↩ Selv Biskop 👤Isleif satte En af sine Sønner, 👤Teit, i Skole hos 👤Nadodd Vikings Ætmand, 👤Hall i 📌Høkedal, en Historiker ►paa en Hals, der godt kunde huske, at 👤Thangbrand døbde ham, da han kun var tre Aar, men i Latinsk Forstand aldeles “ulærd”, og her møde vi 👤Are Frode, som var 👤Teits Skole-Kamerad i 📌Høkedal og skar Pennen til Skrift paa Moders-Maalet*👤Ares ►Islænder-Bog IX. Fortalen til ►Heimskringle., der siden brugdes saa flittig, at Landet i det Tolvte og Trettende Aarhundrede blev fuldt af Bøger, som Bønder ikke blot kunde læse og forstaae, men for det Meste havde selv gjort. Til at “skrive” brugdes nemlig vel ►til jævnt Hold studerte Folk eller dog “halvstuderte Røvere”, men kun som “Skriver-Karle”, efter mundtlig Tilsigelse af dem, der enten selv havde sammensat eller lært af Andre Viser og Sagn paa Moders-Maalet, og det var næsten Allesammen, ligesom 👤Snorre Sturlesen, ustuderede Krabater, ►der gav alle Romere, selv Paver og Kirke-Fædre, en god Dag. 98 (US7) Dette Boglige Særsyn, ja halve Vidunder, hængde altsaa paa det Nøieste sammen med Rækken af Islandske Skjalde og ►Saga-Mænd, som, efter 👤Eivind Skalda-Spilders Død, hvorved ►Mund-Harpen i 📌Norge forstummede, begynder under 👤Hakon Hlade-Jarl, med 👤Einar Skalaglam, og slutter først efter 👤Hakon den Gamles Dage (1260) med 👤Snorres Broder-Søn, 👤Sturle Thordsen, og begge Dele er saa mageløse i Christenhedens Historie, at det er soleklart, de er 📌Norden eiendommelige, og lade sig kun forklare af 📌Nordens Aand og 📌den Islandske Fri-Stat. Man siger derfor med Rette, at disse Islandske ►Draper, ►udspækkede med Old-Nordiske Gude-Navne og Fabel-Vink, 319at ►Eddas Snik-Snak (►Dæmesøgur) om alle ►Aser og, i det Hele, den Islandske Dannelse og Boglige ►Konst, var slet ikke “Christelige”, men deels var Livet og Bøgerne i det Tolvte og Trettende Aarhundrede i Grunden ►fuldt saa uchristelige, hvor Man skrev slet Græsk og Latin, og deels er ingen Dannelse eller ►Boglig Konst ægte, med mindre den falder naturlig, saa det er ingenlunde det Nordiske Præg eller det fremstikkende Hedenskab, men kun det Ubetimelige, altsaa i Grunden Unaturlige, i en saa tidlig Videnskabelighed, der giør den Islandske Dannelse og Literatur, saavelsom Udflytningen og Fri-Staten, der avlede dem, til en stor Feiltagelse.