↩ ►Kige vi nu indenfor i de Normanniske Riger, da finde vi Lehns-Væsenet i al sin Kraft, som vel i den senere Tid er blevet hardtad ligesaa slet benyttet som ilde omtalt, men var dog ►aabenbar den frieste Forfatning, der, udenfor 📌Norden, fandtes i Middel-Alderen, og 370kunde gives i de nye Riger. Naar Man nemlig ved et Riges Stiftelse lægger “►Spydstage-Retten” til Grund, da maa deraf enten udspringe en fuldkommen “►Natur-Stand” som de “Latinske Jurister” beskrive den, eller et almindeligt Slaveri, med mindre hver Strids-Mand ordenlig tager sin Part og faaer Arve-Fæste derpaa, ligesom Lehns-Herren paa Thronen og Kron-Godset. Herved opkommer nu ►vist nok et Aristo-Krati, hvor det ingenlunde altid er de Bedste, der raade, og hvor det sædvanlig gaaer broget til, men naar Man sammenligner 📌det Byzantinske Rige, hvor Alle, selv Keiseren, bestandig havde Kniven paa Struben, med det Normanniske, hvor ►Knivene, naar de ikke kunde holde hinanden i Skeden, sleed dem selv op, kan der dog intet Spørgsmaal være om, hvor et Menneske helst skulde opslaae sin Bopæl, eller hvor de menneskelige Kræfter havde det frieste Spille-Rum. ►Vist nok maatte Man ønske Almuen bedre Kaar, end den sædvanlig havde under Baronerne, men den havde dem dog bedre end Romerske Trælle, til hvem den, som Krigs-Bytte, var nedsunket, og vilde Baronerne hamle 137 (US7) op med hinanden og holde Lehns-Herren Stangen, maatte de, for deres egen Skyld, være naadige Herrer mod deres Liv-Egne. Lehns-Væsenet blev derfor først en Plage, da Ridder-Aanden forsvandt, og da Lehns-Mændene, istedenfor at kappes i alt Storladent med deres Lige og selv med deres Overmænd, blev Smaa-Tyranner, som, selv ►under Pidsken, havde baade Lyst og Lov til at flaae deres Undersaatter*👤Sismondis ►Franske Historie III. 35–37. 451–52. IV. 1–14..