Folke-Stemme eller Moders-Maal med sig i Graven. Disse to gode Ting, som Gud ►aabenbar har sammenføiet og Mennesker aldrig maatte adskille, er det imidlertid vi fæste Øie paa, thi havde end Baronerne Lyst til at beherske baade Kongen og Folket, kan vi dog ei beklage, at det mislykkedes, saa det Engelske Under-Huus (The House of commons), som ligefra 👤Edvard Langbeens til vore Dage har givet alt det Folkelige Mund og Mæle, staaer nødvendig for os som Frihedens virkelige i det Trettende Aarhundrede vundne ►Palladium. Dette Under-Parlament af Smaa-Herremænd og Kiøbstæd-Borgere sammenkaldtes ►vist nok hverken dengang eller i de første tre Aarhundreder, 304 (US7) som nu, for at give Riget og tildeels 📌Europa 593Love, thi Meningen var kun at tale med dem om Byrderne, de skulde bære, og at høre, om de havde Noget at klage, men et lovgivende Under-Huus (regierende Undersaatter) er ogsaa langt fra at være nogen Herlighed, det var kun, under Frihedens Kamp med herskesyge Konger og en ►rovgierrig Adel af fremmed Herkomst, et nødvendigt Onde.
✂ Angel-Sachsernes Folkelige og ►Borgerlige Opstandelse gik da for sig under 👤Henrik den Tredie, og naar Man derfor kalder hans lange Regieringstid (1216–72) daadløs, da leger Man kun med Ord, thi Alt hvad der skedte i hans Søn 👤Edvard Langbeens Dage (1272–1307) er hverken i 📌Englands eller i Verdens Historie at sammenligne med dette Vidunder, uden hvilket der, under ►Latinens og Romer-Rettens Aag, ingen Redning vilde været for 📌Nørre-Ledens Folke-Aand og Moders-Maal. Det Angelsachsiske Konge-Navn, 👤Edvard bar, er imidlertid selv et Vidnesbyrd om Engelskhedens Seier, og kan vi end ikke beundre hans ►Herre-Færd, maae vi dog tilstaae, den var folkelig, hvorfor det ogsaa lød halv pudseerlig men dog klagelig ved hans Grav:
✂
Og var min Tunge end gjort af Staal,
Og Hiertet af Malm deslige,
Saa kunde dog ikke mit Tunge-Maal
Hans Fromhed ►tilgavns udsige*Kæmpe-Viserne (►Relicks of ancient poetry) hos Percy II. 171.!
✂ Samme 👤Edvard, hvem de urimelige Engelsk-Mænd, der dog vilde have gamle Kong 👤Edvards “gode Lov”, kalde “den Første”, var nemlig med eet Ord en Krigs-Mand, men skiøndt han ►sagtens talde bedre Fransk end Engelsk, brød han sig dog, paa godt Angel-Sachsisk, kun lidt om 📌Frankrig, og stræbde kun af hele Øen at danne et Stor-Britannisk ►Keiserdom for sig selv. 594Dette lykkedes nu vel først trehundrede Aar senere, men ►det første Skridt til hvad der falder saa vanskeligt og virker dog saa meget, som Forbindelsen mellem 📌England og 📌Skotland, er derfor lige ►mærkværdigt►, og Undertvingelsen af 📌Wales, der heller hverken var let eller ubetydelig, fuldendte 👤Edvard saa omtrent.
✂ Hvad nu ►Kymrerne, eller som de, morsomt nok, hedde paa Engelsk, ►Vælsk-Mændene ►ͻ: de Fremmede, i de ottehundrede Aar mellem Angel-Sachsernes Indvandring og 👤Edvards Triumph, egenlig tog dem for, Andet end at vogte Faar 305 (US7) paa 📌Snowdon og nappes med Naboerne, det er endnu en Hemmelighed, hvorom Engelsk-Mænd og ►Vælsk-Mænd slet ikke kan enes, men de Første har dog ►aabenbar Ret i, at “Stort” kan det neppe have været, da det gaaer med alle store Ting paa Jorden, ligesom med ►Staden paa Bierget “der kan ikke skjules!” Haandhævelsen af Frihed og Moders-Maal ved Siden ad saa vældige, glubske og nærgaaende Folk som Angel-Sachser og Normanner, er imidlertid ogsaa en Kiends-Gierning, som Man ei maa forlange, ►Vælsk-Mændene skal finde lille, og det kan nok være, de ►Vælske Barder har større Fortjeneste af Moders-Maalets Opstandelse i 📌England, end der endnu lader sig bevise. 👤Galfred fra Monmouth er ►vist nok ilde berygtet for sin ►Brittiske Historie, med alle dens Æventyr om Kong ►Arthur og ►Tusind-Konstneren ►Merlin, men den beviser ligefuldt, at der var Barder til før hans Tid (det Tolvte Aarhundrede), og saavel paa ham som paa hans Lands-Mand 👤Sylvester Girald, der har beskrevet 📌Wales, seer Man tydelig, at de ►studerede Vælskmænd kom Old-Tiden levende ihu, mens deres Naboer glemde den, saa de har sikkert bidraget til at vække Engelsk-Mændene, der i denne Henseende altid har trængt til Sporen. Naar Kymrerne 595derimod beskylde 👤Edvard for at han lod alle deres Barder nedsable og gjorde dermed Ende paa Sangen, da giør de ham sikkert Uret, thi deels vilde det være lettere at udrydde Fuglene under Himmelen end at giøre et poetisk Folk til det Modsatte, og deels var Barderne udentvivl uddøde før 👤Edvard blev født. Baade skal nemlig den saakaldte “Sorte-Bog”, som ►indslutter Kymrernes poetiske Herlighed, klarlig være fra det Tolvte Aarhundrede, og tillige omtaler Girald fra samme Aarhundrede den berømte Fabel-Digter Bledherk som allerede død og borte*Girald hos 👤Camden S. 891. 👤Humes ►Engelske Historie II. 247. ►Lingards II. 403. 👤Conybears Oplysninger (illustrations) om Angel-Sachsisk Poesi S. LXI., medens Historien lærer os, at hvor det gaaer naturligt til, kommer Fabelen først naar Æventyret er ude.
✂ Fra 👤Henrik ►Lyngstilks► Tid, som huserede slemt i 📌Wales, faldt Fyrsterne der sædvanlig til Føie, naar Kongerne satte dem Kniven paa Struben, men det varede aldrig længer end til Ulykken var ovre, og i den urolige Tid under 👤Henrik Johnsen var især Fyrsten af 📌Nord-Wales, eller som han sædvanlig kaldtes “Herren paa 📌Snowdon ►ͻ: Sne-Hætten” blevet vant til 306 (US7) at raade sig selv. Havde 👤Edvard imidlertid ►været nøiet med ordenlig Lehns-Høihed, vilde det i hans Dage neppe kommet til det Yderste, thi Herren paa 📌Snowdon, Levelin, følde sin Afmagt, bukkede strax for sin Overmand (1277), og afstod ham ganske Flint og Denbigh Shire, men da her nu, med Engelsk Lov og Dom, førdes Krig mod alle ►Vælske ►Sæder og Skikke, blev Indbyggerne naturligviis fortvivlede, giorde Opstand og fandt Medlidenhed hos alle deres Lands-Mænd, saa Kampen blev haardnakket (1282 og 83) og Udfaldet tvivlsomt. Engang sendte derfor 👤Edvard Ærke-Bispen af 📌Canterbury op 596til 📌Snowdon for at underhandle, og lod imidlertid en Trop snige sig over fra Anglesea for at overrumple Levelin, men det kostede meget engelsk Blod, og først da Levelin ved et ►særdeles Lykke-Træf fik sit Bane-Saar, kom 👤Edvard til at ►spille Mester. Da saa Levelins Broder 👤David, ved Forræderi, faldt i Seier-Herrens Hænder, lod han ikke blot hans Hoved hugge af og sætte paa Stage ved Siden af Levelins, men Kroppen blev firkløvet, for at 📌Winchester og 📌York, 📌Bristol og Northampton kunde hver faae sin Part, og saa reves de to Første endda om den høire Skulder, til 📌Winchester endelig vandt Seier*Aarbøgerne hos Gale II. 110–11. 234–38. ►Mathæus af Westminster ►A. 1282–83. 👤Lingards ►Engelske Historie II. 73. 228. 295. 395–402..
✂ Saaledes uddøde da Herrerne paa 📌Snowdon med Levelin, Griffins Søn, der i tolvte Ledd nedstammede fra 👤Roderik den Store, som eiede hele Landet, og naar Krønikerne tilføie, at saaledes blev Kymrernes Ære, med alle deres Helligdomme og Kong ►Arthurs Krone, Engelsk-Mændene til Deel, da faaer Man vel for denne Gang slaae en Streg over Æren, og bede dem nøies med Fordelen, skiøndt det er ganske rigtigt, hvad 👤Mathæus af 📌Westminster anmærker, at Man heri klarlig sporer “Guds Forsyn”, der fandt for godt, at de vilde Kræfter skulde tæmmes og den Engelske Thron-Følger være den eneste “Prinds af 📌Wales”! Herom overbevises vi nemlig ei blot ved den lange Række af ►Vælske Oprør, under Rese og Conan, Morgan og Madok, i 👤Edvards Dage, men især derved, at endnu et Aarhundrede senere behøvede Herremanden Owen Glendour, rasende over Rettens Fornægtelse, blot at reise Opstands-Banneret, for at see alle ►Vælsk-Mænd, selv fra 📌London og 📌Oxford, strømme til sig og derved 597sættes istand til at trodse, saa den drabelige 👤Henrik den Femte vidste tilsidst ikke bedre Raad end at lade, som han ikke vidste, 👤Owen kaldtes 307 (US7) Herre paa 📌Snowdon *►Mathæus af Westminster ►A. 1287. 92. 94. 👤Lingards ►Engelske Historie III. 301–4.. At en anden Vælsk Herremand, 👤Owen Tudor, vovede sin Hals ved at ægte samme 👤Henriks Enke-Dronning, og blev derved Stam-Fader til 📌Englands strængeste Herrer og største Tyran, er ogsaa ►mærkværdigt, deels som et Tegn paa Kymrernes Anlæg og deels som et Glimt af Gjengjældelsens Ret.
✂ Vi maae nu, ligesom 👤Edvard, vende os til 📌Skotland, og hvad enten han, som Skotterne skylde ham for, har ødelagt Rigets gamle Historie eller ikke, maae vi dog ogsaa efterligne ham deri, ikke at bryde os om den, men kun passe paa 👤Vallas og 👤Bruus, hvis Virkelighed vi imidlertid er langt fra at finde saa ubeleilig som han. Vi, som kun med Øinene vil indtage Landet, finde det nemlig vakkert af vore Frænder op imod de Grampianske Bjerge, at de, ligesaavel som Angel-Sachserne, vaagnede i det Trettende Aarhundrede og lod sig ligesaalidt træde paa Nakken af deres sydlige Naboer, som tages ved Næsen af deres ►Galiske Formyndere, og hvad vi har imod dem er da kun, at de var værst mod dem selv, saa deres Opstandelse (ligesom Walther Skots ►Muse) fødte mange smukke Romaner men kun en daarlig Historie.
✂ Dog, uagtet vi endnu mindre kan befatte os med den Pharaoniske Prindsesse ►Skota i 📌Norden, end med den Classiske Mester ►Brutus i Syden, og maae lade alle baade lærde og læge Trætter om Kaledonier, Pikter og Skoter skiøtte dem selv, saa maa vi dog bemærke, at der fra Arilds-Tid var og er endnu to Slags Folk i 📌Skotland saavelsom i 📌England, saa kun de i 📌Syd-598Ost ligner Angel-Sachserne, medens de i Nord-Vest klarlig har Sprog og Herkomst tilfælles med Irlænderne. Disse Bjerg-Skotter havde ►aabenbar, i det Mindste hvad Aand og Kundskab angaaer, Overhaand lige til i det Trettende Aarhundrede, da deres Præste-Kaste, Kuldeerne, forsvinder, Nordiske Navne komme til Ære og det første bekiendte Vers lyder i Lavlændernes Sprog, thi det er Klage-Sangen over 👤Alexander den Tredie, med hvem Mands-Linien uddøde af den Konge-Slægt, der i halvtrediehundrede Aar, eller fra 👤Knud den Stores Dage, havde regieret i 📌Skotland. Ved denne Kong 👤Alexanders Død (1286) var det, der blev Trætte om Thron-Følgen, som 👤Edvard betjende sig af til 308 (US7) at annamme Riget, under det Paaskud, at de Skotske Konger fra Arilds-Tid havde erkiendt de Engelske for deres Lehns-Herrer, og vi behøve saameget mindre at indlade os i Trætten om denne dunkle Sags Rigtighed, som det er klart, at hverken vilde 👤Edvard udfægte sin Sag for Retten, ikke heller vilde han nøies med saamegen eller saaliden Hylding, som Skotte-Kongen havde ydet sin Nabo i den Tid, Man kiender Noget til: fra den første 👤Dunkan til den sidste 👤Alexander. Det skal imidlertid ikke nægtes, at 👤Alexander, ved at reise til 📌London og hylde 👤Edvard og modtage 175 Pund for Kost og Tæring, spillede en meget underordnet Rolle, ►om han endogsaa udtrykkelig erklærede, at Hyldingen ei skulde giælde det Skotske Rige, men kun de Grevskaber i 📌England, han gjorde Fordring paa og ventede engang at faae*👤Humes ►Engelske Historie II. 254–60. ►Lingards II. 394. 408–10.. Ikke heller kan det undgaae vor Opmærksomhed, at hvis Skotterne ikke betragtede 👤Edvard som deres Lehns-Herre, da lukkede de selv Ulven ind i Faare-Stien, ved at vælge den stridbare og herskesyge Nabo-Konge til Vold599gifts-Mand mellem Beilerne til en Brud, han selv havde Øie paa.
✂ Egenlig var det den saakaldte “👤Norske Pige”, der skulde arvet den Skotske Krone, thi efter en ►aaben Feide af tre, fire hundrede Aar, som sluttede med det ►Tog, hvorpaa 👤Hakon den Gamle satte Livet til (1260), var Kong 👤Erik Præste-Hader i 📌Norge til godt Forligelse-Maal blevet gift med en Skotsk Prindsesse, hvis lille ►Daatter 👤Margrete nu kaldtes til Thronen, men døde paa Over-Farten (1290) og gjorde derved en Streg i 👤Edvards Regning, som havde klappet et Giftermaal sammen med hende og sin ældste Søn. Da han imidlertid fik Lov til at dømme mellem de tretten Beilere, der nu meldte sig til Kronen, erklærede han sig for en 👤John Baliol, men satte ham paa samme Fod som sine Engelske Jarler, fradømde ham Kronen igjen, da han mukkede, og tilkiendte sig selv det Skotske Rige, som et hjemfaldent Lehn*►Mathæus af Westminster ►A. 1290–92. 1295. Humes-Engelske Historie II. 249–53. 59–67. ►Lingards II. 405–6. 410–19..
✂ See, det Sidste, som var Hoved-Sagen, paastod 👤Edvard aldrig, havde været Skik fra Arilds-Tid, men ►grundede det kun, som 👤Mathæus af 📌Westminster udtrykkelig siger, paa ►Spydstage-Retten (lege belli), hvorved han unægtelig selv tilkiendte Skotterne samme Ret, skiøndt han fandt det ugudeligt af dem, at de, selv efter store Nederlag, blev ved at pukke paa den*👤Mathæus af 📌Westminster ►A. 1296–1305..
✂ 309 (US7) 👤John Baliol lod nemlig strax efter Slaget ved 📌Dunbar (1296) Sagen falde og fik frie Værelser i 📌Tower, men desuagtet var Skotterne halstarrige nok til, under Anførsel af en fattig Ridders-Mand: 👤Villum Vallas (👤Wallace), ei alene at drive Engelsk-Mændene ud, men selv at hjemsøge dem paa deres egne Ene-Mærker. 600Derpaa stod Slaget ved 📌Falkirke-Skov i 📌Tweed-Dalen (1298), hvor Skotterne faldt som Fluer, og 👤Vallas tabde meer end Livet: hele sin Anseelse, saa Man hører ikke mere til ham, før han (1305) falder i 👤Edvards Hænder, værre for ham end nogen Tigers Kløer, thi vilde Man sige, han blev parteret Ledd for Ledd, da var det endnu meget for lidt*👤Mathæus af 📌Westminster ►A. 1305–6.. Desuagtet varede det ikke længer end til næste Aar, før der var nye Optøier, som gik saavidt at Skotterne endog satte Kronen paa Jarlen af Carrick, 👤Robert Bruus, hvis Fader havde været 👤Baliols Med-Beiler, da de Begge paa Mødrene-Side nedstammede fra den Skotske Prinds 👤David, der var med 👤👤Richard Løve-Hjerte i 📌det hellige Land. Dette var jo høist ærgerligt for en Herre, der med Sværdet saa klarlig havde beviist sin Ret, men Døden tillod ham dog ikke at føie Hovedet af 👤Bruus til det af 👤Vallas, og vi maatte være urimelige Engelsk-Mænd, for ei i dette Stykke at være enige med Døden. 👤Edvards Søn, der ei havde Andet af Faderen end Navnet, mødte vel siden (1314) 👤Robert Bruus ved 📌Bannakborn, ei langt fra 📌Dunbar, med en talrig Hær, men maatte paa Flugten nøies med et meget lille Følge, og skiøndt Engelsk-Mændene krympede sig længe ved at opgive 👤Edvard Langbeens klare Ret til den Skotske Throne, bragde dog 👤Robert Bruus dem endnu før sin Død til (1328) at erkjende hans ligesaa klare og for Øieblikket langt strængere Ret til at beholde hvad han besad*👤Lingards ►Engelske Historie III. 3–4..
✂ See, det er i en Sum Beskrivelsen af Skotternes haarde men dog heldige Kamp giennem en heel Menneske-Alder for deres Selvstændighed, og det er naturligt, at de ►bande 👤Edvard ned i Helvede og løfte saavel 👤Vallas som 👤Bruus til Skyerne, men det er Skade, at vi kun af Engelsk-601Mænd har samtidige Efterretninger om Kampen, thi skiøndt Folk, der selv vil være fri, nødig skulde hjelpe en Tyran til at overvælde deres Naboer, tog dog i det Mindste de Engelske Krøniker hans Parti, og skamskiændte baade 👤Vallas og 👤Bruus saaledes, at vi i de Skotske Lov-Taler og Ære-Vers slet ikke kan adskille deres 310 (US7) naturlige Ansigt fra Skilderierne ►paa fri Haand *👤Humes ►Engelske Historie II. 309–29. 348–53. ►Lingards II. 429–35. 443–49. 77–84. 501–6.. Hvad vi derimod veed, er at skiøndt 👤John Barbour fra 📌Aberdeen skrev en stor Riim-Krønike om ►Robert Bruus, i hans ►Daatter-Søn 👤Robert Stuarts Tid, som ret egenlig blev Skotternes Helte-Bog*►Robert Bruce i tyve Sange, efter mange Optryk for Folket, udgivet for de Lærde af 👤Pinkerton 1790., saa var det dog langt fra at Folke-Stemmen paa Moders-Maalet gjorde sig saaledes giældende som i 📌England, og 📌Skotland har i de tre følgende Aarhundreder kun en Lidelses-Historie. Forbindelsen med 📌England var da ►vist nok ønskelig, men 👤Edvard havde saa aldeles forregnet sig, at det blev ingen Plantagenet men tvertimod en Stuart, paa hvis Hoved Kronerne mødtes.
✂ Der fulgde i 📌England tre Edvarder efter hinanden og under den Sidste (1327–77) var det, den saakaldte Hundredaars-Krig (1346–1453) udbrød mellem 📌England og 📌Frankrig og tiltrak sig hele 📌Europas Opmærksomhed, men for at møde 👤Edvard den Tredie og 👤Henrik den Femte paa deres Helte-Bane, maae vi begive os til 📌Frankrig, da de ingenlunde satte deres Ære i at være Engelske men i at kaldes Franske Konger og glimre sydenfor 📌Kanalen.
✂ 👤Ludvig den Hellige, en Sønne-Søn af 👤Philip August, og 👤Philip den Smukke, en Sønne-Søn af ham igien, var 👤Henrik den Tredies og 👤Edvard den 602👤Førstes Samtidige, og ei mindre ►mærkværdige i Verdens-Historien, da 📌Frankrig under dem, ligesom 📌England under Hine, vandt sin velbehagelige Skikkelse, hvorunder det i sex Aarhundreder har spillet en af Hoved-Rollerne og omsider ►fordunklet alle sine Medbeilere til Mængdens Bifald paa den store Skue-Plads. Hvorledes en saadan Hoved-Magt opkom og i en Hundredaars-Kamp paa Liv og Død forsvarede sin Selvstændighed, maae vi da nødvendig tage os Stunder til at betragte, skiøndt der er ikke meget Overdrevent i Rigets nyeste Historie-Skrivers Jammer-Klage, naar han siger: 👤Philip den Smukke var, efter ►Slægt-Registerne, den fem og fyrretyvende Franske Konge og vi finde Forskiel Nok baade paa Evner og Tilbøieligheder, men giennem otte Aarhundreder hverken hos Kongerne eller Folket hvad Hjertet kan deeltage i, og vi har endnu en lang Vei at tilbagelægge, uden at skulle sige, vi dandse paa Roser*👤Sismondis Franske Historie IX. 4–6..
✂ 311 (US7) I Midten af det Trettende Aarhundrede, denne store Vende-Punkt i Middel-Alderens Historie ligefra 📌Hekla til 📌Ætna, kunde det ikke falde 👤Ludvig den Hellige (1226–70) vanskeligt at sætte Skik paa det ny 📌Franke-Rige, og da han baade uden al Sammenligning var den Bedste mellem 👤Carl den Store og 👤Henrik den Fjerde, og blev i femhundrede Aar godvillig dyrket som Landets Skyts-Helgen, kan vi ikke tvivle om, at hans ►Stats-Konst jo baade var folkelig og var den bedste, der paa Tid og Sted lod sig med Held anvende. Thronens Glands og Kirkens Lov-Tale, med Skin af den strænge Ret og Retfærdighed, maae vi altsaa troe, har i Franskmændenes Øine været det “almindelige Bedste”, thi derpaa stilede alle Kong 👤Ludvigs Foretagender og understøttedes paa det Kraftigste af de Latinske Jurister, som i hans Dage med glimrende 603Bifald satte “Romer-Retten” i Kraft*👤Sismondis ►Franske Historie VIII. 61–117.. Den Franske Konge blev imidlertid herved de gamle Romerske Keiseres udtrykte Billede, og naar Fyrster over andre end Slaviske eller Romanske Folk tog ham til Mønster, kom de derved naturligviis i Modsætning til Alt hvad der i deres Riger var fribaarent og folkeligt, og ramde da ingenlunde der det almindelige Bedste. Desuagtet blev det Franske Væsen i Tidens Løb ei blot efterlignet men lovsunget i alle Lande, og det med en vis Nødvendighed, fordi ligesom den sidste virkelige Greve af 📌Provence, 👤Raimund Berengar, havde fire Døttre, der alle bleve Dronninger (i 📌Frankrig og 📌Neapel, 📌England og 📌Tydskland *Sammest. VII. 134. 38. 287. 334., saaledes blev den Provencalske Dannelse og Smag ogsaa den herskende lige til Reformationen, og afløstes derpaa af den Parisiske, hvis Herredømme, Man veed, var ikke mindre fransk men anderledes vist og varigt end 👤Napoleons.
✂ Giør dig elsket af dit Folk, thi jeg saae heller, der kom en Skotte eller en anden Udlænding, som regierede godt og folkelig end at du skulde regiere slet og skammelig*Sammest. VIII. 43. 👤Joinville i Indledningen., det var 👤Ludvig den Helliges Ord til sin ældste Søn, som døde før han, og skiøndt vi, ved at betragte hans Ætmænds Færd, fristes til at tænke, han glemde at sige det til den, der overlevede ham, saa var dog alle de Franske Historie-Skrivere giennem fem Aarhundreder saa inderlig vel fornøiede med den Hellige 👤Ludvigs Børn og saa stolte af dem, at 📌Frankrig i det Hele maa have fundet dem elskværdige. At nu ogsaa selv 👤Philip den Smukke 312 (US7) har havt en elskværdig Side at betragtes fra, tillader hans ►Kiendings-Navn os neppe at tvivle om, saa det var kun hans og i det Hele de Franske Kongers 604historiske Uheld, at “Skiønhed forgaaer” og at ikke blot “Dyden” men ogsaa Lasten bestaaer.
✂ 👤Philips Maade at vinde Kirkens Lovtale paa kiende vi for Resten, og hans Midler saavel til at skaffe Thronen Glands, som til at give selv Tempelherre-Baalet Skin af den strænge Ret og Retfærdighed, var naturligviis de Franske Paver, Soldaternes Sværd og Juristernes Pen, men hvor snildt og smukt det end Altsammen kan have taget sig ud paa den Tid, falder det dog efter femhundrede Aars Forløb baade for lavt og for smaat til at sættes blandt de store Begivenheder. Vi skulde da her neppe have nævnet 👤Philip den Smukke (1285–1314), hvis ikke hans ►Daatter 👤Isabelle var blevet Moder til Kong 👤Edvard den Tredie, men deraf reiste sig 👤Edvards Krav paa den Franske Throne, som hans Fætter Philip af Valois, en Broder-Søn ad 👤Philip den Smukke, mens han var umyndig (1328) havde bemægtiget sig. At der imidlertid omsider virkelig blev en Krig om den Franske Throne, maae vi vel kalde tilfældigt, thi hverken synes 👤Edvard egenlig at have gjort sig mindste Haab om den, ikke heller havde han mindste rimelig Udsigt til den, da saagodtsom hele 📌Frankrig var ham imod og det Engelske Under-Huus udtrykkelig erklærede at de paa ingen Maade vilde have Konge tilfælles med 📌Frankrig. 👤Edvard førde da ►aabenbar Krigen mest for sin egen Fornøielse, og naar vi desuagtet nævne Slagene ved Cressy (1346) og 📌Poitiers (1356)*Brødrene ►Villani hos ►Muratori XIII. 943–51. XIV. 409–18. 👤Sismondis ►Franske Historie X, 287–303. 458–75., da er det ogsaa mere for deres egen end for Følgernes Skyld, thi uagtet Fransk-Mændene i dem Begge leed forbausende Nederlag, og deres Konge, 👤Johan Philipsen, blev selv i det Sidste en fangen Mand, saa forandrede de dog ikke synderlig Rigernes Stilling, ei heller 605forlangde 👤Edvard engang Kronen i Løse-Penge. Den store Opsigt, Slagene gjorde, og Deeltagelsen, de siden fandt, reiser sig da kun deraf, at i dem Begge kæmpede 👤Edvards Søn og ►Navner, den saakaldte 👤sorte Prinds, mod en for Tapperhed saa berømt og i Tal saa overlegen Hær, at hans Seier maatte forundre ham selv og skaffe enten ham eller dog hans besynderlig gode Lykke almindelig Beundring. For en stor Deel af de Lærdes maa han 313 (US7) imidlertid takke Froissart, som var en Yndling af Huset og for sin Tid en Mester i Roman-Stil og ►Slag-Maleri, thi uagtet han kun var et Barn, da de sloges ved Cressy og voxde først op til Pennen efter Seiren ved 📌Poitiers, følger Man dog sædvanlig nøie hans Beskrivelse, fordi den er saa regelret og omstændelig, som om han selv kunde have været med og bragt Alting til at gaae efter Ønske. Efter Slagene ved 📌Lodi og 📌Marengo, ved 📌Jena og 📌Waterlo, og overalt efterat en 👤Napoleon har spillet Helte-Rollen i den Franske Tragoedie paa Krigs-Skue-Pladsen, og alle de ►Konster, som dertil høre, er steget til det Høieste, da taber sig naturligviis daglig baade Tilliden til Froissart og Beundringen for 👤den sorte Prinds, saa naar Man herefter nævner Seirene ved Cressy og 📌Poitiers, vil Man især forundre sig over, at de blev saa kræmmeragtig benyttede. Efter Slaget ved Cressy gav nemlig Kong Edvard sig til at beleire 📌Calais, som han efter Indtagelsen stræbde at befolke med Engelsk-Mænd og befæste ►tilgavns, især for at have et Oplags-Sted til sine Kram-Vahre, og efter Seiren ved 📌Poitiers, der slog hele 📌Frankrig med Lamhed, skyndte 👤den sorte Prinds sig tilbage til 📌Bourdeaux, for at sætte Byttet og sin dyrebare Fange i Sikkerhed*👤Robert af Avesbury i ►Edvards Levnet. 👤Sismondis ►Franske Historie X. 307–10. 18. 24–34. 475..
✂ Det var imidlertid et ►mærkeligt Held, 👤Edvard den Tredie (1327–77) havde baade til at vinde Slag og fange 606Konger, thi ogsaa Skotterne leed under ham to berømte Nederlag (ved Halidon-Hill og Nevils Cross) og i det Sidste, kort efter Slaget ved Cressy, blev Kong 👤David, en Søn af 👤Robert Bruus, fanget, saa dersom Kronerne var fulgt med Kongerne, havde 👤Edvard faaet alle dem han forlangde, og selv nu skaffede naturligviis disse Lykke-Træf ham glimrende Fred-Slutninger. Kong 👤Johan maatte saaledes, da han blev kied ad det ellers ret morsomme Ophold i 📌London, i Freden til Bretigny (1360) afstaae 👤Edvard et godt Stykke af 📌Frankrig med fuld Eiendoms-Ret, hvad unægtelig vilde gjort en væsenlig Forandring i Rigernes Stilling, hvis det virkelig var gaaet i Opfyldelse, men nu kom det kun til at staae paa Papiret, thi efter Slaget ved 📌Poitiers havde Rigs-Forstanderen, 👤Carl den Kloge, givet Landet til Priis for Fjenden og derved gjort hele Folket saa forbittret paa Engelænderne, at vilde de have Fred, maatte de staae under Vaaben eller rømme Landet*Matteo ►Villani hos ►Muratori XIV. 👤Sismondis ►Franske Historie X. 570–80..
✂ 314 (US7) Denne Klogskab, som vi just ikke kan finde elskværdig, og det deraf udspringende Folke-Had, var altsaa Hoved-Følgen af Slaget ved 📌Poitiers, men hvor Folket paa saa følelig en Maade bringes til Bevidsthed, pleier det ogsaa at gaae ud over deres indfødte Plage-Fogeder, saa Oprøret under Kong 👤Johans Fangenskab er ganske i sin Orden og bør for sit eiendommelige Prægs Skyld ihukommes.
✂ 📌Frankrig havde nemlig paa den Tid, ligesaavel som 📌England, sit Parlament, og 👤Philip den Smukke havde ligesaavel som 👤Edvard nødt Stæderne til at skikke ham deres Fuldmægtiger, som han kunde handle med om Skatter og Afgifter og hvad han behagede, og paa Klager kunde det ved denne Leilighed umuelig fattes, hvor Kongerne ikke blot beskattede hvert Salt-Korn, men forandrede Mynt-607Foden hvert Øieblik, for at kunne give slette Penge ud og tage gode ind; men det Hele havde dog kun været et tragicomisk Skue-Spil, indtil det virkelige Liv i og efter Slaget ved 📌Poitiers gjorde sig selv giældende*👤Sismondis ►Franske Historie IX. 83–89. 177–80. 279–84. X. 30. 46. 141. 270. 315. 86. 408. 26. 44..
✂ Kron-Prinds 👤Carl, som i god Tid var flygtet fra 📌Poitiers, sammenkaldte nemlig strax Stænderne i 📌Paris for at faae mange Penge, men han fik først mange ubehagelige Spørgsmaal, baade om hvad de Forrige var brugt til og hvad Sikkerhed han vilde stille for et bedre Brug og for Afskaffelsen af de grove, utaalelige Misbrug herefter, og Formændene for de Næsvise var Biskoppen af 📌Laon, 👤Robert Lecock, og Older-Manden for Kræmmerne i 📌Paris 👤Steffen (Etienne) Marcel. Kun forgiæves søgde 👤Carl at stoppe den slemme Mund ved at opløse Forsamlingen, thi ►derved gjorde han kun Ondt værre, og det gik tilsidst saavidt, at den Parisiske Folke-Leder (1358) med 80 Hjelpere trængde ind i Paladset og slog Marskerne af 📌Champagne og 📌Clermont ihjel ved Prindsens Side, hvorover denne blev saa elendig, at han faldt paa Knæ for 👤Steffen, tog med Taksigelse mod den halvrøde Hue, der dengang, ligesom i vore Dage den heelrøde, var Mærket paa de ægte Parisere, lod sig føre paa Raad-Stuen (📌Hotel-de-Ville) og raabde ud af ►Vindvet til Folket paa 📌Greve-Pladsen, at de Marsker var nogle slemme Forrædere, saa de kun havde ►faaet Løn som forskyldt. Saaledes seirede da Pariserne indtil videre, men at de og deres Older-Mand herefter skulde give Riget Love, stødte dog Mange og oprørde Adelen, ved hvis Opmuntring 👤Carl, som var sluppet 315 (US7) fra Raad-Stuen, snart blev saa dristig, at han ikke blot sønderrev 👤Steffen Marcels ►Lede-Baand, men forlangde hans Hoved til Bod af sin gode Stad 📌Paris, før han vilde forlige sig med den. Det 608Hoved faldt da ogsaa i et Opløb og endeel andre Hoveder sprang efterhaanden, og ►Alt kom igien i sine gamle Folder men dog lidt mere efter 👤Ludvig den Helliges end efter 👤Philip den Smukkes Hoved; thi Saameget havde dog 👤Carl lært, at den falske Myntning paa offenlig Bekostning lønner sig i Tidens Længde, selv for Lands-Herren, kun slet, og at Man ved en uordenlig Udsuelse snart udtømmer sine Hjelpe-Kilder. Da 👤Carl nu desuden havde langt mere Lyst til at samle Penge, end, som hans Fader og Farfader, til at giøre Stads, blev Despotiet under ham ret taaleligt, og da han tillige fik plukket alting, ►saanær som 📌Bayonne, 📌Bourdeaux og 📌Calais, fra Engelsk-Mændene, kaldte Man ham 👤Carl den ⓘ 👤Vise *Aarbogen hos 👤d'Achery i ►Pilleriet (►Spicilegium) III. 115–21. ►Matteo Villani hos ►Muratori XIV. 436. 76. 84. 92. 505. 16. 20. 👤Sismondis ►Franske Historie X. 476–541.. Hvad Man end ellers har tænkt om den Franske 👤Salomons Viisdom, seer det Sidste ogsaa virkelig ud som et Mester-Stykke, især naar Man betragter, at 👤Carl, efter Vende-Reisen ved 📌Poitiers, aldrig mere vovede sig saa yderlig; men Sær-Synet lader sig dog forklare, uden at forudsætte noget Hexeri ►enten hos 👤Carl selv eller hans stjernekyndige Raadgivere. 👤Edvard den Tredie blev nemlig, som næsten alle Erobrere, tidlig gammel og 👤den sorte Prinds nedsank, efter Slaget ved 📌Poitiers, i en Døs, hvoraf han kun en enkelt Gang ligesom vaagnede for at giøre sig mindre frygtet end forhadt, og naar 👤Carl da hverken brød sig om Æren eller om “de Smaa”, da var det en meget simpel Klogskab at sætte Borge og Stæder i Forsvars-Stand, undgaae alle Slag, og naar Engelsk-Manden paa et stort Sommer-Tog havde spildt sin Tid og tømt sin Pung, da at benytte Øieblikket og den i det hærgede og brandskattede Land immer stigende For609bittrelse mod de Fremmede, til smaa Erobringer*👤Sismondis ►Franske Historie XI. 5–150.. Hertil fandt ogsaa 👤Carl en Krigs-Mand efter sit Hjerte i den ligesaa snu som dristige 👤Bertrand Vesklin (Guesclin) fra 📌Bretagne, som (1357–70) steg fra Røver-Kaptein til Rigets Marsk (Connetable) og gjorde Intet for Ærens Skyld, men gjorde, lige til 👤Carl i sit Døds-Aar vilde anmasse sig 📌Bretagne, Alt hvad hans Herre forlangde*Sammesteds X. 504. XI. 16. 83. 142. 260. 90–556..
✂ 316 (US7) Dog, hvor vederkvægende end Fransk-Mændene fandt det, dog engang at kunne giælde for Herrer i deres eget Land, og at være nogenledes frie for den daglige Plage af Soldater og Hofmænd, der plyndrede paa deres egen Haand, saa var dog selv i 👤Carl den Femtes gyldne Tid (1364–80) Forfatningen slavisk og Regjeringen lovløs, efter den smukke Romerske Grund-Sætning, at Fyrsten eier baade Landet og hele Folket med Hud og Haar og har Lov til at gjøre med Sit hvad han vil, saa ►om han end flaaer Folket og ødelægger Landet, har han dog Ret, mens hvem der mukker, har, som en Majestæts-Forbryder, den klareste Uret. I disse Grund-Sætninger blev 👤Carl den Sjette, som kun var paa tolvte Aar, da Faderen døde, med Flid opdraget, havde ►alt som kronet Dreng sin store Fornøielse af at see, hvordan der trillede Hoveder i Hundrede-Viis, saasnart han vinkede, og blev snart vanvittig af Forfængelighed, Feighed og Udsvævelser, saa det var intet Under, at 📌Frankrig under denne Konge (1380–1422) kom paa Randen af sin Undergang. Naar nemlig en Folke-Tyran gjør “Pagt med Døden og Forbund med Helvede”, da gjør han det ingenlunde, som han indbilder sig, blot i sit eget og sine gode Venners, men ligesaavel i sine indenlandske og udenlandske Fienders Navn; thi Døden kommer med Nødvendighed alle dem til Gode der vil undertrykke og mis610handle Folket. Det vilde nu ikke blot Kongen i 📌Frankrig, men ogsaa Kongen af 📌England og Hertugen af 📌Burgund, som ikke alene var ved Samlingen, men fandt i deres Kreds de store Hjelpe-Kilder, der kun aabne sig, hvor de menneskelige Kræfter kan i fri Luft bevæge og udvikle sig.
✂ Hertug 👤Philip den Dristige af 📌Burgund var vel Broder til 👤Carl den Femte, men skildte sig ►alt tidlig fra ham, ved at døie Ondt og Godt med sin Fader ved 📌Poitiers, skiøndt hans ældre Brødre flygtede, og han blev en mægtig Fyrste, ved at tilgifte sig 📌Flandern, som lige indtil hans Dage havde været Handelens og Borger-Frihedens ypperste Sæde, og kæmpede giennem hele det Fjortende Aarhundrede for begge Dele vel med foranderligt Held men med sjelden Standhaftighed. Det var de Franske Konger, som ligefra 👤Philip den Smukke til 👤Carl den Vanvittige stræbde at sønderknuse ►Flæmingerne, for det slette Exempel, de ved deres Virksomhed, Rigdom og Selv-Raadighed gav Franske Borger-Mænd, og uagtet der var mange Lyder ved Friheds-Begrebet i 📌Brügge og Ghent, 317 (US7) tager Menneske-Aanden dog ganske anderledes Deel i Livets Kamp for sin Tarv end i Dødens for sin Ære og for Gravens Fred.
✂ For nu at sætte os ind i denne, trods sin snævre Kreds, store Begivenhed, maae vi huske at 📌Flandern, halv tydsk og halv fransk, regnedes fra Carolingernes Dage til 📌Frankrig og tog levende Deel i Kors-Togene, men mistede under dem sine Baldviner, som siden Midten af det Niende Aarhundrede havde regieret Landet. Da nemlig 👤Baldvin den Syvende, Søn af den 👤Robert Flæming, som det Store Kors-Tog har gjort udødelig, faldt uden Afkom (1119), blev først Prinds 👤Carl af 📌Danmark, 👤Hellig-Knuds Søn, Grevskabets Arving, men havde samme Skæbne i 📌Brügge, som hans Fader i 📌Odense, 611og siden kom det ved tre Margrether stedse meer i Franskmænds og omsider i Kapetingernes Vold.
✂ Den første 👤Margrethe, fra 📌Elsas, bragde nemlig (1191) 📌Flandern til Greven af 📌Hennegau, som vel traf til at være af en Baldvinsk Side-Linie, men saa forfransket, at begge hans Sønner glemde 📌Flandern over 📌Konstantinopel.
✂ Den anden 👤Margrethe var en ►Daatter af Keiser 👤Baldvin den Første, og giftede sig ind i den gammelfranske Adels-Slægt Dampierre, som dybt foragtede det Tydske Borgerskab, hadede med Folke-Friheden Alt hvad der hørde til 📌England, og kiendte ingen høiere Lyksalighed end at glimre i 📌Paris. 👤Margrethe blev imidlertid gammel, og var en Dame, som vilde raade saalænge hun kunde, saa hendes Søn 👤Hvid (👤Guido) kom seent (1278) til Regieringen, og skiøndt allerede han var lidt ►usaattes med Stæderne, holdt han dog Venskab med Kong 👤Edvard Langbeen, men blev derfor baade Land og Frihed berøvet af 👤Philip den Smukke. Denne smukke Herre, som har faaet Ord for at ophjelpe Borgerskabet, havde rigtig nok styrket de Flamske Borgere i deres Splid med Greven, som vilde stække deres Vinger, men saasnart han ved en lumpen List fik Greven i sin Vold, og havde tildømt sig selv 📌Flandern som et hjemfaldent Lehn (1300), da fik Piben en ganske anden Lyd, og 👤Philips Plage-Foged, 👤Jakob Chatillon, behandlede ►Flæmingerne saa ægte fransk, at Handværkerne i 📌Brügge, under Anførsel af 👤Peer Væver og 👤Hans Slagter (👤Peter Kønig og 👤Jean Bride) gjorde formelig Opstand og det med saadant Held, at det spurgdes over hele Christenheden. Der stod nemlig (1302) ved Courtrai et Slag mellem Blomstret af den Franske Adel under 👤Greven af Artois og de Flamske Borgere, med En af 318 (US7) Grev 👤Hvids Sønner 612i Spidsen, som sveed hele 📌Frankrig i Hjertet og findes bedst beskrevet af Florentineren 👤Johan Villani *►Villani hos ►Muratori XIII. 382–91. Meyers Flanderske Aarbog. 👤Sismondis ►Franske Historie VII. 296. 370. 484. VIII. 29. 495. IX. 8. 13. 17–23. 29–32. 50–55. 92–101.. Hermed var Lodden kastet, ikke fordi 👤Philip den Smukke jo ►meget bedre lod sig tale til Rette med det Onde end med det Gode, men fordi det fra nu af blev en Æres-Sag for den Franske Adel og en Slags Saligheds-Sag for Stor-Herren i 📌Paris at faae dette farlige Borgerskab udryddet, ligesom paa den anden Side ►Flæmingernes Omhug for deres Frihed, saavelsom for deres Handel, maatte giøre dem til Engelændernes bestandige ►Bunds-Forvandte. Havde nu kun de Flanderske Grever taget samme Parti, eller havde dog ►Flæmingerne været indbyrdes enige, da vilde 📌Frankrigs Fiendskab ei havt stort at betyde, men nu var Ingen af Delene Tilfældet, saa Greverne kaldte selv de Franske Konger til Hjelp mod deres Undersaatter, medens Ghent og 📌Brügge, der Begge vilde være Hoved-Staden, sjelden eller aldrig gjorde fælles Sag. Følgen var, at 📌Brügge, som i 👤Philip den Smukkes Tid spillede Hoved-Rollen, blev efter Nederlaget ved Cassel (1328) næsten tilintetgjort, og at Ghent, som øiebliklig fandt sin Fordeel derved, siden for at bestaae Kampen, maatte kaste sig i 📌Englands Arme og undgik dog kun halvt at dele Skæbne med 📌Brügge *👤Sismondis ►Franske Historie IX. 421–28. X. 17–25. 111- 14. 134–35. 55–60. 259–64. 319–21. 51–53. XI. 261–79. 341–58. 379–403. 417–34.. Hvor ►mærkværdige Mænd derfor end Bryggeren 👤Jakob Artfeld (👤Arteveld) og hans Søn 👤Philip var i deres Tid, og hvormegen Ære end Kampen under den Sidste mod hele 📌Frankrigs Magt (1379–84) giør baade Kraften og Modet i Ghent, saa har dog hverken Friheden eller Helte-Daa613den i 📌Belgien nogensinde været af det Slags, Andre end Franskmænd og Nederlændere kan løfte til Skyerne.
✂ Den tredie 👤Margrethe, en ►Daatter af 👤Grev Ludvig den Tredie, bragde nu (1384) sin Gemal, Hertug 👤Philip den Dristige af 📌Burgund, 📌Flandern i Medgift, og skiøndt der endnu flød endeel Blod, før han kom i Besiddelse deraf, fandt dog ►Flæmingerne sig temmelig godt i den ny Regiering, der ønskede at være selvstændig og følde derfor Trang til en blomstrende Handel og Borgerskabets Yndest*👤Sismondis Franske Historie XI. 451–67.. Da nu saavel 👤Philip den Dristige som hans Søn 👤Johan Bravkarl (sans-peur) 319 (US7) tillige vilde ene være den vanvittige Franske Konges Formyndere og laae derfor bestandig i Kiv med de andre Prindser af Blodet, saa gav Hertugerne af 📌Burgund sig naturligviis Skin af Borgerskabets og Folke-Frihedens Velyndere, medens deres farligste Medbeilere, Hertugerne af 📌Orleans, ►syndes at sværme for det uindskrænkede Konge-Dømme og Adelens Fortrin. Det var saaledes ingenlunde som Bravkarl, men som Patron for Universitetet og Oldermand for Slagter-Lauget, Hertug 👤Johan engang (1413) ►spillede Mester i 📌Paris, hvorfor de patriotiske Slagtere heller ikke denne Gang til Friheds-Tegn bar den halvblaa og halvrøde, men den kridhvide, som var den Ghentske, Nat-Hue*Sammest. XII. 221–23. 29–42. 70–92. 309. 349–433..
✂ Under disse Omstændigheder, da 📌Frankrig ►alt i en heel Menneske-Alder (1380–1415) havde været et Tvistens Æble mellem Prindserne af Blodet og en Skue-Plads for al muelig Vold og Forvirring, see, da var det Kongen af 📌England paany stræbde at tage 📌Guienne og 📌Normandiet, og, om mueligt, den Franske Krone med Staal-Handsker, og et beleiligere Øieblik kunde han aldrig valgt, saa da Planen des614uagtet strandede, maatte Engelsk-Manden vel formode det gik til med Hexeri.
✂ Dog, førend vi gaae videre, maae vi kaste et Blik over 📌Kanalen, for at giøre den ny Konges Bekiendtskab, som vel var en Ætmand af 👤Edvard den Tredie, men ingenlunde af den Sorte Prinds, hvis eneste Søn, 👤Richard den Anden, kun er blevet navnkundig ved sit ulykkelige Endeligt og 👤Shakspears mesterlige Skildring. Hans Fætter, 👤Henrik af 📌Lancaster, som var landsforviist, kom nemlig tilbage uden Forlov (1399), fandt mange Tilhængere, lokkede 👤Richard til sig, nødte ham troløs til at nedlægge Regieringen; lod ham for en Sikkerheds Skyld tillige afsætte ved 📌Parlamentet og kastede ham i Fængsel, hvor han snart (1400), Man veed ei ret hvorledes, endte sine Dage*Walsingham hos 👤Camden S. 356–63. 👤Lingards ►Engelske Historie III. 250–82..
✂ Saaledes besteg da 👤Henrik den Fjerde Thronen, og videre gik hans Ærgierrighed ikke, men hans Søn og ►Navner var anderledes udsvævende i sine Ønsker, saavelsom i sine Fornøielser, og saasnart han derfor ved Faderens Død (1413) fik Raade-Rum, sagde han ikke “Falstaf” men kun Svir og Sværm Farvel 320 (US7) for at beruse sig i Vaaben-Gny og Seier-Skrig*►Lingard III. 313. 33–34.. Han fik ogsaa fuldtop af begge Dele, da han efter Land-Gangen i 📌Normandiet og Indtagelsen af Harfleur (1415), med en lille Magt traadte i Vovehals-Sporet fra 👤Edvards Dage; thi vel havde Franskmændene lige siden Slaget ved 📌Poitiers omhyggelig undgaaet Sammen-Stød ►i aaben Mark, men deels havde 👤Carl den Gale afløst 👤Carl den Kloge, og deels ►syndes Leiligheden til at oprette de Franske Vaabens Ære saa indbydende, at selv de klogeste Høvdinger vist vilde grebet den, men naturligviis baaret sig 615meget klogere ad end de Franske Prindser, som meende at Folke-Mængde og Fremfusenhed var Seiren vis. De fik imidlertid Andet at vide ved 📌Azincourt (ei langt fra Cressy), hvor alle de Franske Høvdinger faldt, uden at Man engang veed, hvad de Fleste gjorde, og Hæren efter et rædsomt Nederlag aldeles opløstes. For Resten var det kun i en Tid, da det Glimrende ►fordunkler det Grundige, at Slaget ved 📌Azincourt kunde vinde og beholde sin store Navnkundighed, thi Seieren blev endnu mindre benyttet end de ved Cressy og 📌Poitiers, undtagen til Stads i 📌London, hvor alle Franske Ridderes Over-Mand naturligviis blev baaret paa Hænderne og løftet til Skyerne*Walsingham hos 👤Camden S. 390–93. 👤Monstrelets ►Krønike I. 218–27. ►Sismondi XII. 479–90. ►Lingard III. 343–56.. Vel rykkede 👤Henrik ►i Marken paa Ny, men kun for at sætte Penge og Kræfter til paa Beleiringer i 📌Normandiet, saa hans Franske ►Tog vilde staae for os som et blot Lapseri, hvis de ikke ved et nyt ►Nidings-Værk i det Franske Konge-Huus havde faaet Skin af en stor Erobring.
✂ 👤Carl den Sjettes yngste og nu eneste Søn, siden bekiendt under Navn af 👤Carl den Syvende, var nemlig faldet i Hænderne paa det Orleanske Parti, som førde Navn efter sin dygtigste Krigs-Mand Grev 👤Bernhard den Syvende af Armagnac (i 📌Gascogne), medens Dronningen, 👤Isabelle af 📌Baiern, mishandlet af Armagnac, havde taget sin Tilflugt til Hertug 👤Johan af 📌Burgund. Dauphinen og hans Raadgivere lod nu, som denne Splid, der beskæmmede Konge-Huset og lammede Rigets Kraft, gik dem til Hjerte, forsonede sig høitidelig med Hertugen og myrdede ham saa under Venskabs Maske (1419), hvorpaa hans Søn, 👤Philip den Gode, og Dronning 👤Isabelle sluttede Fred med 👤Henrik den Femte (1420), under de 616Vilkaar, 321 (US7) at han skulde ægte Kongens ►Daatter 👤Cathrine, være Rigs-Forstander og Thron-Følger *👤Sismondis ►Franske Historie XII. 499. 508–10. 516–22. 37–55. 68–99..
✂ Saaledes hængde det sammen med den berømte “►Fred til 📌Troyes”, som altsaa kun var et lille Mellem-Spil i det lange Franske Sørge-Stykke, uden virkelige Følger; thi da begge Kongerne to Aar efter (1422) døde, stod Sagerne i Grunden ligesom før, saa nordenfor 📌Loire spillede Burgunderne og sydenfor Armagnakerne Mester. Selv om 👤Henrik den Femte havde levet sin Alder ud, vilde da formodenlig hans Magt i 📌Frankrig staaet og faldet med det meget usikkre Burgundiske Venskab, og da han nu kun efterlod sig et Svøbelse-Barn til at lege med to Kroner, var det slet intet Under, han tabde dem Begge. Det er imidlertid ret ►mærkeligt, at 📌England, under 👤Henrik den Sjette (1422–71), fik en Plage-Tid, der ganske svarer til 📌Frankrigs under 👤Carl den Sjette, skiøndt naturligviis som det Engelske Sørge-Spil til det Franske, eller som 👤Shakspear til 👤Racine. Medens Kongen af Navn, 👤Henrik den Sjette, var først umyndig og siden fjollet, reves og sloges nemlig Prindserne af Blodet om Rangen og Regieringen, og deri bestod Kampen mellem den “røde og hvide Rose”, eller 📌Lancaster og 📌York, men det Hele fik et høiere Præg, fordi de Engelske Konge-Brødre og Frænder var dygtigere ►Kæmper end Hertugerne af 📌Anjou og 📌Orleans, 📌Berry og 📌Burgund, og fordi det Engelske Borgerskab, som bestandig kæmpede under den Yorkske Fane, var en ganske anderledes Magt end det Franske. Lægge vi endnu hertil, at 👤Henriks Dronning, 👤Margrethe af 📌Anjou, forholdt sig til 👤Isabelle af 📌Bayern, som ►Ælve-Dronningen (►The fairy-queen) til en Kokke-Pige, da kan vi forstaae, hvi Forvirringen i 📌England 617begeistrede Skjalden, medens Den i Frankrig maatte kiede Historie-Skriveren fordærvet, hvis den ikke endte med det berømte Hexeri.
✂ Kong 👤Carl den Syvende, eller, som han endnu sædvanlig kaldtes “👤Dauphinen”, sad nemlig, sex Aar efter sin Faders Død (1428), paa Borgen i Chinon (ved 📌Tours) som i et Muse-Hul, lod baade Venner og Fiender giøre hvad de vilde og gav ikke mindste Livs-Tegn fra sig, da han pludselig blev hjemsøgt af “Pigen fra 📌Lothringen”, den siden saa navnkundige 👤Jeanne d'Arc, tyve Aar gammel og fast i den Tro, at det var Guds Villie, hun skulde undsætte 📌Orleans, som Engelsk-Mændene af al Magt beleirede, og føre Dauphinen til 📌Rheims, som var 322 (US7) i Fiende-Haand, for at han der kunde ordenlig salves og krones til ►Frankernes Konge. Det var længe siden, Man ved det Franske Hof for Alvor havde tænkt paa vor Herre, saa Man ventede allermindst saa god en Tidende fra Ham, og holdt Pigen for vanvittig, men efter et Par Maaneders Forløb fandt dog 👤Carls Raadgivere, det var nok værdt at prøve, om Himlen og den lille Drømmerske kunde oprette de forfaldne Sager, og Udfaldet overgik langt deres Forventning; thi ved 📌Orleans tog hun den ene Skandse efter den Anden, til Fienden ophævede Beleiringen, og under hendes Anførsel holdt 👤Carl endnu samme Aar sit Indtog i 📌Rheims. Han var imidlertid for dorsk til at drage mere Fordeel af Folkets Flamme og Fiendens Skræk, end der fulgde af sig selv, og Aaret efter faldt 👤Jeanne d'Arc ved et Udfald fra Compiegne i Burgundisk Fangenskab, hvorfra hun blev udleveret til Engelsk-Mændene og Kiætter-Retten, der i 📌Rouen (1431) lod hende brænde som en Hex*👤Monstrelets ►Krønike II. 41–49. 57–58. 70–71. 👤Sismondis ►Franske Historie XIII. 115–61. 80–94..
✂ Dette er Fortællingen af en samtidig Krønike-Skriver, 618der selv saae Pigen i ►Kæmpe-Dragt strax efter hendes Fangenskab*►Monstrelet II. 58., og vel har han behandlet det Hele saa skiødesløs, at han let kan have glemt det Bedste, men det er dog Alt, hvad Man med nogen Sikkerhed veed om denne Franske Ælve-Pige, der naturligviis er blevet saaledes sminket paa den ene og sværtet paa den anden Side, at vi kun forgiæves ønske at see hendes naturlige Ansigt. Kan vi for Resten tænke os, hvordan den velbekiendte Franske Ære-Kiærhed (point d'honneur) maatte tage sig ud i Skjoldmø-Dragt, da har vi Billedet af hende, thi det var ►aabenbar denne Ridderlighed med en lille Tanke af Fromhed, hvis Mands-Linie var uddød, der i Kvinde-Skikkelse lod sig Mands-Klæder skiære og frelste Riget.
✂ Uagtet nemlig Skjold-Møens Bane var kort, blev hendes Daad dog uforglemmelig, og skiøndt 👤Carl den Syvende helst vilde undvære hvad han ei kunde komme sovende til, saa havde han dog blandt mange dygtige Parti-Giængere en sjelden Kæmpe i “Bastarden fra 📌Orleans”, som indtog baade 📌Normandiet og 📌Guienne (1449–51), og samme Aar som Tyrken tog 📌Konstantinopel (1453), faldt den gamle Talbot Jarl af Shrewsbury, som gjorde det sidste Forsøg paa at tilbagevinde Over-Magten*👤Monstrelets ►Krønike III. 55–57. 👤Sismondis Franske Historie XIII. 484–519. 548–59.. Hertug 👤Philip af Burgund 323 (US7) havde for længe siden (1435) forligt sig med 👤Carl, og Krigen endtes uden Fred-Slutning med at Englænderne mistede Alt ►saanær som 📌Calais, og 📌Frankrig blev et stort Sultanat, som allerede under 👤Carls Søn, 👤Ludvig den Ellevte (1461–83), indjog alle Naboer Skræk.
✂ Med denne værdige Efter-Følger af 👤Philip August og 👤Philip den Smukke har vi imidlertid her, ►til Lykke, ei Andet at giøre end at anmærke det herlige thermopyliske Nederlag, 619hvorved Schweitserne bedre end ved glimrende Seire hævdede deres Frihed imod ham, saa hverken han eller Historien glemde Dagen ved 📌Basel.
✂ Vel kan disse Schweitsere, halvfranske og halvtydske, knap i egenlig Forstand siges at udgiøre “et Folk”, men de forbandt sig dog giennem det Fjortende Aarhundrede til en Slags Fri-Stat, der aftvang Naboerne Høiagtelse og har selv i Verdens-Historien en egen Betydning, som et Sydligt 📌Island, hvor den fredløse Frihed giennem Aarhundreder fandt et Tilflugts-Sted, hvor Hyrde-Fløiten stemde ligesaa godt overeens med ►Luren som med Jæger-Hornet, og hvor ►Saga vel ikke fandt saamange Dyrkere som i 📌Norden, men dog i 👤Johannes Müller en Ypperste-Præst, som igien mellem 📌Alperne opbygde det Høi-Alter, der fordum med 👤Polyb sank i Gruus ved 📌Kyllene.
✂ Naar vi nu nævne 📌Schweits, tænke vi især paa det tydske 📌Zürich og det franske 📌Bern, der i ►Nyaars-Tiden blev navnkundige, men dog var det ingenlunde mellem deres Kiøbstæd-Borgere, men mellem Hyrderne i de snevre Dale omkring Skovby-Søen (Waldstätter-See), saavel Forbundet, som ►Friheds-Kæmperne i Middel-Alderen udklækkedes. Ved Rütli er det nemlig Sagnet gaaer endnu om 👤Vilhelm Tell, der, ligesom vor ►Toke, maatte skyde Æblet af sin Søns Hoved, men ramde ogsaa Plage-Fogeden 👤Gesler med en Pil i Hjertet, og Historien vidner, det var 📌Uri, 📌Schweits og 📌Unterwalden, som i Begyndelsen af det Fjortende Aarhundrede ved 📌Morgarten (1315) heltemæssig forsvarede deres Frihed mod Hertug 👤Leopold i 📌Østerrig, og optog foruden endeel andre Stæder, i Midten af samme Aarhundrede, 📌Bern og 📌Zürich i deres Forbund. Da ►det Østerrigske Huus, der aldrig kunde glemme at deres Stam-Fader, Keiser 👤Rudolf af Habsburg, var mægtig i Bjerg-Egnen, greb enhver Leilighed til at prøve disse Frimænds Standhaftighed, 620indlagde Dølerne fra Skovby-Søen sig udødelig Ære i Slaget ved 📌Sempach (1386), og nu fordobblede Selv-Opoffrelsen 324 (US7) ved 📌Basel alle Naboernes Frygt og Beundring for de mageløse ►Kæmper.
✂ Der var paa denne Tid yppet en farlig Kiv mellem det lille 📌Schweits og det store 📌Zürich, thi da de andre Forbundne holdt med 📌Schweits, kom Züricherne tilkort og kastede sig i Armene paa 📌Østerrig, hvis Hertug, 👤Frederik den Tredie, tillige var Keiser i 📌Tydskland. Selv var 👤Fredrik imidlertid ingen Krigs-Mand, og hans Keiserskab havde kun lidt at betyde, saa han vidste ikke bedre Raad end at bede Kongen af 📌Frankrig om en Trop øvede Soldater som turde prøve Styrke med Dølerne, og efter den evige Krig havde Man i 📌Frankrig Nok af dem, saa 👤Ludvig Dauphin havde nemt ved at bringe en Hær paa Benene, som Man skattede paa 50000 Mand, og som skulde ►slaae to Fluer med eet Smæk: underkue de stolte Alpehyrder, og adsplitte Kirke-Fædrene i 📌Basel, som sad og holdt Raad om at ydmyge Paven.
✂ Schweitser-Hæren, nogle og tyve tusind Mand stærk, laae dengang (1444) og beleirede baade 📌Zürich og Farnsberg, en Borg i Basler-Egnen, men istedenfor at samle sig, sendte de der laae for Farnsberg blot sextenhundrede Mand op til Birs-Floden at udspeide den Franske Hær, og denne Haandfuld ►Kæmper gik imod Befaling over Birs og indlod sig i Slag med den frygtelige Over-Magt. Kampen varede i ti Timer og 8000 Soldater beed i Græsset; men alle Schweitsere gjorde ligesaa, paa Ti nær, hvoraf endda kun Een var uden Saar og agtedes for æreløs*👤Johannes Müllers Schweitser-Historie IV. 1–93..
✂ Lysten forgik herved aldeles 👤Ludvig til at gaae Schweitserne paa Klingen, og hans Soldater var blevet saa tamme, at de ved Hjemkomsten til 📌Frankrig lod sig behandle som 621Huus-Dyr, saa 👤Carl den Syvende dannede af dem en lille staaende Hær, der blev forlagt omkring i Stæderne og gjorde i Freds-Tid ypperlig Tjeneste, ved at holde baade Fri-Bytterne og de vaabenløse Borgere i Ave. Dette var en Indretning, der hænger nøie sammen med alle ►Nyaars-Tidens ►borgerlige Forhold, og har bidraget betydelig til at give de sidste tre Aarhundreders Stats-Historie sit eiendommelige Præg, hvad dog først klarer sig for os, naar vi overskue Kampen og ►Giæringen i 📌Italien, hvor ligesaavel den nyere ►Krigs-Konst og ►Stats-Konst, som Romer-Retten og den Latinske Videnskabelighed har hjemme.