↩ Selv i den Christne Kirkes christelige, men for Resten upartiske, Historie vil da Paven i 📌Rom faae den Æres-Erklæring, at kunde Nogen have Lov til, som 👤Christi Stat-Holder og 👤St. Peders ►Efter-Mand, at tildrømme sig en Geistlig Magt med verdslig Virkning, da 391maatte det langt snarere været ham, end baade Keiseren i ⓘ 📌Byzants og Kongen i 📌England, der dog anmassede sig langt mere Herredømme over Troen og Tankerne end han. Uden derfor ►enten at fordølge eller forsvare Noget af al den ►Forkvakling, Christendommen 153 (US7) har maattet taale, alle de slette eller dog fremmede Hensigter, den har maattet tjene, vil dens Historie vise, at 📌Østen og 📌Vesten, Catholiker og Protestanter, i den Henseende vel har Nok at lade hinanden høre, men Intet, som retfærdiggiør dem selv, saa ogsaa denne Skrift maa “►►indslutte Alle under Synd►”, fra den Dag, da baade Hyrderne og Hjorden ⓘ med Glæde valgde den Hedenske Keiser istedenfor ►“Aanden” til 👤Christi Statholder. Ja, Kirke-Historien med Aand vil vise at med “Aanden” forsvandt nødvendig saavel den ægte Oplysning som den sande Frihed, og at hvor Christendommen, som Stats-Religion, skal være en tvungen Sag, træder enten, som i 📌Byzants, Keiser-Griller i dens Sted og blive en Lande-Plage under dens Navn, eller den forvanskes, som i 📌Vester-Leden, efter de Folks Natur, der skal synes at rette sig efter den, saa det er kun et stort Guds Under, at Christendommen, langt fra at ►undergaae i dette Chaos, reiste sig fornyet deraf og stræber med aandelige Vaaben at tilbagevinde sin oprindelige Frihed og Herlighed.