↩ At det ene og alene var denne Mangel paa Liv, som altid følges med Døden, og ingenlunde de Norske Konger, som hindrede Islænderne i fremdeles at benytte deres Frihed til at færdes om Land, udbrede Munterhed og indsamle Kundskab og Erfaring, det seer Man ogsaa klart paa Skrive-Friheden; thi den brugde de flittig: skrev baade ind og ud, baade op og ned, baade om og af, baade sønder og sammen, saa det er kun de levende Farver og Deeltagelse i det virkelige Liv, der giør den himmelvide Forskiel mellem Bøgerne før og efter 👤Snorres Dage. Selv han var langt mere Samler end Forfatter, thi alle de Sagaer, som udgiør ►Heimskringle, var ikke blot gjort i Munden, men ført i Pennen, ►sagtens før han blev født*►Undersøgelsen om Snorres Kilder af 👤P. E. Müller., saa, har vi noget Sagn af ham, om hvad han havde oplevet, maa det stikke i ►Hakon den Gamles Saga af hans Broder-Søn 👤Sturle, som allerede er ►vandet. Endnu mindre er naturligviis de Mythiske Old-Sagn (►Gylfe-Legen og ►Brage-Snakken) i den saakaldte 379►Snorres Edda et Værk af ham, da det endog langt snarere er en Oversættelse af Angel-Sachsisk, hvortil Islænderne kun have føiet deres ►Verse-Konst (Prosodi) med oplysende Exempler af ►Draperne *►Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog, S. 163–70. 177–81..