↩ At nu denne Christendommens Seier over Hedenskabet er langt fra at være saa glædelig en Begivenhed i Kirkehistorien, som Biskop 👤Euseb, og Millioner med ham, har tænkt, det maae netop alle Christne strax ind48rømme, da Christendommens saakaldte “Ophøielse” til Stats-Religjon i 📌Romer-Riget ►øiensynlig var en dyb Fornedrelse, der paa den ene Side aabnede Kirke-Dørren for alle dem der tænkde lavest, og paa den Anden gjorde 📌Roms Tyran til Menighedens Ypperste-Præst (Pontifex Maximus); men i Statens og ►Skolens Historie er den tilvisse en Hoved-Begivenhed, al den Priis og Beundring værd, som Man vil skiænke den. At vi nemlig har Stater, som kappes om Rangen med Old-Tidens Bedste og stile end høiere, og at vi har en ►Høi-Skole, hvor de forbigangne Tider som ved en Trylle-Stav opstaae, for i Forening med den Nærværende og Tilkommende, at vise og forklare hele Menneske-Livet, det er ►aabenbar en Følge af at Korset fortrængde Ørnen i 📌Roms Banner, og skiøndt man vel kan indbilde sig, det Samme vilde skedt alligevel, er det dog kun, ligesom vi kan indbilde os, at om vi end var blevet kvalt i Fødselen, kunde vi maaskee dog levet ligegodt. Det var derfor barnagtigt, her at tale om 👤Constantins Bevæggrunde til at blive Christen, om hans Ret til at hedde et christeligt Menneske, og om den Maade, hvorpaa saavel han som de Christnes Bisper og Professorer benyttede Seieren; thi det, seer Man let, bliver Altsammen deres egen Sag, medens Følgen i alle Tilfælde blev hvad den blev og er ret egenlig vores Sag. Jo meer man imidlertid nedsætter 👤Constantins og hans Samtidiges Christendom, des klarere bliver det, at Christendommen paa en Maade maatte blive herskende i 📌Romer-Riget, for at virke saa velgiørende som Tilfældet blev paa de følgende, selv de fjerneste, Tider; thi tænke vi os en Apostolisk Menighed, levende i Aanden, da trængde den ligesaalidt til verdslig Beskyttelse, som den attraaede verdslig Rigdom, Magt og Ære; men netop naar Menigheden var ►udartet, og dog uundværlig i Verden, da var det et Mester-Stykke af 49Forsynet, at 578 (US6) sammenkiæde den med Tyrannens Fordeel og med alle Verdens-Rigets ►Indretninger, som maatte give de ►indbrydende Barbarer deres høieste Forestilling om Stats-Klogskab og Dannelse. Paa Barbarerne er det nemlig vi nu maae fæste Øie, thi dem er 📌Romer-Riget ►aabenbar givet til Priis, og kun med Hensyn paa dem kan vi fortsætte Stats-Historien, efterat 👤Christus-Riget har tabt sin Selvstændighed og falder i det Mindste tilsyneladende sammen med det Romerske, men Barbarernes Riger blive nu igien kun Gienstand for Stats-Historien, fordi der i dem ved Christendommens Hjelp udvikle sig Stater efter den ►Ebraiskes ►Lignelse, med aandelig Oplysning til ►Hoved-Øiemed. Hvorfor ikke 📌Romer-Riget heelt og holdent ved Christendommens Hjelp kunde forvandles til en saadan Stat, er et unyttigt Spørgsmaal, thi 📌Romer-Riget var jo alle de gamle Staters ►Rakker-Kule, hvis Liig umuelig der kunde sammenvoxe til et Kæmpe-Legeme, og skiøndt Christendommen havde viist, den mesterlig kunde forene “►Jøder og Græker, Skyther og Barbarer” til eet Folk, saa var det dog kun under Vilkaar, som i 👤Constantins Dage snarere slet Ingen end alle Rigets Indbyggere vilde finde sig i. Naar derfor ►Christendommen under disse Omstændigheder kronedes til Keiserinde, da var det kun vigtigt, fordi, som dens Prophetiske Apostel mesterlig udtrykker det, ►Hun derved fik “begge den store Ørns Vinger” at flyve paa til Ørken, bort fra Slangens Ansigt, hvor Hende var Sted og Næring beredt i Tidernes Løb! Saa lidt derfor end Keiser-Daaben fortjener den Bebreidelse, at have forværret 📌Romer-Rigets Stilling og fremmet dets Opløsning, da den ►aabenbar formildede Tyranniet og forsinkede Opløsningen, saa kan Christendommen dog ei forlange Tak derfor af 📌Roms Tilbedere, da det er klart, den virkede kun for sig selv og 50Menneske-Slægten, formildede kun Tyranniet fordi den skaber Retfærdighed og aander Mildhed, og forsinkede kun Opløsningen, for at faae Tid til, saavidt mueligt, at giennemtrænge det Hele og ►syre hele Massen, saa Menneske-Aanden kunde høste Gavn af Barbarernes Seier. Nu, da ►den nyskabte Folke-Verden ligger udbredt for os i al sin Herlighed, vidt overstraalende den Gamles, har vi ondt ved at troe vore egne Øine, naar vi, opvaagnende, betænke, hvad der ►Alt maatte skee, for at ►vi kunde komme sovende dertil; men forsvinde 579 (US6) maatte nødvendig al denne Herlighed som en Drøm, hvis vi ei vilde ►oplade Øiet og see hvad der er skeet, beundre Forsynets Styrelse og følge dets Vink.