↩ Samtidig med 👤Ansgar var 👤Henrik Fugle-Fængers Far-Fader 👤Lodulf (👤Ludolph), den Første af Slægten, som kaldes Hertug*►Aarbøgerne af 👤Sigbert fra Gemblours 860 og ►Ælfrik (Alberik) Munk 859., og allerede hans Søn, 👤Otto, skal have været Thronen nærmest, da Karolingerne uddøde*👤Wittekinds ►Sachse-Krønike. 👤Ælfriks ►Aarbog 912., men dog nævner Ingen hans Bedrift. Hans Søn 👤Henrik derimod slog sig, som sagt, til Ridder paa 👤Konrad af 📌Franken og skal, efter Sigende, 28 (US7) have skabt baade Ridder-Standen og Borger-Skabet i 📌Tydskland, og skiøndt Man nok seer, hans Bedrifter allerede i den næste Menneske-Alder har ligget besynderlig i Taage, er 👤Lodbrand dog et gyldigt Vidne om, at han baade slog Ungarerne ved 📌Merseburg og, hvad Italienerne end mere forundrede sig over, tæmmede Danskerne, som ansaaes for de Allerbalstyrigste*👤Lodbrands (👤Luitprands) ►Verdens-Krønike II. 8–9. III. 13.. Med Slaverne, som ikke blot laae ham nær i 📌Brandenburg og 📌Bøhmen, men ►bespændte ret egenlig 📌Nord-Tydskland, har 👤Henrik dog nok havt den meste Fortræd og det bedste Held; uagtet de Laurbær 👤Otto den Store høstede ogsaa hos dem unægtelig bevise, hans Fader havde levnet ham Endeel; og ►at bringe de Frankiske, Bayerske og Swabiske Hoveder under 228een Hat med de Sachsiske, hvad 👤Henrik ogsaa ærlig prøvede paa, det var en fortvivlet Opgave►, som Tiden har viist, der vilde ikke blot et Aarhundrede, men i det Mindste et heelt Aartusinde til at løse. Det var ogsaa allerede store Ting, da 📌Tydskland laae sønderslidt, skatskyldigt til Ungarerne, aabent for enhver Fiende og oversvømmet af Slaver, hvis Troes-Bekiendelse, siger 👤Ditmer fra 📌Merseburg, var, at Folk døde som ►Fæ og maatte altsaa leve derefter, da saavidt at frede, befæste og forbinde Riget, at hvad der i Grunden duede fik Lov til at voxe og Leilighed til at udvikle sine Kræfter. At denne Roes tilkommer 👤Henrik, er ►aabenbart, og skiøndt vi vel maae studse over det Slør, der, hos 👤Wittekind i det Tiende og 👤Ditmer i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede, hviler over hans Bedrifter, lader det sig dog let forklare deraf, at deres Kilder ►aabenbar var Kæmpe-Viser, og vi bør ikke oversee, at netop de var 👤Henriks bedste Efter-Mæle, som levende Beviser paa, at han var en rigtig “👤Fugle-Fænger,” som vidste at fremlokke Sangen paa Ny i 📌Saks-Lands Skove. Kun Skade, at Man Ingen af de Viser har ►giemt til os, men kun plyndret dem slet med eftergjorte Romerske Fingre; thi saaledes er der nu slet Intet meer tilbage af den Vise, 👤Wittekind havde lært om Merseburg-Slaget end “den fede Hunde-Steg,” Slaverne i 📌Meissen beværtede deres ►Ungerske Venner med, da de paa Giennem-Reisen bad om Hjelp mod ►den Stærkeste, som Slaver naturligviis altid holdt med *👤Wittekinds ►Sachse-Krønike 1ste Bog.. 👤Wittekind anfører i Øvrigt 29 (US7) dette Slag, som 👤Henriks sidste Stor-Værk, og da de fleste Aarbøger ogsaa nævne det ved 934, maa Munken i 📌Korwei, som en Sachser, vel beholde Ret, skiøndt 👤Lodbrand, som er ældst, ►aabenbar kalder det hans første Helte-Gierning, som han 229lod skuffende afskildre paa Væggen af sin Ridder-Sal i 📌Merseburg *👤Lodbrands ►Verdens-Krønike II. 8–9..