Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Her laae nemlig samme Nat et uhyre stort Sørøver-Skib, som, uagtet det havde tohundrede Roers-Karle, kom for Vind-Stille neppe af Stedet, og Styr-Manden saae med Forskrækkelse hele den Byzantinske Galei-Flaade komme roende lige imod, hvad han da strax meldte Greven, Gud veed hvorfra, som havde fragtet Skibet til sig og sine 427femtenhundrede jernklædte Kors-Dragere. Denne lod da strax alle sine Folk fare i Harnisk, og, hvis end Skylden var, saa kom det ved en besynderlig Mis-Forstaaelse til en hidsig Fægtning med de Byzantinske Galeier, anførte af den tappre 👤Marian, som var en Søn af Admiralen 👤Nikolaos Maurokatakalon, der laae og krydsede i Farvandet og havde længe luret paa den store Viking-Snekke, men Slags-Maal har Man allevegne Nok af, saa det alene lokker kun Gade-Drenge. Sagen, hvi Prindsessen vinker ad os, er imidlertid den: at der var en Præst ombord, som da 👤Marian kom til at saare Greven selv, blev som han var rasende, gjorde lyst med sin store Kors-Bue, som Prindsessen kalder en “Helved-Maskine,” og holdt ud, mens hans Selskab af tolv Kæmper blev tre Gange afløst, uagtet ogsaa han havde mangfoldige Saar og blødte som en Tyr. Tilsidst lærde Man imidlertid dog at forstaae hinanden ret, saa Greven overgav sig til 👤Marians Førelse, men Præsten havde hverken Øine eller Øren for Andet end Fienden, og da han havde skudt sine Pile op, greb han en stor Steen i begge Næver og smak i Hovedet paa Marian, som Ajax paa Hektor (siger 👤Anna selv), saa Hjelmen knustes og Byzantineren daanede, men kom sig dog igien og takkede Præsten med tre Pile, der alle ramde. Denne, som nu heller ikke havde flere Steen, foer omkring som et fortvivlet Menneske, til han stødte paa en Sæk med Skibs-Kavringer, der da paa Timen regnede ned over Fienden, og gav blandt Andet 👤Marian et dygtigt Øre-Figen. Hermed endtes Slaget i Morgen-Stunden, men da saa Folkene var sat i Land paa den Albanske Kyst, hvor Byzantineren vilde, gik Præsten længe og ledte om 👤Marian, hvis Navn han ikke vidste, men hvem han dog kiendte paa et Haar, og da han endelig fandt ham, omfavnede han ham som sin bedste Ven, forærede ham en vægtig Sølv-Kande og 428sagde: ja, havde det saa vel været paa fast Land, skulde en god Hob af Jer bestemt bidt i Græsset. Med de Ord faldt han om og døde af sine mange Saar*👤Annas Alexiade S. 289–93..