↩ Dette er udelukkende Prindsessens Beretning om hendes Faders Ordholdenhed og Krigs-Brug, og medens Man herved i “Kirke-Historien” vil bemærke, det var ikke meer end ►billigt, 192 (US7) at ►Latinerne lod Byzantinerne ligesaavel beholde 📌Nikæa, som “den Nikæniske Troes-Bekiendelse”, aldeles for dem selv og nøiedes med “det Apostoliske” i 📌Antiochien og 📌Jerusalem, saa kan det dog i Stats-Historien slet ikke undre os, at 443Kors-Farerne, skiøndt langt daarligere underrettede end vi, fandt Keiserens Opførsel nederdrægtig*►Kors-Krønikerne hos ►Bongars S. 6. 40. 97. 142. 387.. Derimod maa det høilig forundre os at Keiseren havde ►Fripostighed til, efter et saadant Venne-Stykke, at forlange Troskabs-Eden fornyet, og at Ridderne var taalmodige, ►forbluffede eller bestikkelige nok til at føie ham; men begge Dele, siger hans ►Daatter, var dog Tilfældet, saa den Eneste, der vægrede sig, var Bruus-Hovedet 👤Tankred, der havde listet sig over til 📌Asien, mens 👤Boemund gjorde Eed, og erklærede nu i Keiserens Nærværelse, da Man vilde lokke og kiøbe ham til det, at om saa Keiseren vilde forære ham hele sin mageløs glimrende Telt og ligesaameget Guld til, som han havde givet alle de andre Riddere, vilde han dog ikke sværge Andre end 👤Boemund ►Huldskab. ►En Palæologos blev herved saa øm over Keiserens Ære, at han følelig fornærmede 👤Tankred paa hans, men havde Keiseren ikke mærket Uraad og faaet 👤Boemund til at lægge sig derimellem og holde paa 👤Tankred med begge Hænder, var han ogsaa bestemt faret lige ind paa Byzantineren og havde splittet ham levende ad. Skammen over denne ►Overilelse og 👤Boemunds Overtalelser virkede imidlertid meer paa denne “fribaarne Sjæl” end ►det røde Guld, saa ogsaa ►han beed omsider i det sure Æble *👤Annas ►Alexiade S. 316–17..