↩ Dersom jeg imidlertid enten udelukde ►Lære-Standen af Kirke-Begrebet eller nægtede at ►den Hellige Skrift reen christelig talt, 871ikke blot er Theologiens ►Princip, men den eneste gyldige Lære-Forskrift, da kunde man finde, der var i det mindste noget Forvirret i min Tanke-Gang, men nu, da Skiellet, jeg sætter mellem Kirke og ►Skole, ei berøver ►Skriften det mindste af sin Gyldighed eller Virke-Kreds og Uundværlighed, men viser os Kirken som de Troendes Samfund og sætter ►Skolen i Frihed paa christelig Grund, nu kan jeg nok forstaae, det maa være dem yderst ubehageligt, som haabede at begrave Kirken i ►Skole-Støvet; men mine ►Troes-Forvandte burde dog nok ønske, det kunde lykkes saaledes at sætte en Dæmning baade for Tidens Strøm og ►Kiætter-Mageriet. Dog det ►blive deres Sag, og jeg vedbliver naturligviis, under alle Omstændigheder, at ansee dem for Med-Christne, der vil blive ved den samme Daabs-Pagt som jeg, hvorpaa de saa end grunde dens Gyldighed, og vedbliver at erklære dem for ægte ►Lærere i den Dansk-Lutherske Kirke, som finde ►den Augsburgske Confessions ►Hoved-Lærdomme i ►Skriften, hvordan de saa end beskrive deres Fortolknings-Regel; thi kun om Troen og ►Lærdommen, ingenlunde om Methoden at udlede, forbinde og forsvare dem paa, maa det ►være os christelig og præstelig at giøre, og da jeg seer Grændse-Linien draget med objektiv Gyldighed saavel mellem Tro og Theologie, som mellem Hoved- og Side-►Lærdommene, tillader ikke engang min videnskabelige Standpunkt mig at giengielde mine ►Troes-Forvandtes ►Ubillighed. Saalangt er jeg fra at ville paanøde Nogen min Betragtning af Kirkens Forhold til ►Skriften, men anbefale den maa jeg ►nødvendig paa det Varmeste, da jeg har overbeviist mig om, at Christendommen bliver derved baade langt lettere at forsvare, bedre at forklare sig og mere frugtbar paa Oplysning og Opbyggelse.