↩ Det var da 👤Hildebrands Fortroelige, 👤Urban den Anden, der, blandt Andet, ved midt i 📌Tydskland selv at ►banlyse Keiseren, havde viist, han var ►af Slægten, ham var det, som mens hans Med-Beiler til ►det Apostoliske Sæde ►spillede Mester i 📌Rom, ei blot havde Mod til paa Møderne i 📌Piacenza og 📌Clermont (1095) at stadfæste alle sin store Forgiængers Anordninger og ►banlyse baade Keiser 👤Henrik og den Franske Kong 👤Philip, men havde Aands-Nærværelse nok til paa begge disse Møder at behandle alt Andet som Bisag, i Sammen-Ligning med den store Kiærligheds-Gierning, ►at forlade alle Ting, tage Korset op og følge Herren, som vinkede til Kamp mod de Vantroe, for hans Thrones Ære, for 📌den hellige Grav og 📌det forjættede Land, der kun alt for længe, til Christenhedens Skam, nedtraadtes af Hedningerne og besmittedes med alskens Uteerlighed. Disse Møder var ogsaa af en ganske egen Art; thi det var Folke-Forsamlinger, hvori de Lærde tabde sig mellem de Læge, og som holdtes under aaben Himmel, 416da ingen Kirke kunde rumme dem*👤Barons ►Kirke-Bøger ►A. 1095., og denne Pave havde den dybe Følelse, at ►►det “Geistlige Sværd”, som trænger til Marv og Been, udgaaer af Munden og stikkes kun i Skeden ved at føres i Pennen.