↩ Kun fra dette Stade bliver den besynderlige Kamp mellem Romersk Grusomhed og Christelig Taalmodighed os forklarlig, men bliver det da ogsaa i den Grad, at vi see, den var uundgaaelig; thi vel maatte der tit blive Vaaben-Stilstand, fordi ethvert Nederlag, Romerne leed, maatte vise dem det var Daarskab, at bekæmpe Tanker og Troens Ord med Ild og Sværd, men enhver nyopvoxet Slægt vilde dog fornye Prøven, indtil enten Frygten aldeles lammede Armen, eller de Christne tabde deres ►Frygtelighed. Vi kan ogsaa virkelig i den Tid Krigen varede (68–312), tælle syv Hoved-Slag, altsaa Eet omtrent paa hver Menneske-Alder, skiøndt vi naturligviis ikke finde alle Mellem-Rummene lige lange.