↩ Da 👤Karl Tykkert, en Søn af 👤Ludvig Tydsker og Sønnesøns-Søn af 👤Karl den Store, blev afsat (887), opløstes for bestandig 📌det store Franke-Rige, som under ham igien for et Øieblik var blevet samlet, og medens Tydskerne valgde 👤Arnulf til deres Konge, og 📌Italien blev ►Gribs-Gods, faldt Landet mellem 📌Rhinen og 📌Pyrenæerne, som vi nu kalde 📌Frankrig, i mange Stykker. Grev 👤Odd (👤Odo, 👤Eudo) som havde udmærket sig ved dog een Gang at forsvare 📌Paris mod Normannerne, blev vel det egenlig kronede Hoved, men hans Rige strakde sig kun fra 📌Maas til 📌Loire, hvor de Nordiske Vikinger endda herskede meer end han. 📌Bretagne, 📌Gaskogne, 📌Languedok, 📌Provence, 📌Bourgogne og 📌Flandern, havde hver sin egen Herre, som, hvad enten 325han kaldte sig Konge eller Hertug, Lehnsmand eller Selv-Eier, gjorde, saavidt han kunde, Alt hvad han vilde, og naar vi huske, af hvilke stridige Elementer Befolkningen bestod, kan det aldrig forundre os; thi den Tid er nu forbi, da Man bildte sig ind, et Rige hængde lige godt sammen, hvor forskiellige saa end, baade i Sind og i Skind, baade i Herkomst og Sprog, Indbyggerne var. Rigtig nok ►forskrev denne Indbildning sig netop fra 📌Frankrig, og bestyrkedes ved Sammes Historie i de sidste tre Aarhundreder (1500–1800), da Man neppe sporede mindste Forskiel mellem Efterkommerne af ►Allemanner, ►Gother og Burgunder, Franker, Britter og Normanner; men det kom dog mest af, at Man blot saae paa Over-Fladen, som alle Stammerne i lang Tid havde kappedes om 103 (US7) at giøre saa ►plat og glat som mueligt, og i det Niende Aarhundrede krævede Hjertet selv der ganske anderledes sin Ret.