↩ Hvad endelig gamle Grev 👤Raimund angaaer, da vedblev han lige til sin Død (1105) at staae i et tvetydigt Lys for sine Samtidige, som altsaa er det historisk rette, vi maae see ham i, ladende det uafgjort, om Skylden var hans egen, eller han kun blev miskiendt, fordi han hørde til en 481ældre Slægt end den, han paa Kors-Toget skulde sammenvirke med. Prindsesse 👤Anna, der har barbariseret hans Titel (Greve af 📌Sanct Giles) til et Navn, fortæller at i hendes Øine ►fordunklede denne “Sangiles” alle de andre Korstogs-Ledere, som Solen Stjernerne, og det var ikke meer end ►billigt; thi han viiste Keiseren i 📌Byzants en forbausende Hengivenhed, ikke blot ved at forære ham den “hellige Landse”, hvormed 👤Alex, urimeligt nok, søgde ret at nagle Normannen 👤Boemund til sit Kors, men ved at springe, naar han fløitede, saa Spørgsmaalet er kun, om han bragde hvad han ansaae for “den gode Sag” og Christenhedens Vel eller sin egen verdslige Begiærlighed dette store Offer? Det 221 (US7) Sidste maatte naturligviis Verden troe, deels fordi den kun nødig troer paa kloge Folks Ædelmodighed, og deels fordi han virkelig, især ved paa Keiserens Vegne at ledsage “Bagdads-Farerne” til deres Undergang og saa lade dem i Stikken, havde Skinnet imod sig. Paa den anden Side derimod vovede 👤Raimund dog, baade ved denne Leilighed og ellers, saa tit og redebon sit Liv for Kors-Banneret, hjalp sine ubesindige ►Stal-Brødre ud af saa mange og store Forlegenheder og blev sit Løfte, af al Magt at bestride de Vantroe, saa tro til Døden, at det var ubilligt at mistænke ham for Falskhed, og naar Man da tager Omstændighederne i Betragtning, lader Alt hvad vi veed om ham sig ►best forklare til hans Fordeel. En klog gammel Mand maatte nemlig enten strax indsee, eller dog snart opdage, at baade ved Indtagelsen og Forsvaret af 📌det hellige Land var den Byzantinske Keisers “Gunst og Gaver” af megen Vigtighed, og det maatte nødvendig falde 👤Raimund langt lettere at lempe sig efter 👤Alex, der i Grunden var bange for Kors-Dragerne, nøiedes med Skinnet og brød sig slet ikke om paa hvad Maade, Man opfyldte hans Ønsker, end at spændes med Bruus-Hove482derne, som, trodsende paa deres Kraft, sædvanlig foragtede Klogskabs Raad og kunde slet ikke taale, at Nogen vilde foretrække en anden Vei til det fælles Maal end den, der ►hugede dem bedst. Sine fleste Dage, efter 📌Jerusalems Indtagelse, tilbragde 👤Raimund for Resten med Beleiringen af 📌Tripolis, som han paa ingen Maade vilde opgive, men ►bygde sig, da den gik i Lang-Drag, den saakaldte “►Pillegrims-Borg” paa 📌Libanon, for altid at være ved Haanden, og her døde han, efter 👤Abulfedas Beretning, saagodtsom kvalt af Røg ved en Ildebrand, han vilde slukke*👤Annas ►Alexiade S. 505. 29–32. 415. 👤Wilken om ►Kors-Togene II. 197–200.. Først adskillige Aar efter hans Død overgav 📌Tripolis sig, men forblev saa hos hans mandlige Arvinger til 👤Saladin tog 📌Jerusalem, og var siden forenet med 📌Antiochien, indtil 👤Boemund den Sjette mistede begge Dele.