↩ Dog, hvor moersomt det end kan være at giøre sig lidt ►tilgode baade over Byzantinernes Finhed og 👤Lodbrands Grovhed, maae vi dog gaae videre, især, da der for det Første Intet blev af Giftermaalet, og kun i Forbigaaende kan vi lægge Mærke til, at hvad Byzantinerne især blev rasende over, var et Brev fra Paven i 📌Rom, hvori han bad “den Græske Keiser” om dog endelig at indgaae Venskab og Svogerskab med “den Romerske Keiser” 👤Otto; thi da de ei engang vilde kalde nogen anden Fyrste Keiser (►Basileus), var det dem noget Uhyre, at 👤St. Peders ►Eftermand endogsaa udelukkende vilde tilskrive en Barbarisk Konge (►Rex) det dyrebare ►“Romerske” Keiser-Navn. Kun forgiæves vilde 👤Lodbrand trøstet dem med Erindring om Romer-Navnets kun lidet hæderlige Oprindelse, og med den Forsikkring at hjemme hos ham var “Romer” det værste Skiælds-244Ord, Man kunde bruge til Nogen; thi paa det Øre var de saa døve som den stiveste Latinske Grammatiker.