Grundtvig, N. F. S. Nordens Aand

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

På Det Kongelige Bibliotek, København, findes følgende manuskript:

Signatur Type Overskrift
NKS 3882, 4o, 25 renskrift “Nordens Aand”

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 537.

“Nordens Aand” blev bragt den 10. august 1834 i Den Nordiske Kirke-Tidende, et Uge-Skrift for Kirken og Skolen, 2. årgang, nr. 32, sp. [529]-541. Ugeskriftet blev udgivet af 👤J.C. Lindberg på udgiverens forlag og trykt hos Fabritius de Tengnagel i København.

Senere udgaver

Digtet blev genudgivet i en forkortet udgave bestående af strofe 1-47 i Digte (1869), s. 109-120. 👤Kristian Køster og 👤Ludvig Schrøder udgav i 1866 Digte og Sange for Danske Højskoler. Tillæg til Køsters 100 Danske Sange, hvori tre sange er udtaget af digtet:

  • nr. 16, der består af strofe 62-63, s. 27.
  • “Nordens Aand”, nr. 17, der består af strofe 12 og 32-47, s. 28-32.
  • nr. 19, der består af strofe 51 og 53-59, s. 34-36.
De to første sange (nr. 16 og 17) blev tillige udgivet i 👤Nutzhorn og 👤Schrøders Historiske sange (1872) som henholdsvis nr. 18, s. 34, og nr. 8, s. 12-16.