↩ Naar nemlig Hans Keiserlige Majestæt i 📌Tydskland haardnakket paastod Ret til at forlene Bisper og Abbeder med “Ringen og Staven”, som fra Arilds-Tid var de “Kirkelige” 227 (US7) Sindbilleder paa den høieste Geistlige Værdighed, da var det ganske rigtig sluttet, at han maatte indbilde sig, han var “Christi Statholder” i 📌Tydskland og kunde uddele “Aandens Gaver” til hvem han vilde, hvad Man ei engang, som Paven i 📌Rom, behøvede at være hans Med-Beiler til “Statholder-Skabet” for at finde oprørende. Det, efter Omstændighederne, høist ►billige Forlig, som 👤Paskal nu “ublokket” sluttede med 👤Henrik, men fik saa skammelig betalt, var at han skulde holde sine Fingre fra Bisper og Abbeder, men de igien deres fra Vaaben, Mynt, Told og al anden Kongelig Rettighed og verdslig Bestilling. Saaledes at indskrænkes til “Kirker og Klostre” og nøies med “Tiende og Offer” og lidt “Mensal-Gods”, fandt imidlertid de fleste Tydske Bisper og Abbeder var ikke blot kiedsommeligt men uforsvarligt, baade for dem og deres Efter-Mænd, saa de raadte selv Keiseren fra at beseigle det Forlig, hvorimod Freden til 📌Worms var dem vel tilpas, da de gierne vilde være lidt mere uafhængige af Keiseren og bevare et godt Skin, naar det kunde skee paa taalelige Vilkaar.