↩ 296 (US7) Heraf maae vi nødvendig slutte, at Christenhedens Stats-Begivenheder egenlig ►alt fra det Trettende og især fra det Fjortende Aarhundredes Begyndelse har staaet i Modsætning til ►Kirke-Riget, saa Man har stræbt at samle sine Kræfter om en ganske anden ►Middel-Punkt og at udvikle dem i en anden Retning, men de ►aabenbare Oprør, det Albigensiske i det Trettende, det Lollardiske i det Fjortende og det Hussitiske i det Femtende Aarhundrede, er dog alle saa ubetydelige, at de kun som For-Spil til Revolutionen i det Sextende faae verdenshistorisk ►Mærkværdighed. Løsrivelsen fra det æventyrlige Kirke-Rige hører da, ligesom Oprettelsen deraf, statshistorisk til Middel-Alderens skjulte Ting, som kun efterhaanden i ►Nyaars-Tiden komme for Lyset, medens Rigets virkelige Tilværelse ved det Store Kors-Tog og giennem hele det Tolvte Aarhundrede er en Kiends Gierning, der beviser sig selv. Ved dette Aarhundredes Slutning maae vi da gjøre ligesom Kors-Dragerne: lade 📌det hellige Land skiøtte sig selv og see hvordan vi er vendt paa den hjemlige Skue-Plads, Folke-Vandrin583gen og Folke-Blandingen skabde. Uagtet vi derfor af Nysgierrighed har giennemløbet det Trettende Aarhundrede i 📌Øster-Leden, indtil Sultanen af 📌Babylon tog 📌Akre og nødte os til enten at følge med ham til 📌Tyrkiet eller at vende Næsen hjem, saa var dog alle det Trettende Aarhundredes saakaldte Kors-Tog kun Roman-Streger og vil vi rigtig ind i Stats-Historien igien, maae vi gaae Krebs-Gang tilbage til 📌Akre i Slutningen af det Tolvte Aarhundrede. I den Christne Leir for 📌Akre finde vi nemlig for sidste Gang en Samling, det store Kirke-Rige værdig, deels fordi Udfaldet slet ikke svarede til Folkenes Forventning, og deels fordi de der tydelig mærkede, at Franskmænd og Engelskmænd, Tydskere og Italienere var dog egenlig hver et Folk for dem selv, som i Længden slet ikke kunde spændes, end sige da sammensmelte med hinanden. Med den Opdagelse og med den Beskeed, at selv 👤Richard Løve-Hjerte enten ikke vil eller ikke kan tage 📌Jerusalem og 📌den hellige Grav fra 👤Saladin, reiser nu hver hjem til Sit, og vi kan neppe være tvivlraadige om, hvem vi maae følge med, naar vi vil see Noget, der er værdt at tale om. Tydskerne har nemlig ikke giort Andet end Splid, Pisanerne kan være brave nok, men Korn-Pugeriet under Kors-Banneret, mens Hungersnøden rasede i Leiren, betager os dog Lysten til at fare med dem, og de Modigste saavel af dem som af Fransk-Mændene holde desuden Trop med 👤Richard, 297 (US7) saa han er ►aabenbar Hoved-Manden og borger os for, der er mest at see, hvor han kom fra. Vel høre vi baade i 📌Østen og 📌Vesten meget tale om Hohenstauferne, som de største Helte for Øieblikket, men deres Spor i 📌det hellige Land giør os dog slet ikke gridske paa deres nærmere Bekiendskab, og den af dem, vi underveis med 👤Richard støde paa, er vi nødt til at ►korse os for. Paa Lykke og Fromme maae vi da lande med 👤Richard ved Sandwich (1194) 584og lade Tiden vise, hvad der er paa Færde og hvordan vi slippe skikkelig fra Øen, over til Fast-Landet, hvor vi nok kan vide, Slaget skal staae.