↩ Dette naadige Nik af Prindsessen i 📌Byzants, der, havde Kors-Farerne ikke været, let kunde tabt baade Næse og Mund iblandt Tyrkerne, er imidlertid dog neppe Reisen værd, og den store Overeens-Stemmelse af Protestanternes Tanke-Gang i det Attende med Byzantinernes i det Tolvte Aarhundrede neppe et af de Varsler for deres Frem-Tid, paa hvis Bekræftelse det er Umagen værdt at arbeide, og kunde en Historie-Skriver, der langt heller deler ►Kæmpernes Følelse, som ►øvede, end Dværgenes som giennemheglede Bedriften, ei finde velvillige Læsere, maatte han dog langt heller skrive for de Døde end tækkes de Levende. At skrive for de Døde er imidlertid dog kun en daarlig Trøst, med mindre Man til dem ogsaa regner de “Ufødte”, og det maatte ret egenlig gaae til med Hexeri, om der ikke engang i 📌Norden skulde findes aabne Øren for Ridder-Tidens Efter-Mæle, altsaa mangt et Øie blinke, der kan og skal aabnes ei mindre for Middel-Alderens end for Old-Tidens Stor-Værk, som er Vilkaaret for, at ►Nyaars-Tiden kan ogsaa faae Sit, som fattes endnu, og forberedes dog ►aabenbar ligesaalidt ved at giennemhegle, som ved at efterabe de Gamle!