↩ At nu 👤Ælfred (👤Alfred), der i fjortende Ledd nedstammede fra ►Vodaniden 👤Kerdik, som først gjorde Landgang i 📌Vest-Sex, var paa en Maade Stifter af 📌Høi-Skolen i Oxford og indkaldte, saavel fra 📌Wales som fra 📌Frankrig, alle de Lærde, han kunde opspørge, det kunde være smukt nok af ham, men vilde her ikke engang sige saameget som at 👤Karl den Store indkaldte lærde Angel-Sachser. Ved at stirre paa Sligt kan Man endogsaa let komme paa Vild-Spor, som om 📌Engeland, i det Niende Aarhundrede, langt fra at være Dannelsens Moder-Skiød, trængde til at ►skruphøvles af ►Vælskmænd og Franker; men vi skal see paa Moders-Maalet, som dengang i 📌Vester-Leden havde slet ingen boglærde Dyrkere undtagen Angel-Sachserne, og en enkelt Tydsker, som havde lært af dem. Det var, hvad 👤Kædmund og 👤Oldhjelm spaaede, og skiøndt de Lærde ikke godt kan lide, Man siger, de med Moders-Maalet ikke kan giøre Andet end humpe efter, hvor Skjaldene paa Vinger har viist Vei, saa er det dog meget na218turligt, baade at de der flyve komme raskest afsted, og at Menig-Mand gider heller hørt paa dem der synge end paa dem der stave. Hvor Man derfor nogensinde skal faae Bøger paa Moders-Maalet, som er værd at læse, maa Man, som vi læse om 👤Kædmunds Lærere, først høre Sange, Man faaer Lyst til at skrive op, og saadanne opskrevne Sange synes indtil 👤Ælfreds Tid at have været de eneste Angel-Sachsiske Bøger. Baade siger han det saa omtrent i ►Konge-Brevet, han lod følge med Oversættelsen af 👤Gregor den Stores ►Hyrde-Bog (►Pastorale), og om ham selv læse vi, at til han var tolv Aar, havde han aldrig havt Bog i sin Haand, men da viiste hans Moder 👤Aasberg, Mund-Skiænken 👤Aslak Jydes ►Daatter, ham og 21 (US7) hans Brødre en Angel-Sachsisk Verse-Bog med et meget pænt Titelblad og sagde, at hvem af dem der først kunde lære den, maatte have den til Arv og Eie. Da ►ledte 👤Ælfred sig selv en Skole-Mester op og slugte snart Bogen, da han var godt vant til at lære Vers udenad, og den Slags Læsning stræbde han ogsaa siden at faae ►almindelig udbredt*►Ælfreds Levnet af 👤Asser 4. 15. 17. 69–71.. Det er ►Vælskmanden 👤Asser, indkaldt af 👤Ælfred og gjort til Biskop i 📌Sherborne, vi maae takke for denne Oplysning, og da han ovenikiøbet skrev paa Latin, har han naturligviis ikke sagt os, hvad det var for et Kvad, 👤Ælfred lærde at læse af, medens hele Talen viser, der har været Endeel at vælge imellem; men vi, hvem Tiden kun har levnet Eet, som en letnem tolvaars Dreng kunde lære med Fornøielse og faae Lyst til at læse af, vi maae nødvendig tænke paa ►Biovulfs-Drape, der i det Mindste giør os Sagen meget forklarlig. At dette Helte-Digt, skiøndt det først i nærværende Aarhundrede har begyndt paany at komme for Lyset*Udkommet i 📌Kjøbenhavn 1815 og der fordansket paa Rim 1820., dog maae være ældre end 👤Ælfred, skiønner Man 219let af indvortes Grunde, og en Nordisk Historie-Skriver maa nødvendig gribe Leiligheden til paa det Varmeste at anbefale ►et Digts Læsning, der endnu kun er lidt bekiendt og er dog ikke blot i historisk Henseende Guld værd, men bliver, ligesom de Homeriske Digte, ►beslægtede Naturer kiærere, jo tiere det læses og burde derfor være alle disse ligesaa bekiendt fra Barns-Been, som Hine var de gamle Græker. Man finder nemlig her ikke blot lutter Nordiske Old-Sagn, men en lyslevende Skildring af 📌Nordens Aand i sine bedste Klæder: som den Danske Lands-Fader ►Hrodgar (►Roe), ►Gothe-Kæmpen ►Bjovulf og hans fuldtro Ven, den unge ►Viglaf, der bogstavelig ►gaaer i Ilden for ham, og det Altsammen i en trohjertig men kort og fyndig Stil, og uden mindste Stænk af den ►Uhøviskhed, der ►vanhælder næsten alle verdslige Digte fra Middel-Alderen, undtagen Angel-Sachsernes. At ►Svinkerne (Episoderne), skiøndt i sig selv deilige, falder vel meget i det Dunkle og slaaes lidt klodset, lader os nok føle, at ►Gother var ikke Græker, men vi giør vel i at huske, at vi er heller ikke Græker, fordi vi kan læse deres Vers, og at vi ingenlunde nærme os dem ved at bandlyse vore ►Fædres Aand og lade haant om hans Kæmpe-Skridt!