↩ Var det vist, at 👤Gotfred, der viiste sig saa begeistret for ►Kirke-Rigets Sag, at han ikke blot førde Hoved-Banneret i den hellige Krig, men solgde til dens Tarv Alt hvad han havde og sagde sit Fædrene-Land for bestandig Farvel, dog havde været med at beleire Rigets Martyr i 📌St. Angelo, da vilde det være en stor psychologisk ►Mærkværdighed; men da ingen Samtidig har et Ord derom, og hans Moder sagde, han fra Barns-Been havde havt Mod paa ►📌Jerusalems-Toget► *►Abbed Vibert hos ►Bongars S. 485., er det ►sagtens kun et Rygte af samme Slags, som det inde fra 📌Asien, at han skulde have været 👤Henriks ►Mærkes-Mand i det berømte Slag med Kong 👤Rudolf (1080) og selv fældet denne 👤St. Peders kro421nede Vaaben-Drager med Banner-Stagen. Da dette ►tilgavns ►urimelige Rygte imidlertid i nogle Aarhundreder har havt det uforskyldte Held at giælde for en afgjort historisk Sandhed, maae vi gribe Leiligheden til at bemærke, at saavel dette som den hele romantiske Fortælling om Tve-Kampen, hvori 👤Gotfred, skiøndt hans Klinge sprang, dog reddede sin Ære med Stumpen, er blot Noget som 👤Vilhelm Tyrier, født og baaren i 📌Asien, et hundrede Aar efter skrev op, uden at kunne drømme om, at vore “Kritiske Historie-Skrivere” vilde ►regne, hvad først han fortalde om gamle Europæiske Tildragelser*►Vilhelm Tyrier hos ►Bongars S. 766–67. og ellers ingensteds, før midt i det Trettende Aarhundrede kiendelig udskrevet af ►Ælfrik (Alberik) Munk hos Leibniz S. 181–82.. Hvad der imidlertid ►binder Læsset og sætter den hidtil anvendte historiske Kritik i et meget ufordeelagtigt Lys, er at 👤Ordrik, en samtidig 176 (US7) Skribent, udtrykkelig siger, at den Dronning, Kong 👤Henrik behandlede saa ilde, at 👤Gregor maatte ►bansætte ham, var Hertug 👤Gotfreds egen ►Syster, hvorover han ogsaa greb til Vaaben og slog Keiseren af Marken*👤Ordriks ►Kirke-Historie hos ►Düchesne S. 639., saa 👤Gotfred har formodenlig netop været paa 👤Rudolfs Side i det Slag, Man veed, hans Folk vandt skiøndt han faldt.