Grundtvig, N. F. S. Haandbog i Verdens-Historien. Anden Deel

Normanner og Islændere.

✂ 📌Thule, der ligger saa uendelig langt borte, bag det vilde Hav, er, saa at sige, ganske ubekiendt; men dog veed saavel Barbarerne, som de Romerske Skribenter, ►heel ►mærkelige Ting om den at fortælle og nu hedder den 📌Island.

✂ Disse Bremer-Klerkens Ord, i hans korte, men ►uskatteerlige Beskrivelse af 📌Nørre-Leden *►Adams saakaldte 📌Danmarks-Beskrivelse S. 156., kan neppe anvendes bedre, end til at indføre Islænderne i Verdens-Historien, hvor de hidtil kun antegnedes som “►de ubekiendte Steder” paa vore gamle ►Land-Kaart, thi de veed ikke blot saa ►mærkelige Ting at fortælle om dem selv, som Nogen i hele det gamle 📌Bremer-Stift, men har ret egenlig fra Arilds-Tid “opoffret sig” til Historien, saa det er baade Skam og Skade at udelukke dem deraf. Uagtet nemlig Krigs-Bedrifter nødvendig i vor urolige Verden optage den meste Plads i Stats-Historien, saa er det dog ingenlunde for deres egen Skyld, men kun for Kraftens, de yttrede, og Følgerne, de havde, og nu hørde der ►aabenbar langt mere ægte Menneske-Kraft til den Islandske Udflytning og historiske Opoffrelse for ►Slægtens almindelige Bedste, end til 309Indtagelsen af 📌England, og naar Følgerne desuagtet er mindre iøinefaldende, kommer det dog vel kun af, at de ligge fjernere og begynde først nu at gjøre Opsigt udenfor 📌Norden. Her hjemme gjorde de det derimod saa tidlig, at allerede 👤Saxo, vor Romerske Skribent fra det Tolvte Aarhundrede, giver Islænderne det ligesaa forbausende som hæderlige Vidnesbyrd, at de opoffrede hele deres Liv til at samle og udbrede Historiske Kundskaber om alle Folke-Færd, fandt deres Fornøielse i at mindes, og satte deres Ære i at ophøie Stor-Værk, saa han af deres Skat-Kammer anseelig berigede sit Værk*👤Saxo i Fortalen til ►Danmarks Krønike..

✂ Da nu, trods Tidens Tand og Ildens Tunge, som har fortæret mange historiske “►Kalve-Skind,” det Islandske “Saga-Bibliothek” endnu er et Storværk, mageløst ►i sit Slags, og en Skat, hvoraf Historie-Skrivere til Verdens Ende kan og skal anseelig berige deres Værker, saa var det dog alt for urimeligt, 91 (US7) om den lille Fri-Stat, der gjorde sig saa fortjent af Verdens-Historien, skulde nogensinde af den forbigaaes med Taushed.

✂ Vil Man indvende, at ►Skolen og Bøgerne har deres egen Historie, hvori Islænderne altid ville finde en Hæders-Plads aaben, men at en Stat, ⓘ som saadan, dersom saadan, der] A, der, som saadan, Rettelsesliste ei gjorde mindste Opsigt i Verden, ei heller kan have Krav paa vor Opmærksomhed, hvor det kun er de “store Stats-Begivenheder,” hvorom vi spørge; da er den Indvending vel ingenlunde grebet af Luften, men da det altid er Historie-Skrivere, der skrive Historie, vil ►Naturen i alt Fald gaae over Optugtelsen, og vi maatte slet forstaae vor ►Konst, om vi ikke ►med et godt Skin kunde giøre “Historiens egen Stat” til ►en Undtagelse fra Regelen. Det er imidlertid kun fordi Man aldrig, hvor man er sig en stærk Forkjærlighed bevidst, kan ►troe sig ⓘ selvselv] GV, sel A i Vurderingen af Grundene 310for og imod, jeg helst lader det staae uafgjort, om 📌den Islandske Republik hører til de store Stats-Begivenheder, eller ikke, thi skulde Man engang finde at 📌den Islandske Fri-Stat, trods al sin Ringhed og Raahed, dog havde Grund-Trækkene af den Forfatning, der mest begunstiger fremskridende Oplysning om Menneske-Livet, da vilde unægtelig dens Stiftelse hævde sig Rang mellem de største Stats-Begivenheder, i det hele den Islandske Virksomhed, med Mund og med Pen, da maatte sees, ei tilfældig forbundet dermed, men nødvendig udsprunget deraf. Og ►skuffer nu ikke min naturlige Forkiærlighed mig ►uvitterlig, da er det Sidste virkelig Tilfældet, saa naar Man tænker 📌den Islandske Fri-Stat bort, forsvinde med det Samme alle de Skjalde og ►Saga-Mænd, der fra Midten af det Tiende til Midten af det Trettende Aarhundrede ►virkede uberegnelig paa hele 📌Norden, forsvinder, med dem igien, ►Vøluspa, ►Edda, ►Heimskringle, og alle de Old-Nordiske Bøger, der ikke blot har ►virket paa vore Bøger, men paa vor hele Dannelse, og vil virke endnu langt mere paa vore Børns, saa, hvis 📌Norden faaer en Hæders-Plads i ►Nyaars-Tidens Historie, maa det nødvendig baade først og sidst dele Æren med 📌den Islandske Fri-Stat!

✂ Skulde den imidlertid end ikke for sin egen Skyld fortjene en Plads i Haand-Bogen, maatte den det dog for Lysets Skyld, den kaster deels paa det hedenske 📌Nordens ►Borgerlige ►Retning, og deels paa Normannernes Færd; thi 92 (US7) vi maae endelig huske, at Udvandringen til 📌Island er en Deel af den Normanniske, og at hvad der i 📌Frankrig, 📌England og 📌Italien fordunkles i ►Sammen-Giæringen med fremmede Elementer, fremtræder klart paa den øde Øe i Verdens-Havet, hvor de Norske Vikinger, som paa Fjeldene ►voxde omkap med ►Grane-Masterne 311til deres Snekker, havde det frieste Spille-Rum for deres hele Eiendommelighed! Naar vi derfor see, at Man i 📌Rude-Borg (📌Rouen), da Man fik Pennen i Haanden, havde tilligemed Moders-Maalet halvveis glemt Fædrene-Landet, saa vi maae gaae til Frænderne paa 📌Island for at høre ret Beskeed, da maatte i det Mindste Nordiske Historie-Skrivere, ligesom Normannerne, have glemt Fortiden over Øieblikket, naar de ei med Velbehag skulde dvæle ved Mindet om de Islandske Høvdinger, som umuelig kunde være meer brydske og balstyrige end de Normanniske Baroner, men havde ►aabenbar langt bedre Øie for Helte-Livet, langt bedre Begreb om “faste Eiendomme”, og et langt anderledes mesterligt Greb paa at bygge “Taarn-Borge” i Kæmpe-Stil, som kan trodse Tiden og fortælle Efter-Slægten: der var Ild i deres Øine og Marv i deres Been!

✂ Naar Lag-Manden for det “Historiske Selskab” paa 📌Island, 👤Snorre Sturlesen, taler om de Norske Udvandringer i 👤Haarfagers Dage, da synes han selv nær ved at glemme Øen i 📌det Nordvestlige Iishav over den Nordvestlige Deel af 📌Frankerig, som 📌Englands Erobrer havde bragt i alle Folks Munde; thi kun i Forbigaaende nævner han 📌Islands Bebyggelse tilligemed 📌Færøernes; men det kom dog kun af, at han skrev for Islændere, som han vidste godt, glemde ikke dem selv, skiøndt det naturligviis især var fremmede Begivenheder, de udfrittede ►Saga-Mænd og Bøger om.

✂ Foruden “►Landnams-Bogen” med alle “Høvdingernes” ►Slægt-Register, har vi da ogsaa en “►Islænder-Bog af Præsten 👤Are Frode, som blev født, da 👤Harald Haardraade faldt, og var den Første, som, ved at ►lægge Hovedet sammen med 👤Thorodd Rune-Mester, fandt paa, efter “Angel-Sachsernes Exem312pel”, at skrive “►Norsk” med Latinske Bogstaver*►Snorros Edda i Stokholmer-Udgaven S. 274–75.. Vel er denne “►Islænder-Bog” saa mager og tør, som om det havde været 👤Thorodd Rune-Rister selv, der benyttede 93 (US7) det snilde Paafund til en Udskrift af alle de Islandske Lag-Mænds Bauta-Stene; men “Aarstal og Navne”, skiøndt i og for sig selv slet ingen Ting værd, gjør dog megen Nytte i Verden, især til at skille Folk ad, som enten ikke kan forliges eller maae dog ikke forvexles med hinanden, og naar de i Historien ►sættes med Flid til hvad Man af andre Kilder har faaet Kundskab om, og af gode Grunde sætter Priis paa, da er de ►uskatteerlige. Saa nødvendig Man derfor i en begeistret Ungdom ►rymper Næse ad de historiske “Gravskrifter i Lapidar-Stil”, forliges man dog efterhaanden med dem og vinder omsider ►ordenlig de Bedre af dem kiære, ►vist nok ikke som Mønstre paa oprigtig gode Historie-Bøger, men som de Grændser “Livet og Døden” i Middel-Alderen maatte sætte hinanden, naar vi skulle hitte Rede i Vexel-Virkningen.

✂ Af 👤Ares Bog lære vi da ikke blot, at 👤Ingolf, der ►først satte Bo paa 📌Island i 📌Reikevig, (som nu ogsaa skal være Hoved-Staden), kom did, da ►Iver, den slemme ►Lodbrogs-Søn, slog 👤Hellig-Edmund, altsaa i Kong 👤Ælfreds Dage (efter ►Sachse-Krøniken 870), men ogsaa at Udflytningen varede omtrent i tresindstive Aar, og Udflytterne kom især fra 📌Bergens Stift, hvorfor det ogsaa, kun med enkelte Forandringer, blev ►👤Halvdan Svartes Guløethings-Lov, deres første Lag-Mand, 👤Ulflit, som stiftede 📌Althinget, gjorde giældende hos dem*👤Are Frodes ►Islænder-Bog I–III..

✂ Hvor gjerne vi nu ►end kunde ønske at vide, hvad der dog egenlig stod i den “►Ulflits Lov”, baade givet og rettet efter 👤Kloge Thorleif (sikkert ►Thors-Præsten) og ►Horde-Kaares Raad, saa var det dog urimelig forlangt, at 👤Are 313skulde tilfredsstille denne vor Nysgerrighed, da der ikke stod eet Ord ►enten paa Papir eller ►Kalve-Skind, til i det Tolvte Aarhundrede, ►et Aars-Tid før Keiser 👤Alex i 📌Maglegaard og Kong 👤Baldvin i 📌Jorsal døde, da den ny Mode blev indført af 👤Bergthor Lag-Mand, og Loven ved den Leilighed, med 📌Althingets Samtykke, meget forandret*👤Are Frodes ►Islænder-Bog X.. Ligesaalidt nu, som det kunde falde 👤Are ind at afskrive den ny Lov-Bog i sin historiske Oversigt, ligesaalidt kunde det falde ham ind, at hans Læsere brød sig om, hvad de selv havde været med at afskaffe, saa han er uskyldig, og vi er i Grunden skadesløse; thi at man 94 (US7) selv i Hedenskabet fandt “Lov og Ret” i 📌Norge og indførte dem strax paa 📌Island, det er Hoved-Sagen, og “👤Kloge Thorleif” vidste sikkert, meget bedre end 👤Justinian og alle de “Latinske Jurister,” at ►skal Livet rette sig efter Loven, maa den være udsprunget deraf, medens vi bestemt veed, at en Lov, der lægges paa Hylden, vel i ►Skolen kan findes ypperlig, men er i Staten kun til Spot. Islænder-Livet giver os derfor den bedste Underretning om ►Ulflits-Loven, og af Livet paa Øen i 👤Hakon Hlade-Jarls Dage har vi i ►Nials-Saga den mesterligste Skildring, nogen Mund kan give og nogen Pen, som dens Træl, optegne.

✂ Naar Man nu her seer to ædle Slægter, ►Gunnars og ►Nials, ret egenlig drives af ►Furier til at ødelægge hinanden; ja, seer Sværd-Slag og Mord-Brand afgjøre de fleste Trætter, og Retter-Gangen for en stor Deel betragtet som en blot Slibe-Steen for Spidsfindigheden og et Drille-Vaaben mere, da fristes man ►vistnok til at korse sig over den næsten værre end lovløse Tilstand, der synes herskende; men saasnart vi lægge Mærke til, at alt det Ædle, der pines og forgaaer paa 📌Island er ogsaa udklækket og opvoxet der, og at ►Nials Saga er ligesaavel et Islandsk Værk, 314som ►Nials Indebrænding, da fristes vi snarere til at ►bryde Staven over Nutiden, da Man allevegne synes gierne at give Afkald paa Livet for at kunnet døe i Stilhed! Vælge vi saa endelig, hvad altid er det Klogeste ved Sammen-Ligning mellem Fortid og Nutid, den gyldne Middel-Vei, at tænke deres Fortrin og Mangler, Dyder og Lyder, tør vel omtrent opveie hinanden, da vinde vi Rolighed til at bemærke, det slet ikke er med det Nittende Aarhundrede, men med dem selv, det Niende og Tiende Aarhundrede skal sammenlignes, naar Man vil bedømme deres Skikkelse paa 📌Island, og naar vi da, ved at giennemgaae Verdens-Historien, finde, at hvor ikke Døden dengang herskede uindskrænket, var Livet alle Dage ligesaa uroligt og usikkert, men ingensteds saa daadfuldt, muntert og frugtbart som paa 📌Island, da prise vi ►Gunnar og ►Nial ►borgerlig lyksalige, og ønske blot for deres egen, for 📌Islands og det smukke Kiøns Skyld, de havde været bedre gift! Lovløsheden er ogsaa, forholdsviis, blot tilsyneladende, thi hvor selv Høvdinger, der har et tusind Sværd og dobbelt saamange raske Hænder til deres Tjeneste, og hverken Keiser eller Konge at frygte for, dog prøve 95 (US7) Forlig paa Thinge, før de rykke ►i Marken, og stræbe ►med Flid at ►dreie Loven for at faae Skin af Ret, der kan Man være vis paa, ►Retten har til dagligt Brug sin Giænge, og “den fuldkomne Rets-Tilstand”, som Tydskerne har skrevet og vi læst kun alt for meget om, findes under Solen ingensteds, ►uden maaskee i en velskrevet Lov-Bog og et velindrettet Tugthuus.

✂ I Slutningen af det Tiende Aarhundrede kom Christendommen, ved 👤Olav Tryggesens Omhu, til 📌Island, og det var første Gang, den skulde prøve sin Lykke i en virkelig Fri-Stat, hvis hele Indretning var nøie forbunden med den gamle Guds-Dyrkelse, thi ikke blot stod Lagmanden der mellem de tolv Sysselmænd og ►Hof315goder►, paa eengang baade Præster og Dommere, som ►Odin mellem de tolv ►Aser, men ingen Dommer maatte ►sidde i Rette, uden først at have offret og bære en Ring, der ellers laae paa Alteret, dyppet i Offer-Blod med sig, og paa den Ring maatte alle Vedkommende sværge: saasandt hjelpe mig ►Frey og ►Njord og den almægtige ►As, som jeg vil forfølge dette Søgs-Maal (eller forsvare mig, eller, vidne i denne Sag) saa ærlig og redelig og lovlig, som jeg veed, og underkaste mig Alt hvad lovmæssigt er, mens jeg er her tilstæde*►Landnams-Bogen IV. 7..

✂ Den Flamske Præst 👤Thangbrand, som var den Første, der forkyndte Evangelium paa Øen, et Aars Tid eller To, kom ogsaa tilbage til Kong 👤Olav med den Beskeed, at det Lands Folk lod sig vist aldrig christne, hvorover Kongen nær havde ladt alle de Islændere, Man fandt i 📌Norge, dræbe eller lemlæste; men uagtet 👤Thangbrand havde været saa brydsk, at han slog to, tre Mænd ihjel, der gjorde Nid-Viser om ham, havde han dog ingenlunde ►talt for døve Øren; thi baade 👤Sid-Hall paa 📌Hof og 👤Hjalte Skæggesen fra 📌Thjorsaa-Dal og 👤Gissur hin Hvide paa 📌Mosfell, og mange andre Høvdinger havde ladt sig døbe, skiøndt ►Mængden sagde Nei.

✂ Næste Sommer, samme Aar, 👤Olav Tryggesen faldt (1000), undsagde vel Hedningerne og de Christne hinanden paa 📌Althinget, saa det var nær kommet til Sværd-Slag, men saa kiøbde 👤Sid-Hall 👤Thorger Lagmand til at foreslaae Christendommens Indførelse, og det hjalp, saa der blev en Lov for, at alle Mand skulde lade dem christne og døbe, men at 96 (US7) æde Heste-Kiød og ►smide sine Børn ud skulde være ►uformeent, og hvem der vilde offre til Guderne i Smug, han kunde, saa Ingen skulde ►bansættes for det, uden han gjorde det i Vidners 316Nærværelse. Disse Levninger af Hedenskabet faldt imidlertid snart bort af dem selv*►Islænder-Bogen VII..

✂ ►Hvad Art det nu i Grunden havde med den Islandske Christendom, kan Man heraf vel omtrent slutte sig til; men Evangeliet maa dog have gjort noget Indtryk, før Man i en saadan Fristat giør det til Lands-Lov, og den Boglige Konst, der altid følger med det, faldt ingensteds i bedre Jord, hvortil det vel ogsaa har bidraget, at den Angel-Sachsiske Biskop 👤Bernhard, med Tilnavn “👤den Boglærde”, sendtes did af 👤Hellig-Olav og blev der i fem Aar*Sammest. VIII. ►Landnams-Bogen i den Magnæanske Udgave S. 396.. Den udenlandske Biskop, Islænderne havde længst og rose mest, var ellers en anden 👤Bernhard fra 📌Sachsen, som var der alle 👤Harald Haardraades Dage, og imidlertid (1056) indviedes 👤Gissur hin Hvides Søn, 👤Isleif, til den første indfødte Biskop, som fik sit Sæde i 📌Skalholt *►Islænder-Bogen IX. ►Adam af Bremens 📌Danmarks-Beskrivelse S. 158..

✂ Det var den i 📌Tydsklands Historie noksom bekiendte Ærke-Biskop 👤Adelbert (👤Albert) i 📌Bremen, der viede 👤Isleif; thi vel var 📌Norge blevet christnet fra 📌England og 📌Island igien fra 📌Norge af, og selv i 📌Danmark var det ►aabenbar Bisperne, 👤Knud den Store førde med sig fra 📌England, der satte Skik paa Kirken; men Paven havde dog, een Gang for Alle, i 👤Ansgars Dage, lagt hele 📌Norden til 📌Bremer-Stiftet, og 👤Adelbert, den myndige Mand, der en Tidlang som Keiser 👤Henrik den Fjerdes Formynder beherskede Tydskland, og beklædte Ærke-Stolen hardtad i tredive Aar (1043–72) vidste godt 317at giøre sine Fordringer giældende*👤Adams ►Kirke-Historie II. 27. 34. 38. 40. 46. 50. 58. III. 1–3.. Saalænge 👤Harald Haardraade levede, som trodsig spurgde: hvem er Ærke-Bisp eller Høvding i 📌Norge ►uden jeg*Sammest. III. 18–19., maatte 👤Adelbert vel overlade dette Rige til sin egen Skæbne, men fandt dog Leilighed til at sikkre sig 📌Island, hvad vi maae lægge Mærke til, fordi 📌Norden derved aandelig skildtes fra 📌England, som vilde været beklageligt, hvis ikke 📌England paa samme Tid var faldet i de Romaniserede Normanners Vold.

✂ 97 (US7) 👤Adelbert, siger 👤Adam, beholdt 👤Isleif hos sig enstund, for at danne ham til Lærer for de Nysomvendte, og om det har meer paa sig med den “Skole-Gang i 📌Erfurt” Man har tilskrevet 👤Isleif, er ►et Spørgsmaal; men at han gjaldt for den lærdeste Mand paa Øen og optugtede Endeel til Bisper og Præster, melder 👤Are, og at hvad Man i “📌Erfurt og 📌Bremen” kaldte “Lærdom” først fem Aarhundreder senere kom til at trives paa 📌Island, lærer hele Middel-Alderens Historie*►Adam Bremers 📌Danmarks Beskrivelse S. 158. 👤Ares ►Islænder-Bog IX..

✂ Grunden til denne Islændernes Afsmag for ►Kloster-Latinen, og Mangel giennem hele Middel-Alderen paa “Classisk Lærdom”, laae naturligviis hverken i Mangel paa Nemme eller Lærvillighed hos det i begge Henseender høist udmærkede Folke-Færd, men fornemmelig i Fædrene-Aandens Magt over dem, og deres deraf følgende ►Størke i Moders-Maalet og Stolthed deraf, saa den afsides Beliggenhed, Landets Fattigdom og den fri Forfatning, var maaskee nok nødvendige til Undgaaelsen af det Romerske Aag, men vilde, uden ►Kæmpe-Aandens Nærværelse og Moders-Maalets kraftige Indsigelse, dog ligesaalidt 318have frelst derfra, som de var istand til at skabe et eneste Blad af den Islandske Bog-Samling.

✂ Selv Biskop 👤Isleif satte En af sine Sønner, 👤Teit, i Skole hos 👤Nadodd Vikings Ætmand, 👤Hall i 📌Høkedal, en Historiker ►paa en Hals, der godt kunde huske, at 👤Thangbrand døbde ham, da han kun var tre Aar, men i Latinsk Forstand aldeles “ulærd”, og her møde vi 👤Are Frode, som var 👤Teits Skole-Kamerad i 📌Høkedal og skar Pennen til Skrift paa Moders-Maalet*👤Ares ►Islænder-Bog IX. Fortalen til ►Heimskringle., der siden brugdes saa flittig, at Landet i det Tolvte og Trettende Aarhundrede blev fuldt af Bøger, som Bønder ikke blot kunde læse og forstaae, men for det Meste havde selv gjort. Til at “skrive” brugdes nemlig vel ►til jævnt Hold studerte Folk eller dog “halvstuderte Røvere”, men kun som “Skriver-Karle”, efter mundtlig Tilsigelse af dem, der enten selv havde sammensat eller lært af Andre Viser og Sagn paa Moders-Maalet, og det var næsten Allesammen, ligesom 👤Snorre Sturlesen, ustuderede Krabater, ►der gav alle Romere, selv Paver og Kirke-Fædre, en god Dag. 98 (US7) Dette Boglige Særsyn, ja halve Vidunder, hængde altsaa paa det Nøieste sammen med Rækken af Islandske Skjalde og ►Saga-Mænd, som, efter 👤Eivind Skalda-Spilders Død, hvorved ►Mund-Harpen i 📌Norge forstummede, begynder under 👤Hakon Hlade-Jarl, med 👤Einar Skalaglam, og slutter først efter 👤Hakon den Gamles Dage (1260) med 👤Snorres Broder-Søn, 👤Sturle Thordsen, og begge Dele er saa mageløse i Christenhedens Historie, at det er soleklart, de er 📌Norden eiendommelige, og lade sig kun forklare af 📌Nordens Aand og 📌den Islandske Fri-Stat. Man siger derfor med Rette, at disse Islandske ►Draper, ►udspækkede med Old-Nordiske Gude-Navne og Fabel-Vink, 319at ►Eddas Snik-Snak (►Dæmesøgur) om alle ►Aser og, i det Hele, den Islandske Dannelse og Boglige ►Konst, var slet ikke “Christelige”, men deels var Livet og Bøgerne i det Tolvte og Trettende Aarhundrede i Grunden ►fuldt saa uchristelige, hvor Man skrev slet Græsk og Latin, og deels er ingen Dannelse eller ►Boglig Konst ægte, med mindre den falder naturlig, saa det er ingenlunde det Nordiske Præg eller det fremstikkende Hedenskab, men kun det Ubetimelige, altsaa i Grunden Unaturlige, i en saa tidlig Videnskabelighed, der giør den Islandske Dannelse og Literatur, saavelsom Udflytningen og Fri-Staten, der avlede dem, til en stor Feiltagelse.

✂ Dog herom siden, thi det var Islændernes egen Skade at de “►kom for tidlig”, men er vores og ►sagtens hele Verdens Gavn, at 📌Nordens Aand i dem beholdt et kraftigt Redskab giennem Aarhundreder, den ellers vilde savnet, og at den ubetimelig afbrudte Angel-Sachsiske Udvikling erholdt en Fortsættelse, der vel ikke kjendelig overlevede “den sorte Død,” men var dog ►aabenbar Vilkaaret for Opstandelsen eller Gienfødelsen i vore Dage, altsaa for den “Nordiske Dannelse og Vidskab,” vi selv opelske, og derfor, skiøndt de Fremmede kiende den ikke, med Rette omtale som et Svøbelse-Barn, der sikkert vil komme til ⓘ atat] Rettelsesliste, et A ligne baade ►Kæmpen, den kalder Fader, og Danne-Kvinden, som bar den længe ►i Løn under Moder-Hjerte. 👤Knud den Stores Skjalde vare ligesaavel Islændere som 👤Olav Tryggesens og 👤Hellig-Olavs, et sikkert Mærke paa, at ►Strængene var sprunget paa ►Anguls Harpe; endnu 👤Erik Eiegod fik en Islandsk ►Drape, og endskiøndt vi under hans Søn, 👤Knud Lavard, begynde at spore de Tydske Sangere i 📌Danmark, saa roser 👤Saxo dog de Islandske 99 (US7) Historie-Bøger og Islænderen 👤Arnolds Styrke i at more Kong 👤Valdemar og Biskop 👤Ab320👤salon med gamle Fortællinger; medens “►Knytlinga” løber ved Siden ad 👤Saxos Værk, som en kostelig ►Danmarks-Krønike paa Islandsk, fra 👤Knud den Stores rige ►Bram paa den Engelske Throne til 👤Knud den Sjettes fattige Triumph paa de Pommerske Kyster.

✂ Saaledes naaede vi det Trettende Aarhundrede, sørgeligt for hele den nyskabte Verden, saavelsom for 📌den Islandske Fri-Stat, der under dets Løb gik under i Blod, men den Islandske Pens Guld-Alder, kjendelig paa “►Heimskringle”, den Nordiske Verdens-Historie, hvormed 👤Snorre Sturlesen paa 📌Reikholt, en af Fri-Statens sidste Lagmænd, kronede dens Værk og forevigede sit Fædrene-Land. Vel er nemlig ►Heimskringlen kun stilet paa en Norsk Konge-Krønike, fra 👤Halfdan Svarte og 👤Harald Haarfager til 👤Sverre; men saa kæmpemæssig var Storværks-Tiden i 📌Norge, saa udstrakte var Islændernes Reiser og Kundskaber, og saa ►Universal-Historisk var 📌Nordens Aand, at Værket omfatter hele 📌Nørre-Leden, og rækker selv til 📌Maglegaard og 📌Jorsal, ikke som en mager Aarbog, en ►vattersotig Munke-Præken, eller et ►vindigt Romer-Indlæg for Publikums Dom-Stol, men som den letteste, muntreste, reneste og troeste Skildring af Menneske-Livet i Verden, der vel endnu saae Dagens Lys!

✂ Her er det da ogsaa, vi, med saameget Andet, finde Fortællingen om 👤Gange-Rolf, der udenlands blev saa navnkundig ved Skabelsen af “📌Normandiet” i 📌Vester-Leden, og ved alt det Normanniske Storværk, der glimrer i det Ellevte og Tolvte Aarhundrede af Verdens-Historien. Han var, siger 👤Snorre, en Søn af den berømte 👤Røgnvald Jarl paa 📌Møre, gamle Kong 👤Haralds bedste Ven, som klippede ham efter Seieren i 📌Bukke-Fjord og skaffede ham dermed 👤Haarfager-Navnet; men desuagtet taalde 321dog Enevolds-Kongen, der vilde have Fred i sit Land, ingenlunde at 👤Rolv, en ►Viking af Moders Liv, og sædvanlig, som ►Thor, paa Spil i 📌Øster-Leden, ogsaa tog hvad han trængde til paa 📌Norges Kyster. 👤Rolv blev da gjort fredløs, og kun forgjæves gik hans Moder, som ►traf til at hedde 👤Hilde (►Valkyrie), i Bøn for ham hos Kongen, hvem hun imidlertid, ved Afskeden, fortalde paa Vers: det vilde vist ►svide til Kongens Hjord at han drev hendes Søn ►til Skovs, hvor han maatte lære at ►tude med de Ulve, han var iblandt. Dette gav Anledning til, at 👤Rolv fristede Lykken i 📌Vester-Leden, hvor 100 (US7) han blev Stam-Fader til Jarlerne i 📌Rude-Borg og til en ny Konge-Slægt i 📌Engeland *►Haarfagers Saga i ►Heimskringle K. 20..

✂ Saavidt 👤Snorro, og skjøndt de Norske Sagn, der blev saa gamle som ►Stærk-Odder, inden de førdes i Pennen, ligesaalidt er ►Troes-Artikler, som Lignende i andre Lande, saa er de Normanniske Jarlers og Baroners Norske Herkomst, hvorom det her ene gjælder, dog ►nok derved hjemlet, og naar Man seer En af 👤Røgnvald Jarls Sønner (👤Hrolloug) flytte til 📌Island, og en Anden (👤Tørv-Einer) opkaste sig til Herre over 📌Ørken-Øerne, da er det aldeles i sin Orden, at den Tredie reiser sig et ►Høi-Sæde i 📌Normandiet, hvorved det Sammenhørende paa den allernaturligste Maade forbindes*Sammest. K. 27. ►Landnams-Bogen IV. 8–9..

✂ Vi indrømme derfor gierne, at da “Rolv” i 📌Norge var næsten ligesaa hyppigt et Navn som “Olav,” er det et stort Spørgsmaal, hvordan Man i Hjemmet blev saa vis paa, det netop var “👤Gange-Rolv” fra 📌Møre, der var saa lykkelig at faae Kongens ►Daatter i 📌Valland, med 📌Rude-Borg og et heelt Hertugdom i Tilgift, men desuagtet tør vi nok mene, at i Verdens-Historien, 322hvor “de store Begivenheder” saa ganske er Hoved-Sagen, kommer det ikke nær saameget an paa at “Navne og nærmere Omstændigheder” lade sig bevise, som at de passe og hjelpe til at skielne det Ene fra det Andet og at huske det Hele. Det gaaer dermed, som med ►Iliaden og ►Odysseen, eller med ►Edda og ►Heimskringle, hvorved det i Grunden slet ingen Forskiel giør, om vi veed det rette Navn paa Forfatteren og de nærmere Omstændigheder ved Opskrivningen, men er dog baade morsomt og nyttigt at have et Sagn, der ligner dem og et Navn der passer.

✂ Spørge vi nu imidlertid Normannerne selv, hvad de veed at fortælle om deres Herkomst og første Hertug, da har vi strax den Fornøielse at opdage, at Noget veed de, og stræbde, saavidt det paa Fransk Bund og paa et fremmed Sprog, lod sig giøre, at holde Skridt med Islænderne, saa det er tydeligt nok, de var nær i Slægt. I et ►Slægt-Register, som slutter med 👤Rolvs Mands-Linie (1135), hedder det ogsaa to Gange udtrykkelig, de kom fra 📌Norge (📌Northuega), men ellers veed deres Skribenter rigtig nok ikke, om det var fra 📌Danmark eller fra 📌Norge eller fra 📌Halland (📌Alane), midt imellem Begge, thi hele 📌Norden (selv 📌Rusland iberegnet) løb bestandig i Eet for dem, ligesom for Franskmændene den 101 (US7) Dag i Dag, saa Vindene derfra (►nord-est og nord-ouest) og Vognen deroppe (Karls-Vognen ►ͻ: ►►Thors-Kerren) var deres eneste Mærker*►Den Normanniske Rim-Krønike (►Roman de Rou) S. 5–6. 9–41.. Dette er saameget naturligere, som Man nok kan vide der har ligesaavel været Karle fra alle Kanter ombord med 👤Rolv, som der mødtes Folk fra hele 📌Norden paa 📌Island, men naar Man først veed, de kom især fra 📌Norge, seer Man dog godt, de vilde baade tale og skrive Norsk 323(►Noreiz), naar de kunde, og pege ganske tydelig paa “►Horderne” (►Ortenoiz) som deres bedste Venner, skiøndt det ►haprer lidt for dem med Navnet, fordi de har ►Meen paa Mælet og kan ikke sige “H”*►Den Normanniske Rim-Krønike (►Roman de Rou) S. 6–7.. Den 👤Hasting, Latinerne har talt saameget om ved denne Leilighed, gjort til 👤Rolvs Forløber og forlenet med 📌Chartres, skulde ogsaa ►aabenbar hedde 👤Hastein (👤Hastainz), som er et godt gammel Norsk Navn, og var iblandt Andet virkelig Navnet paa en Søn af 👤Halvdan Svartes gode Ven, 👤Atle Jarl paa 📌Guløe, hvorved endnu møder den ►mærkelige Omstændighed, at 👤Hastein Atlesen havde været ►Stal-Broder ►til Kaps med 👤Ingolf og 👤Leif, som gik til 📌Island, og at han virkelig maatte see sig ►om anden ►Leilighed, da Kong 👤Harald, efter 👤Atles Fald, havde taget en anden Bestemmelse med ►Jarldommet i 📌Fjordene, saa, naar ►Landnams-Bogen ikke havde drevet ham til 📌Island, vilde ingen Nordmand paa den Tid være nærmere til 📌Chartres end han*Sammest. S. 7–37. ►Landnams-Bogen I. 3–4. V. 9..

✂ Dog, har end Følgerne viist, at Nordmændene havde meget bedre Ret til at boe i det Franske Landskab, de kaldte op efter sig, end de forrige Indbyggere, saa var det dog slet ikke klart, da de beilede til Bruden, thi da var det kun ►Spydstage-Retten, de beraabde sig paa og klarlig beviste, saa det hører til, vi veed, at det var ogsaa den eneste Ret, der gjaldt i 📌Frankrig, før Normannerne fik fast Fod i Landet og lærde Franskmændene, som de selv tilstaae, baade at kiende “Lov og Ret” og at skrive deres eget Sprog*👤Sismondis ►Franske Historie III. 13..

✂ Det var da, som Man veed, i Begyndelsen af det Tiende Aarhundrede, netop da Sachserne, med 👤Henrik 324👤Fugle-Fænger, kom til at ►flyde oven paa i 📌Tydskland, at 👤Rolv med sine 102 (US7) Normanner modtog 👤Tosse-Karls Tilbud: at lade sig døbe, ægte hans ►Daatter, 👤Gisle, og være Hertug i “Nordvest”, hvor Vikingerne, som over i et halvhundrede Aar (843–911) immer kom den Vei, naar de skulde op ad 📌Seinen og plyndre 📌Paris, skal hardtad ei have levnet et levende Øie. Vel maae vi herom, som hardtad om Alt udenfor “📌England og 📌Norden” ligefra 👤Karl den Stores Tid til de Normanniske Krønikers, udtrykke os meget ubestemt, naar vi skal opvise skriftlig Hjemmel, da vore Kilder næsten udelukkende er enten tørre Annaler eller Munke-Præk, men denne Kiends-Gierning giver allerede stor Oplysning, og da vi veed, hvordan Normannerne huserede i 📌England i Kong 👤Ælfreds Dage, kan vi godt forstaae, Annaler og Legender havde ondt ved at overdrive Ulykken, naar de kom fra 📌Themsen til 📌Seinen, hvor vantrevne Karolinger (►Kærlinger) bar Konge-Navn, men Ingen førde ►Spiret og hardtad kun Bødler Sværdet.

✂ Da 👤Karl Tykkert, en Søn af 👤Ludvig Tydsker og Sønnesøns-Søn af 👤Karl den Store, blev afsat (887), opløstes for bestandig 📌det store Franke-Rige, som under ham igien for et Øieblik var blevet samlet, og medens Tydskerne valgde 👤Arnulf til deres Konge, og 📌Italien blev ►Gribs-Gods, faldt Landet mellem 📌Rhinen og 📌Pyrenæerne, som vi nu kalde 📌Frankrig, i mange Stykker. Grev 👤Odd (👤Odo, 👤Eudo) som havde udmærket sig ved dog een Gang at forsvare 📌Paris mod Normannerne, blev vel det egenlig kronede Hoved, men hans Rige strakde sig kun fra 📌Maas til 📌Loire, hvor de Nordiske Vikinger endda herskede meer end han. 📌Bretagne, 📌Gaskogne, 📌Languedok, 📌Provence, 📌Bourgogne og 📌Flandern, havde hver sin egen Herre, som, hvad enten 325han kaldte sig Konge eller Hertug, Lehnsmand eller Selv-Eier, gjorde, saavidt han kunde, Alt hvad han vilde, og naar vi huske, af hvilke stridige Elementer Befolkningen bestod, kan det aldrig forundre os; thi den Tid er nu forbi, da Man bildte sig ind, et Rige hængde lige godt sammen, hvor forskiellige saa end, baade i Sind og i Skind, baade i Herkomst og Sprog, Indbyggerne var. Rigtig nok ►forskrev denne Indbildning sig netop fra 📌Frankrig, og bestyrkedes ved Sammes Historie i de sidste tre Aarhundreder (1500–1800), da Man neppe sporede mindste Forskiel mellem Efterkommerne af ►Allemanner, ►Gother og Burgunder, Franker, Britter og Normanner; men det kom dog mest af, at Man blot saae paa Over-Fladen, som alle Stammerne i lang Tid havde kappedes om 103 (US7) at giøre saa ►plat og glat som mueligt, og i det Niende Aarhundrede krævede Hjertet selv der ganske anderledes sin Ret.

✂ Kort efter 👤Odds Thron-Bestigelse var det, 👤Arnulf vandt sin berømte Seier over Normannerne ved 📌Dile-Floden, ei langt fra 📌Løwen (891), som virkelig gjorde Ende paa deres ►Rhinfart, der var gaaet saavidt, at de endogsaa havde udplyndret 👤Karl den Stores Palads i 📌Aachen, og, efter Islændernes Sigende, brugt det til Heste-Stald. Rømmede de imidlertid 📌Rhinen, da giæstede de desflittigere 📌Seinen, og 👤Odds Tapperhed synes at være forsvundet med Kroningen, saa 👤Tosse-Karl, en i alle Henseender uægte Karoling, endog fik Mod til at maale sig med ham. Vel lod 👤Karl sig ►for det Første nøie med en “►Pensjon”, men efter 👤Odds Død (898) slap han dog paa Thronen, ja, naar Man undtager, at de Store engang imellem satte ham i Fængsel, beholdt han den i tredive Aar, og gjorde sig virkelig paa en Maade udødelig ved at dele med 👤Rolv.

✂ 👤Rolv, i Daaben kaldt 👤Robert, og hans Normanner, fik nemlig endnu i det Tiende Aarhundrede, hvad Ka326rolingerne blandt Andet fattedes, en veltalende Historie-Skriver i den berømte 👤Dudo (👤Todd), hvis Herkomst vel er ubekiendt, men hvis Pen er saa aldeles Normannisk, at 👤Robert Wace, som i det Tolvte Aarhundrede skrev Rim-Krøniken (►Roman de Rou), følger ham Skridt for Skridt.

✂ 👤Rolv og 👤Gurm, hedder det her, var Sønner af en Dansk Høvding, der ►gav Kongen en god Dag, men da han var død, gik det ud over Sønnerne, hvem Kongen bekrigede med hele Rigets Magt, hvorved 👤Gurm satte Livet til og 👤Rolv, i Spidsen for det unge Mandskab, der, efter gammel Viking-Skik, skulde ►reise paa Haandværket, nødtes til at rømme Fæderne-Landet. 👤Rolv havde drømt, der kom En og sagde til ham: reis til 📌Engeland; det gjorde han da, holdt et Slag paa den Engelske Kyst og vandt Seier, men var saa dog ►lige nær, til han drømde igien, han sad paa et høit Bjerg i 📌Frankrig, høiere end der virkelig findes Noget, og var spedalsk, men blev strax helbredt, ved at bade sig i en Kilde, der var, og havde saa den Fornøielse at see utallige Fugle, Alle med en rosenrød Vinge paa den venstre Side, flokke sig omkring ham, bade sig i Kilden, bukke for ham og bygge Rede paa Bjerget. Det tog han for et godt Varsel, sluttede Venskab med Kong 👤Alsteen eller 👤Adelsteen i 📌England og fik Hjelp af ham til at hærge baade paa 📌Scheldes og 📌Seines Bredder, men ophævede ogsaa siden Beleiringen af 📌Paris, for at komme ham til Hjelp, da Engelskmændene 104 (US7) gjorde Opstand imod ham, og slog sig, efter mange ►varme Dage, endelig til Ro i 📌Rouen, da Kong 👤Karl, foruden sin ►Daatter og 📌Normandiet, ogsaa skiænkede ham 📌Bretagne, der var ham nødvendig til Spise-Kammer, da 📌Normandiet laae øde*👤Dudos ►Normanner-Krønike 2den Bog. 👤Waces ►Rim-Krønike S. 37–96..

✂ 327Herimod kunde nu vel være Adskilligt at indvende, men da det Altsammen dog hverken kunde skaffe os den nøiagtigere Beretning om 👤Rolv, vi savne, eller ►skille ham ved en Fods-Breed af “📌Bretagne og 📌Normandi”, som han virkelig blev Herre over, er det ei Umagen værdt. Heller maa vi lægge Mærke til, at Sagnet er dog ikke nær saa forvirret, som de Lærde har ►syndes, fordi de slet ikke vilde tænke paa ►nogen anden Kong “Ædelsteen”, end ham det umuelig kunde være, da han ikke var født. Naar Man nemlig seer, at ►Sachse-Krøniken, ligesaavel som 👤Dudo, nævner 👤Rolv ved 876, og paa samme Tid den Normanniske Kong 👤Gudrun (hos ►Vilhelm af Malmsbury 👤Gudrum), som blev døbt hos Kong 👤Ælfred med Navnet “👤Ædelsteen”, og herskede i 📌Ost-Angeln til 890, altsaa virkelig mens 📌Paris blev beleiret af Normannerne (885–86), da bortfalder alt det ►Urimelige i Sagnet, og “de stærke Drømme”, som vore Kæmpe-Viser med Rette kalde dem, høre saa ganske til 👤Rolvs Folk, at han umuelig kunde fattes dem, medens det unægtelig taler stærkt for Drømmens Poetiske Ægthed, at vi kan forklare den bedre end 👤Dudo.

✂ Forleningen med 📌Normandiet og 📌Bretagne, som ikke kunde koste 👤Tosse-Karl stor Overvindelse, da det Ene var ødelagt og det Andet ikke hans, skal være blevet meget mersom, ved det en Norman, som paa 👤Rolvs Vegne skulde kysse Kongen paa Foden, var lidt stiv i Ryggen, saa Benene kom høiere i Veiret end Hovedet var; men Hoved-Sagen er, at 👤Rolv deelde Landet ordenlig med sine ►Stalbrødre, fik det godt opdyrket, og lærde Frankerne, at Galgen var et godt Huus-Raad mod Tyve og Røvere, saa ingen Bonde behøvede at tage sit Plov-Jern hjem af Marken, med mindre han vidste, ►hans Kone var begfingret og vilde dog nødig hænges ved Siden ad hende*►Dudos 2den Bog. ►Rim-Krøniken S. 96–102..

✂ 328Dette er omtrent Alt hvad Man veed om 👤Gange-Rolv, thi selv hvad Aar han døde, trættes Man om, men skulde end 926 ikke just netop være det Aar, hans Søn 👤Villum Langspyd blev hans ►Eftermand *►Sachse-Krøniken under ►A. 876. 👤Ælfrik (Alberik) Munks ►Aarbog under ►A. 876 og 928., kan ►Misregningen dog ikke være stor, 105 (US7) især for os, som egenlig kun ►spørge om 👤Rolvs Normanniske ►Eftermand i Verdens-Historien, og det er, som Man veed, ikke denne “👤Villum Langspyd” men hans ►Navner i det Ellevte Aarhundrede.

✂ Det er imidlertid ret ►mærkeligt, at allerede den første 👤Villum maatte skikke sin Søn 👤Rikard til “📌Bayeux” for at lære “Dansk”, thi det lærer os ei blot, at Normannerne, der ►sagtens, ligesom 👤Rolv, tog Franske Koner, glemde snart deres Moders-Maal, men ogsaa at det kun har været 📌Bessin og 📌Cotentin (i 📌Nedre-Normandiet), der var blevet befolket med Nordmænd, medens Resten kun beherskedes af dem. I Øvrigt, saa, eftersom vi høre, der, under en 👤Ridulfs Anførsel, skedte en farlig Opstand mod 👤Villum Langspyd, netop for hans “Franskhed”, har han ventelig kun ►gjort en Dyd af en Nødvendighed, ved at lade 👤Rikard lære Dansk, hvad dog kom ham godt tilpas, da han, efter Faderens Mord (943), maatte kalde den Danske Kong 👤Harald til Hjelp, for at beholde sit Hertugdom, som den Franske Konge stod paa Nippet at ►skille ham ved *►Dudos 2den og 3die Bog..

✂ Dette Danske ►Tog til 📌Normandiet har vel hos nyere Historie-Skrivere fundet endeel Modsigelse, men da de kom meget for seent til enten at hindre eller giendrive det, og da 👤Dudo, som selv havde kiendt Hertug 👤Rikard og lovet ham at skrive ►den Normanniske Historie, er i disse Ting 329aldeles troværdig, skal vi blot lægge Mærke til, at samme Danske Kong Haralds Flugt til 📌Normandiet for sin Søn Sven, i 👤Villum Langspyds Dage, som Man nu altid forbinder med 👤Dudos Fortælling, nævnes end ikke af ham, men findes først i en Bog fra 👤Vilhelm Erobrers Dage*►Vilhelm fra Jumieges III. 9.. Herved ►bliver nemlig “👤Sven Tveskiæg”, der ikke var født endnu, som ►billigt, uden for det Hele, og skiøndt “den Danske Konge” der ►hialp 👤Rikard, gierne kunde været 👤Harald Blaatan, har det dog ventelig været den Norske 👤Harald Graafel, som dengang, medens 👤Hakon Adelsteen sad fast paa 📌Norges Throne, ikke havde Andet at giøre end at fare til Søes og ►see til gamle Bekiendtere. Det er i denne Henseende ogsaa ►mærkeligt, at da 👤Rikard anden Gang (Man siger 963) havde Danske Hjelpe-Tropper, kalde de sig selv baade “Danske og Norske”, nævne baade “►Horder og ►Hallandsfare” (►Hirenses et Alani) som deres ►Stal-Brødre, og tee sig i det Hele, som Vikinger, der ei bryde sig det mindste 106 (US7) om Hjemmet, men søge kun Bytte og Raade-Rum. Da saaledes 👤Rikard vil overtale dem til at samtykke i Freden, han har sluttet med den Franske Konge, og til at lade sig døbe, svare de Fleste: det er spildt Umage at saae paa en Klippe, og da de endelig “►for gode Ord og Betaling” rømme 📌Frankrig, seile de ingenlunde hjem, men søge 📌Spanien og plyndre atten Stæder*👤Dudos ►Normanniske Krønike III (hos ►Düchesne) S. 148–52..

✂ Denne første Hertug 👤Rikard, som kun var et Barn, da hans Fader blev myrdet (af Grev 👤Arnulf i 📌Flandern), kom under Skin af Værgemaal i den Franske Konges farlige Hænder, men reddedes ved Hielp af 👤Bernhard Dansker og andre troe Normanner, bestod, med Nordiske Hjelpe-Tropper, en lang Kamp paa Liv og 330Død med de sidste Karolinger, og oplevede sin Svoger, 👤Hugo Kapets Thron-Bestigelse. Man kan da nok tænke, han er de Normanniske Historie-Skriveres egenlige Helt, ligesom ogsaa 👤Dudo, der for hans Skyld begyndte paa sin Krønike, slutter den med hans Død (1002), og en saadan Folke-Yndling fra Barns-Been, med hvem Riget giennemgaaer sin Skiærs-Ild, maa nødvendig, efter Døden, gaae igien under æventyrlige Skikkelser, saa det kan umuelig ►forarge os, i ►Rim-Krøniken, at see 👤Rikard den Uforfærdede (👤sans peur) slaaes med Fanden selv, medens baade ►Vætter og ►Uvætter underkaste sig hans retfærdige Dom*👤Waces ►Normanniske Rim-Krønike S. 275–88.. Det fornøier os derimod dobbelt, fordi vi har 👤Dudos Fortælling historisk at holde os til; thi er han ►end mere snaksom end vi kunde ønske, er han dog for alvorlig til, hvor det giælder om Daad, at fare med Tant. Vel er hans Fortælling om Keiser 👤Ottos ►Tog til 📌Normandiet og 📌Rouens ►mærkværdige Beleiring, i senere Tid, blevet meget anfægtet, men ene paa Grund af “Aarbøgernes Taushed”, og Man indseer let, det er dog alt for ubilligt at lade Normannernes Historie-Skriver høre ilde, fordi Franker og Tydskere Ingen havde, men nøiedes med tørre ►Annalister, som maaskee neppe vidste, at 📌Rouen var til.

✂ Med Kong 👤Hugos ►Syster havde 👤Rikard ingen Børn, men ved den deilige 👤Gunvor, Dansk baade paa Fædrene og Mødrene-Side, blev han Fader til en talrig Afkom, hvoriblandt vi maae lægge Mærke til hans ►Eftermand, 👤Rikard den Anden, og til Dronning 👤Emma, hvis Giftermaal med 👤Knud den Store 107 (US7) falder meget mere naturligt, naar vi veed, hun var en ►Daatter af den Danske eller Norske “liden 👤Gunvor”*👤Dudos ►Normanniske Krønike III (hos ►Düchesne) S. 152–53. Rim-Krøniken S. 275–78. 292–94..

✂ 331Om Dronning 👤Emmas Broder, 👤Rikard den Anden, skulde vi her ikke have Andet at sige, end at det var til ham Kong 👤Ædelred og hans Sønner tog deres Tilflugt i 👤Sven Tveskiægs og 👤Knud den Stores Dage, dersom han ikke ogsaa engang, ►usaattes med Greven af 📌Chartres, havde indkaldt Nordiske Hjelpe-Tropper; men det er ►mærkværdigt, fordi det kaster Lys paa det Forrige, og stadfæster 👤Snorres Beretning om Forholdet mellem 📌Norge og 📌Normandiet. 👤Rikard forlangde nemlig ikke Hjelp af Danskerne, skiøndt de nu i 📌England var ham nær nok og 👤Sven Tveskiæg havde gjort en evig Fred med ham, paa det Vilkaar, at de Danske Kapere, naar de var i Farvandet, skulde søge Normanniske Havne med deres ►Priser *👤Vilhelm af Jumieges i sin ►Normanniske Krønike V. 7.; men til den Norske Kong 👤Olav, som siden blev Martyr i sit eget Land, (og til den Svenske 👤Lakman) skikkede han Bud, og hos ham, sige Normannerne, blev Kong 👤Olav døbt*Sammest. V. 11–12..

✂ Den “Svenske 👤Lakman” maae vi nu lade ►staae ved sit Værd, men at 👤Hellig-Olav virkelig, i sin Viking-Tid, havde Vinter-Leie i 📌Seinen, stadfæster 👤Snorre, og vidner ved den Leilighed, at ►Rude-Jarlerne, som nedstammede fra 👤Gange-Rolv, glemde seent deres Slægtskab med 📌Norges Høvdinger, men var de Norske Vikingers Venner i ►allen Stund, saa hos dem havde de frit ►Kiørind *►Hellig-Olavs Saga i ►Heimskringle K. 19.. 👤Olavs Normanniske Daab vil 👤Snorre vel ikke vide Noget af, men 👤Didrik Munk, som allerede i det Tolvte Aarhundrede skrev en lille 📌Norges Krønike paa Latin, havde dog ikke blot læst derom, men siger reent ud, det er et stort Spørgsmaal, hvem der i det Stykke har Ret, saa 👤Hellig-Olavs Daab i Barndommen af 332👤Olav Tryggesen synes kun at have været en Islandsk Giætning*👤Didrik (Theodorik) Munks ►Norges Krønike K. 13, i de Danske “►Scriptores” V. 321–22..

✂ Hermed forsvinde Sporene af Vexel-Virkning mellem 📌Norge og 📌Normandiet, deels fordi ved Christendommens Indførelse ►Viking-Farten standsede, og deels fordi Hertugen i 📌Normandiet nu snart tillige blev Konge i 📌England, og han, der gjorde det Kæmpe-Skridt, 👤Vilhelm Erobrer, var en 108 (US7) Frille-Søn af Hertug 👤Robert, 👤Rikard den Andens Søn, som efter sin ældre Broders (👤Rikard den Tredies) tidlige Død (1028), udelukde hans Søn og bemægtigede sig Regieringen.

✂ Denne 👤Robert, som engang i 👤Knuds Dage skal have været paa Vei til at giøre Landgang i 📌England, men dreves tilbage af Storm, døde endnu førend 👤Knud den Store (1035) paa en ►Pillegrims-Reise, han havde gjort til 📌Jerusalem, og uden at kunne sige, hvad Hjemmel Mester 👤Wace havde for det, er det dog ret ►mærkeligt, hvad han fortæller om 👤Robert paa denne Reise. Først lærde han nemlig Keiseren i 📌Konstantinopel baade at ►kaage Mad ved Nødde-Skaller og at bænke sine Giæster ordenlig, som før maatte sidde paa Gulvet, og endelig sendte han det Bud hjem med en ►Pillegrim, han, baaret af Saracener, mødte i 📌Syrien, at Djævle bar ham til 📌Paradis *👤Waces ►Normanniske Rim-Krønike. S. 407–10..

✂ Man seer nemlig heraf, det var en spøgefuld Herre, 👤Vilhelm Erobrer havde til Fader, og Man hjelpes til en levende Forestilling om den store “Gudelighed”, som, efter Munke-Krønikerne, var arvelig i 👤Rolvs Æt, medens vi, som kiende 👤Sigurd Jorsalfars Mester-Stykker i 📌Konstantinopel, ordenlig forbauses over ►Rude-Jarlens Lighed med den Norske Konge*►Sigurd Jorsalfars Saga i ►Heimskringle K. 13..

✂ 333👤Vilhelm ►Harlotsen, fra 📌Falaise, var vel hyldet før hans Fader reiste til 📌Jerusalem, men var kun otte Aar, da 👤Robert døde i 📌Nikæa, saa der hørde for ham allerede megen Lykke til at blive Hertug i 📌Normandiet, og der var da Ingen, 👤Store Knud mindre kunde drømme om at faae til sin ►Eftermand paa 📌Englands Throne og i Verdens-Historien; men ligesom 👤Vilhelm havde Tiden (over halvtredsindstyve Aar) for sig, saaledes lærde han ogsaa tidlig, hvad der er en meget større ►Konst og Klogskab, end Verdens Vise endnu har fattet, nemlig “►at bie”.

✂ At nu en Normannisk Vove-Hals foer over 📌Kanalen, med en Ladning ►forvovne Kroppe fra alle Verdens Hjørner, og at det lykkedes ham at slaae en Krigs-Hær, fælde Kongen, ►forbluffe Folket og bestige Thronen, det vilde i Verdens-Historien kun været et Æventyr, Man i Forbigaaende skiænkede et flygtigt Blik, naar ikke den Haand-Fuld Normanner, langt fra at tabe sig mellem Angel-Sachserne, havde paa en Maade 109 (US7) opslugt dem; men dette beviser unægtelig, at enten var Angel-Sachserne usle Slaver eller de fik i Normannerne baade “store og strænge” Herrer. Har altsaa Tiden viist, at Angel-Sachserne, eller Øens gamle Indbyggere med Nordisk Tungemaal og Tænkemaade, var dog i Grunden stærkere end de Romaniserede Normanner, da bliver unægtelig 👤Vilhelms ►Tog og Seier, som i tre Aarhundreder gav 📌England Love og spores endnu kiendelig i Sprog og Alt, en af de store Stats-Begivenheder, vi maatte ønske ►tilgavns at kiende.

✂ Da baade Angel-Sachser og Normanner vare ►Adel-Stammer med ►Boglig Konst, er denne Begivenhed ogsaa virkelig bedre beskrevet end Nogen af alle de foregaaende Omvæltninger i Middel-Alderen, og er det end lidt ærgerligt, 334her at maatte tye til Latinske Munke-Krøniker, maae vi dog finde det i sin Orden, at Pennen netop ved denne Leilighed faldt de Angel-Sachser, der elskede Moders-Maalet, af Haanden, og at Normannerne først af den lærde at skjære sig en Lignende. ►Sachse-Krøniken er imidlertid dog fortsat, til 👤Erobrerens Mands-Linie var lykkelig og vel forgaaet, og skjøndt den om Erobringen selv er meget lakonisk, er det dog klarlig en samtidig Kilde, som gjør Gavn ved Siden ad ►Erobrerens Lov-Tale (af 👤Vilhelm fra 📌Poitiers) og 👤Ingulfs ►Beskrivelse af Crowland-Kloster (i 📌Ost-Angeln), hvor han var Abbed i de samme Dage. Af en smigrende Lovtale at være, er nemlig ►Vilhelms, ligesom ►Emmas, saa overordenlig historisk, at Frændskabet mellem Normanner og Islændere ogsaa derved stadfæster sig, og skjøndt Abbeden i 📌Crowland naturligviis især fæster Øie paa Klosterets ►Fri-Breve og store Eiendomme, hvormed det var gaaet hulter til bulter i den urolige Tid, saa var hans Syns-Kreds dog meget videre, som en studeret Angel-Sachser, der, mens han gik i 📌Westminster-Skole tit for Løier var blevet ►hørt i sin Lexe af Dronning 👤Edgithe (Hertug 👤Godvins ►Daatter, gift med 👤Hellig-Edvard), havde enstund været Kantsler hos “👤Erobreren”, mens han endnu kun var Hertug, og havde seet sig om baade i 📌Konstantinopel og 📌Jerusalem. Hertil kommer, i Begyndelsen af det Tolvte Aarhundrede, Værkerne af 👤Vilhelm fra Malmsbury og 👤Ordrik fra 📌Atcham (i 📌Shrop Shire), der vel ogsaa ere Munke-Krøniker, men lære os, at i Middel-Alderen var ►Munke-Buret netop den rette Skriver-Stue, naar kun Fingrene havde lært at føre Pennen ordenlig. Endelig træder 110 (US7) i Slutningen af samme Aarhundrede Mester 👤Wace frem med sin ►Normanniske Rim-Krønike, som vel ►smager mere af 📌Seinen end af ►Kritiken, men er dog et Livs-Tegn mellem 335Grav-Høiene, som altid opmuntrer, og har opbevaret mangt et Træk af 👤Erobreren og hans forvovne ►Stal-Brødre.

✂ 👤Vilhelm var kun en Snees Aar, da der skedte en hardtad almindelig Opstand mod ham af de Normanniske Baroner, med 👤Niels fra 📌Cotentin og 👤Ranulv fra 📌Bessin i Spidsen, og det skal være gaaet saa hemmelig til med Sammen-Sværgelsen, at Man vilde have taget 👤Vilhelm paa Sengen i 📌Valogne (ved 📌Cherbourg), hvor han var paa Jagt, dersom ikke Narren 👤Golet fra 📌Bayeux havde banket ham op ved Natte-Tid, saa han undslap halvnøgen*►Rim-Krøniken II. 21.. Han fandt imidlertid Understøttelse hos Kong 👤Henrik den Første i 📌Frankrig og slog de opsætsige Baroner saaledes sønder og sammen ved 📌Valdune, at hvem der ikke faldt, lærde dog at bukke*►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 179..

✂ Hvordan Hertug 👤Vilhelm siden ►kiørde i Ring med 👤Gotfred Hammer af 📌Anjou, med de andre Franske Herrer og Kong 👤Henrik selv; hvordan han kuede 📌Bretagne, og indtog 📌Maine, det, siger allerede 👤Vilhelm af Malmsbury, vilde blive vidtløftigt at fortælle og behøves ikke, da Sagen er, han ►laae immer til Feldts, havde bestandig Lykken med sig og var saa vis paa Seieren, at han aldrig angreb Nogen uden Kald og Varsel. Deraf, saavelsom af Lande-Freden, han skabde, og af alle hans Dyder, siger ►Lov-Taleren, blev han saa berømt, at to Spanske Konger beilede til hans ►Daatter, og havde, skiøndt de var Brødre, nær kommet op at slaaes om hende, og Keiseren i 📌Konstantinopel ønskede bare, han havde ►havt ham til Nabo, saa vilde han blæst ad Sultanen i 📌Babylon *Sammest. S. 196..

✂ ►Vist nok skulde nu Keiseren i 📌Konstantinopel, der havde Ulykke Nok med den Normanniske Baron, 336👤Robert Viskard, som nys var blevet hans Nabo, ikke ønsket at have Hertugen saa nær; men det er dog ganske ►rimeligt, at Man i 📌Konstantinopel nu blev opmærksom paa 📌Normandiet, og ønskede sig saa godt et Greb paa at tæmme Normanniske Baroner, som de hørde, Hertugen havde.

✂ Hvordan egenlig 👤Vilhelm fik Mod paa 📌England, er ikke let at forstaae, med mindre Man vil overhugge Knuden og sige: han var født med det, saa det var ligesaa ►urimeligt at spørge, 111 (US7) hvor han fik det fra, som at spørge, hvi de see høit, som fødes mellem Fjelde! Vel var han lidt i Slægt med den barnløse Kong 👤Edvard, men det var Saamange, og vel besøgde han ham engang og saae hans Herlighed (omt. 1048), men dengang, siger 👤Ingulf udtrykkelig, som just ved den Leilighed kom i Hertugens Tjeneste, var der hverken Tanke eller Tale om ►Arve-Gangen *►Crowlands Beskrivelse af 👤Ingulf (hos ►Savile) S. 898.. ►Lovtaleren forsikkrer jo rigtig nok, at Kong 👤Edvard høitidelig havde udnævnt 👤Vilhelm til sin ►Efter-Mand, og givet ham baade en Søn og en Broder-Søn af 👤Godvin Jarl til Gidsler for det, saa det var kun til ydermere Bekræftelse, 👤Harald, efter sit eget Sigende, blev sendt over til ham og tilsvor ham Huldskab og Troskab*►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 191. 200.; men havde en saa høitidelig Udnævnelse virkelig fundet Sted, da hverken kunde ►Sachse-Krøniken eller vilde 👤Ingulf saa aldeles fortiet det. Det har da udentvivl især været ►paa “sin Samvittighed”, 👤Vilhelm kunde føle, at 👤Edvard, som helst talde Fransk og elskede Normannerne, langt hellere undte ham Kronen end en af 👤Godvins Sønner, som nødte ham til at giøre baade Ærke-Biskop 👤Robert og alle de andre Franskmænd, han havde trukket over 📌Kanalen, fredløse; men dog er det ogsaa meget troeligt, at Ærke-Bispen, da han maatte ►smøre 337Hæle►, har, som 👤Ingulf melder, i al Hemmelighed betroet 👤Vilhelm, at det var ligesaavel 👤Edvards som hans Ønske, at 📌England maatte faae en Normannisk Konge, der ikke var bange for 👤Godvins Sønner*►Sachse-Krøniken under ►A. 1052. ►Ingulf (hos ►Savile) S. 900.. Fortællingen om 👤Haralds ►Giæste-Rolle i 📌Normandiet og Troskabs-Eed til 👤Vilhelm har vel ogsaa noget Æventyrligt ved sig, men det har Middel-Alderen i det Hele, og da, paa ►Sachse-Krøniken nær, som tier, alle vore Hjemmels-Mænd fra 👤Ingulf til 👤Snorre Sturlesen, stemme overeens i Hoved-Sagen, maae vi ansee den for afgjort. 👤Vilhelm af Malmsbury, som baade siger og viser, han, deels for Slægtskabs Skyld og deels for “►Gunst og Gave” er Normannerne tro, giver udentvivl den bedste Beskeed om Sagen, i det han melder, at 👤Harald efter Nogles Sigende reiste i Kongens Ærende, men at andre velunderrettede Personer forsikkre, han foretog sig slet ingen Reise, men var kun fra sin Lystgaard 📌Bosham (i 📌Sussex) taget ud at fiske og dreves da af Stormen over paa den Franske Kyst, hvor Man behandlede skibbrudne Folk som gode ►Priser, og faldt saa i Hænderne paa Grev 👤Guido af 📌Abbeville 112 (US7) eller 📌Ponthieu, som indtil videre satte ham i ►Bolt og Jern. I denne Vaande, siger Man, hittede 👤Harald paa det snilde Raad at skikke Bud til Hertug 👤Vilhelm, at han var sendt i et vigtigt Ærende fra Kong 👤Edvard til ham, men standset paa Halv-Veien af Utysket i 📌Ponthieu, hvis Kløer han derfor bad Hertugen udrive ham af. Det skedte, 👤Harald smigrede 👤Vilhelm med Haabet om 📌Englands Krone, og 👤Vilhelm tog Sagen alvorlig, saa 👤Harald maatte sværge ham til at indrømme ham 📌Dover, og gjøre alt Sit til at fremme hans Thron-Bestigelse, hvorimod 👤Vilhelm lovede ham sin ►Daatter og tilsikkrede ham alle hans ►Forleninger *👤Vilhelms ►Englands-Krønike II. (hos ►Savile) S. 93..

✂ 338►Slutningen bliver da, at 👤Vilhelm havde et Slags Krav paa 👤Haralds Bistand, men ikke mere Ret til 📌Englands Krone, end ►Staal-Handsken kunde give ham, da 👤Harald, som han siden meget rigtig sagde, ei ►raadte for at give bort, hvad han ikke selv eiede, og da hans Normanniske Kiæreste ei skal have oplevet ►det kritiske Øieblik, trøstede 👤Harald sig vel med, at ►naar Barnet er dødt, er Fadderskabet ude *👤Vilhelms ►Englands-Krønike III. (hos ►Savile) S. 99..

✂ Dog, ►mod Spydstage-Retten giælde Ord-Sprog ligesaalidt som Mands Villie eller Lands Lov, og saasnart Hertug 👤Vilhelm hørde, at 👤Harald havde besteget Thronen (Helligtrekonger-Dag 1066), spurgde han hverken, om det var med Kong 👤Edvards ►Minde eller med Folkets Villie, men han rustede sig af alle Kræfter, fik ikke mindre end 50,000 Mand paa Benene og af Paven (👤Alexander den 2den) et indviet Kors-Banner at føre i Striden*►Vilhelm af Poitiers (hos ►Duchesne) S. 197. 👤Barons ►Kirke-Bøger under ►A. 1066.. Med hvad Ret “Hans Hellighed” kunde erklære det Normanniske Indfald i 📌England for et “Kors-Tog,” det bliver hans Sag, men at han gjorde det, maae vi lægge Mærke til, thi det gav 👤Vilhelm i Millioners Øine Ret til den Engelske Krone, og hvad der bevægede ►Apostlernes Eftermand dertil, var ►aabenbar paa den ene Side, at den Romerske Kirke ei, siden de første Karolinger, havde fundet lydigere Sønner end de Normanniske Hertuger, og paa den Anden, at 📌England, der fra 👤Gregor den Stores Dage stod i et eget Forhold til ►den Romerske Stol, havde under 👤Godvins Sønner gjort sig opsætsig. Vel siger nemlig ►Sachse-Krøniken om den Normanniske Ærke-Bisp 👤Robert, som maatte rømme Landet for 👤Godvin og hans 113 (US7) Sønner, at han mistede kun derved med, 339hvad han havde faaet mod Guds Villie*►Sachse-Krøniken under ►A. 1052., men det sagde Ingen i 📌Rom, uden en selvgjort Pave (👤Benedikt den 10de), der havde sendt ►den Godvinske Ærke-Bisp af 📌Canterbury, 👤Stigand, Messe-Hagel (►Pallium), fordi, som 👤Ingulf siger, ►Krage søger Mage, og hverken 👤Harald eller 👤Stigand havde engang siden søgt at forsone den ægte ►Apostoliker *►Ingulf (hos ►Savile) S. 898. ►Vilhelm af Malmsbury (sammesteds) S. 100..

✂ Uagtet nu 👤Vilhelm, paa denne Regning, skulde have “Himlen” med sig, beholdt han dog længe Vinden og, som det ►syndes, Lykken imod sig; thi hans samtidige ►Lov-Taler siger: han havde megen Gienvordighed med lang Modvind, frygtelige Skib-Brudd og mangfoldige Rømnings-Mænd, skiøndt han bar det godt Altsammen, skjulde hvad han kunde, ►begrov de Druknede i al Stilhed, og forbedrede bestandig ►Levemaaden *►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 198.. Langt om længe fik han da Samling paa et Tusind Skibe i 📌St. Vallery-Havnen (ved 📌Somme-Flodens Udløb), men ogsaa der laae han indeblæst, til det, som 👤Vilhelm af Malmsbury siger, surrede om hans Øren fra alle Kanter: ►hvad vil Spurv i Trane-Dands, det gaaer ham som hans Fader, ►hvis Næse ogsaa kløede efter 📌England, men saadant Galskab kan vor Herre ikke lide, derfor har han Mod-Vind*👤Vilhelms ►Englands-Krønike III. (hos ►Savile) S. 100.. Ved Hjelp af den hellige 👤Valerius, hvis ►Levninger Hertugen lod giøre stor Høitid ad, fik han imidlertid Med-Vind Mikkels-Dag, og ►kom hverken for tidlig eller for silde, men lige ret tilpas, just, da 👤Harald Godvinsen var draget nordop at slaaes med Kongen af 📌Norge, saa 👤Vilhelm landede ved 📌Pevensea og 📌Hastings 340(i 📌Sussex), ►uden at en Hund giøede ad ham *►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 198–99.. Vel faldt han, efter Sigende, ►næsegruus, da han sprang i Land, men hvad enten det ved den Leilighed faldt ham eller en Anden ind, saa viste Tiden, det var sandt nok, hvad der skal have trøstet ham, at han greb Hold i Landet med begge Hænder*👤Vilhelms ►Englands-Krønike S. 100. ►Rim-Krøniken II. 151–52..

✂ Saasnart nu 👤Harald hørde, han havde faaet ►Fremmede i Syden, mens han ►lavede Bad til dem i 📌Norden, skyndte han sig, maaskee alt for meget, ned at tage imod dem ved Stranden, og 👤Vilhelm af Malmsbury siger, han mistede endeel af sine bedste Følge-Svende, fordi han ved Delingen af det Norske 114 (US7) Bytte var saa nærig, at de ingen Ting fik*👤Vilhelms ►Englands-Krønike II. og III. (hos ►Savile) S. 94. 100., Noget, Man vel, ved at sammenligne 📌Norges Rigdom med 📌Englands, fristes til at smile ad, men havde, som man siger, 👤Harald Haardraade virkelig sine “Byzantinske ►Liggendefæ” ombord, kunde de maaskee dog nok, i saa besværlige Tider, have fristet selv den Engelske Konge. I alt Fald kom 👤Harald Godvinsen dog hverken til at fattes Folk eller stridbare Mænd, thi der stod endnu Mange, efterat han var faldet i det kiedsommelig lange Slag ved 📌Senlak eller 📌Hastings (14de October), med hvis Beskrivelse Mester 👤Wace nær aldrig var bleven færdig*►Den Normanniske Rim-Krønike II. 191–281.. ►Sachse-Krøniken fatter sig des kortere, sigende: 👤Harald kom sønderned og sloges med 👤Vilhelm, inden han endnu havde ret Samling paa Hæren, og der faldt han, tillige med begge sine Brødre: 👤Gjord og 👤Lovin, hvorpaa 👤Vilhelm tog Landet, kom til 📌Westminster, lod sig krone af (den Yorkske) Ærke-Bisp 👤Aldred, modtog Skat og Gidsler og solgde saa bagefter Folk deres egen Grund*►Sachse-Krøniken ►A. 1066..

✂ 341Man seer strax, Angel-Sachseren har været i ondt Lune, og som “Borger” var det Synd at fortænke ham i, men en Historie-Skriver maa aldrig være i ondt Lune, thi da lægger han sig altid enten paa en eller anden Maade ud med Læseren og tilintetgiør derved sig selv, som er en langt større Skade end nogen “Erobrer” kan giøre ham, og Man vil til alle Tider finde, det er morsomt at vide endeel om Slaget ved 📌Hastings, som Man meget heller tog fra første Haand end paa Tredie og Tiende.

✂ Nu veed vi saaledes ikke ret, hvad vi tør troe af Mester 👤Waces Fortælling om, hvordan de i den Angel-Sachsiske Leir sad og drak ►til Pæls hele Natten før Slaget, ►drak rundt, baade ret og avet om, snart til Hælvten og snart til Bunds, ja, vi har ondt nok ved at forstaae det lille Vers af en Angel-Sachsisk Drikke-Vise, Normannerne ved denne Leilighed saa ynkelig har radbrækket*►Den Normanniske Rim-Krønike II. 184.. Ligesaalidt veed vi, hvad vi egenlig skal tænke om den Pokkers Karl af en Skjald, 👤Thielvar (👤Taillfer) kaldt, som, efter at have sunget for 👤Vilhelm om 👤Karl Magnus, om 👤Roland og ►Holger Danske, med 115 (US7) hele Flokken, der faldt ved 📌Ronceval, bad ydmygst om Forlov til at slaae det første Slag paa Angel-Sachseren, og slog saa, for det ikke skulde være Løgn, to Dommedags-Slag, hvorved Ligesaamange beed i Græsset og ►Vaaben-Gnyet stak i Sky*Sammest. 214–16..

✂ Sligt pleier Man vel ikke at ændse i Stats-Historien, men maa Man selv om Staten sige: ►den er kun til for Menneskets Skyld, da giælder det unægtelig dobbelt om Stats-Historien, der ligesaalidt kan skabe som opløse noget ►Borgerligt Selskab, men kan kun fornøie de Mennesker, som tage Deel deri, og oplyse dem, der har Øie for Menneske-Livet i alle dets Retninger. Om derfor den Angel-Sachsiske Leir, Natten før den store Dag, der skulde 342afgiøre Rigets Skæbne, virkelig som 👤Vilhelm af Malmsbury ogsaa havde hørt*👤Vilhelms ►Englands-Krønike III. (hos ►Savile) S. 101., gienlød af Drikke-Viser, medens Man i den Normanniske gik til Skrifte og til Alters, det er, menneskelig talt, en meget vigtig Sag, blandt Andet, fordi det beroliger os over Omskiftelsen, naar vi see det Dalende, hvor herlig det end har straalet, udueligt til at fortsætte Banen. Heller ikke kan det være os ligegyldigt, om 👤Thielvar, der, ogsaa efter 👤Henrik af Huntingdons Sigende*►Henrik af Huntingdon VII (hos ►Savile) S. 368., ►gjorde Vind før Slaget med sit ►Ridder-Spil og aabnede det ved ►uformodenlig at fælde en ►Fane-Junker, blot var en udlært Rytter og ►forvoven Krop, eller tillige en Aands-Frænde ad 👤Thormod Kolbrun-Skjald, der vakde Konge-Hæren paa 📌Stiklestad med ►Bjarke-Maalet, og det var desuden morsomt at vide, om de Normanniske Skjalde allerede i det Ellevte Aarhundrede havde glemt alle 📌Nordens ►Kæmper over 👤Karl Magnus og ►hans tolv Jævninger (douze pers), og glemt 📌Braaval over 📌Ronceval!

✂ Da nu imidlertid ►Lovtaleren, ligesaavelsom ►Sachse-Krøniken og 👤Ingulf, tier ►kvær om disse Ting, maae vi nøies med at sige: Tiden har viist, at Forholdet mellem Angel-Sachser og Normanner virkelig svarede til Trækkene hos 👤Wace, saa har de end ikke, efter Bogstaven, gyldig Hjemmel, har de den dog billedlig, som Udtryk for den Sandhed, at hvad Udfald end Slaget fik, var Normannerne dog Herrer i deres Væsen og Angel-Sachserne Trælle.

✂ 116 (US7) Dog, ►som Trælle kan Man ret godt tjene to Herrer, den Ene om Natten og den Anden om Dagen, vel at mærke naar Man er saa bomstærk, som det ⓘ endnuendnu] GV, eudnu A kiendes paa Engelsk-Manden, Angel-Sachseren har været, 343og da Slaget varede fra Morgen-Stund til Aftens Ende, har vi intet mere Vidnesbyrd behov derom, at Angel-Sachserne sloges ligesaa ærlig, som de synes at have drukket; men skiøndt 👤Vilhelms ►Lov-Taler krymper sig ved det, gaaer han dog til Bekiendelse, og melder, at “►saasom og eftersom” Barbarerne for det Første var saa utallige, at Man, paa gammel Viis, maatte sige, de kunde drikke Floder ud og trampe Skove ned, og for det Andet, langt fra at møde Normannerne, som de mødte den Norske Konge, paa Halv-Veien, stod som de var murede paa en Brink, med en Skov i Ryggen, og endelig, for det Tredie, var saa firskaarne og brugde saadanne ►Bred-Øxer, Blider og andet Helvedes ►Tøi, som hverken Skjold eller Brynie kunde ► hytte for; saa flygtede virkelig engang først De fra 📌Bretagne og de andre Hjelpe-Tropper paa venstre Fløi, og saa tilsidst næsten hele Hertugens ►Fylking, hvilket imidlertid, naturligviis, skal siges uden mindste Forkleinelse for de “uovervindelige” Normanner, og kan siges saa, aldenstund selv den Romerske Krigs-Hær, ►Keiserlig Høihed, vant til at knuse Konger og høste Laurbær baade til Lands og til Vands, selv den tog stundum Flugten, naar den troede sin Høvding fældet, og i denne Vaande var Normannerne netop, da de ►vendte Rygg *►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 201–2..

✂ Angel-Sachserne tabde altsaa med Æren, men den Normanniske ►Lovtaler kan ikke bare sig for at ymte om, at ►lidt Skam kan Man nok bære, naar Man ikke har Skade men tvertimod Gavn deraf, og det, siger han, var ►aabenbar Tilfældet med Normannernes Flugt, ikke blot fordi en Flok Fiender, som forfulgde dem, blev hugget ned til sidste Mand, da Hertugen lod sine Svende see, han var lyslevende, og fik dem ►baade med det Gode og med det Onde vendt igien; men især fordi Hertugen deraf lærde, hvordan Man skulde bære sig ad, for at faae Hul paa de ►kiedsommelige Karle, 344der ellers stod som Blokke paa Brinken, saa tæt stuvede, at selv de Døde kunde ikke faae Lov til at falde. Nu flygtede han nemlig to Gange paa Skrømt, og havde den Fornøielse at Fienden immer blev ►hidsigere til at sætte efter, saa Flokken paa Brinken blev immer tyndere og der blev omsider Muelighed i at bryde igjennem ►Skjold-Borgen 117 (US7) ind til Hoved-Banneret, hvor Kongen stod. Da nu ogsaa baade han og hans Brødre og Endeel af de ypperste Høvdinger ►alt for en Tid siden var faldne, begav Resten af de haardnakkede Krabater sig da ►endelig og endelig paa Flugt, men standsede dog endnu en Gang paa Halv-Veien, ved hvilken Leilighed adskillige fornemme Normanner beed i Græsset*►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 202–4..

✂ Var det en Angel-Sachser, der saaledes beskrev ►Kæmpe-Slaget ved 📌Hastings, kunde vi ikke ændse det stort, men da det er 👤Vilhelms Normanniske ►Lov-Taler, maa det nødvendig tildrage sig vor Opmærksomhed, som et stort Vidnesbyrd om, at de der vandt ved 📌Waterlo var netop af selvsamme Skuffe, som de der tabde ved 📌Hastings, saa hvad der gjorde Forskiellen, var blot den Normanniske Aand hos Modstanderne og Forsynets dermed nøie sammenhængende Styrelse.

✂ ►Lovtaleren, som ellers dog nævner Endeel af 👤Vilhelms Hjelpere, og deriblandt hans Drost og Høire-Haand 👤Vilhelm Asbjørnsen, siger ikke hvem der førde Kors-Banneret, men her kunne vi ogsaa godt nøies med 👤Waces Hjemmel for, at det var 👤Rolv hin Hvides Søn 👤Thorstein, da hans Æt opkaldte sig efter ham (Toustain) og ►førde Banneret dobbelt i sit Skjold *►Den Normanniske Rim-Krønike II. S. 198.. Foruden Disse nævner 👤Wace Mangfoldige, og kunde sagtens, da Man har lange Fortegnelser fra Erobringens Dage paa de Strids-Mænd der tog hver sin Part af Landet som et Bytte, men her kan 345vi kun lægge Mærke til Hertugens Halvbroder, 👤Odd, som, skiøndt Biskop i 📌Bayeux, reed dog iblandt de ►Fremmerste ved 📌Hastings, og var siden enstund en Slags ►Sætte-Konge paa Øen.

✂ Dog, førend vi forlade den ►mærkværdige Val-Plads, hvor 👤Vilhelm siden lod bygge et Kloster, med Rette kaldt 📌Slag-Abbediet (📌Battle Abbey), maae vi endnu bemærke, deels at 👤Vilhelm ved Midnats-Tid, da han kom tilbage fra Jagten efter de Flygtende, lod sin Telt opslaae midt iblandt de Faldne, aad og drak og var lystig*►Vilhelm af Jumieges VII. 37. ►Den Normanniske Rim-Krønike II. 281–84., og deels, at der bestandig har været megen Tvivl og Tvist om, hvor 👤Harald Godvinsen kom til at hvile, saa Man endogsaa udførlig har fortalt, hvordan han ►undkom og levede mange Aar efter i Stilhed. ►Lovtaleren, som er enig med alle de Andre om, at paa Ansigtet var det Lig, Man tog for 👤Haralds, aldeles ukiendeligt, beretter imidlertid, Man fandt det efter andre Mærker, men at hans Moder kun forgiæves 118 (US7) tilbød at opveie det med Guld, deels fordi Hertugen agtede slig en Handel under sin Værdighed og deels fordi han fandt det var Synd, at Den, for hvis Begiærlighed saa Utallige laae ubegravede, skulde stædes til Jorde af sin egen Moder. Han lod derfor 👤Vilhelm Mallet (en Normannisk Baron) begrave Liget, hvorved det Ord faldt i Spot, at det var bedst han som ►Lande-Værge blev begravet paa Strand-Bredden*►Vilhelm af Poitiers (hos ►Düchesne) S. 204.. Munkene i 📌Waltham (i 📌Essex), ►den Godvinske Families Yndlinger, lod sig imidlertid aldrig ►aftrætte, at de eiede saavel 👤Haralds som hans Brødres Lig, og de har i det Mindste fortalt det smukt, hvordan To af dem fulgde ham til Val-Pladsen, fandt Liget ved Hjelp af hans deilige Frille, 👤Edithe Svane-Hals, og stædte det høitidelig til Jorde.

✂ 346Saaledes faldt da 📌England ikke blot i 👤Vilhelms, men i de Normanniske Baroners Hænder, thi, saasnart hans Med-Beiler til Kronen var borte, baade sagde og viiste 👤Vilhelm ►aabenbar, at det var ►Spydstage-Retten han takkede for Thronfølgen, og at det var den Eneste, han fremdeles kiendte for gyldig, i det han, uden noget Spørgsmaal om “Arve-Ret”, deelde Landet mellem sine Yndlinger, og gjorde det, om ikke til en skreven Lov, saa dog (hvad der er meget mere) til en sat Ret og en fast Regel, at ingen Angel-Sachser skulde ►enten i Kirken eller Staten beklæde nogen Værdighed. Det siger 👤Ingulf udtrykkelig*►Ingulf (hos ►Savile) S. 901., og 👤Vilhelm af Malmsbury bemærker netop i den Anledning, at det var lige det Modsatte af 👤Knud den Stores Adfærd, som lod de Indfødte beholde Alting, men at derfor faldt det dem ogsaa saa let at blive de Danske kvit*👤Vilhelms ►Englands-Krønike sammest. S. 104..

✂ Det var nemlig ingenlunde, som man nok kan tænke, “Villien” til at afkaste det Normanniske Aag, Angel-Sachserne fattedes, men den høiere Livs-Kraft, som Man kalder “Aand”, og ret som for at vise det, var der dog endnu een Angel-Sachsisk Ridder, som, medens alle 👤Vilhelms andre Modstandere faldt, holdt saaledes Stand, at Normannen maatte lade ham beholde sin Odel, som hans Søn, 👤Hugo Evermur paa 📌Depping-Gaard (📌Market Deeping i 📌Lincoln), endnu besad, da 👤Ingulf skrev. Denne Helt i en snever Kreds, 👤Hervard Lovriksen fra 📌Brunne (📌Bourne) i 📌Lincoln *►Ingulf (hos ►Savile) S. 899. 901–2. ►Sachse-Krøniken ►A. 1070–71., 119 (US7) som herved fik en universalhistorisk ►Mærkværdighed, fortjener i alle Maader at kaldes den sidste Angel-Sachser (The Last Saxon); thi 347👤Ingulf melder, at han endnu lod sig giøre til Ridder paa den gamle Maade, som Normannerne ei kunde udstaae, men kaldte ►Kærlingeri, idet han gik til sin Far-Broder 👤Brand, som var Abbed i 📌Burg (📌Peterborough), skriftede ærlig, gjennemvaagede Natten i Kirken, offrede til ►Fro-Præken sit Sværd paa Alteret og modtog det igien velsignet af Præsten under Høi-Messen, en Skik, der i det mindste giør Angel-Sachsernes Falke-Syn Ære, da det er saa ganske i Christendommens Aand, at alt det Naturlige, der skal kunne stemme med Den, maa først opoffres og saa annammes. 👤Hervard havde i sin Opvext været saa balstyrig, at hans egen Fader lod ham giøre fredløs, men efter at have tumlet sig brav i den vide Verden, saa der gik Ord af hans Lykke og Bedrifter, havde han gjort et ►stort Giftermaal i 📌Flandern og synes der at have slaaet sig til Ro. Saasnart han imidlertid hørde, at hans Fædrene-Land var erobret, hans Fader død, hans Moder udstødt og hans Odel skiænket en Norman, da foer han over Havet, ►feiede med nogle Frænders Hjelp paa Timen de Fremmede til Dørs i Fædrene-Huset, lod sig, som sagt, ikke slaae men signe til Ridder i 📌Burg, og ►satte sig fast i Moradserne ved 📌Ely, hvor han vandt saamange Slag fra Normannerne, at Man sang derom paa alle Gader og Stræder, og 👤Vilhelm maatte omsider ordenlig paa ►billige Vilkaar slutte Fred med ham. Uden at drive det videre, hensov 👤Hervard i Fred og hviler sine Been i ⓘ 📌CroelandCroeland] A, Crowland Rettelsesliste, hvor hans Flanderske Frue, 👤Thyrfrid, som, ►kied ad Verdens Tummel, ►tog Sløret, ►alt længe havde ventet paa ham; men af ►Sachse-Krøniken see vi, at han engang havde sat sig i Forbindelse med 👤Sven Æstridsen, som, efter 👤Harald Haardraades Fald, begyndte igien at tænke lidt paa 📌Engeland, saavelsom med de opsætsige Jarler: 👤Edvin og 👤Morker, og havde da de mest glimrende Udsigter til at blive sit Fædrene-Lands Befrier. 348Da imidlertid den Danske Flaade paa en Maade ►“gav Kiøb”, og Jarle-Partiet ►krøb til Korset, maatte 👤Hervard nøies med den Roes, at han ikke blot ►“huggede sig godt igiennem” med alle dem, der havde Mod til at følge ham, men at han, saa længe mueligt, forhalede sit Folks Undergang og lod dem i det Mindste ei uhævnede nedsynke i ►de Dødes Rige *►Sachse-Krøniken ►A. 1071. ►Ingulf (hos ►Savile) S. 901–2..

✂ 120 (US7) En anden Opstand, hvori 👤Hervard rimeligviis ogsaa tog Deel, og hvorved den Danske Flaade kun synes at være kommet lidt for silde, er blevet langt mere berømt iblandt de Lærde, men havde ►aabenbar langt mindre at betyde, da det var en Sammen-Sværgelse af alle Farver ikke mod Normannerne, men blot imod 👤Vilhelm. En af Hoved-Mændene, Grev 👤Roger af 📌Hereford, var nemlig en Søn af den Normanniske Drost, 👤Vilhelm Asbjørnsen, og den Anden, 👤Rolv Jarl i 📌Northfolk, var Svoger til ham, medens den Tredie, 👤Valthjov af 📌Huntingdon, vel var Søn af den berømte Danske 👤Sivard Jarl i 📌Northumberland, men ►paa godt Forlig gift med en ►Frændke af Kong 👤Vilhelm. Det Hele gav i alt Fald kun Stof til en “Criminal-Historie,” da det blev 👤Vilhelm meldt til 📌Normandiet, hvordan Man havde ►brallet op ved 👤Rolv Jarls Bryllup i 📌Norwich, thi da var han strax ved Haanden, 👤Valthjov blev halshugget, 👤Roger slap, for Venskabs Skyld, med evigt Fængsel, og 👤Rolv, som ►alt var flygtet, skal vel have hentet den Danske Flaade, under Prinds 👤Knud og 👤Hakon Jarl, som lod sig see, men den gjorde kun en ►Vende-Reise og han forsvandt med den*►Sachse-Krøniken ►A. 1075. ►Ingulf (hos ►Savile) S. 901. 2. 👤Vilhelms ►Englands-Krønike (sammest.) S. 104–5. ►Henrik af Huntingdon (sammest.) S. 369.. Ventelig har for Resten Flere end 👤Rolv, da de opgav 📌England, taget til Takke med 📌Danmark, men ►vissere er det dog, efter den velunderrettede 👤Ordriks 349Vidnesbyrd, at Endeel af de kiækkeste Unger-Svende gik til 📌Maglegaard, optoges iblandt Væringerne af 👤Comnenen Alex (1081), havde der den Fornøielse at slaaes med de Italienske Normanner, og indlagde sig megen Berømmelse*👤Ordriks ►Kirke-Historie (hos ►Düchesne) S. 508. 👤Galfreds ►Sicilianske Krønike (hos ►Muratori V.) III. 27.. At disse Angel-Sachsers Afkom endnu var kiendelig et Aarhundrede senere, da Latinerne indtog 📌Konstantinopel, kunde være morsomt nok, naar det var rigtig hjemlet, men det Vilkaar synes den ny Historie-Skriver, der melder det ►paa fri Haand, ei at have ændset*👤Sismondis ►Franske Historie IV. 399..

✂ ►Hvordan en Mand nu denne “👤Vilhelm Erobrer” egenlig var, hvad han tænkde mest paa, og hvad han udrettede i de tyve Aar (1066–87), han sad paa 📌Engelands Throne, Andet end at ►skifte Hugg paa begge Sider af 📌Kanalen, det er langt fra at være saa vigtige Spørgsmaal i Verdens-Historien, som Man, efter de “►piinlige Forhør”, der paa Dom-Stole af 121 (US7) Folianter naturligviis ogsaa er holdt over ham, skulde slutte; thi at han var en Norman, bekiendte han godvillig, og at han var En af “de Store”, beviiste han tilstrækkelig, ikke blot ved den Beskeed, han gjorde paa Valen, men især ved den store Opsigt og det dybe Indtryk, han gjorde i en Tid, da en dygtig ►Hugaf var langt fra at være en Sjeldenhed. At Engelsk-Mændene, ►►fra i Gaar og i Dag, har regnet 👤Vilhelm Erobrer for Skaberen ligesom 👤Vilhelm Hollænder for ►►Opholderen af deres Lykke, og høitidelig stadfæstet hans Døds-Dom over alt “Angel-Sachsisk”, som raat Barbari, Det skal Man nemlig, af mange Grunde, helst tie med, naar Man taler enten, om deres eller hans Storhed; men hvad en samtidig Angel-Sachser, der ikke blot havde seet hans Ansigt, men opholdt sig enstund i hans ►Gaard, givet Agt paa hans ►Sæder og suk350ket dybt over Somme af dem, tænkde og dømde om ham, er høist ►mærkeligt. Vil Nogen vide, siger han, ►hvordan en Mand den Kong 👤Vilhelm var, vi tale om, hvad Glands ham fulgde og hvad Magt han havde, da vil vi beskrive ham, som han stod for vore Øine, da vi enstund var under Tag med ham. Han var en snild og saare mægtig Mand, stærkere og storladnere end Nogen af hans ►Formænd, og han var blid mod de Fromme, men over al Maade stræng mod hvem der ei vilde lystre. Paa det Sted, Gud lod ham vinde 📌England, ►bygde han et prægtigt Kloster, og det var langt fra at være det Eneste, thi han fyldte hele Landet med Benediktinere, saa der var Christendom Nok i hans Dage, naar Man vilde følge den. Men han var, som sagt, stræng og bister mod alle dem der ikke vilde, som han: han satte Jarler i ►Bolt og Jern og smed baade Adelsmænd, Bisper og Abbeder i ►Hullet; ja sparede tilsidst end ikke sin egen Broder, 👤Odd, som dog var en fornem Biskop i 📌Normandiet, havde gjort Kongen store Tjenester, var Jarl i 📌England og pleiede at staae for Styret, naar Kongen var borte, ogsaa han kom i ►Hullet. Det maa imidlertid dog heller ikke forglemmes, hvordan han fredede Landet, saa en dygtig Mand kunde reise Riget rundt med Favnen fuld af ►det røde Guld, uskadt, og Folk turde slet ikke slaae hinanden ihjel, hvormegen Fristelse de end havde til det. Men raadte han ikke ogsaa over hele 📌England, og randsagede det saa smaalig, at der var ikke en Plet Jord, uden han førde den til Bogs og vidste baade hvem den hørde til og hvad den var værd; 📌Bretland (📌Wales) og 📌Man havde han i sin Magt, 📌Skotland følde hans stærke Arm og blev ham underdanig, 📌Normandiet var hans Odel, 122 (US7) 📌Maine beherskede han, og havde han blot levet to Aar længer, vilde han uden Sværd-Slag, blot ved sin Snildhed, vundet 📌Irland. ►Vist nok havde Folket megen Slid og Fortræd i hans Dage, thi Fæstningerne, han lod byg351ge, faldt Fattig-Folk meget til Besvær, og han var saa forskrækkelig haard og ►piinde baade med Ret og Uret saamange Tusind Pund baade i Guld og Sølv ud af Undersaatterne; for ►der var faret en Gierrigheds-Aand i ham, saa han kunde aldrig faae Nok! Og saa Dyre-Fredningen og Jagt-Lovene, hvorefter Øinene skulde stikkes ud paa hvem der fældte enten Hjort eller Hind, og selv Harerne skulde Man lade løbe, og Kron-Dyrene elskede han som han kunde været deres egen Fader (►swylc he wære heora fæder)! Og han brød sig slet ikke om, at de Rige klynkede og de Fattige skreg, men hvem der vilde beholde Liv og Land eller nogen Ting maatte lystre. Ach, at noget Menneske-Barn dog kan blive saa overmodig og see ►alle Folk over Hovedet! Gud forlade ham alle hans Synder og være hans arme Sjæl naadig; thi hvor falsk og forfængelig denne Verdens Herlighed er, det fik han at finde, da han, der havde raadt over saamange Lande, maatte nøies med syv Fod Jord i Alt, og han som før glimrede af Guld og Ædel-Stene bedækkedes af Muld*►Sachse-Krøniken ►A. 1086, efter Overskriften, men 1087 baade efter Indhold og udtrykkelig Angivelse..

✂ Dette er ikke nær hele den Angel-Sachsiske Lig-Præken over Kong 👤Vilhelm, men det kan være Nok, baade til at vise, han var en Mand der kunde skaffe sig Agtelse, og at det neppe var af Had til Barbariet, han vilde vænne Folk af med at læse og skrive Angel-Sachsisk *►Ingulf (hos ►Savile) S. 901., men at han netop selv var en halv Barbar og en heel Tyran, der vel satte en vis Priis paa Guds-Frygt og ►Boglig Konst, men vurderede dem, som alt Andet, kun efter Nytten deraf for ham og hans Tjenere, til dagligt Brug, i et rigt Land, hvor Man havde hele Folket imod sig. Derfor gav han Engelænderne Franske Sjæle-Sørgere, som de, hvis Saligheden laae dem paa Hjerte, vel maatte lære sig 352til at forstaae, og lærde i Mellem-Tiden intet Ondt af, og den eneste Bog paa Fiendens Moders-Maal han fandt ikke blot uskadelig, men i en forbedret Udgave overmaade nyttig, var Kong 👤Ælfreds Jorde-Bog eller Matrikel, som Angel-Sachserne i dens Normanniske Bearbeidelse kaldte “►Dommedags-Bogen”, fordi Kongen i den kunde see Alt 123 (US7) hvad Folk eiede og havde, ikke blot af Mark og Skov, men selv, ►med Skam at tale om (►hit is sceame to tellan), af Kiør og Stude og Svin, som blev ført til Bogs, ►hver Kiæft *►Ingulf (hos ►Savile) S. 908. ►Sachse-Krøniken ►A. 1085.

✂ Medens det derfor er en ligesaa grundløs som latterlig Mening, de Lærde har havt, at Angel-Sachserne med Friheden ogsaa mistede deres Moders-Maal, er det dog klart, at Normannerne fik det Angel-Sachsiske Sprog ►banlyst fra Kirken og afskaffet i Skolen, et Mester-Stykke, der neppe findes Mage til i Verdens-Historien, og hvis nødvendige Følge var et vist ►konstigt Halv-Barbari, ei blot i Bøgerne, men i hele Livet, hvis Spor først vil forsvinde ved en Grund-Reform efter det Oprindelige, som “►Radikalerne” neppe veed, hvad er. ►Vist nok en haard Skæbne, men nødvendig, naar Angel-Sachserne skulde reddes fra den ubetimelige Forfinelse og den Fordærvelsens Afgrund, de med stærke Skridt gik i Møde, saa, rigtig forstaaet, var den Normanniske Erobring tilvisse 📌Englands Redning, kun ikke fra Barbariet, hvori Folket netop hovedkulds blev kastet tilbage, og maatte paa Ny, med ►Haardt mod Haardt, arbeide sig ud af, saa de Normanniske Baroner dog omsider lærde, hvad 👤Ordrik med Rette siger, faldt Hertugen for svart*👤Ordriks ►Kirke-Historie S. 520., nogenlunde at forstaae Folket, som Overhuset nu forstaaer Underhuset.

✂ 👤Vilhelm døde, efter ►Sachse-Krøniken, netop samme Aar som 👤Hellig-Knud i 📌Danmark, der med 353📌Norges Hjelp, vilde styrtet hans Throne, blev myrdet af sine egne Undersaatter, ellers bekiendte for de ►Troeste af alle Folk (►eallra folca getreowast) *►Sachse-Krøniken ►A. 1086., og Angel-Sachseren maa nok sige, at 👤Erobrerens Død ret klarlig viiste det Tomme i denne Verdens Herlighed; thi det er ikke blot Mester 👤Wace, men ogsaa 👤Ordrik, som vidste god Beskeed, der fortæller, at han havde neppe givet det sidste Suk, før alle de Store fløi afsted, hver sine Veie, og alle de Smaa kappedes om at udplyndre Slottet og lod Kongen ligge halvnøgen paa Gulvet. Dog, ikke hermed nok, thi for at han kunde blive ført fra 📌Rouen, hvor han døde, til 📌Caen, hvor han skulde begraves i 📌Stephans-Kirken, han selv havde ladet bygge, maatte en simpel Ridder, 👤Helvin, forbarme sig over ham og bekoste Reisen af sin egen Lomme. 124 (US7) Saaledes kom da Liget til Kirke-Dørren, men der blev det staaende en god Stund, fordi der kom Ildløs i Byen og Følget splittede sig ad, og da det saa endelig slap ind i Kirken, og Messen var læst, og Bispen af 📌Evreux havde holdt hans Lig-Præken, opregnet hans Bedrifter, berømt hans strænge Retfærdighed og opmuntret Forsamlingen til at bede for hans Sjæl; see, da trængde 👤Asselin, 👤Arturs Søn, sig frem og raabde høirøstet: her stod min Faders Huus, som Hertugen uden Vederlag tog fra ham med Vold, da han byggede Kirken, og derfor giør jeg nu i Guds Navn høitidelig Forbud imod den Voldsmands Begravelse paa min Grund! Alle Naboerne vidnede med ham, det var sandt, og Man kiøbde da Grav-Stedet af 👤Asselin, med Løfte om fuldt Vederlag for Resten, men da Man saa tog Liget af Baaren og lagde det i Kisten, var den for knap, saa det revnede og fyldte Kirken med ulidelig Stank*👤Ordriks ►Kirke-Historie (hos ►Düchesne) S. 661–62. ►Den Normanniske Rim-Krønike II. 298–304..

✂ 354Saa ondt havde den rige og mægtige Erobrer ved at faae “de syv Fod Jord”, og saaledes stadfæstedes Ord-Sproget at ►hvo Intet vil levne, han revner tilsidst!

✂ 👤Erobreren efterlod sig tre Sønner: 👤Robert ►Buxe-Braag (👤Courthose), 👤Vilhelm den Røde og 👤Henrik Præstelærd (Beauclerk), af hvilke de to Sidste fulgde ham paa 📌Englands Throne (1087–1135), men uden at slægte ham paa i stort Andet end Udyd, saa 👤Robert var den Eneste, der havde arvet ►Ørne-Flugten, som gjorde ham til En af det store Kors-Togs Helte. Han var imidlertid en ►Sviregast og Ødeland, pandsatte hele 📌Normandiet, som var hans Arve-Gods, til sin Broder 👤Vilhelm, og sloges siden med 👤Henrik baade om Det og om 📌England, til han blev fanget (1106) og sat i god Forvaring i 📌Cardiff (i 📌Wales), hvor han, ►død for Verden, hensleed sine øvrige Dage. 👤Henrik den Lærdes eneste ægtefødte Søn, 👤Vilhelm, forgik paa en Hjem-Reise fra 📌Normandiet; og ved 👤Henriks Død (1135) gik baade 📌England og 📌Normandiet fra 👤Gange-Rolvs og 👤Erobrerens mandlige Afkom.

✂ Der var imidlertid en anden Norman samtidig med 👤Vilhelm Erobrer, som vi ingenlunde maae tabe af Syne, thi vel var der intet 📌England, hvor han ►sad paa den høie Hest, men der var et 📌Rom og et 📌Byzants, som, hvor daarlig de end i mange Henseender svarede til Navnet, dog endnu var Verdens 125 (US7) Hoved-Stæder, og i dem Begge gjorde denne Norman, 👤Robert Viskard eller ►Snilling (det Islandske ►ͻ: Norske viskr►), overordenlig Opsigt.

✂ Vi har ►alt flere Gange havt Leilighed til at bemærke, hvor forvirret det saae ud og hvor broget det gik til i 📌Nedre-Italien, men, paa 📌Monte Cassino nær, har Intet kunnet tildrage sig vor Opmærksomhed. Normannerne var Man derimod allevegne, hvorhen de saa kom, nødt til at ændse, og ligefra Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede 355spore vi ogsaa her Normanniske ►Kæmper, som ►gjorde lyst paa Valen og forbausede ►Dværgene.

✂ De første Normanner, som her viiste deres ►Fægte-Konst, var fyrretyve ►Pillegrimme, som kom fra 📌den hellige Grav til 📌Salerno (omt. 1002), just som Staden var beleiret af Saracener, og bad strax Hertugen om Vaaben og Heste, for at ►øve Ridder-Spil med de Vantroe. Hertug 👤Veimer gav med Fornøielse disse velskabte, kæmpehøie Karle hvad de forlangde, og saae dem med Beundring anrette saadant et Blod-Bad paa Fienden, at hvem der kunde, snart tog Flugten, og Beleiringen hævedes. Alle Folk løftede naturligviis ►Kæmperne til Skyerne, og Hertugen ►lovede dem Guld og grønne Skove for at tage Tjeneste hos ham, men det vilde de ingenlunde, forsmaaede hans Gaver, da det var kun for Guds Skyld og Troens Sag de havde fægtet, og reiste deres Vei. Hertugen vilde imidlertid ikke opgive Haabet om saadanne Hjelpere og sendte derfor, som en 👤Narses den Anden (►veluti 👤Narses alter), sine ►visse Bud med dem til 📌Normandiet, som ►med Mandler og Citroner, Purpur-Kapper og ►Ride-Tøier, ►gloende af Guld og Sølv, skulde lære dem i “►Kæmpers Føde-Land”, hvilket 📌Canaan der laae paa hin Side 📌Alperne► *►Cassino-Krøniken II. 31. 38..

✂ Nu at forene Efterretningerne om de Normanner, som, Flere og Færre i Tal, gik til 📌Italien for at prøve deres Lykke, er naturligviis umueligt*👤Ordriks ►Kirke-Historie (hos ►Düchesne) S. 472. ►Krøniken fra Jumieges (sammest.) S. 284. 91., da det var Noget, ingen Skriver ændsede, før det var for silde, men det er ogsaa ganske ligegyldigt; thi det er os nok at vide, at disse “Franskmænd”, som de ►alt dengang kaldte dem selv, allerede i Aarhundredets første Menneske-Alder havde vundet saadant et Ry, 356at da den Byzantinske Feldtherre, 👤Georg Maniakes (1037) gjorde ►Toget til 126 (US7) 📌Sicilien, som 👤Harald Haardraades Skjalde har stræbt at forevige, tog han ikke blot alle de Normanner, han kunde opdrive, i Sold, men Byzantinerne tilstaae selv, det var dem, der vandt Seirene til ham*►Kedren (hos ►Ksylander) S. 612–23.. Imidlertid, hvad enten det, som Ordet gik blandt Normannerne, var 👤Maniakes, eller, som Byzantineren melder, hans ►Eftermand, der behandlede dem og deres Anfører, Lombarden 👤Hardvin, slet, saa opkom der paa dette ►Tog et dødeligt Fiendskab mellem Byzantiner og Normanner, som snart udbrød i en alvorlig Kamp, om 📌Apulien og 📌Kalabrien, der, efter ►Ottonernes Dage, aldeles var faldet i Byzantinernes Vold*👤Galfreds ►Sicilianske Krønike, hos ►Muratori V. 551. ►Kedren (hos ►Ksylander) S. 623..

✂ Hidindtil havde Normannerne kun eiet Staden 📌Aversa, hvis Besidder, 👤Ragnulf, Keiser 👤Konrad paa sit Italienske ►Tog (1038) gav Greve-Titel*►Cassino-Krøniken II. 59–66., men ham ►formaaede nu 👤Hardvin (1041) til at giøre fælles Sag med sig mod Byzantinerne, som da ogsaa, efter to store Nederlag, det Ene ved 📌Cannæ, og det Andet ved 📌Monopoli maatte rømme hele 📌Apulien, ►saanær som Stæderne 📌Bari, 📌Otranto, 📌Brindisi og 📌Taranto *►Kedren (hos ►Ksylander) S. 623–24. ►Cassino-Krøniken II. 68..