Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Kun forgiæves gjorde naturligviis 👤Ludvig sig al optænkelig Umage for at faae et stort Europæisk Kors-Tog istand, og først efter adskillige Aars Tilberedelser og efter Overvindelse af mange Hindringer fik han selv sin Krigs-Magt paa Benene (1248), og stak i Søen fra Aigues-Mortes (i 📌Languedoc), den eneste Havn ved 📌Middel-Havet, der traf til at være hans egen*Sammest. VII. 63–64.. Hans Vinter-Leie paa 📌Kypern og Vaar-Landing i 📌Ægypten, Mamelukkernes Forfippelse, der overlod Franke-Kongen 📌Damiette uden Sværd-Slag, og endelig den Øine-Forblindelse, der bragde 👤Ludvig til, som han var forhexet, at træde Skridt for Skridt i Kardinal 👤Pelagios bedrøvelige Fod-Spor, til han mistede hele sin Hær og faldt selv i Tyrkisk Fangenskab; 558alt dette beskriver nu vel 👤Joinville, der deelde Ondt og Godt med Kongen, saa jævnt og kiønt*👤Joinville (ved Menard) S. 49–131., at Man læser derom med Fornøielse, men store Ting seer Man strax, det er ikke, og hverken Vilderede eller Vanheld er saadanne Sjeldenheder i Verden, at dens Historie kan opholde sig derved. Vi maatte da her tage Afskeed baade med Kong 👤Ludvig og hans vakkre Lov-Taler, dersom Skiæbnen ikke havde været dem Begge saa god, at de beholdt Livet, blev udvexlede for 📌Damiette og en Slump Penge, kom til 📌Akre og havde endnu Mod paa at giøre og lide noget for 📌det hellige Land; men især det Sidste er saa smukt og i det Trettende Aarhundrede saa mageløst, at vi nødvendig maa pege derpaa. Stort var det naturligviis ikke, hvad 👤Ludvig, selv kun en svagelig Mand af Middel-Størrelse, med et lille mismodigt Følge kunde udrette, men dog havde Sultanerne af det Saladinske Huus, ved saavidt mueligt at ødelægge Sø-Stæderne, givet veltænkende Konger en Leilighed til gode Gierninger, som 👤Ludvig (1250–54) flittig benyttede. 📌Askalon, for hvis Ødelæggelse vi nok huske den store 👤Saladin stred saa haardnakket, at han tilsidst seirede over 👤Rikards Løve-Hjerte, den havde alt (1240) faaet Opreisning af 👤Rikards Broder-Søn og Navner, Grev 👤Rikard af 📌Cornwall, som, mærkeligt nok, synes ene at have gjort sit lille Kors-Tog for at viske Pletten af sin Far-Broders Ridder-Skjold*👤Wilken om Kors-Togene VI. 614–15.. 👤Ludvig stræbde nu at giøre sig fortjent af hele Christenheden ved ei blot at forbedre Befæstningerne ved 📌Akre og 📌Jaffa, men ved paa ny at opbygge og befæste baade Kæsarea og 📌Sidon, som var i Bund og Grund forstyrrede, og det maa Ingen kalde unyttigt, skiøndt Stæderne snart igien nedsank i det Gruus, der end skjuler dem; thi deels forsinkedes dog ved 👤Ludvigs Bestræbelser Grav-Rigets 559fuldkomne Undergang henved et halvt Aarhundrede, og deels er netop de Ædles Utrættelighed til at opbygge hvad Fienden nedriver et guddommeligt Træk hos Menneske-Slægten, der skal æres overalt hvor det mødes. Dette kan ikke tit nok indskiærpes i vore Dage, med en Tids-Alder bag os, da det selv midt i Christenheden, ved et stort Uheld, gjaldt for den største Helte-Gierning at nedrive, skiøndt endog Hvem der forstyrrer en Røver-Kule, hører selv til den, hvis han ikke har noget Bedre i Arbeide, han derved stræber at sikkre, saa vi maae baade kirkelig, borgerlig og videnskabelig vandre “i et nyt Levnet,” dersom Forsynet ikke skal angre at have gjort os til sine Fortroelige og aabnet os den mest glimrende Bane som Dets forsigtige Med-Arbeidere. Istedenfor da, at det nu allevegne i Christenheden er blevet til et Ord-Sprog: Fædrene bygde op, men vi brække ned, maa det herefter, om vi skal redde vor Ære, blive øiensynligt, at vore Stæder og Skoler virkelig fordunkle Middel-Alderens Kirker og Borge, som vi og vore nærmeste Fædre nedbrød; thi Hvem der er “i Slægt med Guddommen,” nedbryder og forstyrrer aldrig noget Stor-Værk, uden de føle baade Drift og Kraft til at skabe noget Bedre. Al Tapperhed til blot at ødelægge skal vi da betragte ligesom de vilde Dyrs og Assasinernes (Bærsærkernes) paa 📌Libanon der med Fornøielse lod sig partere, naar de havde gjort den Ulykke, de kunde, og skiøndt dette Niding-Laug ikke havde Lykken med sig, gjorde det dog i Kors-Togenes Dage saa forskrækkelig en Opsigt, at vi i det Mindste maa vide, hvad 👤Joinville fortæller om dem.