↩ Denne ►mærkelige Forskiel mellem 📌Østen og 📌Vesten kom ogsaa netop i 👤Constantin den Stores Dage ret for Lyset ved de “Arianske Stridigheder”, som vi vel gierne aldeles vilde overlade Kirke-Historien, men kan ikke, fordi de ►aabenbar hørde langt meer til Statens og ►Skolens, hvori de har efterladt sig uudslettelige Spor. Hele 📌Østens Geistlighed var nemlig paa den Tid forsaavidt enig med sin store Lære-Fader 👤Origenes, at de ►grundede deres Tro paa deres egen Skrift-Klogskab, og ved at kaare 📌Roms Tyran til Ypperste-Præst haabede naturligviis Enhver af 📌Østens Skole-Mestere at faae sin Theologi til at blive herskende, medens 📌Vestens Bisper kun forlangde Beskyttelse mod opsætsige Lægmænd. Nu fremstod Præsten 👤Arius i 📌Alexandrien, Lærdommens ►Stapel-Stad, med et nyt Indfald om 👤Christus efter ►Skriften, og det satte hele 📌Østen i Bevægelse, medens Man i 📌Vesten knap vidste, hvad Striden, der ►syndes at dreie sig om et eneste Bogstav i et Græsk Ord*►Omousios og omoiusios, som om vi vilde spille med Ordene “Gud lig” og “gudelig”., egenlig var om. Det gik naturligviis 👤Constantin ligedan, men da det var ham, der skulde afgiøre Trætten, maatte han dog 581 (US6) have en Mening derom, og holdt nu snart med 👤Arius og snart med hans Modstandere, hvoraf der 53nødvendig, da Keiserens Ord skulde være en Lov, maatte følge store Ubehageligheder for dem, der holdt paa en modsat Mening. Den herved opkomne Skik, at Keiserne skrev Troes-Bekiendelser (Symboler), som Man skriver Forordninger, efter den Mening, Man for Øieblikket finder ►rimeligst, eller finder hos sin Yndling for Øieblikket, lærde Man imidlertid i 📌Østen snart at finde sig i, som et nødvendigt Onde, der dog havde det Gode ved sig, at hvem der tabde Slaget i Dag, kunde vente at vinde det i Morgen, medens samme Skik for 📌Vestens Bisper og deres Hjord var en Vederstyggelighed, hvorved en Lægmand opkastede sig til Herre baade over Troen og Geistligheden.