↩ Dog herom siden, thi det var Islændernes egen Skade at de “►kom for tidlig”, men er vores og ►sagtens hele Verdens Gavn, at 📌Nordens Aand i dem beholdt et kraftigt Redskab giennem Aarhundreder, den ellers vilde savnet, og at den ubetimelig afbrudte Angel-Sachsiske Udvikling erholdt en Fortsættelse, der vel ikke kjendelig overlevede “den sorte Død,” men var dog ►aabenbar Vilkaaret for Opstandelsen eller Gienfødelsen i vore Dage, altsaa for den “Nordiske Dannelse og Vidskab,” vi selv opelske, og derfor, skiøndt de Fremmede kiende den ikke, med Rette omtale som et Svøbelse-Barn, der sikkert vil komme til ⓘ at ligne baade ►Kæmpen, den kalder Fader, og Danne-Kvinden, som bar den længe ►i Løn under Moder-Hjerte. 👤Knud den Stores Skjalde vare ligesaavel Islændere som 👤Olav Tryggesens og 👤Hellig-Olavs, et sikkert Mærke paa, at ►Strængene var sprunget paa ►Anguls Harpe; endnu 👤Erik Eiegod fik en Islandsk ►Drape, og endskiøndt vi under hans Søn, 👤Knud Lavard, begynde at spore de Tydske Sangere i 📌Danmark, saa roser 👤Saxo dog de Islandske 99 (US7) Historie-Bøger og Islænderen 👤Arnolds Styrke i at more Kong 👤Valdemar og Biskop 👤Ab320👤salon med gamle Fortællinger; medens “►Knytlinga” løber ved Siden ad 👤Saxos Værk, som en kostelig ►Danmarks-Krønike paa Islandsk, fra 👤Knud den Stores rige ►Bram paa den Engelske Throne til 👤Knud den Sjettes fattige Triumph paa de Pommerske Kyster.