↩ ►Vist nok hængde det kun meget maadelig sammen med 179den Franske Christendom, saa det maa synes en underlig Partiskhed af ►det Apostoliske Sæde, at give 👤Ludvig Titel af “den allerchristeligste” Konge, men naar vi huske, at paa den Tid var alle de døbte Tydskere og Nordboer Arianer, da maae vi finde det ganske naturligt, og naar vi ikke spørge, hvad Nytte Frankerne havde af Kirken, men hvad Nytte den havde af dem, vil Sagen findes i sin Orden. Det var 👤Ludvigs Dronning, den Burgundiske Prindsesse 👤Hrodhild (👤Chrothilde), der saa idelig indskiærpede ham 👤Christi Almagt, at da han i et Slag med ►Allemannerne forgiæves havde anraabt sine Fæderne-Guders Bistand, paakaldte han 👤Christus, med det Løfte, at vandt han Seier, vilde han lade sig døbe. Dermed var 678 (US6) ►Kiøbet sluttet, Ærke-Bispen i 📌Rheims døbde Franke-Drotten med 3000 af hans Følge-Svende*👤Gregors ►Franke-Krønike II. 27–31., og al ►den Frugt, Man heraf kunde vente, var unægtelig et Slags Haab om at finde ►Raad mod Uraad i den Christne Kirke, og en vis Ærbødighed for Bisper og Præster, men især for ►Ypperste-Præsten i 📌Rom, som havde Nøglerne til Himmerig og var saa langt fra Haanden, at han stod ingen Franke iveien. Sligt vilde nu ►sagtens Apostlerne selv knap fundet værdt at nævne, men deres Romerske ►Eftermand fandt, det var store Ting, hvorfor Man maatte see igiennem Fingre med Meget, og medens det blev hans egen Skade, at “►han ►holdt Kjød for sin Arm►”, var det unægtelig til Verdens store Gavn, at “►Ordets skriftkloge Tjenere,” da de var blevet svage i Aanden, fik verdsligt ►Rygstyd, ligesom Man heller ikke let skal sige, hvilke aandelige Vaaben der vilde bidt paa hine Tiders Franker og Longobarder.