↩ At han blev døbt i sin Barndom og kaldt 👤Sven-Otto, maae vi troe paa 👤Adams Ord, men vi, som veed kun alt for godt, at ►Christen-Tøiet giør Ingen til Christen, lægge ei synderlig Vægt derpaa, og holde os til den Kiends-Gierning, at han i Spidsen for Hedningerne ►bar Avind-Skjold mod sin Fader, hvad selv en Hedning maatte skammet sig ved. Var der altsaa noget Ædelt hos ham, da laae det dybt begravet, som Guld i en Mødding, og det er Billedet, 👤Saxo giver os af ham, saa, efter hans Sigende, blev 👤Sven vel en meget christelig Mand, men først efterat have været to Gange i Jomsvikingernes Kløer, og i mange Aar fordrevet af den Svenske Konge, 👤Erik Seiersæl. Da 👤Adam af Bremen fortæller omtrent det Samme efter hans egen ►Daatter-Søns Mund, faaer vi vel lade det giælde, men maae dog bemærke, at 👤Saxo er ene om den Fortælling, som giør 👤Sven mest Ære, nemlig at da han anden Gang var fanget af Jomsvikingerne, løste 📌Danmarks Kvinder ham ud med deres Guld-Smykker, og fik derfor bedre Arve-Ret end de før havde havt. Er det nemlig sandt, da borger ►Danne-Kvinden os for, at hvor vild 👤Sven Tveskiæg end foer, havde han dog Hjerte i Livet, og naar kun saa var, ligner Offeret ganske den Moder, som har det gode ►Lov igiennem mange Aarhundreder, at hun med Glæde sætter Alt paa haabefulde Sønner!