↩ Det er imidlertid klart, at det ingenlunde var udvortes Magt, der styrtede 👤Christus-Riget, og vi maae derfor et Øieblik dvæle ved de indvortes Aarsager til Opløsningen af det kraftigste og ædleste, det elskværdigste og lyk39keligste ►Borger-Samfund, der har været paa Jorden, og staaer derfor endnu overalt i Christenheden, selv i 📌Frankrig, for de Klogestes Øine, som Idealet af en fuldkommen Stat, hvis Borgere kun lyde de Love, de selv bifalde, men bifalde altid de Bedste, har ingen synlig Øvrighed, uden den de selv vælge, og kan afsætte naar de lyste, men lyste det kun, naar den bryder Pagten, og har endelig baade Mod og Kraft til, hvad Øieblik det skal være, med Glæde at offre Liv og Blod for Fædrene-Landet. Et saadant Rige er det nemlig ►aabenbar 👤Lukas beskriver, naar ►han skildrer Menigheden i 📌Jerusalem, og skiøndt vi af 👤Pauli Breve see, at der allerede i hans Dage, ved den store Udvidelse, Riget fik, indsneeg sig smaa Uordener, saa spore vi dog indtil Midten af det Tredie Aarhundrede alle Hovedtrækkene hos dette besynderlige Folk, der, som Brudstykker af Mange, og adspredte over hele 📌Romer-Riget, kun havde Bopæl sammen, forsaavidt hele Jordens Kreds er det store ►Mandhjem, kun havde Herkomst og Sprog tilfælles, naar ►hele Menneske-Slægten er af eet Blod og alle Tungemaal Brudstykker af et Grund-Sprog, og som endelig ►kun havde et Fædrene-Land, der blomstrede ved deres 571 (US6) Selv-Opoffrelse og skiønnede paa den, naar de ►glemde “deres Folk og deres Faders Huus” paa Jorden over Himlen, som Menneske-Aandens oprindelige Hjem, ►de Levendes Land, hvortil det er ►Støv-Hjertets Ære og Fryd at opløftes. Medens vi nu maae være ►billige nok til at indrømme, der hører meget til at opoffre Livet for et usynligt Fædrene-Land, saa er det dog klart, at Rigets Selvstændighed beroede derpaa, ligesom det var Kongens (👤Christi) udtrykkelige Ord: ►hvem der nægter mig for Mennesker, ham nægter jeg igien, og naar vi derfor i Midten af Aarhundredet see de flygtende Høvdinger, 👤Cyprian og 👤Dionys, beholde deres Æres-Poster, og dem, der faldt i Slaget, stilles op igien til Rigets 40Vagt, da er vi forberedte paa det Værste. Det gik altsaa i ►den Christne Kirke-Stat omtrent som i ►den Mosaiske, der egenlig kun varede til 👤Josva og alle de Ældste, som havde seet Herrens Gjerninger, var døde; thi efter 👤Polykarps Dage staaer 👤Irenæos kun som et enkelt Vidne om den forsvundne Herlighed, hvis matte Efter-Skin vel endnu en kort Tid skjuler men kan umuelig læge Folkets Brøst. Daaben og Nadveren havde vel det store Vidnesbyrd i Menigheden, at de ►vidunderlig kunde skiænke Folke-Aanden og sammensmelte hele Folket med den usynlige Konge, men naturligviis kun under Troens Betingelser; og denne Tro begyndte ►aabenbar at vakle, saasnart de var døde, der havde seet Kongen Ansigt til Ansigt, og ved hvis Haands-Paalæggelse Aanden ►aabenbar kom over de Troende, og i et Rige der kun hvilede paa Troen, maatte det nødvendig føre til Opløsning. Vel fandt den vaklende Tro, paa Aandens Meddelelse og den levende Forbindelse med Kongen, to Støtter i den indviede ►Lære-Stand og ►den Hellige Skrift, men ved at læne sig til dem, blev den en Overtro paa dem, som maatte have ganske anderledes Virkninger, og forvandle 👤Christus-Riget enten til et Bispe-Rige (►Hierarchi) eller til en ►lærd Republik (et ►Anarchi), hvoraf Hiint trænger til verdslig Beskyttelse for at vare, og Denne til Tugt for at holde Fred med sig selv, medens de Begge, for at vinde Skin af Eenhed, maatte have en Tyran. Naar vi derfor see, at i det Tredie Aarhundrede, da ►Afrikanerne kom til at staae for Styret, indførde 👤Tertullian og 👤Cyprian den Tro, at “de Indviede” udgjorde det egenlige Christen-Folk eller de Aandelige (Geistligheden) og ►raadte for Himmerig, medens 👤Origenes og alle hans Discipler med stort Bifald prædikede den ►Lærdom, at Aanden laae skjult under ►Bibelens Bogstav og maatte med Lærdom og 572 (US6) Kløgt opmanes deraf, da vinder det Hele en forbausende Klar41hed; thi ligesom Hiint minder os om det gamle 📌Karthago med sine i ►de Kabiriske Mysterier indviede Raads-Herrer, og Dette om ►📌Ægyptens Trold-Karle og ►Hieroglypher, saaledes opdage vi, at det var ikke 👤Christus-Riget, men Bispe-Riget i 📌📌Vesten og ►de Lærdes Republik i 📌Østen, der under 👤Decius tabde Slaget og lærde at elske den Rolighed, som Verden giver. Saasnart nemlig Bisperne hist, og de Skrift-Kloge her, gjorde sig selv til 👤Christi Statholdere med uindskrænket Fuldmagt, da var Rigets Monarkisk-Demokratiske Forfatning forvandlet til et reent Aristokrati, der kun levnede 👤Christus Konge-Navnet og kunde umuelig besjæles af Hans Aand, da ►Aanden netop er Hans Statholder, og maatte afsætte sig selv for at sætte Andre i sit Sted. Hvor stor en Ære det da end er for Christendommen, at den, selv misbrugt og misforstaaet, gav Tanke-Gangen en langt meer aandig Retning og Skrifterne om Gud og Menneske et langt dybere Indhold, end noget Hedenskab mægtede, saa hørde dog Christenheden, deelt mellem Bisper og Professorer, i ►Borgerlig Henseende til de Dødes Rige, hvis Indbyggere Bispe-Stav og Pen umuelig kunde levende forene eller begeistre for Fædrene-Landet, der nu ikke længer var ►de Levendes Land men ⓘ Kirke-Gaardene med Martyr-Grave. Hvorledes nu Religjons-Friheden i et halvt Aarhundrede maatte virke, hvormange Tusinde der i ►Hjerte-Tiden maatte strømme til det Christne Samfund, med de store Løfter om Synds-Forladelse og Salighed, og med de stærke Vidnesbyrd om Guddommeligt Pant, og hvor magelig Bisper og Professorer maatte giøre Himmel-Veien, for selv, mens de vendte den Ryggen, at staae som de der gik i Spidsen, det hører egenlig Kirke-Historien til at ►udvikle, men maa dog ogsaa her berøres, for at vise, hvor naturligt det gik til, at 👤Christus-Ri42get ►borgerlig tabde sig i 📌Roms Slaveri. Behøver dette imidlertid Bekræftelse, da er Biskop 👤Euseb fra 👤Constantins Dage det ►umistænkeligste Vidne, naar han bekiender, at under Freden brændte de, der gik for Hyrder, af Had mod hinanden, og gav i Herske-Syge Verdens Høvdinger ei det mindste efter, saa det var intet Under at ogsaa ►Herren ►ryggede Pagten, nedbrød Murene, sløifede Fæstnings-Værkerne, gjorde Sværdet unyttigt og var ikke med sit Folk i Striden, men tog Aar fra dets Alder og gav det Skiændsel i Tilgift *►Euseb. VIII. 1..