↩ Saaledes havde da ►Bladet vendt sig, at Levningen af Kæmpe-Hæren, hvis mindste ►Konst det havde været at forskrække 📌Byzants, nu, indspærret i sin egen Erobring, satte sit sidste svage Haab til den feige Byzantiner; men at Man ventede Hjelp af 👤Alex var dog ikke nær saa latterligt, som det klinger; thi ikke blot havde Kors-Hæren, ved at lamme ►Tyrke-Armen i 📌Rum, saaledes skaffet ham Luft, at han nu ►spillede Mester i 📌Natolien, men 👤Boemunds Broder 👤Guido var med mange tusinde Korsfarere traadt i hans Tjeneste, saa, havde han kun havt Mod og Villie til at vove noget for sine tappre Lehns-Mænd, var det ganske ►rimeligt, at den store Tyrke-Hær ►mellem to Ilde snart vilde smeltet sammen til saagodtsom ingen Ting. Det var imidlertid langt fra Keiserens Mening at vove Noget for studse ►Kæmper, han, jo før, jo hellere, ønskede at blive kvit, saa han laae kun paa Reisen til 📌Antiochien, for, ifald de tog den, i Tide at paatale sin Ret, og da han derfor hørde, hvordan Sagerne stod, og at Tyrkerne fra 📌Tigris med det Samme vilde giæste ham, skyndte han sig hovedkulds hjem til 📌Konstantinopel og lod 📌Antiochien skiøtte sig selv*👤Annas ►Alexiade S. 322–26. Kors-Krønikerne hos ►Bongars S.19–20. 60..