↩ Dette være for Resten sagt uden al Fornærmelse mod 👤Lothar fra 📌Segni (i 📌Kirke-Staten), en adelig Romerindes Søn, der 263 (US7) i sin blomstrende Alder (kun 37 Aar gammel) under Navn af 👤Innocens den Tredie nu (1198) 538besteg ►det Apostoliske Sæde; thi han var en dygtig Mand i sin Tid, og ei blot En af de myndigste men ogsaa af de klogeste Paver, som godt indsaae, at kom Man først af Vane med at giøre Kors-Tog, da tabde Man snart al levende Forestilling om ►det store Kirke-Rige, hvis fuldmægtige Stat-Holder han var, og af hvis Soel-Skin dog, efter den hellige 👤Hildebrands Ord, som 👤Innocens udtrykkelig tilegnede sig, hvert Christent Konge-Rige skulde laane sin Glands. Glimrende var unægtelig denne Paves Regiering, saa glimrende, at han i Stats-Historien bør kaldes 👤Innocens den Store, thi ved Siden ad ham blev alle Christenhedens Konger smaa, og selv Kongen paa Øen, 👤Rikard Løvemods Broder 👤Johan, maatte bogstavelig kaste sig i Støvet for hans Sende-Bud, medens Keiseren i 📌Konstantinopel søgde Beskyttelse under hans Vinger. Lægge vi hertil, at 👤Innocens ►aabenbar havde den Romerske Keiser-Krone i sin Haand og gav den til hvem han vilde, at han, som Formynder for 👤Fredrik Rødskiægs Sønne-Søn og ►Navner, var saa godt som enevældig i 📌Italien, og at Pave-Thronen i hans Dage, ved Oprettelsen af Dominikaner og Fransiskaner-Ordenen, fik en staaende Geistlig Hær, der lød ubetinget og indtog snart baade Kirken og ►Skolen, da kunde Man fristes til at tænke, at ►det store Kirke-Rige under ham grundfæstedes for Evigheden; men ogsaa her beviiste imidlertid Erfaringen snart, at det er ikke Guld Alt hvad der glimrer, thi netop med 👤Innocens opgav Kirke-Riget sin Aand, og var siden kun et Liig, hvorom Paverne, som verdslige Skillings-Fyrster, sloges med Konger og Kiættere og med hverandre, til de, som Chaliferne i 📌Bagdad, lærde at nøies med en tom Titel og et godt Leve-Brød. Selv de ypperste Afguder blive ligesom de mest fortryllende Drage-Dukker nødvendig til Spot, naar deres Tilbedere kiedes ved dem, og hvor tungt det end naturligviis 539faldt 👤Christi selvgjorte Stat-Holdere at finde sig deri, var det dog en fælles Skiæbne “mod hvilken de omsonst sig stræbde at bevæbne” undtagen med Taalmodighed; men Verdens-Historien vilde ligefuldt beklage deres Fald, hvis de ikke, ved at forkynde Folke-Frihed og Oplysning ►aaben Feide, selv havde udæsket Menneske-Aanden til en Kamp paa Liv og Død. Det gjorde imidlertid allerede 👤Innocens den Store, ved at lade “Kors-Tog” prædike mod Albigenserne i 📌Languedoc og deres Beskytter Grev 👤Raimund, en Ætmand af det store Kors-Togs ►Nestor. 264 (US7) Paa Kiætteriet og Fanatismen, som Albigenserne beskyldtes for, kan vi her nemlig saameget mindre indlade os, som deres Lands-Herre ei var deres Anklager men Beskytter, og er det nu aldrig engang Rettens men altid Urettens Sværd, en Lands-Herre blotter mod sine Undersaatter for Troes og Tankers Skyld, da er Uretten himmelraabende, naar Høvdingen i Aandens Rige ei blot opfordrer det verdslige Sværd til at fuldende paa Kiætterne hvad det Geistlige har begyndt, men prædiker Kors-Tog mod hele ►Landskaber som befængte med Kiætteri; thi kun en hjerteløs Tyran slaaer ihjel paa Slump for at ramme den Skyldige, og den Trøst “at Herren kiender Sine,” som Hans Helligheds ►Legat (Abbed 👤Arnold) skal have givet Kors-Dragerne, der ►gjorde sig Samvittighed over at storme Bezieres (1209)*Schrøckhs Kirke-Historie XXIX. 626., smager unægtelig langt meer af Svovl end af Manna. Dette meer end forfløine Ord kan imidlertid gierne være usagt, uden at det derfor ved Nedsablingen i 📌Languedoc blev mindre klart, at Uskyldigheden herefter ei maatte søge sin Beskytter i Paven, men iblandt hans Fiender, og dermed var Pave-Thronen saaledes rystet i sin Grund-Vold, at de Støtter, den fik i Tigger-Munkene, baade ►Graa og Sorte, vel som et frygteligt Politi under Hel540ligheds Maske kunde forsinke, men umuelig afværge dens Fald. Dette synes 👤Innocens selv at have følt, men at sidde i Grunden afmægtig paa en glimrende Verdens-Throne er en fortvivlet Stilling, thi mens Man paa den ene Side nødes til at blotte sin Svaghed, fristes Man paa den Anden kun alt for meget til med Grusomhed at dække den, og saaledes gik det nu Paven, da ►det Geistlige Sværd vel glimrede over Kongers og Fyrsters Hoved, men tørnede af mod Riddernes Hjelm og Spids-Borgernes Skjold.