↩ Denne første Hertug 👤Rikard, som kun var et Barn, da hans Fader blev myrdet (af Grev 👤Arnulf i 📌Flandern), kom under Skin af Værgemaal i den Franske Konges farlige Hænder, men reddedes ved Hielp af 👤Bernhard Dansker og andre troe Normanner, bestod, med Nordiske Hjelpe-Tropper, en lang Kamp paa Liv og 330Død med de sidste Karolinger, og oplevede sin Svoger, 👤Hugo Kapets Thron-Bestigelse. Man kan da nok tænke, han er de Normanniske Historie-Skriveres egenlige Helt, ligesom ogsaa 👤Dudo, der for hans Skyld begyndte paa sin Krønike, slutter den med hans Død (1002), og en saadan Folke-Yndling fra Barns-Been, med hvem Riget giennemgaaer sin Skiærs-Ild, maa nødvendig, efter Døden, gaae igien under æventyrlige Skikkelser, saa det kan umuelig ►forarge os, i ►Rim-Krøniken, at see 👤Rikard den Uforfærdede (👤sans peur) slaaes med Fanden selv, medens baade ►Vætter og ►Uvætter underkaste sig hans retfærdige Dom*👤Waces ►Normanniske Rim-Krønike S. 275–88.. Det fornøier os derimod dobbelt, fordi vi har 👤Dudos Fortælling historisk at holde os til; thi er han ►end mere snaksom end vi kunde ønske, er han dog for alvorlig til, hvor det giælder om Daad, at fare med Tant. Vel er hans Fortælling om Keiser 👤Ottos ►Tog til 📌Normandiet og 📌Rouens ►mærkværdige Beleiring, i senere Tid, blevet meget anfægtet, men ene paa Grund af “Aarbøgernes Taushed”, og Man indseer let, det er dog alt for ubilligt at lade Normannernes Historie-Skriver høre ilde, fordi Franker og Tydskere Ingen havde, men nøiedes med tørre ►Annalister, som maaskee neppe vidste, at 📌Rouen var til.