↩ 187 (US7) Vel var nu de Latinske Høvdinger hverken stærke i Geographien eller i Verdens-Historien, men at inde i 📌Asien hele Verden havde hørt til 📌Romer-Riget, var dog en vitterlig Sag, og saa uegennyttige som 👤Gotfred og 👤Tankred var naturligviis ikke Ridderne i Tusind-Tal; medens Troskabs-Eden, som Ridderne baade kiendte og ærede langt bedre end Keiseren, netop hos Folk, som 👤Gotfred og 👤Tankred, gik til Hjerte, saa det var, som Prindsessen selv anmærker, kun 👤Boemund, der gjorde Eed som ingen Ting. Det gik nemlig dengang i 📌Byzants, som det gaaer nu i den ►ligedannede Verden, at Keiseren fordrede Eder ved alle Leiligheder og saa strængt affattede som mueligt, ingenlunde fordi han ansaae sig synderlig betrygget derved, men som en Formalitet, der dog maaskee kunde gavne lidt, kunde aldrig skade, og forbeholdt ham i alt Fald den strængeste lovlige Ret mod Vedkommende. Byzantinerne, der hardtad Alle deelde Keiserens Anskuelse af Troskabs-Eden, fandt sig naturligviis mindre besværede af den, jo urimeligere stræng den lød, men ærekiære Riddere, som ikke legede med Ord end sige med Eder, og maatte nødvendig have Tro paa det Navn og Kors, de gik i Døden for, kan vi godt forstaae, var meget ilde skikkede til at gaae ind i denne ægte Romerske Anskuelse. Uden derfor at kunne ►oprede den af begge Partier indviklede Sammenhæng med Kiven og Kampen mellem 👤Alex og 👤Gotfred, see vi dog godt, de især reiste sig af deres himmelvidt forskiellige Begreber om “Eder og Løfter”, saa de faldt bort af sig selv, da Man endelig kom til Forklaring. Saa437snart nemlig 👤Gotfred fik at vide, at Keiseren med Troskabs-Eden ikke meende stort Andet, end Forsikkring om ei at ville tragte ham efter Liv og Krone, fandt han naturligviis ei mindste Betænkelighed ved at giøre den, og hvad Løftet om alle Stæder, som “havde hørt” til 📌Romer-Riget, angik, da viser hele den følgende Historie, at det maa være blevet forklaret, ikke om Alt hvad der engang i gamle Dage, men “for nylig” havde hørt dertil, altsaa kun de ►Natoliske Stæder og 📌Antiochien.