↩ Næste Aar indtraf en ny Ulykke, der for Øieblikket let kunde havt langt farligere Følger, men var dog nok Riget til mere Gavn end Skade. Den kongelige Vove-Hals, som vel er 👤Baldvins rette Titel, mødte nemlig med nogle hundrede Riddere, mest Levning af “Bagdads-Farerne”, vi før nævnede, den Ægyptiske Hær ved 📌Askalon, hvor den regelmæssig hvert Aar pleiede at indfinde sig, og 👤Baldvin, der denne Gang havde forsmaaet at føre “det ægte” Kors med sig ►i Marken, maatte ikke blot med fyrretive Riddere flygte til 📌Rama, men igien stjæle sig derfra ►som en Tyv om Natten, og flere Dage vanke fredløs omkring mellem Bjergene, for ei at dele Skæbne med 👤Steffen af Blois og hans andre ►Stal-Brødre, der ►sprang over Klingen. Dette skaffede vel Kongen endeel Uleilighed og Efter-Tale, men reddede “det ægte” ►Korses Ære, der ►øiensynlig stod paa Spil og var dog Rigets Helligdom (►Palladium), ligesom Lampe-Skinnet i Grav-Kirken var dets Glands*►Folker fra Chartres hos ►Bongars 415–16.. Tænker Man blot disse to Ting bort: Korset, de Vantroes Skræk, og, Himmel-Lysningen, de Troendes Paaske-Glæde, da forholder ►Grav-Rigets Historie sig ►aabenbar til Kors-Togets, som et ►urimeligt Optrin 493af det daglige Liv til et mageløst Æventyr, og hvor ►urimeligt end det Forunderlige kan synes os, saa er dog den blotte ►Urimelighed Noget, vi slet ikke forundre men ærgre og kiede os over.