↩ Der gives i Menneskeslægtens, ligesom vel i enhver udmærket Enkelt-Mands, Levnets-Løb visse fortvivlede Øieblikke, da Intet er ►urimeligere end Haabet, saa Dets Gjenfødelse er allerede et stort Mirakel, ja vel i Grunden større 452end Dets Opfyldelse, og Et af disse Øieblikke var ►aabenbar Helte-Prøven i 📌Antiochien, saa det vilde være latterligt at sige, at vel var baade Trøsten og Frelsen hardtad mageløs ►vidunderlig, men dog skedte der intet Mirakel, intet virkeligt Vid-Under, men spilledes blot et kirkeligt Narre-Spil, der tilfældigviis kom til at afgjøre Kors-Heltenes og dermed Verdens Skæbne. Det er derfor heller 199 (US7) aldrig faldet noget rigtigt Menneske ind at ahne noget Bedrageri ved den Himmelske Hær-Skare, Somme paa de Christnes Side skal have seet under Slaget, og gik det anderledes med den “hellige Landse”, da er det ingenlunde, fordi Man tvivler om, at begeistrede Folk, under saadanne Omstændigheder, maatte have “Syner og Drømme”, de ei var istand til at skielne fra Virkeligheden, men blot fordi Man “virkelig fandt” en Landse paa det betegnede Sted, som om saa lille et Lykke-Træf endnu var for stort et Middel i Forsynets Haand til paa en naturlig Maade at frembringe de mest forbausende Virkninger. Virkningen beroede nemlig paa, at Sværmerne for Alt hvad de kaldte Herrens ►Efterladenskab, skulde troe paa Landsens Ægthed, hvad under Spændingen faldt dem høist naturligt, men allerede kun hundrede Dage senere de Fleste af dem latterligt, og at de da forvexlede Spørgsmaalet herom med det ganske Forskiellige: om Provencalerens Ærlighed, skulde dog aldrig friste os til at gjøre ligesaa; thi vel maa ►Ild-Prøven, for at bevise Noget, gjennemgaaes som ►“i den gloende Ovn”; men selv naar Man brænder sig, har Man dog unægtelig, ved at gaae i Ilden for sin Oprigtighed, givet det stærkeste Pant derpaa, Man kan forlange. Og Provencaleren gik virkelig i Ilden (Lang-Fredag 1099), for, efter Tidens Tanke-Gang, under Eet at bevise baade sin Uskyldighed og ►Helligdommens Ægthed, som efterhaanden, da han bestandig havde nye Syner og Aabenbaringer, faldt Mange mis453tænkelig og blev især stærkt anfægtet af den vel ►aabenbar verdsligsindede men dog ogsaa høilærde 👤Arnulf, Capellan hos Hertugen af 📌Normandiet. Om ►Ild-Prøvens Udfald har vi nok kun eet Øien-Vidnes Beretning og det er Grev 👤Raimunds Capellan, som selv bar den hellige Landse paa Hædersdagen ved 📌Antiochien, og troede paa alle 👤Peters Syner, saa vi er langt ►vissere paa, han har seet Sagen fra den bedste end fra den rigtigste Side; men han tilstaaer dog, at lidt havde 👤Peter rigtignok brændt sig paa Skinne-Benene, skiøndt hvad han siden døde af, ►aabenbar var al den Ærbødighed og Kiærlighed, hvormed Mængden overvældede ham, da han uskadt med Landsen kom ud af Ilden, saa de havde dræbt ham paa Stedet, hvis ikke den tappre Ridder 👤Raimund Peles var fløiet til og havde vovet sit eget Liv for at frelse hans*►Raimund Agil hos ►Bongars S. 156–160. 165–69. 171..